Save Me From Myself ((One Direction))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2014
  • Opdateret: 17 maj 2016
  • Status: Igang
Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying. Juliett Wilder er ikke din typiske pige. Hun er langt fra det. Med det tragiske minde, ar for livet, og en far der hader en fordi han tror hun er grunden til morens død? Ja, så er ens liv kun et helvede, bortset fra deltalgen at moren prøvede at dræbe hende med sig. Men da Juliett flytter til Riverside, og starter på Riverside High School, bliver hendes liv vendt på hovedet. Med hemmeligheder,løgn, gys, og kærlighed, kommer bogen. Save Me From Myself. "The wildest rollercoaster you'll ever ride, is Life" *Drengene er ikke kendte, og kender ikke deres kærester endnu*

17Likes
17Kommentarer
1769Visninger
AA

12. Kapitel 10 "You can't spell unlucky without lucky"


"You can't spell unlucky without lucky"

 

Det er nu tre dage siden, jeg lavede det idiotiske opkald til Juliett. Jeg ved hun ved at jeg spurgte hende, men jeg håber virkelig hun har glemt det. Dog har hun kaldt på mig en enkelt gang her til morgnen, men jeg var så bange at jeg satte i fuld sprint.

Jeg endte ude på fodbold banen, og her har jeg siddet i godt en time.

Jeg prøver at finde ud af hvad jeg laver, hvis jeg virkelig kan lide hende, ville jeg ikke være sådan en kujon, jeg vil jo hellere være sammen med hende, end at ignorere hende, jeg kan ikke lide den sure mine hun bærer konstant.

Dog har jeg lagt mærke til  at hun snakker mere og mere med Harry, og noget omkring det irriterer mig, jeg tror ikke på det er jalousi.

 

"Niall?" jeg vender mig om, jeg blev lige suget ud af mine egne tanker da jeg ser Liam komme gående imod mig med hans hår i hele ansigtet. Han burde virkelig klippe det.

"Jeg er en kujon" siger jeg med det samme, jeg sidder egentlig næsten bag sæderne på fodboldbanen. Lidt ulækkert, siden det her folk tager hen for at ryge, og blive høj, men det det eneste sted hvor jeg ved Juliett ikke ville finde mig.

"Hvorfor?" spørg han. Han sætter sig overfor mig.

"Jeg ringede til Juliett, og endelig tog mig sammen og spurgte hende ud, men hun var bare helt stille i næsten et minut, og jeg lagde bare på! Og nu prøver hun at snakke med mig, men jeg er så bange for et direkte afvisning vil jeg tro, fordi jeg bliver ved med at ignorer hende..." siger jeg. Liam nikker bare, han kigger sig omkring.

"Sååå, du ville hade mig hvis jeg sagde at Juliett er på vej her hen og jeg ikke lader dig løbe?" jeg vender mig til at kigge på banen hvor hun rigtigt nok kommer gående med stigende fart, jeg kigger panikslagen på Liam og prøver at rejse mig op men han hiver mig tilbage i armen.

"Du slipper ikke denne gang, din kujon" griner han.

"Tak Liam!" råber Juliett, som han rejser sig og gå sin vej, jeg kigger alle steder hen på hende. Hun sukker og sætter sig ned ved siden af mig.

"Så, omkring dit opkald, som du så uhøflig afbrød mig og lagde på, må jeg så godt høre din grund til at så pludselig at ignorer mig?" spørg hun. Hun kigger på mig med de blå øjne, som egentlig gør noget ved mig, som jeg ikke kan styre migselv.

Jeg kan mærke blodet kravle op af min nakke, men jeg kigger i jorden.

"Jeg... Øh." siger jeg og stammer næsten. Hvad er der galt med mig!?

"Jeg venter " siger hun utålmodigt.

"Jeg kan lide dig!" råber jeg måske lidt for højt. Helt uden at tænke over det, jeg holder mig hurtigt for munden.

"For helvede, det skulle ikke siges sådan. Jeg sådan en idiot nogle gange, bare glem om alting!" siger jeg som alt blodet stiger til mit hovedet, og jeg sikkert ligner en tomat.

"Niall vent! Lad mig nu for en gangs skyld svare dig!" råber hun som hun løber efter mig, jeg kan hører hendes sko ramme jorden, som hun nærmer mig banker mit hjerte lidt hurtigere, og det føltes som om det sidder i halsen på mig.

Hun griber fat i min skulder og stopper mig. "Niall" siger hun, og jeg vender mig om.

Det utroligt hvad én person kan gøre ved en, alligevel, de kan have alt kontrol over dig, og få dig til at føle så mange ting, men også knuse dig inderligt, eller bare skade dit selvværd med de mindste ting...

Jeg kigger på mine beskidte sko, hun sukker igen, hun tager fat om min hage og får mig til at kigge på hende.

"Niall, jeg ved ikke om jeg kan lide dig på den måde, men jeg ville gerne prøve, hvis du vil lade mig" griner hun. 

Jeg griner lavt, som jeg kan mærke mit hjerte nærmest ryge ud af min brystkasse.

"Så, lørdag?" spørg jeg hende. Hun smiler bare.

"Skal vi sige klokken et?" spørg jeg hende.

Hun nikker, og smiler til mig. "Jeg henter dig så.. På lørdag.. Klokken et" siger jeg, med et enormt smil på læben.

Hun griner, som hun begynder at gå baglæns, "yup" siger hun. "Så ses vi vel" siger hun med et grin, og går tilbage til skolen, jeg gør det mest logiske og falder ned i græsset.

Man kan vel sige hun fejede bene væk under mig. 

 

❈❈❈

 


Siden Juliett og jeg skrev sangen, har jeg egentlig ikke hørt fra hende, jeg har set hende sammen med Liam og Horan, meget ofte her for tiden, og jeg bryder mig ærligtalt ikke om det.

Drengene syntes jeg virker som en pige, med følelser. Som jeg skurer efter Juliett og Horan som der går rundt. Dog til min undring har de slet ikke været sammen i tre dage nu, og jeg kan se at Horan har faktisk undgåret hende hele tiden, hvilket jeg egentlig finder passende.

Skole er slut for denne uge, og jeg har heldigvis bilen i dag, så jeg ikke behøver den skide bus, selvom den ikke er så slem lige for tiden.

Jeg skyder genvej gennem fodbold banen som den er tættere på parkerings pladsen, end at vade igennem alle skolen lange gange. Jeg har intet som skal i mit skab, så jeg vil egentlig bare gerne hjem.

Dog ser jeg noget virkelig underligt, som jeg nærmer mig tribunerne. 

Juliett løber imod Liam og Horan. Dog elsker jeg se Horan gemme sig som en kujon bag tribunerne.

Jeg rykker mig bag en af dem, jeg skider på deres privat liv, det her må jeg se. 

Jeg ser de snakker lavmælt, så jeg kan næsten ikke hører dem, men jeg ser Liam gå sin vej, som han var et tredjehjul i samtalen. Han går også mod parkeringspladsen, sikkert for at prøve at nå bussen inden den kører.

Jeg rykker mig tættere uden af sige for mange lyde, de lægger slet ikke mærke til jeg er her.

 

"SÅ, omkring dit opkald, som du så uhøflig afbrød mig og lagde på, må jeg så godt høre din grund til at så pludselig at ignorer mig?" hører jeg hende sige, meget irriteret. Det er tydeligt hun er irriteret.

Men hvilket opkald? Hvorfor lagde han bare på?

"Jeg..øh" siger han bare, og jeg griner som han bliver til en tomat i hele fjæset.

"Jeg venter " siger hun utålmodigt, hendes fod hopper på stedet som hun venter, Niall kigger sig lidt omkring, og jeg gemmer mig bag ved trebunen for at sikre mig at han ikke ser mig, som han desperat prøver at komme ud af den.

"Jeg kan lide dig!" råber han så pludseligt. Jeg sikker på hele skolen hørte det.

Et øjeblik går, Juliett stirrer bare på ham. Han dækker sin mund med sin hånd, og han stirrer pinligt på hende. 

Jeg stirrer på dem. Jeg venter på at hun siger hun ikke føler det samme, og knuser ham, så han får hvad han fortjener. Men det sker ikke, og da jeg ikke ser hende grine af eller noget, føler jeg langsomt vreden stige.

 

"Niall, jeg ved ikke om jeg kan lide dig på den måde, men jeg ville gerne prøve, hvis du vil lade mig" er alt hun siger til ham, og jeg har mere end bare lyst til at smadre hans ansigt, eller i hvert i fald slå det grin af hans fjæs.

"Jeg henter dig så.. På lørdag.. Klokken et" siger han, og griner, hun nikker, og de veksler nogle farvel blikke, men før jeg når videre er jeg allerede på vej til parkerings pladsen. 

Horan ligger på jorden, efter Juliett forlod ham for bussen, jeg går hen til ham.

 

"Tør det grin af dit ansigt. Hun kan gøre bedre" siger jeg til ham, han griner bare.

"Stop det Styles, intet kan ødelægge min dag i dag" siger han til mig, som han ligger og glor på skyerne.

"Nå ikke?" siger jeg, og smider tasken og tager de få skridt hen til ham, han glor på mig, med forvirring.

Da jeg når hen til ham giver jeg ham et ordentlig spark i maven, han griner som han ømmer sig på jorden, jeg sparker igen, og vender mig om. Tager min taske og går min vej, hen til bilen. 

Så kører jeg så hurtigt jeg kan hjem.

 

❈❈❈

 

"Harry, der mad?" prøver min mor for tredje gang i dag. Jeg ved ikke hvorfor jeg sur, men jeg er bare så sur.  Jeg virker som et lille barn der græder over split mælk, men der er den her brændene følelse inden i mig, jeg ikke kan ryste af mig.

"Harry?" prøver hun igen. Jeg sukker og rejser mig for at åbne døren.

"Hvad?" råber jeg lige i hovedet på som jeg åbner den.

"Skal du ikke have noget at spise?" spørg hun mig rolig, og jeg kigger på hende med en tanke i bag hovedet. Hvorfor så sur?
Det ved jeg ikke, men jeg ved jeg lader det gå ud over hvem end der er i nærheden.

"Nej." siger jeg og lukker døren, jeg hører hende sukke før brædderne under giver efter vægten. Jeg bliver på mit værelse i lang tid. Bare sidde der, på min seng og skærer tænder af min egen opførelse. Jeg plejer aldrig være sådan overfor min mor, og hun ved det. Hun ved der noget galt, Gemma har prøvet at komme i kontakt med mig, men har opgivet for længst.  

Jeg ser ud af vinduet, solen er gået ned, og jeg kan hører græshopper spille. Men hvad der fanger mit blikket er personen som går alene ude på vejen. Det ligner en hende, helt klart, det ligner hende.

Jeg læner mig ud af vinduet, og er ret sikker på det hende, jeg kan se hendes blonde hår flyve rundt med vinden, jeg kan se hun ingen sko har på.

Hun har sikkert skændes med sin far igen.

Jeg åbner vinduet så meget jeg kan og ser om jeg kan høre hende, om hun er ok eller?

Men jeg hører kun hendes fødder blive trukket hen over asfalten, og jeg ved noget er galt.

Jeg løber nedenunder og smider mine sko på, og ser mig hurtigt i spejlet og smiler for at være sikker på intet er i mine tænder og jeg åbner døren.

Jeg hører min mor kalde men jeg ignorer det, og går videre imod hende.

Hun går langsomt i midten af vejen, heldigvis er det ikke en meget befærdet vej så der sker intet.

"Hvad laver du her ude?" spørg jeg hende, og hun kigger op ret chokeret.

"Harry?" spørg hun forvirret.

Selvom hendes ansigt er halvt dækket af hår, blæst over af vinden, kan jeg godt se det røde der former sig på hendes kind. Jeg kan se det, og vreden som lige var forsvundet er kommet tilbage, og jeg føler mig vredere end jeg var før.

"Har din far slået dig?" spørg jeg og fjerner håret fra hendes ansigt.

Hun dækker hurtigt sin kind og kigger væk.

"Nej, jeg faldt bare ned af trappen, jeg så klumset." griner hun og holder blikket på hendes fødder der står på den kolde asfalt. Hendes skulder er bare, og jeg kan se gåsehuden dække hendes arme.

Jeg tager hurtigt min trøje af, og skal til at lægge den om armene på hende, men hun lægger sine hænder på min arm.

"Stop, det behøver du ikke, jeg har det fint" siger hun, jeg ignorer hende dog og giver hende den på, før jeg giver hende et smil og bevæger mig tilbage til mit hus.

 

❈❈❈

Ikke rettet

 

Hej?

Husker i mig?

Du ved, den person som glemte alt om denne historie i sådan, et års tid? Idk, men her er et kapitel. Der kommer nok ikke et i nærmeste fremtid, men jeg arbejder på det. Lige nu fokuserer jeg på LOaL fordi jeg gerne vil afslutte den. Men så snart den er færdig, fokuserer jeg på denne, så Shoot Me Down, og så videre :D

Håber det ikke er mega dårligt.

-Mad Hatress
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...