Hold On

Isabel mister sin far, som 15 årige. Isabel bor nu med sin mor, men eftersom hendes mor hele tiden arbejder, knokler og har travlt, så er Isabel for det meste bare alene. Isabel bor i London, og er 17 år. Hun har ikke ret mange venner, men igennem tiden møder hun nogen. Det forhold hun får til hendes venner, vil der være nogle op - nedture i. Der vil være problemer, mange dårlige og gode dage, mange forkerte men på samme tid rigtige følelser.

16Likes
14Kommentarer
1194Visninger
AA

50. KAPITEL 50

To dage senere

Isa havde været umulig at tale med. Lige nu, var vi på vej over til lufthavnen, så vi kunne flyve over til Isas mors by. Jeg var virkeligt træt, så jeg overvejede at skifte plads med Zayn. Jeg sad sammen med Isa, Niall med Liam, og Zayn havde to sæder for sig selv. Vi havde taget vores privat fly, så jeg kunne gøre hvad jeg havde lyst til. ''Zayn!'' råbte jeg, en smule. Han reagerede med det samme, ved at fange mine blå øjne, med hans brune. Jeg vifter ham over mod mig, og han gøre hvad jeg beder ham om. ''Hvad så, bro?'' siger han. ''Kan vi skifte plads? Jeg er virkeligt træt, og jeg kan mærke at jeg virkeligt har brug for søvn.'' siger jeg, og ser på ham. ''Selvfølgelig bro.'' siger han, og rykker sig lidt, så jeg har plads til at kunne komme ud. Før jeg rejser mig, læner jeg mig hen til Isa, og kysser hendes kind. ''Du vækker mig bare, hvis der er noget, okay babe?'' siger jeg.

Hun ser mig i øjnene, før hun svinger armene rundt om min nakke, og krammer mig. ''Tak Louis. Jeg elsker dig.'' siger hun, og kysser min kind, før hun trækker sig væk fra mig. ''Jeg elsker også dig.'' siger jeg smilende, og rejser mig. Jeg går hen på Zayns gamle plads, og lægger mig tilpas. ''Mellanie!'' råber jeg. Mellanie, er hende der giver os hvad vi vil have, i flyet. Det kaldes en stewardesse. ''Ja, Louis?'' siger hun og smiler. Årh bitch. Hun flirtede med alle drenge, hun fik chancen til at flirte med. ''Hent mig et tæppe.'' siger jeg, og sender hende et koldt blik. Jeg overvejede virkeligt, at når alt var okay igen, ville jeg få overtalt drengene om at fyre hende. Jeg kunne ikke lide hende. Hendes måde at være på, var så falsk, og hun var bare belastende af sig selv. Hun kom med tæppet, og smilede sit klamme falske smil. Idvr. Jeg lagde mig endnu bedre tilpas, og min øjenlåg blev tungere og tungere.

Nogen timer senere

Vi er endelig landet, og jeg kan se at ingen af os er i humør til nogen. Nogen fans kommer hen til os, men vi havde bedt vores bodyguards om at holde dem væk fra os. Jeg følte mig utrolig træt, også selv om jeg næsten havde sovet hele turen igennem. Vi kørte direkte hen til vores hotel. Køreturen var stille. Niall og Liam sov, Zayn puttede med Isa og sagde beroligende ting til hende, mens hun græd en smule, og jeg sad bare her. Jeg var håbløs. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvad jeg skal give hende. Jeg har inden ideer tilbage. Hun er helt nede, og jeg føler at vi ikke kan trække hende op denne gang. Jeg føler hun er begyndt at trække mig og drengene ned med sig selv. Vi er alle kede af det, og på den måde trækker hun os dybere og dybere ned. 

Bilen stoppede, og vi hoppede ud. Vi fik vores nøgler, og det første vi gjorde var at kaste os ind på vores værelse, og sove. Jeg kunne ikke sove, så jeg lagde og lavede forskellige ting. Jeg så tv, gik i bad, og så rundt i værelserne. Vi alle havde vores egen værelser, men Isa valgte åbenbart at sove hos Zayn. Hun ville nok ikke føle sig alene, og det var også det sidste hun skulle føle lige nu. Jeg gik hen i køkkenet, men glemte straks at vi lige var kommet til hotellet, så der var ingen mad. Jeg gik en tur igennem værelserne igen, for at se om der var nogen vågne. Ingen var vågne, så jeg valgte at tage ud alene. Jeg gik hen til en butik ved siden af hotellet, og købte en masse mad. Jeg købte Isa's yndlings is og andre ting hun kunne lide. Jeg var glad for at jeg ikke blev genkendt af så mange, for lige nu magtede jeg virkeligt ikke at tage billede, skrive autografer eller andet. Jeg tror også det er lidt fordi at ingen ved det med Isa's mor, og ingen ved at vi er her nu. Alligevel havde jeg trukket en hættetrøje på, og solbriller. 

Næste dag

Jeg stod op og tog et bad. Isa's humør havde ikke ændret sig. Jeg følte hun kun blev mere og mere ked af. Måske var det fordi at hun skulle se sin mor i en kiste imorgen. Jeg gik ud af badet, tog noget afslapnings tøj på, og gik ud i stuen. Alle sad der, og Isa sad nærmest klistret op af Niall. Hun havde det virkeligt dårligt. Det var tydeligt at se. Hun gemte sit ansigt i hans nakke eller bryst, hvergang jeg så hen på hende. ''Isa?'' siger jeg, og hun ser op. Hendes øjne er røde, og puffet op. Hun har pudder under øjnene, og hun ser helt smadret ud. Mega bleg og livløs. Hendes hår er uglet, og det ligner hun er kommet ud af en jungle.  ''Har du tøj til imorgen, babe?'' siger jeg og sætter mig ved siden af hende. Hun ryster på hovedet, og ser på mig. ''Louis, er det okay at jeg låner lidt penge?'' siger hun. ''Selvfølgelig. Lad os gå ud og købe det hele nu.'' siger jeg, og kysser hendes pande. Hun nikker og går ind på Zayns værelse. Det går to minutter og hun træder ud af værelset, i klædt med Zayns tøj. Hun har også taget hans solbriller, og hans shorts, hans vans og hættetrøje. 

''Zayn, jeg håber det er okay-'' ''Isa, lad være med at tænk over det. Du tager hvad enden du har lyst til, okay?'' siger Zayn og giver hende et kram. Hun nikker og ser ned i gulvet. ''Er du klar?'' spørger jeg. Hun nikker igen, og vi smutter udenfor. ''Louis?'' siger hun. ''Ja love?'' siger jeg. ''Er det okay at jeg holder din hånd?'' spørger hun og ser ned i jorden. Uden at svare, tager jeg hendes lille bløde hånd i min og går ind i en kvinde butik. ''Lad os gå hen til kjolerne først, og derefter skoene.'' siger jeg. Jeg havde ikke forventet hun ville svare, jeg havde forventet hun ville nikke. ''Jeg har ikke brug for sko. Jeg tager Zayns sorte vans på.'' siger hun. Hendes stemme er lav, og jeg er næsten ikke helt sikker på hvad hun sagde. 

''Louis, den her kjole er fin. Den er helt lang og lukket. Vi har bare et problem, for den er for dyr.'' siger hun og ser på mig. ''Du skal ikke tænke på hvor meget tingene koster, babe.'' siger jeg, og tager hendes hånd. ''Jo, for jeg har ikke så mange penge, så jeg kan ikke betale dig tilbage.'' siger hun og ser ned i gulvet. Hun har trukket sig tæt ind til mit bryst, og hendes blik er rettet mod gulvet, mens hun læner hovedet mod mit bryst. Hendes hænder i mine, og vores kroppe helt tæt sammen. ''Isa, du skal ikke give penge tilbage. Det her kan være en gave fra mig.'' siger jeg. Hun ser op, og et kort sekund er der et lille bitte smil på hendes læber, men det er væk igen. Hun krammer mig, og kysser min kind. 

Da vi har købt kjolen, tager vi hjem. ''Zayn?'' siger Isa, da vi kommer ind. ''Herinde!'' råber Zayn fra toilettet. Isa går straks hen til døren, åbner den og går ind. Jeg kan høre dem tale, men om hvad, det aner jeg ikke. ''Er der ingen der har lavet mad?'' spørger jeg og ser på dem. ''Well, vi kunne lave noget, bestille noget eller gå ud og spise.'' siger Liam. ''Jeg lavede mad igår, og det fint hvis i vil bestille. Vi går ikke ud, for jeg tror ikke at hun kan klare det endnu. Hun skal til at gøre sig klar, og det hele og jeg tror ikke hun har energi til det.'' siger jeg, og Niall og Liam ved med det samme jeg hentyder til Isa. ''Isa! Zayn!'' råber Liam. Efter få sekunder befinder de sig i stuen. ''Hvad vil i have, at vi skal bestille af mad?'' spørger Niall. ''Jeg tager en pizza.'' siger Zayn. ''Isa?'' siger Niall og skriver ned hvad Zayn sagde. ''Jeg tager pomfritter med nuggets.'' siger hun. ''Lou?'' siger Niall. ''Hamburger.'' siger jeg og forlader rummet. Jeg går ind på mit værelse, og lægger mig ned. Jeg magter ikke være i nærheden af nogen. Jeg tror snart ikke jeg kan klare det her mere. Jeg tænder tv'et og tænder en action film. Jeg mærker hvordan min krop slapper mere og mere af, og mine øjenlåg bliver tungere.

''Lou?'' siger Liam og rusker i mig. Jeg åbner øjnene og ser op på ham. ''Maden er kommet, lad os gå ind og spise.'' siger han og smiler til mig. Jeg giver ham et nik, rejser mig og følger med ham ud i køkkenet. Vi alle begynder at spise. Alt er forandret. Før plejede vi at sidde og grine mens vi spiste, fortælle jokes og hygge os. Nu er alle stille, kede af det, og trukket ind deres verden. Det eneste man kan høre er hvordan de andre tygger på deres mad. Zayn ser smadret ud. Hans hår som altid plejer at sidde perfekt, sidder at lort til og stritter ud til alle sider. Han tøjstil består af noget tøj, der ligner nogen bondemands tøj. Niall spiste halvdelen af sin burger, og havde forladt bordet. Niall som plejer at kunne spise alt sin mad, kunne ikke spise hele sin burger idag? Jep, det er rigtigt. Han har mistet appetitten. Liams skæg er gruet ud og han ligner en mand på 45 år. Han tøj består af noget der ligner en fattig mands tøj, og farverne matcher slet ikke. Jeg ved ikke slet hvordan jeg ser ud. Mit tøj ligner noget lort en ko lige har skidt ud, og mit hår har jeg ikke rørt i what feels like ages. Maden bliver spist og Liam sætter det hele i opvaskemaskinen. Vi andre går ind i stuen. Zayn sammen med Isa, Niall alene, jeg alene og Liam alene. Ingen siger noget. Den eneste lyd er tv'et, Isa der rykker sig i læder sofaen, og Liam som sætter skeer, gafler, glas og alt andet i maskinen. Niall rejser sig, og retter på sine bukser, som jeg aldrig har set før. ''Godnat.'' siger han, og forlader stuen. Ingen svare, men det har vi heller ikke gjort de andre nætter. 

Liam, Isa, Zayn og jeg, sad i en lille time og så tv, og smuttede i seng. Vi sagde alle godnat til Isa, kyssede og krammede hende. Jeg kunne ikke sove. Min hjerne var proppet med tanker, og jeg havde en hård hovedpine. Jeg rejste mig, fandt mine smertestillende piller og gik ud i køkkenet. Jeg fik fundet noget vand, og drak mine piller. Jeg havde taget to piller, og nu håber jeg bare at min hovedpine går hurtigt væk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle lave, så jeg besluttede mig for at gå ud og tage mig en tur. Jeg skrev en lille note, og hang den på min dør. ''Jeg tager en tur udenfor, da jeg har brug for frisk luft. Ring hvis der er noget. Louis x.'' havde jeg skrevet. Jeg tog mine sko på, og gik ud af hotellet. Luften var frisk og kold. Jeg fandt min mobil frem, og søgte efter stranden. Der var ikke langt til stranden, så jeg fulgte min gps. Da jeg endelig var nået hen til stranden, satte jeg mig og så ud i det mørke hav. Vandet gled stille ind til sandet, og månen afspejlede sig i vandet. Jeg så på uret, og den sagde 01.00. Jeg havde ikke tænkt mig at være her længe, for jeg skulle komme hjem igen, og få noget søvn. Min hovedpine var ikke så stærk mere, og den var stille og roligt ved at gå væk. 

Jeg så på klokken efter lidt tid igen, og den var allerede halv to. Tiden den går virkeligt hurtigt. Jeg rejste mig, og vendte snuden mod hotellet igen. Da jeg var nået ind i hotellet, sagde jeg pænt godnat til alle medarbejderne. Jeg kom ud af elevatoren og tog lange skridt hen mod vores dør. Jeg satte nøglen i, og åbnede forsigtigt døren. Jeg fik lyst til at skrige, da der stod en skikkelse i enden af gangen, men jeg genkendte den hurtigt. ''Hvorfor tog det dig så langtid?'' spurgte han. ''Jeg havde brug for at tænke over alt, og bare komme væk fra det hele.'' siger jeg, og går hen mod mit værelse. ''Hvorfor sover du forresten ikke? Du var den første der sagde godnat.'' spørger jeg. ''Jeg kan ikke. Jeg er virkeligt træt, men jeg kan bare ikke sove. Jeg er nervøs for hvordan hun kommer til at have det imorgen. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige til hende mere, når hun kommer og græder i mine arme. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere, for at se hendes smil igen. Jeg føler jeg er ved at give op på det hele.'' siger han, med tårer trillende ned af hans blege kind. ''Niall, du ikke den eneste der har det på den måde, men for Isa's skyld så skal vi være stærke. Vi må ikke give op på hende.'' siger jeg, og giver ham et kram. Han snøfter, tørre tårene væk, og nikker så. ''Jeg tror jeg tager et bad, og smutter i seng.'' siger han og forlader værelset. 

Næste dag

Jeg åbnede øjnene og så på mit armbåndsur. Klokken var tolv og der var begravelse om en time. Jeg skyndte mig ud i køkkenet, proppede en bolle i munden, og gik ind og fandt mit jakkesæt. Så snart jeg blev færdig med min bolle, skyndte jeg min ind på badeværelset, tog et bad, barberede mig og satte håret ordenligt. Da jeg kom ud, var de andre også klar. Isa så smukkere ud, end nogensinde før. Hendes lange brune hår var smukt krøllet, hendes sorte kjole sad perfekt til hende, og hendes makeup udstrålede hendes oceanske blå øjne. Hendes øjenskygge var sort, neglelak sort, sorte smykke og sorte sko. Zayn holdte hendes hånd. Han havde sat håret idag, og var klædt i et sort jakkesæt som alle os andre. ''Er i klar?'' spørger Liam. Han har fået barberet alt sit skæg af, og så med det samme 25 år yngre ud, end han gjorde igår. Vi nikkede og gik ud. Niall havde bestilt en limousine, som ventede på os ude foran hotellet. Vi kom ind og denne gang klistrede Isa sig op af Liam. Jeg havde ondt af hende. Jeg havde ikke lyst til at se på hende, for jeg fik lysten til at græde så snart jeg så hende. Det tog ikke ret langtid før chaufføren havde sagt at vi var ankommet. Vi steg ud af bilen, og gik ind i den store kirke. Alle var klædt i sort, og Isa hilste på mange af menneskerne. Vi satte os, og det samme gjorde alle menneskerne bag os. Præsten begyndte at tale, og da han var færdig, blev kisten lukket og båret ud af kirken. 

DET SKAL LIGE SIGES AT JEG IKKE HAR EN ANELSE OM HVORDAN BEGRAVELSER FOREGÅR, SÅ SORRY HVIS JEG MANGLER NOGEN DETALJER PÅ HVAD MAN GØRE. JEG SKRIVER DET SÅ GODT JEG KAN, OG JEG SKRIVER DET EFTER HVAD JEG HAR SET I FILM, MEN JEG KAN IKKE HELT HUSKE RÆKKEFØLGEN, SÅ UNDSKYLD MANGE GANGE. 

Vi stod alle i en rundkreds rundt om kisten nede i jorden. Vi havde alle blomster i hånden, og fik lov til at kaste dem på kisten. Isa var bleg. Der var ingen tårer at se på fra hendes øjne, og jeg er sikker på at der ikke var flere tilbage. Hendes øjne fortalte alle hendes følelser. Hun var synderknust. Zayn og hende, kastede roserne på samme tid. Hånd i hånd sammen, og gik væk fra kisten sammen. Jeg så hen på de andre drenge, som var helt blege. Niall havde tåre trillende ned af sine kinder, og Liam prøvede så godt som muligt at lade være med at græde. Jeg ved ikke engang hvordan jeg selv havde det. Jeg ved bare at efter jeg havde set Isa kaste rosen, kunne jeg mærke saltvand på mine læber, hvilket betød at jeg græd. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Begravelsen var slut, og Isa talte til rigtigt mange. Vi stod bare ved siden af hende, og folk troede at vi var hendes bodyguards. 

Da vi kom hjem klædte vi alle om, og Isa spurgte om hun kunne være lidt alene i Zayns værelse. Vi gav hende selvfølgelig lov, og satte os ind i stuen. Der var gået en time, og Zayn valgte at se til Isa. Jeg valgte at gå på toilet. Da jeg var blevet færdig med at vaske hænder, fik jeg nærmest et hjertestop af Zayns skrig. Jeg løb ud og ind på hans værelse. Der lagde hun. Livløs med en kniv i maven på sig selv. Jeg har ingen anelse hvad der skete, men pludseligt blev alt sort. 

Liams synsvinkel

Hun havde begået selvmord. Isa havde fucking begået selvmord. Vi havde ringet til en ambulance. Niall og jeg stod og prøvede at vække Louis, som havde faldet om, og Zayn skreg, græd og rystede med den døde Isa i hans krop. Ambulance menneskerne var kommet, taget Louis og Isa, og vi kørte med dem. Jeg græd, og alt gik så hurtigt. Før jeg selv vidste det, var vi på det nærmeste sygehus. Louis i det ene rum og Isa i det andet. Jeg var håbløs. Jeg rystede, trak vejret hurtigt og hårdt, græd, sparkede til ting, og prøvede på samme tid at trøste Niall som lignede en der ville dø om få sekunder. Zayn sad og græd, og rystede som en syg en. Jeg forstod dem godt. En læge kom ud af Louis' værelse, og så på os. ''Er de Mr. Tomlinsons nærmeste?'' spurgte hun. Jeg nikkede og hun smilede. ''Mr. Tomlinson er lige vågnet. Han kan blive udskrevet nu, hvis det er det i ønsker. Han havde et chok anfald og besvimede.'' siger hun og ser på os. Vi nikker bare, og Zayn siger noget til hende med at han skal blive udskrevet nu. Hun går tilbage ind i Louis' rum og efter nogen minutter kommer Louis ud. ''Drenge, sig at jeg tog fejl at hvad jeg så, før jeg besvimede.'' siger han, og begynder med at græde. Vi ser ned i gulvet, og Niall begynder at græde endnu mere. ''Nej, nej, nej!'' råber Louis og slår med hænderne på døren han lige var kommer ud af. Han glider ned på gulvet, med ryggen til døren og græder. 

''Lou, slap af, de er stadig igang med at ordne det.'' siger Zayn. Han græder ikke mere, og jeg er sikker på at han ikke har flere tårer tilbage. Han har grædt så meget i de her dage. Ingen har vidst det udover mig. Louis nikker og sætter sig op ved siden af Zayn, overfor mig og Niall. Zayn falder i søvn på den hårde stol, Louis græder stadig en smule, Niall græder også, og jeg sidder bare her. Stirre ud i luften, og er helt chokeret. ''Hvad er klokken?'' spørger jeg. ''Halv fem.'' siger Louis. Jeg nikker bare. Zayn rykker sig i stolen, og sidder nu med åbne øjne. ''Er der nogen der har tænkt sig at give Harry besked på alt det der er sket?'' spørger Niall. Han græder heller ikke mere. Jeg trækker på skulderne, og ser på den hvide kedelige væg igen. Vi har siddet her i flere timer, og jeg håber vi snart får svar. Sjovt nok, så kommer der en læge ud af Isa's værelse efter et minut. ''Er I Mrs. Marecks nærmeste?'' spørger hun. Vi nikker og sætter os bedre i stolen. Hun ser på sine papir, og op på os igen. ''Jeg er ked af at sige det, men hun klarede den ikke. Hun mistede for meget blod, og vi har forsøgt flere gange at få hende til live igen, men hendes hjerte har sagt stop. Jeg er ked af at give jer den dårlige nyhed.'' siger hun. Mit hjerte banker hurtigere, jeg får svært ved at få vejret, og min opmærksomhed bliver trukket ned til gulvet, da Louis lægger der besvimet igen. 

Næste dag

''Liam?'' siger Niall, og jeg bliver trukket ud af mine tanker. Jeg ser hen på ham, og han stor i døråbningen. ''Du burde få noget søvn. Du har ikke fået noget søvn, siden igår morges.'' siger han. ''Jeg har det fint, Niall.'' siger jeg, og ser ud af vinduet igen. Han skal til at sige noget, men bliver afbrudt af Zayn som råber efter os alle. Vi skynder os derind, og han sidder med nogen papir i hans hænder. ''Hun efterlod et brev.'' siger han, og ser på os med glans i øjnene. ''Har du læst det?'' spørger Louis. ''Ja, jeg synes i alle skulle læse det hver for sig.'' siger han. Da jeg står tættest på, giver han mig papirene og jeg forlader værelset. Drengene bliver i Zayns værelse, og jeg sætter mig ind på mit eget værelse. Jeg sætter mig godt tilpas, tager en dyb indånding og tæller siderne igennem. Der er tre sider, men hendes skrift på hver papir er også lidt stort, så det er klart at det fylder så meget. 

Kære Zayn, Liam, Louis, Harry og Niall.

Jeg er ked af at alt skal ende på den her måde, men jeg kan ikke holde til det mere. Jeg forlod verdenen med et smil på læben, for nu er jeg sammen med min mor og far. I skal vide at jeg altid vil se ned på jer, og være stolt over alle de ting i gøre. I skal vide at jeg altid vil elske jer, og passe på jer. Jeg vil gerne sige tak for alt den fantastiske tid jeg havde haft med jer. Aldrig i mit liv, har jeg følt mig så glad, som jeg har når jeg var sammen med jer. I gjorde alt i mit liv meget bedre, og fik mig til at smile som en komplet idiot. Jeg elsker jer højere end i kan forestille jer, og i skal vide at jeg ikke ville kunne komme så langt uden jer. Jeg beder jer om at sige til Harry, at han er tilgivet for alt han gjorde mod mig. Fortæl Em at jeg elsker hende af hele mit hjerte, og at jeg altid vil se ned på hende.

Harry tak for alt den tid, jeg havde med dig. I starten var du den perfekte kæreste, der passede på mig, fik mit hjerte til at slå hårde og hurtigere og fik mig til at føle mig som den lykkeligste pige på jorden. Jeg tilgiver dig, for jeg har lært af min mor at alle mennesker laver fejl, men de lære også af sine fejl. Jeg ved at dybt inde i dig, er der et fantastisk menneske med et godt hjerte. Niall tak for at have være den mest fantastiske æde ven. Du har altid været der til at spise med mig, midt om natten når de andre ikke gad. Jeg elsker dine dårlige jokes, og dit dumme grin.

Louis tak for at du hele tiden havde magten til at kunne berolige mig. Lige meget i hvilken situation jeg stod i, så kunne du se mig i øjnene og sige ''Sh Isa, det skal nok gå.'' og berolige mig. Jeg elsker dine beskyttende arme om mig, og den måde du bekymre dig om mig. Liam tak for alle de gange du har været beskyttende over for mig. Du er den storebror min mor aldrig fik født. Dine store arme rundt om lille mig, fik mig til at føle at ingen kunne gøre mig noget, så længe jeg var med dig eller i dine arme. Zayn tak for alt den tid, du gav mig her på det sidste. Tak fordi du gav mig lov til at sove hos dig, og tak fordi at du fik mig til at føle at jeg ikke var alene.

Jeg er ked af at jeg skulle være så nede i den sidste tid med jer, men i skal vide at jeg virkeligt elsker jer. I har givet mig nogen fantastiske minder at holde på i mit hjerte. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg først havde set jeg. Jeg vidste ikke hvem i var, og jeg skiftede hele tiden rundt på Louis og Liam. Mit hjerte fald hurtigt for Harry, og det knuser mit hjerte når jeg tænker på at det er min skyld at i har været splittet i så langtid nu. Jeg vil gerne have at i skal huske at jeg altid vil elske jer. I har været der for mig, når ingen andre var. Jeg håber af hele mit hjerte at i kommer langt med jeres karriere, får fundet jer en kæreste, bliver gift og bliver nogen fantastiske fædre.

Husk at jeg altid vil se ned på jer med et smil på læben, og vil altid elske jer.

Jeres Isabel.

Mine hænder rystede, og papirene rystede svagt i mine hænder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg besluttede mig for at gå ind på Zayns værelse, og give papirene til Louis. Han tog imod dem, og gik ind på sit værelse. Efter noget kort tid kommer han tilbage, med tårer ned af kinden. Han giver det til Niall, og der går ti minutter til at Niall nu også sidder i Zayns værelse. ''Hvad gøre vi?'' spørger Louis. ''Jeg ved ikke hvad i gøre, men jeg kontakter Harry og vi flyver hjem i London. Jeg skal have en kopi at det brev, så jeg kan hænge det op i mit hjem.'' siger jeg og ser på dem. ''God ide. Jeg gøre det samme.'' siger Zayn. Vi pakker alle vores ting, og Niall kontaktede Harry istedet for mig. Louis bestilte vores fly og vi smuttede tidligere i seng. 

Næste dag

''Hvad gøre vi med hendes hus, tøj og alle hendes ting? Hvor bliver hun overhovedet begravet?'' spørger Niall og ser på os. Vi sidder i flyet, og er hjemme om cirka en time. ''Det kan vi finde ud af når vi kommer hjem.'' siger jeg, og sætter mig bedre tilpas. Jeg ser ud af vinduet, og mine øjenlåg bliver tungere, og lydene omkring mig, bliver mindre og mindre. ''Liam?'' siger Zayn og rusker i mig. ''Ja?'' siger jeg og ser på ham. Hvad fanden ville han nu? ''Vi er lettet?'' siger han og ser på mig, med løftet øjenbryn. ''Hvor langtid sov jeg?'' spørger jeg og ser på ham. ''I en time.'' siger han og smiler roligt til mig. Det er et svagt smil. Jeg giver ham et kort nik, og rejser mig. Vi får vores kufferter, og tager vores taxi hjem af. Vi tog hjem til Louis' hus. ''Drenge, i kan blive her til vi finder ud af hvad vi gøre med hele situationen. Harry har sagt at han er her om nogen minutter.'' siger Louis, og går ind i køkkenet. Vi nikker bare. Jeg tager min kuffert, og finder et værelse, hvor jeg kan sove de næste par dage. 

Fem år senere

''Kom her over til onkel Zayn.'' siger Zayn til min datter. 'Datter?' tænker du sikkert. Ja, jeg fik en kæreste et halvt år efter Isa døde. Min kæreste hedder Sophia. Jeg er 26 år nu, er gift, og har en datter. Sophia ved hele historien med Isa, og gæt hvad der skete? Sophia valgte at opkalde vores datter efter Isa. Zayn er også gift til Perrie. Perrie er medlem af et band der hedder Little Mix. Perrie er gravid, med deres første barn. Louis er forlovet med Eleanor. Niall er også forlovet, men med Emily. Ja, Isas bedsteveninde. Harry er forlovet til Kendall. Vi er alle en stor familie nu. Mig og drengene, har lavet en fælles tattoo på vores håndled, som siger 'Isabel', og et lille smukt hjerte. Vores fans lavede en verdens trend, hvor der stod ''#ForeverInOurHeartsIsabel'' og ''#ThanksForMakingOurBoysHappyIsabel'' og mange andre. De var alle virkeligt støttende, og det betød rigtigt meget. Vi besøger Isa's grav hverdag sammen. 

''Daddy? Hvornår skal vi hen og sige hej til moster Isa?'' siger min datter. ''Spørg onkel Niall.'' siger jeg, og kysser hendes pande. Hun løber hen til Niall, som tager hende op i hendes arme og kaster hende op i luften. Hun griner og de går ud af stuen. ''Årh!'' siger Perrie, og laver en grimasse. Hun lægger armene på siden af sin mave, og lukker øjnene. ''Er du okay?'' siger jeg og rykker mig tættere på. ''Han kan lide at sparke, kan han.'' siger hun og griner lidt. Jeg griner med og ryster på hovedet. 

Kort sagt, så er vi alle en stor familie. Vi bor allesammen sammen, og har det alt for godt. Det kunne være bedre hvis Isa var her, men jeg ved hun ser ned på os, med et smil på læben. Hun vil altid være i mit hjerte, og jeg er sikker på at hun også vil i de andre drenges hjerter. 

- Det var så slutningen. Håber I kunne lide at læse den, og undskyld hvis den har været dårlig, men det er stadig min første movella, men tusind tak for at I gad at læse med. Love y'all! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...