Save Me From Myself ((One Direction))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2014
  • Opdateret: 17 maj 2016
  • Status: Igang
Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying. Juliett Wilder er ikke din typiske pige. Hun er langt fra det. Med det tragiske minde, ar for livet, og en far der hader en fordi han tror hun er grunden til morens død? Ja, så er ens liv kun et helvede, bortset fra deltalgen at moren prøvede at dræbe hende med sig. Men da Juliett flytter til Riverside, og starter på Riverside High School, bliver hendes liv vendt på hovedet. Med hemmeligheder,løgn, gys, og kærlighed, kommer bogen. Save Me From Myself. "The wildest rollercoaster you'll ever ride, is Life" *Drengene er ikke kendte, og kender ikke deres kærester endnu*

17Likes
17Kommentarer
1770Visninger
AA

9. Kapitel 7 "Even the brigthes star, fades."


"Even the brigthes star, fades."

 

"Vær nu stille! Mor sagde vi ikke skulle nat spise igen!" siger Liam, selvom han hvisker, råber han nærmest.

Jeg griner, Niall blev sulten igen, og han gad ikke stoppe med at snakke om mad.

"Fint," siger Niall og holder munden for munden. Vi fortsætter ned af trappen, og går ud i køkkenet, jeg hopper på køkkenbordet, og sidder, Liam sætter sig, mens Niall går hen til køleskabet.

"Må jeg tage pizza resterne?" spørg han, "jaja" siger Liam, Niall tager en tallerken og vi tager det som svarer til en halv pizza hver nærmest.

"Det er så lang tid siden jeg har fået pizza, jeg føler mig helt fed" griner jeg, da vi sætter os på Liams seng igen.

Jeg lånte en af hans trøjer, som er ret stor. Men jeg beholder bukserne på indtil vi går seng.

Hvilket nok ikke sker før klokken seks i morgen.

"Oi! Jeg sagde ingen nat spisning!" råber Liams mor fra sove værelset ved siden af.

"Oh shit!" siger jeg og gemmer tallerken og maden under Liams seng, Liams mor træder ind, og vi sidder og griner som om vi har joket i længere tid.

"Hvad?" spørg Liam.

"Jeg syntes ellers jeg hørte i gik i køleskabet" siger hun, men ryster på hovedet og lukker døren igen.

Og vi bryder ud i grin. 

Det her er nok den sjoveste aften i lang tid.

Jeg kigger hen på uret, 03:41 om natten.

"Hey, drenge, vi burde gå i seng" siger jeg, og de kigger hen på uret. "Det burde vi, men vi er ikke trætte!" siger Liam.

"Nej!" siger Niall og tager en pude, og slår mig med den, hurtigt begynder Liam også.

Jeg griner, og prøver at få dem væk, jeg griber fat i en pude mig selv.

Og sådan startede vores pudekamp.

'The old fashion way'

Ja, ligesom dem man ser på tv. Og sådan det blev ved til vores hår ligner afro'er, mit var nok værst, men stakkels Liam har også langt hår.

Men vi kunne ikke lade være med at grine. Efter det, endte vi med at ligge os ned og bare snakke til solen stod op. Bogstavlig talt, og det endte med jeg faldt i søvn, jeg havde fået lov til at dele den oppustelige madras med Niall, det er godt nok en dobbelt madras, så der var nok plads.

Morgen kom hurtigt, da vi alle vågnede var klokken allerede halv elleve.

"Hvad skal vi så lave i dag?" spørg Liam.

"Aner det ikke" siger jeg, og smider mig tilbage på madrassen, Niall hopper lidt på den, siden at luften skubbet ned. "Hey pas på, menneske, jeg flyver jo til månen!" griner Niall. "Ja som om!" siger jeg og spreder mig, så jeg fylder det hele.

"Hey rolig der nede!" griner Liam. Han sætter sig op, og hopper ned på sengen. "Jeg vil også være med!" siger han og ligger al sin vægt oven på os.

"Liam! Ryg din røv!" siger jeg og skubber til ham, men han griner bare.

Og det ender vi også med, men vi får en overraskelse da Liam mor kommer ind ad døren, "øh" siger hun bare, og står der, "hvad, hvad laver i?" spørg hun.

"Det ved vi ikke" siger jeg, og griner.

"Okay, men jeg kom ind for at fortælle at jeg tager på arbejde nu, jeg er tilbage i aften." siger hun, "okay, ses mor!" råber Liam, efter hende da hun går ud af døren igen, og døren neden under smækker i igen.

"Nå! Hvad skal vi lave?" spørg Liam igen, "ja, du kunne starte med at flytte din store numse?" siger Niall.

"Hey! Min numse er ikke stor! Den er tilpas.." siger han og sætter sig op, og vi gør det samme, "jaja Liam, det siger de alle sammen" siger jeg, og så rækker han tunge af mig!

"Rækkede du lige tunge af mig?" spørg, og lyder total fornærmet, "nu kan vi ikke være venner!" siger jeg med en barnlig stemme, og prøver at holde masken imens jeg ser Liam blive forvirret. Men jeg holder den ikke længe og bryder ud i grin.

"Nå, jeg er sulten, lad os spise!" siger Niall. Liam nikker, og jeg følger efter dem ned i køkkenet.

"Hvad skal vi lave?" spørg Niall.. "Hmm, hvad med lidt æg?" siger han og tager æggene ud, tomater, skinke og bacon strimler, "mener du omelet?" spørg jeg.

"Jaja" siger han og begynder skære tomaterne, og Liam sætter æggene på panden, sammen med bacon og skinke strimlerne på.

Jeg ser til mens drengene laver mad, sjovt nok.

Pludselig føles rummet så koldt, som om temperaturen pludselig faldt.

Jeg holder armene omkring mig, og ser hen på drengene som laver mad.

Men det pludselig ud som om det hele er i slowmotion, jeg ser hen til Niall.

Han står med kniven, og jeg kan se fra klingen mit eget spejlbillede, men det som om noget står bag mig.

"Juliett" siger noget bag mig, som en utydelig hvisken.

"Jeg kommer om lidt" siger jeg og går oven på toilettet.

Jeg kigger ind i spejlet, og støtter mig op af vasken, og lukker øjne.

Jeg tager et par dybe vejrtrækninger før jeg åbner øjne.

Men det syn som er foran mig, skræmmer mig.

Det får hele min krop til at fryse, og jeg står stille.

Jeg ser mens det mørke røde blod drypper ned af spejlets kanter, og efterlader et rødt spor.

Jeg står stadig frosset.

"Juliett" stemmen er nu tættere på, og jeg ser en skygge bag mig, som ikke er min.

Jeg ryster mig selv ud af trancen og løber neden under og ligger mig i sofaen.

"Hey Liam! Må jeg se tv?" spørg jeg. Bare få at få tiden til at gå, og glemme hvad jeg så.

For det var ingen ting, der var intet.

Nada.

"Jaja!" råber Liam, og jeg tager fjernbetjeningen. Jeg tænder for tv'et men det viser kun sne.

Og den høje irriterende lyd spiller ved siden, jeg spoler imellem de andre kanaler, men det samme vises på dem alle. Lyden bliver kun højere.

"Liam, dit tv er vist i stykker" siger jeg, og han kommer gående ind i stuen.

"Nej? Det virker?" siger han og kigger på det, jeg kigger der hen, den irriterende lyd er ikke stoppet men der er et billede af en dame som går i cirkle, hun ligner.

Nej, det gør hun ikke! 

"Oh, det gør det" siger jeg, og ligger mig til rette.

Men lyden er stadig så høj.

"Juliett" siger stemmen igen, jeg fokusere på tv'et hvor damen står, og kigger direkte på mig.

Det er jo, men det kan det ikke være!?

Jeg sætter mig op, og blinker, mens jeg ser til mens damen træder ud af tv'et.

"Juliett, det er hurtigt overstået" siger hun og løfter kniven, og jeg skriger.

Hun kommer nærmere og tager et greb om mine arme, jeg sparker og skubber men hun holder fast.

Men hun siger en masse beroligne ord, og jeg bliver så forvirret, jeg slapper af, og lukker øjne, men åbner dem og kigger lige ind i Nialls blå øjne.

"Niall?" siger jeg forvirret, men hopper lige ind i hans favn, og mærker tårerne flyde, "Juliett? Niall? Hvad sker der?" spørg Liam.

"Jeg... Der... Det var bare..:" siger jeg men kan ikke få en ordenlig sætning ud, Niall tager mig hen i sofaen igen,, Liam tager et tæppe omkring mig. "Juliett! Du er jo iskold!" siger Liam, med hånden for min pande.

Niall lægger en arm om skulderen og holder mig tæt, og Liam gør det samme.

Jeg tager lugten ind, "er der noget der brænder?" spørg jeg.

"MADEN!" råber Niall og Liam og løber ud i køkkenet.

 

 

❈❈❈

 

 

Selvom de brændte æggene lidt på, spiste vi dem alligevel. De blev også ved med at spørge omkring hvad der skete, men jeg ved ikke engang hvad der skete.

Men efter jeg siger at det er ligemeget for den sjette gang lader de den ligge.

Klokken er hurtigt blevet halv tre, og jeg ved jeg burde tage hjem, siden der er skole i morgen.

Jeg kigger rundt på mine nye venner, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem nogle gange, selvom jeg mødte Niall på en mærkelig måde, og Liam, da jeg tog deres bord.

Men jeg kan lide måden det endte på.

”Jeg tror jeg er nød til at tage hjem nu…” siger jeg stille, lidt håbede jeg på at de ikke hørte det, men jeg ved de gjorde.

”Skal vi følge dig hjem?” spørg Liam.

Jeg ryster på hovedet, ”der er kun halvanden kilometer herfra” siger jeg og smiler til dem.

De nikker, jeg rejser mig op, tager min ting i gangen og giver hver især et ordentlig kram før jeg går ud af døren og ned af gaden.

På vej tilbage til helvede.

Jeg går langsomt og prøver at spilde tiden, men jeg ender stadig efter tyve minutter tilbage på min vej.

Jeg kigger ned i jorden, jeg vil ikke være hjemme allerede. Jeg kan ikke holde det ud der inde mere, især ikke efter hvad der skete i går.

 

”Jeg går far, jeg skal bare mødes med en ven” siger jeg hurtigt, og går imod døren.
”Du er hjemme klokken fem!” siger han, og jeg smækker døren…

 

 

”Juliett, jeg sagde klokken fem! Klokken er halv syv, hvad fanden tænker du?!” råber han.

Det var ikke min fejl, tiden går for hurtigt når jeg er med Niall.

”Men” siger jeg men han får mig til at holde mund med sin stirren. ”Intet men! Du skal høre efter!” siger han, jeg kigger skræmt på ham.

”Kan du ikke bare være lige som din mor!” råber han, og jeg tænker tilbage til den aften.

Kniv, potteplante, løb.

Det hurtigt over stået.

”Juliett høre du overhovedet efter?!” råber han igen.

”Hvad regner du med, du snakker aldrig med mig! Du hader mig, fordi jeg ligner mor, men er langt fra at være hende! Hvornår fatter du at hun er væk!” råber jeg, men fortryder med det samme. For jeg ved, det her ender ikke godt.

Han lufter hånden. Og et ordentlig klask lyder, smældet af hud.

Straks ligger jeg en hånd for min nye røde og hævede kind, jeg kigger op på min far med tåre i øjne.

Og så løber jeg, ud af døren, ned af vejen, forbi alt de jeg ikke genkender som mit nye hjem.

Og jeg ved hvor jeg skal hen, så jeg ringer til Liam…

Jeg tager telefonen op og ringer til ham, han tager den heldigvis også hurtigt.

”Liam?” spørg jeg, ”Juliett? Græder du? Er du okay?” spørg han hurtigt, og lyder bekymret, og det for mig til at smile, der er nogle so, holder af mig nok til at være bekymret.

”Kan jeg komme forbi?”

 

❈❈❈

 

”Juliett? Er det dig?” spørg en anden bekendt stemme, jeg kigger over på den anden side af vejen, og Harry står der.

Jeg skynder mig at fjerne den ene tåre som er faldet fra øjet, smagen af salt i munden.

Jeg nikker bare, og Harry kommer over, ”hvad sker der? Hvorfor græder du?” spørg han, jeg ryster på hovedet, ”jeg er bare, lidt utilpas lige nu. Men vi ses i morgen ikke?” siger jeg smilende, og håber han hopper på den.

Han ser ud til at tvivle først, men smiler et smil så man kan se hans smile huller ret tydeligt, og hvor de nuttede.

”Jo, vi ses? Vil… Vil du have et lift måske? I morgen altså...” spørg han igen.

”Et lift i en sportsvogn, med skolens badboy slash player. Hmm” siger jeg som om jeg tænker.

Han begynder bare at grine.

”Det lyder som om jeg er den onde, men et nej ville være fint nok” siger han, og der begynder jeg at grine.

”Harry!” råber jeg, og han vender sig om, ”hent mig kvart i otte” siger jeg og fortsætter mod mit hus…

 

❈❈❈

 

Så! Endnu et kapitel, hva' siger i så!

Jeg ved det, der er sikkert ekstrem mange fejl, og komma fejl, og sådan, men ærligtalt så går jeg ikke ekstremt op i det, og jeg har tons vis af historier jeg arbejde på samtidig med alt det sidste skole halløj for tiden.

Men her er et kapitel, og måske kommer der først et om et lille stykke tid igen, taget jeg ikke er meget hjemme de første og sidste uger i sommerferien.

Men, håber i får en god sommer ferie, og god læselyst til jer alle :D

 

Ses i næste kapitel,

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...