Hold On

Isabel mister sin far, som 15 årige. Isabel bor nu med sin mor, men eftersom hendes mor hele tiden arbejder, knokler og har travlt, så er Isabel for det meste bare alene. Isabel bor i London, og er 17 år. Hun har ikke ret mange venner, men igennem tiden møder hun nogen. Det forhold hun får til hendes venner, vil der være nogle op - nedture i. Der vil være problemer, mange dårlige og gode dage, mange forkerte men på samme tid rigtige følelser.

16Likes
14Kommentarer
1214Visninger
AA

32. Forest

Næste dag

''Ja mor, vi andre har det fint. Jeg tager ikke i skole, for jeg kan virkeligt ikke. Er slet ikke i humør til noget, og ja.. jeg græder hele tiden, bare ved tanken om at min kæreste og min bedsteven, kunne være døde igår. Vi andre er som sagt okay, og lige nu lægger vi bare og slapper af.'' siger jeg til mor som er i den anden side af røret. ''Det er helt iorden skat. Pas rigtigt godt på hinanden. Hils og jeg elsker jer alle sammen.'' siger hun og lægger på før jeg overhovedet når at svare. ''Jeg skulle hilse fra mor, og sige hun elsker os alle sammen.'' sagde jeg, med en meget lav stemme. Det var som om det var en hvisken. Drengene så bare hen på mig, med tomme blik i øjnene, for at registrer at de havde hørt mig. 

''Liam.'' sagde jeg og så hen på ham. Han så straks hen på mig, og jeg lavede et lille nik på min venstre side af armen, for at hentyde til at han skulle sætte sig der. Jeg kunne mærke tårene prikkede mig i øjnene, og til sidst lod jeg dem falde. Liam satte sig roligt ved siden af, og jeg fald med det samme hulkende i hans arme. Han vidste godt jeg kaldte på ham, når jeg havde brug for at græde. Mit hjerte gjorde ondt. Min bedsteven og kæreste, lægger over på hospitalet med slanger op til næsen, maskiner der arbejder for deres krop, bandage på kroppen og er bevidstløse. Tanken om at jeg kunne miste dem igår aftes, fik mig til at hulke endnu mere. Tårene strømmede ud, og Liam sad og vuggede os frem og tilbage roligt og kørte hånden oppe fra mit hoved af, og ned til min ryg. Han tyssede engang imellem på mig, og kyssede mit hår. 

''Drenge, hvad er klokken?'' spurgte jeg og så på dem. Jeg lagde mig ordenligt tilpas på sofaen, og lagde puden ordenligt. ''Den er snart 3.'' siger Liam smilende, over fra den anden sofa. Det er et kvarter siden, jeg havde siddet og grædt i hans arme. Jeg nikkede og han smilede endnu større. Jeg gengældte hans smil, og så hurtigt hen på tv'et. ''Er der noget du vil lave?'' spørger Louis roligt. ''Jeg har det ikke så godt drenge, men hvis i gerne vil nogen steder hen, så må i meget gerne tage afsted. Jeg kan sagtens klare mig selv, og i skal ikke holde jer selv spærret inde, kun pga. mig.'' siger jeg og ser skiftevis på dem. Mine øjne fanger Zayns brune øjne. De stråler af kærlighed. Hans ansigt er trist, men hans øjne stråler. ''Er du sikker på at du ikke vil med ud, bare en lille tur her rundt om de her områder?'' siger Louis og ser på mig. Okay, jeg havde ikke været ude siden igår, og jeg havde måske brug for luft. ''Lad mig skifte tøj, så kommer jeg ned igen snart.'' siger jeg og rejser mig roligt. 

''Klar?'' siger Zayn rolig, da jeg kommer ned. Jeg nikker og smiler et lille smil. ''Louis, kan du ikke låse?'' spørger jeg og går ud af døren. ''Jo.'' siger Louis og snupper nøglerne fra det lille bord. ''Drenge, vi går igennem de små gader. Jeg vil ikke have fans efter os, eller paparazziaer. Jeg er slet ikke i stand, til at kunne klare det lige nu.'' siger jeg. Liam tager sine solbriller på, og retter på sin cap. Damn, hvor var han lækker. Louis trækker sin hættetrøje over hovedet, og kløer sig hurtigt på armen. Mit blik flyver hen på hans arme. Damn, jeg elskede den hættetrøje, han havde på. Det var en hvis hættetrøje, bare uden ærmer, så han kunne flashe med sine gigga overdrevende sexet arme og tattoos nu. Zayn trak sin læderjakke på, og tog sin cardigans hætte over hovedet, og solbrillerne på. Damn, han lignede en sexy badass. 

''Op af den lille bakke.'' sagde jeg og viste med et lille nik, hvilken bakke jeg talte om. ''Kom Isi, du skal op på min rygge.'' siger Zayn og står foran mig. Jeg løfter øjenbrynene og ser mærkeligt på ham. What? Hvorfor? ''Vi skal nødig have dig til at falde igen, og få en masse skrammer.'' besvarede han på mine tanker. Jaja Zayn, bare læs mine tanker. Han vender ryggen til, og går en smule ned i knæene. Jeg tager et lille tilløb, og springer på hans rygge. ''Fjern lige dit hår fra mine øjne, jeg kan ikke se en skid, og der ender bare med at jeg falder med dig.'' siger han og svinger hovedet fra side til side. Jeg griner en smule, og kaster mit hår over på ryggen. ''Vejer jeg, Zaynie?'' spørger jeg og sætter mig til rette. ''Du vejer ikke en skid, og det undre mig ikke hvis du vejer under 60 kilo.'' siger han og hopper mig op. 

Vi havde snart gået i en time. Lige nu befandt vi os i en smuk skov. Vejret var dejligt, og solens stråler, strålede ned igennem træernes grene og blade. Her var stille, dejligt og fredeligt. Fuglene sang en gang imellem, og ellers så var her perfekt. Ingen biler eller noget andet larmende. Vinden blæste engang imellem en smule, men det var varm vind. Der var stille, mellem mig og drengene. Alt for stille. Ingen af os sagde noget, og vi gik bare i vores egen verden. Zayn havde for længst sat mig ned fra sin ryg, og han går nu ved siden af mig. Liam var på min højre side, så jeg greb min arm under hans og lænede mig ind til ham. Han fniste en smule, og så ned på mig. ''Drenge, der er virkeligt noget vigtigt i skal vide.'' sagde jeg og stoppede op. ''Jeg har faktisk gået og tænkt på, at hvis Niall og Harry havde været døde igår, så gad jeg godt at vide, om de vidste at jeg elskede dem. Jeg vil gerne have jer til at huske, at jeg virkeligt elsker jer. I skal altid huske det, og i må aldrig nogensinde, og jeg mener virkeligt ALDRIG nogensinde glemme at jeg elsker jer. Ligemeget hvad vi går igennem, så vil i altid være i mit hjerte, og jeg vil altid elske og huske jer, for ingen på hele denne jordklode, har nogensinde fået mig til at føle, det jeg føler når jeg er sammen med jer.'' sagde jeg og så skiftevis på dem. Liam lagde sin anden arm om mig, og krammede mig blidt, men dog stadig hårdt. ''Isa, jeg elsker dig virkeligt. Lov mig, at du aldrig glemmer de ord.'' sagde han hviskede mod mit hår, og kyssede det. ''Jeg lover det, Liam.'' sagde jeg og så op på ham. ''Årh Isi, kom her over.'' siger Louis og åbnede armene, med et smil på læben. Liam puffer mig over til Louis, og fniser. Jeg lægger mine arme om Louis' nakke, og hans arme om mine hofter. Sådan krammede jeg med alle. ''Jeg elsker dig virkeligt. Jeg ser dig som en søster, en bedsteveninde og min bedre halvdel. Jeg ser dig som den bedsteveninde, jeg altid vil kæmpe for at holde hende i sikkerhed, og få hende til at smile. Jeg elsker dig, Isi.'' siger Louis. Jeg trække mig fra ham, i det han siger sine sidste år. Jeg kan mærke rødmen i kinderne, pga. hans søde ord. ''Aw, du rødmer jo.'' siger Liam og griner. ''Ey, ikke mob hende. Isaaaa, come over here.'' siger Zayn og åbner sine arme. Jeg hopper hen til ham, og giver ham et kram. ''Du ved vi alle elsker dig, og jeg er virkeligt sikker på at Niall og især Harry, ved at du elsker dem. Det er der ingen tvivl om. Jeg elsker dig, Isabel.'' sagde Zayn og trak sig fra mig. Drengene sagde kun 'Isabel', når de mente noget virkeligt alvorligt, uden pis. 

''Skal vi køre op til Niall og Harry?'' spørger jeg og ser på dem, da vi står foran mit hus. Jeg ser hen over bilerne. Zayns, Louis, Liams, og Harrys bil var der, og der var kun Nialls der ikke var der, for det var den de havde kørt galt med. Et stik ved mit bryst, kommer frem. Jeg kan ikke lide at tænke på Harry og Niall, lige nu. Ikke når jeg ikke er i stand til at kramme dem, snakke med dem, se dem, smile til dem, grine med dem, være sammen med dem, eller sige jeg elsker dem. ''Isa?'' siger Liam roligt, og lægger sin hånd på min rygge, for at rive mig ud af mine tanker. Både Niall, Harry, Louis, Liam og Zayn, ved at jeg tit og hurtigt falder ind i min egen verden, hvis der er stilhed. De var efterhånden blevet van til, at jeg nogengange ikke svare dem. ''Ja, undskyld?'' sagde jeg og så op i Liams smukke brune øjne. ''Vi sagde ja, men hvem kører?'' spørger han, og smiler til mig. ''Jeeeeeg kører.'' synger jeg. ''Hvis bil tager vi?'' spørger jeg og ser på dem. ''Bare tag mig.'' siger Louis, fisker nøglerne op af lommen, og kaster dem til mig. Jeg nåede ikke at reagere, men Liam som stod ved siden af mig, havde set at jeg ikke ville nå at reagere, så han nåede lige at gribe dem, før de ramte mig. ''Tak Liamski.'' siger jeg og smiler til ham. Han griner en smule, og jeg sætter mig ind i bilen, og det samme gøre drengene. 

To dage efter

Jeg åbner øjnene og ser hen på uret, som er på natbordet. Klokken er kun 11, og jeg kan ikke sove mere. Jeg kunne mærke, hvor tunge mine øjenlåg var. Ikke fordi, at jeg var træt, men mere fordi jeg havde grædt i to timer igår, før jeg fald i søvn. Jeg gik nedenunder, men ingen var vågne, så jeg valgte at lægge mig ind til Louis. Jeg satte kurs, mod hans værelse og åbnede forsigtigt døren. ''Isa?'' sagde Louis, som vidst allerede var vågen, men lagde bare i hans seng. ''Godmorgen Louis.'' sagde jeg og smilede en lille smule. ''Godmorgen. Er der noget i vejen?'' siger han og kaster dynen fra sig. ''Nej overhovedet ikke.'' sagde jeg og smilede til ham. ''Isa, du lyver. Dine øjenlåg er hævet, du har puder under øjnene, og de er helt røde, dine øjne.'' siger han og ser på mig, med et bekymret blik i øjnene. ''Har du grædt?'' siger han og går hen imod mig. ''Nej da, min øjne begyndte bare..'' ''Isa stop, med at bilde mig ind i at du ikke har grædt. Jeg ved du har grædt, og fortæl mig så hvorfor?'' siger han, og er fuldstændig ligeglad med, at han afbrød mig. ''Jeg savner ham. Jeg savner hans sikkerhed, hans duft, han tilværelse, hans stemme, hans kærlighed, hans øjne, hans berøringer, hans kys, hans smil, hans grin. Jeg savner at lægge op af ham og sove. Jeg savner ham bare forfærdeligt meget, og jeg kan ikke lade være med at græde over det. Han er min kæreste, og jeg savner ham virkeligt. Jeg savner også en af mine bedstevenner. Nialls grin, smil, råb, øjne, hårde kram og alt andet ved ham. Jeg savner de glade drenge rundt om mig. Jeg savner den helt glade Louis, Liam og Zayn. I er ikke til at finde, efter det med Harry og Niall skete. Jeg håber det ændre sig, når de kommer hjem fra hospitalet.'' sagde jeg og så ned i gulvet. Louis lagde straks armene om mig, og jeg hulkede ikke, men lod dog stadig nogen få tårer slippe ned af mine kinder. ''Shhh, det skal nok gå, Isa. Jeg lover dig, at jeg vil forsøge på at ændre os til de glade drenge igen. I promise, okay?'' siger han, og trækker sig fra mig, så han kan se mig seriøst i øjnene. Jeg nikker kort, og han tør mine tårer væk. ''Må jeg se et smukt smil, fra jordens smukkeste bedsteveninde?'' siger han og smiler stort. Jeg griner en smule, og Louis nikker tilfreds. 

- Kort kapitel, i know. Skriver nok et kapitel i aften, også <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...