Save Me From Myself ((One Direction))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2014
  • Opdateret: 17 maj 2016
  • Status: Igang
Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying. Juliett Wilder er ikke din typiske pige. Hun er langt fra det. Med det tragiske minde, ar for livet, og en far der hader en fordi han tror hun er grunden til morens død? Ja, så er ens liv kun et helvede, bortset fra deltalgen at moren prøvede at dræbe hende med sig. Men da Juliett flytter til Riverside, og starter på Riverside High School, bliver hendes liv vendt på hovedet. Med hemmeligheder,løgn, gys, og kærlighed, kommer bogen. Save Me From Myself. "The wildest rollercoaster you'll ever ride, is Life" *Drengene er ikke kendte, og kender ikke deres kærester endnu*

17Likes
17Kommentarer
1776Visninger
AA

3. Kapitel 1 "Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying"


"Sick of crying. Tired of trying. Yes I'm smiling, but inside I'm dying"

 

”Juliett! Vågn så op!” råber min far. Han lyder ekstra sur i dag.

”Juliett, skal jeg komme der op!” råber han igen.

Jeg rejser mig fra min seng ret så hurtigt. ”jeg er oppe!” råber jeg igen.” Du skal ikke råbe af mig!” råber han igen.

Hold da op. Jeg gnider mig i øjnene, før jeg rejser mig fra den bløde seng. Jeg ligger dynen pænt igen, og går hen til kasserne for enden af sengen med alt mit tøj.

Ja, stort set er alting stadig ned pakket, fordi vi næsten lige er flyttet ind i det her hus, et tre etage, med fire badeværelser. Det rene paradis.

Bortset fra min far er her…

Jeg tager hurtigt tøj på, og reder mit hår. Som ligner en fugle rede som altid. Jeg tager sko på, før jeg tager min taske på med hele semestrets bøger i. Så ja. Den er ret tung.

”Kom nu! Du skulle være gået for tre minutter siden, du misser snart bussen, og jeg kører dig ikke” siger min far vrissende af mig.

”jeg går, jeg går” siger jeg og smækker døren hårdt efter mig.

”Juliett!” råber han, han hader når jeg smækker med alle dørene, så derfor gør jeg det.

Jeg hiver jakken tættere omkring mig, fordi det er jo Januar, og selvom jeg bor i Riverside,  Georgia, så er her altså koldt.

Ingen sne, heldigvis. Det havde vi aldrig da vi boede i Californien. Jeg blev så sur da min far sagde vi flyttede til en anden stat, men lettet af vi ikke længere bor i det hæslige hus.

Jeg kigger bag mig, da jeg hører en masse råben, jeg kigger længere fremme hvor bus stoppe stedet er, og skole bussen er lige bag mig. Jeg kigger panikken på den, og begynder at løbe, og råber på bussen skal stoppe.

Men selvfølgelig, køre den lige forbi, og det var den sidste bus…

Jeg sukker, og begynder at gå.

For pokker, jeg kommer forsent den første dag.

Jeg går ned af vejen, til jeg omkring en halv time senere ser portene til skolen.

Klokken har allerede ringet for omkring tyve minutter siden, så jeg får helt sikkert eftersidning.

Jeg løber ind af portenene hen til døren, jeg går ned ad gangene, imod kontoret.

Da jeg endelig finder det efter endnu fem minutter forvirring af alle de lange gange.

Går jeg ind på kontoret, hvor en ældre dame sidder. Med tygegummi, smaskende, makeuppen, som man ser så tydeligt begrund af den over brugte blå øjenskygge.

”Hej” siger jeg, hun bliver dog ved med at trykke på computerens keyboard.

”Uhm, hallo?” spørg jeg hende, men hun ignorer mig igen.

Jeg bliver sur, og prøver igen, men hun fortsætter, jeg knipser foran hende og hun kigger træt på mig.

”undskyld, kan jeg få mit skema? Og skabsnummer?” spørg jeg, hun sukker, og ryster på hovedet og mumler så noget lignede af utålmodige, utaknemlige dumme teenageres

Jeg ryster på hovedet, hun rækker mig papirerne, og jeg smiler. ”Tak, men du er ligefrem heller ikke den bedste vel?” siger jeg og går min vej. Jeg kan kun grine da jeg så hendes ansigt.

Jeg kigger på mit papir, jeg har fået tildelt skab nr. 297, og det er i den anden ende af skolen.

Ugh, hvorfor!

Jeg løber hen til delen hvor mit skab skulle være, og kigger mig omkring på numrene. 287,288,289.. Jeg fortsætter lidt længere ned, 295, 296,297!

Jeg smiler og tjekker kombinationen som jeg også har fået tildelt, jeg åbner mit skab og tager alle bøgerne ud af min taske og ind i skabet. Tjekker mit skema, jeg skal have engelsk med Mr. Smith. Typisk, han er sikkert 'den sure lærer med en isse' på skolen, sådan lyder det i hvert fald.

”Hvad fanden laver du!” råber en stemme, jeg vender mit blik imod hvor en dreng, med brunt krøllet hår har skubbet, en anden dreng, med lyst hår, op af skabene, og griner af ham.

”Jeg gjorde jo intet! Det var ikke mig!” siger den lys håret, han lyder ikke særlig amerikansk, måske britisk? Eller sådan noget, der omkring.

Jeg lukker mit skab, og kigger hen på ham.

Den brun håret giver ham en enkelt knytnæve i maven. Jeg gisper, og den brunhåret kigger hen på mig, han skynder sig dog hurtigt væk.

Jeg løber hen til den lyshårede dreng, som ligger og ømmer sig på gulvet.

”Er.. Er du okay?” spørg jeg tøvende, han holder sig om maven og ømmer sig.

”Ja, det fint. Bare gå” siger han og prøver at rejse sig.

”Rolig, dybe vejrtrækninger” siger jeg, og han følger mine instruktioner. Han begynder at trække vejret igen normalt og sætter sig op.

”Tak, men du behøver ikke.” siger han, jeg smiler.

”Vi ses måske” siger jeg, selvom jeg ved det ikke kommer til at ske.

Jeg rejser mig, og går imod klasse værelse nummer 680, som ligger for enden af gangen, da jeg står foran døren, tager jeg en dyb indånding, før jeg banker på.

”Kom ind!” siger en rusten stemme.

Jeg havde ret! Tænker jeg glad.

Jeg trækker håndtaget ned, og går ind.

”Hej, jeg er ny her” siger jeg til ham.

”Okay, sæt dig ned, Ms…?” spørg han efter mit navn.

”Juliett Wilder” siger jeg. Han smiler. ”Sæt dig ved siden af Mr. Styles, Ms. Wilder” siger han, og jeg ser den eneste plads som ikke er taget.

Og ved siden af sidder, drengen fra før?

Jeg sætter mig.

Jeg finder bogen frem, jeg kigger på Mr. Styles bog og viser det er side 245, og jeg slår op og prøver at følge med.

Jeg aner ikke, om jeg kan blive ved med at kalde ham Styles, det lyder underligt. Men hvorfor slog han ham overhovedet?

”psst!” kommer der fra siden, jeg kigger hen imod ham Styles.

Hvad?” hvisker jeg. Han smider en seddel på mit bord.

Du så intet, hørte intet, og husker intet” står der bare. Jeg kigger forvirret på ham, men nikker bare, fordi jeg ikke vil have noget ballade på min første dag.

Derefter var resten af timen stille.

 

❈❈❈

 

Frokost kom ret hurtigt, og jeg valgte at i stedet for at gå ned til kaosset at gå ud i udendørs området og sætter mig ved et træ og slappe af også selvom der  var koldt, så nød jeg brisen.

”Juliett”  

Jeg åbner mine øjne og kigger mig omkring, jeg kigger bag træet, men der er ikke andre end dem over ved udendørs borene og det var en masse jocks.

Og det her var helt klart en pige stemme, en blid stemme.

”Juliett” hvisker den igen.

Den er så let ,stemmen, som om det var vinden som hviskede til mig.

Jeg rejser mig og går imod toiletterne, for at være sikker på ingen fulgte mig, men mest for at få lidt vand i hovedet, tænke lidt klarer.

Jeg kigger mig selv i spejlet, før jeg tænder hanen og sprøjter en smule vand i hovedet, uden at ødelægge maskaraen, men det er lidt svært siden den er vandfast.

Jeg rejser mig og tager noget papir fra boksen og tørrer mig i ansigtet, jeg lukker øjnene og støtter mig op af vasken.
”Juliett” siger stemmen, igen. Jeg fryser, og langsomt åbner jeg øjne, og kigger op.

Jeg giver et enormt skrig fra mig da jeg ser hende inde i spejlet, jeg vender mig, og der står hun.

Med kniven.

”Stop!” råber jeg og falder ned på gulvet, og hun kommer tættere og hiver i mine arme, skubber, og jeg mærker en smerte i min mave igen.

”Halo!” Siger hun.

”Er du okay!” siger hun igen, men det er ikke hendes stemme.

Den er dybere.

Jeg lukker øjnene, mens jeg mærker tårene løbe ned af mine kinder.

Jeg åbner dem igen, og ser på drengen fra tidligere. Altså ham den blonde, ikke Styles.

”Er du okay?” spørg han igen, og tager noget papir for at tørre mine øjne, jeg nikker, og rejser mig op fra det kolde gulv.

”Hvad skete der?” spørg han forvirret.

”Du burde ikke være her, det pigetoilettet” siger jeg og tørrer mine øjne.
”Lad være med at snakke uden om” siger han.

Jeg kigger imod ham.
”Det gør jeg da ikke," siger jeg, og han kigger på mig med det blik.

Som bare skriger, C'mon, jeg er ikke dum.

Jeg kigger hen i spejlet, for at undgå hans blik, blod drypper ned af den.

Jeg kigger skræmt hen på spejlet.
”Jeg er helt okay. Jeg må gå” siger jeg og går uden om ham og løber ned af gangen, hen til mit skab, tager mine bøger og går imod biologi.

 

❈❈❈

 

Læren snakker, og snakker og snakker.

Jeg kan se, jeg er ikke den eneste som er ved at falde i søvn, der er et par stykker som faktisk allerede sover.

Jeg sidder nu i syvende time, også den sidste før jeg er fri.

Jeg kigger på uret. Fem minutter tilbage.

Læren bliver ved, og ved, og ved.

Jeg kigger ud af vinduet, og alting ser ud til at være sort og hvidt.

Klokken ringer og jeg indser at skolen er slut.

Jeg rejser mig op tager mine bøger og går imod mit skab.

Jeg smider bøgerne der ind før jeg tager min taske, med bøgerne til de fag vi har fået lektier i, med mig.

Jeg skynder mig ud til plænen foran skolen, og hen til parkerings pladsen, hvor alle busserne er.

Jeg hopper på min bus, og sætter mig næsten bagerst, og tager mine høretelefoner på.

Jeg tænder musikken, og hurtigt spiller Olly Murs Loud & Clear i mine øre.

Jeg lænder mig tilbage, og venter på vi kører, men lige før er der en der stiger på, og til mit uheld sætter han sig ved siden af mig.

Jeg kigger til siden.

Det er Mr. Styles, fra engelsk.

Fedt.

Jeg kigger væk fra ham og ignorer ham, men han sidder og prikker til mig.

Prik.

Prik.

Prik.

”Hvad?!” spørg jeg irriteret.

”Ville bare have din opmærksomhed, undskyld” siger han grinende.

Hvorfor!

Jeg tager min høretelefon i igen, men han stopper mig.

”Hey, jeg er Harry” siger han,og jeg kigger bare på ham.

”Okay?” siger jeg og prøver igen at tage min høretelefon i.

Men igen, stopper han mig. ”Det er her du fortæller mig dit navn” siger han.

”Hvorfor skulle jeg, jeg kender allerede din type. Du er den type der tror de er bedere end andre, der er fodboldspiller, og total populær og en player. Så jeg gider ikke engang at snakke med dig” siger jeg, og kigger væk.
”Det er lidt forsent ikke?” siger han. Jeg giver ham mit sure blik, og han griner. ”Wow, easy tiger” griner han.

Dog vil jeg ikke vise ham at han er irriterende så ved han, han har vundet.

”Jeg skal af her, så ryg dig.” siger jeg, og skubber til ham med min taske.

”Sjovt nok, jeg skal også af” siger han.

Øh nej. Ikke det her tænker jeg hurtigt, før jeg stiger af, og begynder at gå væk fra ham.

Jeg kigger tilbage og ser han går lige bag mig.

”Følger du efter mig?” spørg jeg og kigger ned.

”Nej, jeg bor lige der” siger han, og peger på det enorme hus, for enden af vejen. For pokker han bor på samme vej som mig.

”For helvede” siger jeg og går igen, han går ind af lågen til sit hus og jeg går videre ned til mit hus.

Eller, rettelse, til mit helvede.

 

❈❈❈

 

Halløj alle mine læseree!! 

Hvad synes i?

En helt ny historie!

Her introducere vi Juliett, den blonde, og Harry, og et kort indblik i hendes nye tilværelse.

Skriv endelig jeres meninger omkring Coveret, Personbilledet, den nye historie, eller bare noget konstruktivt kritik, så historien kan blive bedre!

Det var alt, ses i næste kapitel!

 

-Mad Hatress


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...