Hold On

Isabel mister sin far, som 15 årige. Isabel bor nu med sin mor, men eftersom hendes mor hele tiden arbejder, knokler og har travlt, så er Isabel for det meste bare alene. Isabel bor i London, og er 17 år. Hun har ikke ret mange venner, men igennem tiden møder hun nogen. Det forhold hun får til hendes venner, vil der være nogle op - nedture i. Der vil være problemer, mange dårlige og gode dage, mange forkerte men på samme tid rigtige følelser.

16Likes
14Kommentarer
1160Visninger
AA

9. Et farvel gør ondt

Vi kom ud i stuen og Niall, Harry og Louis' blik blev rettet mod mig, Zayn og Liam. ''ISAAAAAA!'' råbte Niall og kom løbende hen imod mig. Zayn puffede mig hen mod Niall, og jeg grinte. Niall krammede mig og igen mistede jeg luft. ''NIALL.. LUFT.. NIALL..... NIAAAALLLL!'' råbte jeg og prøvede at komme fri. ''UNDSKYLLLLLD, MEN HAR SAVNET DIG SÅ MEGET.'' sagde han og stoppede med at kramme mig, men begyndte derfor at kysse mig i hele fjæset. Først på kinden, så næsen, så den anden kind, så begge mine øjne, så mine øjnebryn, så min pande, så min hage og så tre gange af samme tur bare i forskellig rækkefølge. Jeg grinede og prøvede at slippe væk fra ham. ''NIALL, HVIS DU SLIPPER MIG NU, SÅ BESTILLER JEG PIZZA TIL OS ALLE.'' råbte jeg. Han stoppede i samme sekund og drengene brød sammen af grin. ''PIZZAAAAAA!'' råbte han og kastede sig hen i sofaen. Jeg så rundt på drengene og jeg fangede Zayns øjne. Han klappede på sofaen ved siden af ham og jeg sprang hen ved siden af ham. ''Zaynie babe, må jeg ikke lige få din mobil?'' spurgte jeg, med en sukkersød stemme. Han trak den frem og skrev koden lige foran mit fjæs. Jeg smilede ved tanken om, at han bare var ligeglad med jeg så hans kode. Jeg tog hans mobil ud af hånden og gik ind i hans galleri. Jeg fandt det bedste billede af os, som jeg tog tidligere idag og satte det som låseskærm. Jeg smilede over hvor genial jeg var, og gav mobilen til Zayn, som sad og var igang med en samtale med drengene. ''Zaynie, tjek lige klokken.'' sagde jeg med vilje så han kunne se baggrunden. Han tjekkede og et stort smil blev plantet i hans ansigt. Han begyndte at grine over billedet, og de andre drenge sad bare og udvekslede blikke med hinanden og så helt forvirret ud. ''Det her skal være min baggrund forevigt, babe!'' sagde han grinende og lagde armen om mig og kyssede mig på panden. ''Der er flere billeder, bare så du ved det.'' sagde jeg og grinte. 

''PIZZAEN ER KOMMET!'' råbte jeg, da pizzaen blev bragt foran vores hoveddør. Jeg gik ud i køkkenet, og den første der kom løbende der ind var selvfølgelig Niall. Jeg grinede og rystede på hovedet. Jeg tog en kniv frem og begyndte at skære pizzaen i stykker, og lægge dem på tallerkener. Et par arme bag mig, blev lagt rundt om mig, og jeg gispede forskrækket. ''Rolig babe.'' sagde en hæs og lidt hviskende stemme i mit øre. Jeg vendte mig om og mødte nogen grønne øjne. ''HARRY! GUD HVOR HAR JEG EGENTLIGT SAVNET DIG.'' råbte jeg og så ud af min øjenkrog hvordan drengene var igang med at sætte sig ved bordet. De snakkede, så det var lidt ligemeget at jeg havde råbt. ''Jeg har også savnet dig, babe.'' sagde han og gav mig et kys på kinden, inden han trak sig væk og gik hen til bordet og satte sig. Jeg vendte mig om med et kæmpe smil, på læben. Jeg ELSKEDE de her drenge, omg ELSKEDE dem. 

''Damn, den smager godt.'' sagde Louis og kiggede på pizzaen. Jeg grinede bare af ham. ''Hvor er Paul og din mor henne?'' sagde Liam og så spørgende på mig. ''De skulle til et eller anden kæmpe møde, så de sagde at i skulle blive her for at passe på mig. Og de sagde også at det kunne være de kom sent hjem, så vi skulle ikke bekymre os.'' sagde jeg og smilede til ham, og han gengældte det hurtigt. ''Isa, der er noget vi ikke har fortalt dig, hvilket vi gøre nu.'' sagde Niall og så på mig. Jeg stoppede med at spise og blev helt nervøs og bange. ''Hvad er der i vejen?'' spurgte jeg lidt med en nervøs tone. ''Altså som du nok ved, så er vi et verdenskendt band. Vi rejser jo rundt i verdenen og imorgen starter vores rejse. Du vil ikke se os i en månede, men så det jo godt vi har hinandens numre, så kan vi altid facetime og skrive.'' sagde Niall igen, og så lidt på de andre drenge. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne mærke hvordan tårene pressede sig på. Hvordan skulle jeg dog overleve to fucking måneder uden dem? Altså det var allerede som om de var mine bedstevenner. Jeg kunne ikke det her.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...