Angels Rest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Har du nogensinde prøvet at miste en, der betød alt for dig? Det har Nathan, Bajn, Zarko og Dominic. I en efterkrigssamfund præget af griskhed, mørke og uretfærdig er de tvunget til at navigere deres had imod det mål, som de hver i sær lever og ånder for at udslette.

0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

4. (Tre år senere) Lykkehjulet

” Nathan løftede sin højre arm i en sløv bevægelse, men da drengen bankede sin arm ind i halsen på ham faldt den sidste rast af modvilje fra hinanden. Hans syn begyndte langsomt at svinde ind i takt med at der kom mindre og mindre luft ned i hans lunger. ”Du… hvorfor?” Hviskede han. ”Hvorfor?” Smilede drengen med det lange hvide hår. ”Fordi jeg er en politimand og din bror er terrorist!” ”Terrorist?” Nathan smagt på ordet. ”Du kommer ind i vores hus, tæver vores forældre og skyder ham. Alligevel er det ham, der er terrorist?” ”Du er naiv!” Svarede den hvidhårede dreng. ”Tror du ikke at din bror har et menneskeliv eller hundrede på samvittigheden?” Nathan svarede ikke. ”Hva?” Spurgte drengen opfordrende. Nathan ignorerede ham.

”Hmmm!” Sagde den hvidhårede. ”Dine forældre er halvdøde, din bror er skudt og hele din verden er netop faldet sammen!” Begyndte han. ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du vil gøre nu!” ”Du vil..” en klump blod havde sat sig fast i Nathans hals og fik ham til at hoste indtil den med et ”svup” gled ud af hans hals og landede på jorden foran ham. ”Betale for hvad du har gjort!” ”Virkelig?” Der var en let undertone af latter i drengens stemme. Nathan åbnede munden for at svare, men hans ordforråd var brugt op. Hele hans hals skreg på luft og hans krop dirrede som et siv i vinden. Hans syn var så sløret, at han knap nok kunne se andet end de to røde mandelformede øjne, der gloede overlegent på ham. ”Dræb ham nu!” Råbte en af de andre politimænd. ”jeg vil gerne hjem til aftensmaden!” ”Ja!” Istemte en af de andre. ”Ellers ender han bare som terroristspirer!”

”Dræb mig bare!” Nathans stemme var så lav, at drengen med de røde øjne måtte bøje sig ind over ham for at kunne høre, hvad han sagde. ”Lad mig komme over til Edward!” ”Nej!” Drengen med de røde øjne rystede på hovedet. ”Hvad sjov ville dig være i det?” Han slog en høj mørk latter op. ”Jeg vil meget hellere give dig et hint…. et spor og se, hvad du vil gøre!” Sagde han. ”Jeg vil vide hvad du vil gøre!” Han løftede sit hoved så det var lige ude for Nathans venstre øre. ”Mit navn er Zarko Tirates! Lad mig ligge vågen om natten i frygt for, hvordan du vil hævne Edward Fawn!” Derpå slap han Nathan, der med et bump landede på den bløde mudrede jord. ”Zarko… Tirates” Hviskede Nathan, før hans øjne lukkede i.”

Han spærrede øjnene op med et sæt og gloede direkte ind i den kridthvide cellemur for enden af hans seng. Han drejede langsomt sit hoved ned imod sin højre arm, som morgensløvt krøb op under dynen. Hans højre hånd rystede som et siv i vinden, ganske som forventet. Dagene virkede endeløse herinde syntes han. Før havde hele verden været åben for ham, men nu var det kun de hvide mure, som han kunne operere indenfor. Og med de forhold, der var her, var det svært nok i forvejen. Sløvt lod han den tunge dyne glide ned på det lige så hvide cellegulv. Alt var hvidt her – og han hadede det. Men i det mindste var her ikke koldt. De hvide materiale havde fået indbygget et eller andet teknisk, der altid holdt fængslets temperatur på et tilpas niveau, lige meget hvordan det så måtte være udenfor. Selvom vejret udenfor ikke ændrede sig det store. Det var nok egentlig mere for at vise de kriminelle, hvilken teknologi, som de tre største familier havde til rådighed. Det var i hvert fald hans teori, men i bund og grund var han fuldkomme ligeglad med, hvorfor gulve og vægge var, som de var.

Hans fødder berørte det glatte hvide gulv og han kom langsomt op at stå. Selvom at hele fængslet var lavet sådan, at temperaturen skulle være perfekt, syntes han alligevel, at her var varmt. Pludselig fik han en slem forudanelse. Langsomt bøjede han nakken og kiggede ned af sin brystkasse, der hævede og sænkede sig i voldsomme stød. ”Pis!” Hviskede han. Hele hans brystkasse var dækket af små våde sveddråber, der gled ned af ham som små snegle, der på ingen måde havde travlt. ”Den drøm igen!” Han bed sig irriteret i underlæben for derefter at tage fat i dynene. Han måtte se at få tørret det af, før nogle så det. ”Fawn!” Lyden fik Nathan til at stivne. Han vendte sig om mod de lysende energitremmer, der stod klar døgnet rundt til at skære hvem som helst, der måtte være dumme nok til at prøve at flygte, i stykker. På den anden side af dem stod en ældre politimand med kort brunt hår, varme grå øjne og et ølvom, der nogenlunde vejede det samme som Nathans krop. Nathan betragtede ham et øjeblik, før han lod dynene falde til gulvet.

”Fem minutter, knægt!” Sagde manden. ”Ellers må du gå til morgenmad i underbukser!” Nathan skar tænder, men sagde ikke noget. Den gamle idiot var ikke vær at bruge sin tid på. Han vendte sig om og gik hen til det lille spejl og den endnu mindre vask. Hans hænder gled langsomt rundt om vaskens kurver samtidig med at han lænede sig forover. Drengen inde i spejlet fik hans hjerte til at springe et slag over. Spejlbilledet havde skulderlangt mørkt hår, var lys i huden med et markeret kæbeparti og to store brændende grønne øjne. Munden var præget af et stort smil, der gik fra hans ene øre til det andet. ”Ed…” Hviskede Nathan.

Edward løftede langsomt sin højre hånd og lagde den op mod spejlet ”Hvorfor var du ikke stærk nok til at redde mig?” Hvislede han. Nathan glippede forskrækket med øjnene. Edward havde lige pludselig fået kort hår, hvis spaltede spidser hang skødesløst ned over hans pande. Munden var åben og tænderne blottet i en uhyggelig dyreagtig grimasse. Men det mest uhyggelige var hans øjne. De var lige store og brændte ligeledes med en intensitet, der oftest fik folk til at stoppe op bare for at kigge. Men næringen var ikke den sammen, det kunne Nathan se med det samme. Edwards øjne lyste med et varmt skær, der indbød folk til at snakke med ham. Disse øjne brændte med en flamme så kold, at Nathan kunne mærke gåsehuden arbejde sig ned af sin brystkasse. De brændte lige så lystigt som de andre øjne, men kastede sig fra side til side og sendte brølende kaskader af flammer fra den ene side til den anden. Nathan lukkede træt øjnene og vendte sig om imod sin fangedragt, nummer 41. Ude af stand til at erkende, at de øjne, der havde fået det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, var hans egne.

Da den gamle politimand kom tilbage havde Nathan netop fået den sædvanlige mørkeblå fangedragt på. ”Godt knægt!” Politimanden gik ud fra Nathans synsvinkel og tastede en kode ind i den lille computeragtige ting, der styrede Nathans celle. Med en svag summende lyd opløste de lysende tremmer sig for øjnene af Nathan og da politimanden gav signal kunne han træde ud på gangen. ”Ha’ en god dag, knægt!” Politimanden løftede sin højre hånd og skulle til at give Nathan et klap på skulderen. Da han var få centimeter fra vendte Nathan sig om i en lynhurtig bevægelse og greb fat om den gamle mands håndled. Den gamle mand fumlede forvirret efter sin pistol, men Nathan var hurtigere.

Det lykkedes ham i sidste sekund at bøje sig hen over politimanden og banke pistolen ud af hånden på ham før han kunne nå at bruge den. Nathan slap hans højre håndled og sendte sin venstre knytnæve direkte imod politimandens ansigt. Han dukkede sig og nåede så i samme øjeblik Nathans højre knæ komme flyvende direkte imod hans ansigt. Han skulle lige til at lukke øjnene, da knæet pludselig stoppede. Få centimeter fra hans hoved. Han kiggede overrasket op på drengen med det sorte hår og de slangegrønne øjne. ”Rør mig ikke!” Sagde han tonløst hvorefter han vendte sig om og gik. De andre politimænd, der ligeledes var i gang med at lukke alle fangerne på etagen ud slap de celler, som de var ved at åbne, og løb over imod deres kollega, der kiggede måbende efter Nathan. En af politimændene, en ung kvinde i slutningen af tyverene med grå øjne og kort brunt hår, strøg lige forbi Nathan uden så meget som at kigge på ham.

Elevatoren var allerede fyldt til randen, så Nathan stillede sig forrest i køen til den næste. Hans mave beklagede sig efter den fiskesuppe, som han fik i går. Det havde ikke været nogen succes. ”Jamen godmorgen Nathan!” En tung arm blev langt om skulderne på ham og trak ham ned mod jorden med sådan en kraft, at det næsten var en kamp bare at holde sig oppe. Efter et par sekunder plejede hånden dog altid at falde af af sig selv og i dag var ingen undtagelse. ”Jakob!” Hilste Nathan tonløst og drejede sig over imod den jævnaldrende unge mand med det spidse ansigt, det lange hvide hår og sine brændende mandelformede røde øjne. Jakobs højre arm var et meget avanceret stykke teknologi, som han påstod selv at havde lavet og sat på midt under en eksplosion. Nathan kunne se sit eget spejlbillede i hans hånd, så blank var overfladen. ”Næste gang du rør mig, slår jeg dig ihjel!” Nathan vendte sin opmærksomhed tilbage imod elevatordøren. Hvornår ville den gå op? ”Ja ja den er god med dig!” Fortsatte Jakob i det samme muntre tonefald som før. ”Det er nærmest som om det er blevet et slags morgenritual for dig… Er det fordi du får det bedre med dig selv?” Den drillende undertone i hans stemme var ikke til at tage fejl af, så Nathan valgte bare at ignorere det hele.

”Hvordan går det egentlig med familie?” Spurgte Nathan. ”Rygterne går på at du snart skal være storebror!” Jakob stoppede øjeblikkeligt med at tale og kiggede sig spottende over skulderen. Hans øjne vendte langsomt tilbage til Nathan. Var det en snert af vrede, som han kunne tyde? ”Jo!” Sagde han sammenbidt. ”Hun føder om cirka… en uge!” Sagde han. Nathan nikkede. ”Jamen tillykke med det så!” ”Jo tak!” Mumlede Jakob. I samme øjeblik gik døren op og Nathan, Jakob og den flok af fangere, der havde samlet sig bag dem, gik ind. Tanken om de gode nyheder fik Nathan til at smile. ”Så vi flygter om en uge!” Tænkte han.

Maden var det samme som altid. Den store kantine var proppet med flere hundrede mennesker, der løb frem og tilbage imellem hinanden i et forsøg på at finde en god plads. Nathan kiggede et øjeblik på det noget mistænksomme æg, før han tog en ordentlig klump over på sin tallerken. Jakob, der havde fået en plads lige ved siden af Nathan, gravede noget, der mindede om et halvt kilo æg op før han var tilfreds. De gik videre og Nathans øjne gled hen over kantinemaden. Der var ikke noget han havde lyst til. Alene den sure og unaturlige stank, som maden skød fra sig, var nok til at han ville sulte sig selv.

Men i dag var det ikke det, han tænkte på. I dag var det eneste han havde lyst til at smage frihed. ”Er du helt sikker på at det først er om en uge du bliver storebror?” Spurgte Nathan henkastet til Jakob, der nær havde tabt sin tallerken af bar forskrækkelse. ”For fanden mand, har du ikke set hvor vi er?” Nathan ignorerede ham. Han blev åbenbart bare nødt til at vente. ”Tror du det er en kanon min mor har mellem benene?” Vrissede Jakob. ”Jeg gør.. Jeg mener, hun gør det så hurtigt hun kan!” Nathan nikkede. ”Okay!” Svarede han tonløst.

Deres glas blev fyldt med klart koldt vand og Nathan drejede ned imod det eneste ledige bord, som han kunne få øje på. Larmen var endnu værre her end ovre ved kantinen. Nathan satte sig ned ved et af de utallige tyve mands borde og begyndte at spise sine æg. Rundt om ham sad mørke ugenkendelige skikkelser. Efterhånden som han spiste sine æg syntes larmen at forvandles til en summen. En summen, som han ingen del havde i. Efter at have spist sin mad begyndte han at vendte på stemmen, der altid fortalte dem præcis det samme: hvilke aktiviteter, som de indsatte havde mulighed for at benytte i dag. Men i dag var stemmen stille.  Nervøsiteten begyndte så småt at brede sig igennem Nathans krop, og hans højre langefinger begyndte langsomt at lave en trommerytme på det kolde hvide bord. Han kiggede spørgende over på Jakob der, med et halvt kilo æg i kæften, trak på skulderene. Af dømme efter den summen, der var omkring ham, så var de andre fangere også nervøse.

Noget var ikke som det plejede at være. Noget var ikke, som det skulle være. Til sidst brød den høje mørke stemme ud i lokalet og et lettelses suk bredte sig blandt fangerne. Men det var ikke gode nyheder – i hvert fald ikke for Nathan. ”Lyt efter!” Begyndte stemmen. ”Vi har en meget vigtig besked!” Højtalerne blev slået fra et øjeblik  - speakeren skulle sikkert hoste. ”De tre ærede familier har bestemt sig for at afholde en konkurrence!” Begyndte stemmen. ”For første gang nogensinde får fangere mulighed for at være en del af et nyt upcoming TV–program – Lykkehjulet!” ”Lykkehjulet?” Tænkte Nathan. Det lød ikke spor godt. ”En af jer vil blive sat fri!” Et brøl af fryd gled hen over lokalet som en enorm tidevandsbølge.

”Om præcis ti minutter vil vi slippet tv–folkene ind i fangergården, derfor vil der ikke være adgang for jer før programmet starter!” Stemmen blev stille et øjeblik, før den afsluttede: ”Ellers god morgen til jer alle sammen – og tillykke til den… heldige vinder!” Nathan var fuldstændig fastfrosset til stedet. Hans blinkede med øjnene for at se, om han vågnede lige om lidt. Det kunne ikke være rigtigt! Ikke nu! Han knyttede sin højre hånd under bordet og var på nippet til at skrige, men han gjorde det ikke. Nathan kiggede søgende rundt i den enorme kridthvide kantine. Ingen syntes at ligge mærke til ham. Alle fangerne hoppede op og ned, klappede hinanden på ryggen og skreg af glæde. Men hvad med Jakob? Nathan kiggede diskret over imod Jakob. Han var stadigvæk i fuld krig med sine æg, men han smilede. Et lille diskret smil.

”Han håber på at blive sluppet fri!” Tænkte Nathan vredt. ”Men jeg skal lære ham, den lille ubetydelige…” Han stoppede sig selv. Lukkede øjnene et kort øjeblik og søgte ind i sig selv. Hans hænder krøb sammen under bordet og dannede en miniature pyramide, hvor hver fingerspids rørte den på den modsatte hånd. Langsomt lod han sig selv glide væk fra sin krop og løftede sig ud over den store forsamling. Da han var kommet tre meter over sit eget hoved kiggede han ned. Billedet under ham var fastfrosset. Alle de utallige fangere high-fivede hinanden og jublede. Nathan rystede på hovedet af dem. ”Uvidende idioter!” Tænkte han. Nej, han var ikke kommet herind for at opsøge vreden, men for at ligge skjul på den. Andre ville nok undre sig over hvorfor han var vred over en ellers ”god” nyhed. Politiet havde spioner overalt og hvis de så ham sådan, ville de måske ligge to og to sammen. Måske ville de slippe Jakob fri. Nathan begyndte at tage dybe vejrtrækninger i et forsøg på at falde til ro. Samtidig prøvede han at fokusere sit blik på en usynlig plet i loftet. Han ville ikke se på alle fjolserne. Da han åbnede øjnene igen bankede hans hjerte rytmisk under hans bryst. ”Selvfølgelig havde politiet ikke opdaget noget!” Tænkte han. Da de var færdige med at spise ville nogle af dem normalt være blevet lukket ud i fangergården – men ikke i dag. Nathan håbede på at han kunne slippe for at komme ned i fangergården, men han tvivlede. Det var sikkert en del af tv-programmer at man kunne se fangerne som de ”venlige” familier ville benåde – i hvert fald en af dem.

I stedet besluttede han sig for at gå tilbage til sin celle. Så kunne han måske få sovet lidt længere før det dumme tv-program begyndte. ”Nathan?” Han kiggede over på Jakob, der diskret kiggede sig til begge sider. ”Tag i fitness!” Sagde han, rejste sig og gik tilbage imod kantinen. Nathan kiggede efter ham, men kun et øjeblik. Ingen måtte ligge mærke til noget. Derefter rejste han sig og sneg sig over imod fitnesscenteret, der lå i den vestlige fløj – ikke så langt fra kantinen. Hans skridt gav genlyd i den lange hvide gang, der førte til fitnesscenteret – langt væk fra alle de andre.

Nathan kiggede op imod en af de kridhvide murer, der stod fejlfrit og lysende på hver side af ham. Tanken om at blive konstant overvåget af de utallige små kameraer gav Nathan kuldegysninger. Når han ikke var i sin celle sad der hele tiden nogen og kiggede på ham. Gangen blev langsomt smallere og Nathan begyndte at kunne ane en ”post” for enden af gangen. Et lille ”tårn”, hvor der sad en vagtmand og tjekkede en, før man kunne få lov at gå ind. ”Nathan Fawn!” Politimanden, en lille tyk kvinde med klare grå øjne, slap hans hånd og lod den glide væk fra fingerprint scanneren. ”Ved du hvor de forskellige ting er?” Han nikkede – han havde været her før. ”Jamen så god træning Nathan!” Sagde damen og smilede.

Der duftede underlig sødt inde i træningscenteret. Et enormt kridthvidt skinnende rum fyldt med vægte og spejle. Og spækket med kameraer. Nathan tog et langsomt skridt ind i rummet. Han orkede ikke at klæde om i dag. I dag ville han bare træne. Han skråede forbi de utallige maskiner, der var blevet placeret side om side som hundredevis af lydige soldater og nåede over til en af de store spejlvægge.

Han bukkede sig ned og greb fat om en lille oval ting, der cirka havde samme størrelse som hans hånd. Det glødede med en stærk blå glans. Nathan vendte den om og fandt den lille firkantede touch skærm på den anden side af tingen. Et lille udvalg af tal lyste op på skærmen med klare hvide bogstaver. Han trykkede ”80” ind. Den lille ovale ting begyndte pludselig at lyse. Ud af begge ender skød to lange stænger med den samme blå glødende farve. De stoppede ved en meter og to store vægtplader begyndte at materialisere sig for hver ende af vægtstangen. Nathan kunne næste se igennem dem, så gennemsigtige var de. Før stangen blev alt for tung slæbte han den over og hængte den op. Derefter lagde han sig ned på den aflange plade, greb fat om den glødende stang og løftede den. De første 12 løft gik nemt. Nathan tog fat i stangen igen og begyndte på det næste løft. ”Et!” Pustede han. ”to, tre fire, fem, seks, syv, otte, ni…” Hans arme begyndte at vibrere og det syntes at dunke svag i hans venstre arm. ”ti, elleve og tolv!” Prustede han og satte stangen fast igen.”Godt klaret!”

Nathan kiggede forskrækket op. ”Nå, det er bare dig?” Smilede han. Edward stod lænet op af en maskine få meter væk med den venstre fod støttende op af den og armene foldede. ”Men det kan du altså gøre bedre!” Edwards venstre fod gled langsomt ned af maskinens kant og hans begyndte at gå hen imod Nathan. ”Ha!” Sagde Nathan og flyttede sig fra maskinen. ”Tror du du kan gøre det bedre?” Han nikkede kort, smed sig ned under vægten, greb fat i den og løftede den med et selvsikkert blik i øjnene. Op ned op ned op ned frem og tilbage i en fart, der fik Nathan til at blegne. Efter noget, der føltes som få sekunder, satte Edward vægten på plads og satte sig op. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i små stød og hans skuldre fulgte med. Op og ned. ”Nåå, så var et alligevel lidt hårdt?” Spurgte Nathan drillende.

Edward nikkede. ”Du er blevet stærkere!” Svarede han. Nathan nikkede. ”Det ved jeg!” Der blev stille. Nu var det Nathan der stod med armene over kors. ”Jeg kom egentlig for at fortælle dig noget!” Sagde Edward. Nathan nikkede. ”Ja?” ”Ser du!” Begyndte han. ”Der vil snart komme nogen med noget til dig!” Sagde Edward og kiggede hen imod indgangen til centeret. Nathan fulgte hans øjne. ”Du må ikke lade dem røre dig!” Nathan rynkede panden. ”Hvorfor?” Da Edward ikke svarede kiggede han tilbage imod ham. Der sad ikke nogen på den aflange plade. Han var helt alene. Nathan knyttede sin højre hånd. ”Farvel!” Hviskede han.

”Hey Nathan!” Han vendte sig overrasket om. To unge fyre med langt hvidt hår, rødglødende øjne og spidse næser kom daskende ind i fitnesscenteret med hænderne i lommen og små raske skridt. Nathan åbnede munden for at spørge hvem de var og hvor  de kendte ham fra, da han kom i tanke om, hvem der havde sendt ham herover. ”Jakob?” Spurgte han. Fyren længst til højre, der havde den længste og mest spidse næse af de to, nikkede.

”Han siger at du er blevet utålmodig?” Sagde han og smilede kækt. Nathan ignorerede det og gik dem langsomt i møde. ”Hvad så?” Han dæmpede stemmen og forsøgte så vidt det var muligt at undgå at se direkte ind i de små metalgrå kameraer. ”Han vil gerne give dig en… prøve på varerne!” Drengen med den lange næse kiggede så hurtigt omkring, før han pludselig faldt om. Nathan trådte forskrækket et skridt tilbage. ”Hvad fanden?” Begyndte han, men blev i samme øjeblik stoppet af den anden dreng. Han kiggede hurtigt på ham med to brændende røde øje og blinkede. Straks forstod Nathan hvad der var galt. ”Er du okay?” Han bukkede sig hurtigt ned og tog fat i drengens udstrakte højre hånd. Drengen nikkede. ”Det var ingenting!” Sagde han og sendte ham et svagt smil. ”Det er ovre nu!” Da drengen var kommet op igen havde vareprøven skiftet hænder. Nathan lod sine fingerspidser glide over den glatte kolde overflade på den lille bitte runde ting, der lå i hans håndflade.

De to hvidhårede drenge kiggede søgende op på kameraet som kunne de se om der var nogle, der holdt øje med dem. Drengen med den længste næse vendte sig langsomt om imod Nathan. ”Kan du godt lide æbler?” Nathan skottede til kameraerne, før han nikkede. ”Da jeg var lille plejede jeg altid at gemme et stykke æble i kinden fordi jeg var så glad for dem!” Sagde drengen med den korte næse og kløede sig i baghovedet. ”hmm!” Nathan kiggede spottende til siden. Var det skridt han kunne høre runge imellem de glatte hvide vægge. ”Apropos hoste!” Sagde han og løftede sin højre hånd op til munden. Hostet kom i samme øjeblik som Nathan lod den lille bold glide ind i indersiden af hans kind.

Nu ville politiet ikke kunne finde den. ”Vagterne kommer lige om lidt!” Hviskede den ene af drengene. ”Så hvis de spørger kom vi her for at banke dig!” Nathan nikkede. I samme øjeblik kom den tykke korthårede vagt løbende ind i rummet. Hun prustede som en strandet hval og hendes små tykke ben eksede under hende. ”Nå skal du have det på den hårde måde?” Drengen med den lange næse forgav ikke at have opdaget vagten og knugede sin højre hånd sammen til en knytnæve. Nathan trådte et skridt tilbage, stadigvæk inden for drengens rækkevidde. Et slag for at gøre det hele mere troværdigt var en billig pris at betale i forhold til straffen for at udveksle genstande – om det så var hash, våben eller hvad fangerne nu ellers kunne finde på.

Pludselig, da drengens næve var få centimeter fra Nathans blegnede han. ”Bomben!” Nåede han lige at tænke før næven ramte. ”Hvad fanden?” Den hvidhårede dreng gloede overrasket på Nathan, der selv var lige så konfus. Han kiggede ned imod sin mave og fandt drengens næve låst fast inden i sin egen håndflade. Et kort øjeblik syntes han at kunne se en gennemsigtig hvid substans rundt om sin hånd.

Vagten nåede hen til dem. ”Hænderne op!” Sveden haglede ned af hende og hendes stemme mindede mest af alt om et sygt dyrs sidste skrig. De løftede alle sammen langsomt hænderne op i vejret. ”Hvad foregår her!” Prustede hun. ”De prøvede at banke mig!” Svarede Nathan hende koldt. Hun kiggede mistroisk på ham, før hun lod sine små svineøjne glide videre til de to hvidhårede drenge. Den ene af de hvidhårede drenge spyttede på gulvet foran Nathan. ”Vi får dig næste gang… Taber!” Nathan lod sit blik glide hen over dem og skulle lige til at sige noget, da vagten afbrød dem. ”Så er det godt drenge!” ”Kom i med ud i fangergården, så ser vi hvad der skal blive af jer bagefter!” ”Lykkehjulet!” Tænkte Nathan og bed sig i underlæben. ”Bare det nu ikke fuckede det hele op!” Fangergården var fyldt til randen med håbefulde fangere, der huede og råbte. Nathan måtte indrømme, at TV-holdet havde brugt tiden godt.

Det var lykkedes dem at stille en lang firkantet scene op langs de store matte hvide mur, der stod som en evig skillelinje imellem virkeligheden og… her. Foran den store træscene havde tredive vagter stillet sig på rad og række med store kridthvide våben hængene ved deres sider. På scene stod det enorme guldfarvede lykkehjul, som sikkert havde givet navn til programmet. Rundt om det stod et par kameramænd, en ældre gråhåret fyr med smalle øjne og en ranglet figur, som Nathan gik ud fra var programmets vært og til sidst en sparsomt beklædt blond pige med solbrun hud, skinnende blå øjne, sandsynligvis farvede linser, og en lille rød BH, der langt fra slog til. Det var den sidste del af programmet vidste Nathan.

Efter det fire timer lange propagandashow sluttede familierne altid af med at vise befolkningen hvor tilgivende de var: denne gang ville de frigive en af de hundredevis af fangere, der havde trådt ved siden af deres love. Programværten begyndte omsider at tale. Fangerne blev stille og lyttede intenst til hvad han sagde. Nathan kiggede derimod over imod vagterne. Store som huse med deres beskyttelsesdragter stod de og vågede over dem. Alle havde de fingrene hvilene på aftrækkeren – de var klar, hvis der skulle ske noget. Måske ville en af fangerne forsøge at tage den halvnøgne pige som gidsel og derved komme ud? Måske havde nogen organiseret et fangerflugt? Nathan var ikke en del af noget af det, men bad til at der ikke skete noget, der resulterede i at vagterne begyndte at skyde vildt omkring sig. Han havde ikke tænkt sig at dø – ikke endnu. Han flyttede sin opmærksom op imod hjulet, hvis midte bestod af hundredevis af små felter med et navn i vær. Nathan vidste godt at chancen for at lige netop Jakobs navn skulle blive trukket var latterlig lav, men alligevel var der et eller andet, der gjorde ham nervøs.

Den unge kvinde i den blodrøde BH smilede stort til kameraet og gik hen imod lykkehjulet på sine lange flotte ben. Hun tog let fat i siden på hjulet og smilede endnu engang med sine blændende hvide tænder før hun skød hjulet i gang. Der blev fuldkommen stille og alles øjne hvilede på lykkehjulet, der drejede rundt med en høj knirkende lyd. De små guldfelter drejede først hurtigt rundt, men tog derefter langsomt af i fart. Navnene skrevet med bittesmå bokstaver gik fra at være en sort masse til at blive mere og mere tydelige, dog stadigvæk uden at Nathan kunne læse det. Pludselig, med et højt og tydeligt klik, stoppede hjulet helt. Den unge kvinde gik langsomt hen foran kameraet, bøjede sig så hendes røv stak helt ind i linsen og trykkede på det lille bitte felt, som var stoppet ude foran den glinsende guldpil på siden af lykkehjulet. Straks forsvandt alle de små felter og hvor de før havde været tonede der nu et navn, skrevet med store hvide svungne bogstaver, op på en mørkeblå baggrund. ”Dew” En bølge af lettelse skyllede ind over Nathan. ”Selvfølgelig havde politiet ikke vidst noget!” Tænkte han ved sig selv.

Hvem end denne Dew var havde det overhoved ingen betydning for Nathan. Han vendte sig om og begyndte at grave sig igennem menneskemængden, der stod med skulende miner og kiggede ærgerligt på lykkehjulet, som de med garanti forbandede langt væk lige nu. ”Tillykke til den unge herre Dew!” Råbte TV-værten ud over mængden og mest af alt til kameraet. ”Hvem mon bliver den anden, der skal modtage familiernes gunst?” Hans stemme skar sig som en kniv igennem folkemængden og dolkede Nathan så hårdt i ryggen, at han var sikker på at den var gået lige igennem ham. ”Nej!” Tænkte han og vendte sig forskrækket om.

I samme øjeblik satte den unge dame hjulet i gang igen. Det piskede rundt som en tornado og alle de små navne blev hurtigt til en sort masse. Nathans hjerte sad helt oppe i halsen på ham og små svedperler begyndte at dryppe fra hans håndflader. ”Fuck!” Hjulet kørte langsomme og langsommere. Nathan kiggede intenst på hjulet i et forsøg på at gætte hvilket navn det ville lande på. Med et svagt ”klik” stoppede hjulet. Bogstav efter bogstav dukkede langsomt op hvor lykkehjulets små felter havde været. Nathan trådte et skridt tilbage og spærrede øjnene op. ”Nej..” Hviskede han. ”Det er umuligt!” TV-værten kiggede op på lykkehjulet, smilede og vendte sig om imod kameraet. ”Stort tillykke til Nathan!” Råbte han ud over folkemængden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...