driemee *pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 29 feb. 2016
  • Status: Igang
(dette er mit bidrag til fantasy konkurrencen. jeg har valgt nummer 4)Driemee blev efterladt i en kurv ude i skoven, da hun var helt lille. Hun blev fundet kort tid efter af en lille dreng. Han løb hjem, gav kurven til sin mor som opfostrede Driemee som sin egen datter. Driemee vokse derfor op, hos Fru. Moonlight og hendes to sønner og hendes ene datter, uden nogen fortid. - eller fremtid

5Likes
6Kommentarer
637Visninger
AA

3. Overfaldet

Mens jeg ligger der og tænker bliver døren åbnet og fru. Moonlight træder ind.

”Godnat Driemee” siger hun og stryger mit uglede hår.

Min hals snøre sig sammen. Min mave for en kvalme agtig fornemmelse. Og mine hænder bliver fugtige af sved.

”Er der noget galt?” spørger Fru. Moonlight.

”Nej Moonlight” får jeg fremsagt.

”Fra hvornår er du begyndt og kalde mig Moonlight og ikke fru?” spørger hun med et smil på læberne.

”æhh…” begynde jeg. ”det er hurtigere at si…” min hals bliver mere og mere tør. Jeg går helt i stå og ligger mig ned igen.

”Nå din lille frækkert vi ses i morgen så” siger Moonlight og lister stille ud af døren.

Jeg ligger som forstenet i min seng. Til sidst er det hele så trættende at mine øjne langsomt glider i.

 

”hjælp… hjælp” runger det gennem den lange mørke gang. ”Driemee, du er den eneste. Hjælp” en ånde agtig pige kommer hen mod mig. Jeg skal lige til at skrige da jeg opdager der er bundet noget stof om min mund så jeg ikke kan sige noget. Åndepigen kommer tættere og tættere på mig. Jeg prøver at komme ud af rebene men jeg er bundet fast. Åndepigen rækker ud efter mig.

 

Jeg sætter mig op i sengen med et sæt. Jeg sidder og gisper lidt. Men husker så hvad der skete før jeg faldt i søvn. Jeg kigger ud i haven, og leder efter månen. Den er helt rund og af dens bane kan jeg se klokken er næsten tre. Jeg springer op.

”Næsten tre” næsten skriger jeg.

Jeg kigger ud af døren for at se om nogen hørte mig. Men der er ikke et øje ude på gangen. Jeg lister ud og hen mod Moonlight´s soveværelse, da det går op for mig at jeg ingen plan har. Jeg kører det hele gennem hovedet og beslutter at gemme mig omme bag reolen lige uden for døren og vente til Sunio skal komme.

Da jeg sidder der husker jeg drømmen, jeg kan mærke at det ikke bare er en drøm. Selv om drømme bare er drømme, er der en nerve et eller andet sted inde i mig der siger at det er virkeligt og at det er et eller andet budskab. Ordene runder i mit hoved endnu.

”Driemee, du er den eneste”

Pludselig mærker jeg en kold hånd støtte på min skulder. Jeg begynder at ryste, og det begynder at svimle for mig.

”Ser man det” siger den kolde mandestemme som jeg kan huske fra køkkenet.

Jeg vender mig om og jo der sidder Sunio´s far ved siden af mig. Jeg ryster og begynder at græde. De varme tåre triller ned af kinderne på mig.

”Så du troede at du kunne stoppe den mægtige lord Miths” siger han og udstøder nogen grynte lyde som skal forestille et grin.

Jeg sidder bare som forstenet mens han binder mine arme og ben, og binder et stykke stof om min mund, så jeg ikke kan sige noget. Miths smider mig op på sin ryk da Sunio kommer hen til os. Hun ser forfærdet på mig.

”Hvem er det? ” spørger hun.

”Det er bare en lille pige som ville beskytte sin mor” siger han med en lille sød og fin stemme.

Hvis jeg ikke var bundet ville jeg kvæle ham lige nu, det er jeg sikker på.

”Jamen…” begynder Sunio.

Men hendes far giver sig ikke og puffer hende hen til døren.

”Far hvorfor er det mig der skal gøre det” spørger hun med tåre i øjnene.

”Tænk på din lille mor” siger Miths bare som svar.

Sunio tager sig sammen og åbner døren ind til Moonlight´s soveværelse. Miths tager i mod den og smækker den, til min store overraskelse. Fru. Moonlight sætter sig op i sin seng. Hun ser på Miths og så på Sunio og til sidst på mig. Hun ser overhovedet ikke bange ud syntes jeg, jeg kan mærke at Miths er skuffet over det.

”Nå Miths så du skal også lade det gå ud over min datter, som overhovedet ikke har lært noget om denne verden” siger hun.

Miths smiler. ”Tror du virkelig jeg er så dum, tror du ikke jeg ved at DETTE er Driemee” ler han.

”Jeg undervurdere skam ikke dine kræfter, de er bare så svage” siger fru. Moonlight kægt.

Jeg kan tydeligt mærke at manden bliver sur. Moonlight stiller sig op på gulvet. Det undre mig at hun har hverdags tøj på.

”Lad nu børnene gå” beder Moonlight efter en lang pause.

Der er stille et stykke tid. Dødstille. Jeg kan mærke noget hår vokse ud af Miths krop. Jeg bliver bange og skriger og vrider mig oppe på hans ryk for at advare Moonlight, selv om jeg ikke ved om det er godt eller dårligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...