Angels Rest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Har du nogensinde prøvet at miste en, der betød alt for dig? Det har Nathan, Bajn, Zarko og Dominic. I en efterkrigssamfund præget af griskhed, mørke og uretfærdig er de tvunget til at navigere deres had imod det mål, som de hver i sær lever og ånder for at udslette.

0Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

3. (Prolog) Jeg elsker dig

 

For hvert skridt han tog syntes Dominic at blive lettere og lettere og det gik hurtigere og hurtigere fremad. Hun havde et godt tag om brystet på ham og havde lagt sin hage på hans højre skulder, så han kunne føle hendes bløde kind imod sin egen. Han behøvede ikke engang at kigge på hende for at vide, at hun smilede over hele hovedet. Tanken tændte et spinkelt lys i hans hjerte og trak hans mundvige lidt opad. I løbet af de sidste tyve minutter var tågen blevet tyndere og tyndere for til sidst at forsvinde helt. Nu kunne Edward sagtens se de gamle slidte træhuse, der stod side om side på hver deres del af vejen. ”Nic?” Vibrationen i hans ryg fortalte ham, at hun nikkede. ”Kan du huske første gang vi stødte på hinanden?”

Der blev stille. Edward forsatte med lange hurtige skridt og bemærkede hvordan Hendes hus kom tættere og tættere på. Nu var de lige ved at være der. Til sidst gnubbede hun sin kind imod hans – det betød ”ja”. Han åbnede munden for at sige noget, men kunne pludselig ikke finde ud af, hvad han egentlig ville sige med det. En vibration, der gled igennem hans ryg som en let brise fortalte ham, at hun nikkede igen. ”Jeg… glemte hvad jeg ville sige!” Afsluttede han. Stilheden bredte sig atter over dem og øjeblikket efter var de ved det største af de små træhuse – Dominics. Edward kiggede søgende efter Dominics mor, som han meget nødigt ville møde lige nu, men hun var heldigvis ingen steder at se.

Dominic slap modvilligt sit tag om hans brystkasse og gled ned ad hans ryg for at lande på den våde jord med et ordentlig ”smask”. Edward strakte sin ryg og vendte sig langsomt imod hende. Hendes varme orange øjne og hendes muntre smil fik hende til at lyse som en lille vågen sol. Klar til at stråle hen over verden i dagevis, ja måske endda årevis. Tanken fik ham til at få det lidt bedre på en ellers kold og våd dag. ”Jeg bliver desværre nødt til at gå nu…” Begyndte han. ”Men det må du ikke være ked af! Du ser nemlig så fantastisk ud, når du er i godt humør!” Før han kunne nå at se Dominics reaktion fortsatte han. ”Til gengæld har jeg noget til dig!” Dominics øjne blev straks fyldt med spænding og hun vendte ryggen til ham. ”Hey!” Han forsøgte spørgende at række ud efter hende, men hun var allerede et par skridt for langt væk. Og hun fortsatte. Et par meter længere væk fandt hun en lille vandpyt, der var knap så mudret som alle de andre. Edward kom op på siden af hende og betragtede deres spejlbilleder i den blanke stille vandoverflade. De så så farverige ud sammen – ham med hans intense grønne øjne og hende med sine unikke orange kometer. Et eller andet irriterede Edwards øje og tvang ham til at blinke. Da han åbnede øjnene igen stod pigen i den blanke vandoverflade med sine bløde læber presset ind imod hans kind. Han rynkede panden. Det måtte være en form for forskudt refleks, der fik det til at se sådan ud. I det næste øjeblik dykkede Dominics beskidte mudrede hænder ned i det kolde vand og sjaskede det op på hans fødder. Edward smilede, bukkede sig og lod også sine fingre glide igennem det kolde gennemtrængelige spejl. Da de havde fået det meste af mudderet væk rejste Dominic sig op og rakte smilende hænderne frem imod ham. Klar til at tage imod det, som han havde til hende.

”Det er altså ikke noget specielt!” Mumlede Edward, lod sin højre hånd glide ned i lommen og bad til, at det ikke var gået i stykker. På mirakuløs vis havde det formået at overleve al mudderet. ”Her!” Edward lagde et sammenfoldet gulnet stykke papir i hænderne på hende. Dominic kiggede interesseret på det, før hun nysgerrigt flyttede sine øjne tilbage til ham. ”Jo…” Begyndte han. ”Jeg ved jo hvor god du er til at tegne og jeg mangler en tegning på mit værelse! Så jeg ville høre, om du ikke kunne tegne et eller andet pænt til mig?” Han betragtede hende kort som hun stod der og kiggede frem og tilbage fra ham til papiret. Af en eller anden grund kunne han mærke, at han var spændt på at høre hendes svar. Selvom han udmærket godt var klar over, at hun ville sige ja. Til sidst nikkede hun eftertænksomt.

”Men Dominic..” Han lod sin hånd hvile på hendes skulder til hun kiggede ham i øjnene. ”Jeg vil have dig til at tegnet en stemning, et billede fra din fantasi eller noget, der gør dig glad!” Smilede han. ”Det er jeg sikker på vil have præcis den samme virkning på mig!” De store orange øjne blev langsomt smallere og smallere. Som om hun forsøgte at kigge igennem ham – at se om der var noget under overfladen, som hun ikke kunne gennemskue. Da Edward lige havde lært hende af kende havde Dominic haft let til tårer. Nu var det sjældent, at han så hende græde. Men det gjorde hun nu. En lille ensom tårer gled ned af hendes kind. Den bugtede sig fra det inderste af hendes øje og ned af hendes tynde kind for til sidst at dryppe ned på det papir, som han havde lagt i hendes hånd. Til sidst nikkede hun.

”Vi ses i morgen!” Han bredte langsomt sine arme ud. ”Jeg glæder mig til at se din tegning!” Det næste øjeblik faldt hun ham om halsen. Han var lige ved at falde med nåede i sidste øjeblik at få fodfæstet tilbage. Det var som om at varmen fra hendes krop krøb ind under huden på ham som en varmt tæppe, der holdt indersiden af hans krop varm og omfavnede ham. Hendes arme så pludselig så små ud. Hendes krop så skrøbelig. Uden at sige så meget som et eneste ord lod Edward sine arme snog sig rundt om hendes ryg og holdt hende ind til sig. ”Nic!” Han purrede op i hendes hår. ”Jeg bliver nødt til at gå nu, men vi ses igen før du ved af det!” Hviskede han. Hendes hoved gnubbede sig op og ned af hans brystkasse – hun nikkede. Han gav langsomt slip på hende og hun trak sig ud af hans favn. ”Vi ses Nic!” ”Vi… ses!” Svarede hun og løftede hånden samtidig med ham. Edward vendte sig om, gik et par skridt fremad og stak så i løb. Nu havde han travlt. Da han nåede frem til sit hjem var der ingen udenfor. Allerede der kunne han mærke, at der var noget galt. Huset virkede sig fredfyldt udefra. Det fik Edward til at kigge sig til begge sider, før han langsomt åbnede hoveddøren, der knirkede og lavede mere lyd end hundrede børn, der var blevet samlet på et sted.

Forsigtigt trådte han ind i mørket og forsøgte at orientere sig. Men det lille hus’ rum virkede mere mørkt end sædvanligt. Han trådte forsigtigt ind i huset og indsnusede duften af træ og frisk luft. I samme øjeblik kom noget på størrelse med han egen hånd flyvende ud fra mørket bag døren og ramte ham direkte i mellemgulvet. Sekundet efter stod syv politimænd i blå uniformer foran ham med overlegne smil om deres munde. Bag dem lå to personer på gulvet i en pøl af tykt vådt blod. ”Mor…” Hviskede han. ”Far!” Edward tog et skridt hen imod sine forældre, men politimændene havde dannet et skjold foran dem. Den midterste politimand, en ung fyr i tyverene med langt mørkt hår, knyttede lynhurtigt sin højre hånd og bankede den ind i brystkassen på Edward, der blev kastet tilbage ud af sit hus.

Han landede på jorden med et ”smask”, men hans instinkter hev ham op igen med det sammen. Tre af politimændene, blandt andet den mørkhårede, trådte smilede ud af døren og dannede endnu en mur imellem ham og hans forældre. Den mørkhårede fyr sendte ham et overbærende smil, hvorefter han trak et lille stykke papir op af lommen, som han foldede ud. ”Hr. Edward Fawn, du er hermed anholdt og sigtet for højforræderi imod de tre ældste familier – Santo, Vala og Tirates!” ”Hvad har i gjort ved mine forældre?” Det var lykkedes Edward at komme sig over chokket og han trådte et skridt tættere på døren.

Den unge mand fortsatte med at smile og rettede forsat blikket imod det lille stykke papir. ”Erkender du dig skyldig? Jeg må venligst bede dig om at følge med!” ”Jeg sagde…” Edward trådte endnu et skridt hen imod politimanden og lod sin højre hånd glide rundt om skaftet på sin lille rustne kniv. ”Hvad har i gjort ved mine forældre!” Ordene brændte i halsen på ham da han sendte dem af sted og syntes at efterlade sig et brændende inferno af flammer i halsen på ham. Politimanden i midten trak uforstyrret et par små elektroniske håndjern frem og forstørrede dem. ”Jeg beder dig venligst om at følge med frivilligt, hr. Fawn!” Edwards tålmodig slap op i samme øjeblik som hans hånd slap skaftet om den lille kniv, der svirpede ud af hans håndflade og skar sig igennem den mørkhårede politimands hals, som var den lavet af smør. Hans hænder slap de elektroniske håndjern, der gled igennem luften, og ramte den bløde jord. Hans øjne blev store og han forsøgte at sige noget, men det eneste, der kom ud, var blod. Så slap Edwards fødder jorden. På et splitsekund stod han centimeter foran den unge politimand og greb fast i skaftet på sin kniv, som han kørte opad i en hurtig ren bevægelse indtil der var frit udsyn til indersiden af politibetjentens hals, der syntes at have en underlig mørk farve. Det skyldtes sikkert for mange smøger. De to politibetjente kiggede måbende på deres faldne kammerat, samtidig med at deres hænder begyndte at søge ned imod deres våben. Om det var af ren refleks eller de rent faktisk tænkte over hvad de gjorde vidste Edward ikke, men han måtte reagere hurtigt.

Han bøjede sig ned og fik fat i de elektroniske håndjern med venstre hånd og kastede sig frem imod politibetjenten længst til højre, der allerede havde taget fat om sin pistol. Han måtte bare ikke nå at hive den ud. En halv meter fra betjente bremsede han op og sendte den lille kniv igennem luften. Betjenten trak sin pistol op af hylsteret med et lille ”klik”  i samme sekund som kniven borede igennem hans adamsæble og videre ud på den anden side af hans hals. Pludselig kunne Edward se kuglen. Han kastede sig til siden i samme øjeblik som den lille aflange partron borede sig igennem luften og ramte politimanden med det gennemborede adamsæble i panden. Politimanden ignorerede sin kammerat falde om på jorden og holdt i stedet for øjnene på Edward, der gled igennem mudderet i konstant bevægelse. ”Terrorist!” Spyttede han med afsky i stemmen.

Edward stoppede brat op og kastede sig imod ham. Politimanden låste sit sigte, lod sin pegefinger glide rundt om aftrækkerne og trykkede den i bund. I samme øjeblik bukkede Edward sig midt i sit kast, undveg kuglen og bankede sin højre skulder direkte ind i mandens mave. Med et smertefuldt host slap han pistolen, der landede i mudderet ved siden af dem. Edward fik hurtigt fat om politimandens højre hånd og trak de elektroniske håndjern frem. Før manden kunne nå at gøre fra eller til havde Edward klemt hans højre hånd igennem den ene åbning i håndhjernen og, med et tryk på knappen på siden af håndjernene, låst den fast. ”Forbandede terrorist!” Gentog manden og sendte sin venstre næve direkte imod Edwards tinding. Men den blev stoppet få centimeter fra sit mål.

”Hvad fanden..” Måbede manden da Edwards venstre hånd lukkede sin om hans knytnæve. ”Du er stærk..” Sagde han forbløffet. ”Har i dræbt mine forældre?” Svarede Edward. ”heh, dine forældre?” Manden smilede ironisk og forsøgte at vriste sin hånd fri. Da det ikke lykkedes lod han sig falde tilbage i mudderet og kneb øjnene sammen. ”Hvad betyder det, når alle i forbandede terrorister alligevel vil blive stillet til ansvar for jeres handlinger?” Grinede han håneligt. ”Det er kunne et spørgsmål om tid før ikke bare dine forældre, men hele dit forbande folk vil være døde!” Edward betragtede ham et øjeblik med flammende vrede øjne. Så jog han mandens venstre hånd ind i den anden ende af de elektroniske håndjern og startede låsemekanismen, der gik af med et smæld. ”Hæ!” Grinede manden fjoget. ”Hvad vil du gøre? Arrestere mig?” I samme øjeblik så politimanden, der var en ældre herre med kort brunt hår, hvor Edwards blik pegede hen. ”Nej!” Hviskede han forbavset. ”Nej.. Det kan du da ikke gøre!” Edward løftede blikket fra forstørrelses-/formindskelsesknappen og kiggede manden dybt i øjnene. ”Du dræbte mine forældre” Hviskede han og trykkede den lille runde knap ind med sin tommelfinger.

”Nej!” Råbte manden. ”Stop! Tryk igen! Hold op!” Men det var for sent. Håndjernene begyndte at vibrere. Først langsomt, men et par sekunder efter rystede de hele mandens krop frem og tilbage i korte, vrede ryk. De blev mindre. Edward rejste sig op og betragtede stille den skrigende mand imens håndjernene langsomt, men sikkert, gravede sig igennem hans kridthvide hud og begyndte at gnave sig ind i hans knogler. Edward vendte ryggen til at ham lige tids nok til at slippe for at se håndjernene knække mandens knogler ved håndledende. Det eneste han hørte var mandens skrig og det sprøde knæk fra hans knogler. Pludselig bevægede døren sig. ”Edward…” Stemmen skar igennem hele Edwards verden og paralyserede ham.

De resterende fire politimænd trådte selvsikkert ud af døren med hans forældre slæbende efter sig. De havde begge to fået låst deres arme fast og blev holdt oppe af to af politimændene, der stillede sig bag de to andre, der trak deres pistoler. Edward bemærkede nu hvor ung den ene af politimændene egentlig var. En lang hvid manke af hår kantede sig ud fra den mørkeblå politikasket og lagde sig som en blød sky ned over hans skuldre samtidig med at hans to mandelformede blodrøde øjne strålende betragtede Edward. Fyren, som Edward gættede på var omkring 18 år, bukkede sig langsomt ned og samlede det lille stykke papir op, som den mørkhårede politimand havde tabt, da Edward slog ham ihjel.

Den hvidhårede fyr holdt papiret op foran sig med to fingre og betragtede det kort, før han vendte blikket mod Edward. ”Edward Fawn” Smilede han. ”Jeg skylder dig tak!” ”Tak?” Edward rynkede brynene. ”Ja!” Smilede drengen og gav slip på det lille hvide stykke papir, der langsomt dalende ned på jorden. ”Nu, hvor Oscar er død, er jeg blevet forfremmet!” Han kiggede kort på det lille stykke papir, der langsomt sank længere og længere ned i mudderet. ”Derfor skylder jeg dig tak!” ”Du takker mig for at have dræbt dine kammerater!” Edward smagte på hvert eneste ord før han sendte det over sine læber. Det smagte kvalmt, præcis ligesom den unge politimands tilstedeværelse. Der var noget ved ham, der gav Edward kuldegysninger. ”Hvilken slags mand er du?” ”En overlever!” Svarede den hvidhårede dreng kort for hovedet og borede sine blodrøde øjne ind i Edwards. ”En stærk en af slagsen!” ”Nemt at sige med en pistol i hånden!” Bed Edward ham af. ”Korrekt!” Svarede drengen og gav slip på sin pistol, der landede på den bløde mudrede jord med et ”splask”. ”Bedre nu?” Spurgte han. Edward måbede. ”Hvad… fanden?” ”Bedre nu?” Gentog drengen. ”Hvad med dine venner?” Spurgte Edward. ”Du har ret!” Svarede drengen og vendte sig om. ”Alle her, bortset fra mig, har forbud mod at gøre skade på hr. Edward Fawn!” Han vendte sig om igen og syntes at more sig over Edwards måben. ”Nå!” Sagde han koldt ”Skal vi slås?” ”Slås?” Nu var Edward helt forvirret. ”Hvad fanden snakker du om?” Han trak sig langsomt et skridt tilbage ”Kom i ikke for at arrestere mig?” ”Du har grønne øjne!” Svarede drengen med det hvide hår.

”Lige så sjældne som mine røde.. Jeg kunne godt tænke mig at se hvor stærk du er!” ”Hvad fanden har mine øjne at gøre med noget som helst?” Drengen med de røde øjne trådte et skridt tættere på Edward. ”Det” Sagde han. ”Ville være meningsløst at fortælle dig!” ”Hvem siger jeg overhoved gider at slås!” Drengen smilede og trådte endnu et skridt tættere på  og stod nu kun tre meter fra Edward. ”Jeg kunne få dine forældre skudt!” Svarede han tørt. ”Mine forældre!” Blodpølen dukkede op for Edwards indre blik. Deres smilende ansigter vendt imod det gamle rustikke trægulv. Lugten af blod, der blandede sig med duften af vådt træ.

”Hvorfor…” Han lod sine øjne glide væk fra drengen og om bag de tre betjente, hvor hans forældre blev holdt fast. ”De havde ikke gjort noget!” ”Jo!” Svarede drengen. ”De er i familie med dig!” Det var dråben. En kold hånd med lange spinkle fingre krøb op af Edwards rygstykke og borede sig ind til hans hjerte. Langsomt lod den sine krogede fingre glide rundt om hans hjerte og lukkede sig om det med et smæld. Før Edward viste af det, var han sprunget tre meter. Hans løftede sin højre næve op til hovedhøjde og bragede den imod drengen med det hvide hårs ansigt. Et lille overlegent smil bredte sig om Edwards mund. Så var han alligevel ikke noget særligt. Men i sidste sekund bukkede drengen sig og Edwards næve fræsede videre for at lave en kæmpe stort ligegyldigt hul i luften. Kraften fra slaget gav fik ham til at miste balancen og han gled ukontrolleret forover. Lige ind i drengens knytnæve.

Med bare et slag flåede han al luft ud af lungerne på Edward og væltede ham bagover ned i mudderet. Edward skulle lige til at lade sig falde tilbage da billedet af hans forældre tonede op for hans indre øje. Han tog fra med hænderne og slap fødderne med jorden for at lave en saltomortale 360 grader bagud og lande på fødderne. Hadet ætsede hans hjerte i stykker og vreden buldrede op i hovedet på ham. Samtidig stod den hvidhårede dreng stille og betragtede ham med et arrogant overlegent smil. ”Imponerende!” Sagde han. Edward ignorerede ham og kastede sig forover imod drengen, der satte i løb hen imod hans favntag. Drengen løftede sine parader og tog imod slaget, som Edward sendte buldrende imod ham. I samme øjeblik som Edward ramte ham der, hvor hans arme krydsede hinanden, lod han sin venstre hånd dreje ned ad og fik fat i Edwards højre håndled. Irriteret forsøgte Edward at gennemføre slaget, men den unge politimand guidede det til venstre, så han lavede endnu et hul i luften. Men han var ikke færdig. I det øjeblik opdagede Edward, at hans hoved var kommet i højde med drengens højre knytnæve. Men det var for sent. Med et smæld, der syntes at give genlyd imellem de halvrådne små træhuse, faldt Edward bagover og kurrede hen af den mudrede gade.

Den skyfri himmel syntes pludselig at dreje rundt om Edward og jorden bevægede sig i små stød. Edward løftede sin højre hånd og betragtede den imens den rystende forsøgte at lukke sig sammen. ”Han er for stærk!” Tænkte Edward. ”Imponerende!” Edward kunne ikke se drengen, men derimod høre hans stemme som den skar igennem hans roterende u-fokuserede univers. ”Det er sjældent jeg møder en, der kan holde ud så længe!” ”Desværre!” Tilføjede han. ”Men nu er det vist ved at være forbi, var?” Edward ignorerede ham. Ham og hans irriterende stemme. Han kom langsomt på benene selvom de rystede under ham. ”Jeg er ikke.. færdig!” Han kneb øjnene sammen for bedre at kunne fokusere, men pludselig syntes han blik at være blevet sløret. Var det slaget i hovedet, der havde gjort det? Han løftede prøvende sine parader, men drengen lo af dem.

”Du er færdig!” Lød hans kommentar. Edward blinkede endnu et par gange og langsomt blev verdenen mere og mere synlig. Den unge politimand var nu kun en meter fra ham og hans arrogante smil var ikke til at tage fejl af. ”Farvel!” Sagde han og kastede sig hen imod ham med sin højre næve forrest. Direkte imod Edwards ansigt. Han kom tættere og tættere på. Edward kunne se hvordan næven skar sig igennem luften og kom tættere og tættere på hans noget utætte parade. Mudderet sprøjtede op da kroppen ramte jorden med en svuppende lyd. Edwards brystkasse hævede og sænkede sig af anstrengelse. ”Det var… ikke forventet!” Edward kiggede nedad og kunne med et smil møde den hvidhårede drengs overraskede røde øjne. ”Hvor kom… den styrke fra?” ”Den var ikke min!” Edward fremtvang et smil før han bankede sin højre fod i skridtet på drengen, der med et hæst hvæs kurrede hen af den mudrede gade.

”Det var hans!” Han drejede langsomt hovedet til højre og kiggede direkte ind i et par store grønne øjne, der stirrede tilbage på ham – fuld af forbavselse. ”Ed!” Drengen med det kortklippede sorte hår, de grå lærredsbukser og den matte blå t-shirt stoppede først op da han stod side om side med sin storebror. ”Nathan” Mumlede Edward. ”Hvad laver du her?” I samme øjeblik bukkede hans ben under og Nathan nåede lige akkurat at tage fat om ryggen på ham før han faldt helt sammen. ”To sekunder!” Mumlede han storebror og fik fodfæste igen. Verden begyndte langsomt at stå stille igen. ”Jeg fik tidligt fri fra skole!” Svarede Nathan ophidset. ”Men hvad fanden foregår der her?” ”Mor og far!” Svarede Edward og løftede langsomt sin højre hånd. Nathan fulgte hans hånd med øjnene og fik øje på de to voksne mennesker, der blev holdt fast af hver deres politimand. ”Nej!” Skreg han. ”Hvad? Hvorfor?” ”Jeg ville..” Begyndte Edward men brød ud i et hosteanfald. ”Jeg ville foretrække, hvis du ikke vidste det!” Nathan kiggede undrede på Edward, men straks efter blev hans øjne smalle og vrede. ”Hvem gjorde det her mod jer!” Edward åbnede munden for at svare, men i samme øjeblik blev han afbrudt.

”Jeg er bange for at jeg er den ansvarlige!” Nathans blik fløj op og brasede sammen med de mandelformede røde øjne, der gloede overlegent på ham. ”Hvem er du?” Skreg Nathan. ”Jeg er fra politiet!” Svarede drengen køligt. ”Fra… politiet?” Måbede Nathan. Han nikkede. ”Din bror er terrorist og er blevet dømt til døden for højforræderi!” Nathan kiggede spørgende på Edward, der mødte hans blik. ”Er du… vred på mig?” Hans hals føltes pludselig så tør. Nathan vendte blikket imod den hvidhårede dreng. ”Lad mine forældre gå!” Råbte han. Edward lod mærke til et par store våde tårer, der kæmpede sig ud af hans brors øjne. Han havde pludselig sådan en tung følelse indeni. Noget, som han ikke rigtig kunne beskrive.

”Nå skal jeg det?” Den hvidhårede dreng børstede lidt mudder af sine bukser. ”Tving mig!” Smilede han. ”Jeg skal…” Nathan skulle lige til at give slip på Edward og storme hen imod drengen, men Edward tog et fast greb i Nathans skulder. ”Hvad?” Han vendte sig arrigt imod sin storebror. ”Lad mig gøre det!” Hviskede Edward. ”Men du er gennembanket!” Svarede Nathan vredt. ”Lad mig nu..” ”Han slår dig ihjel!” Svarede Edward toneløst. ”Jeg er din storebror!” Han gav langsomt slip på Nathans skulder. ”Det er min pligt at gøre, hvad der er nødvendigt!” Han trådte et skridt frem. Heldigvis var hans krop begyndt at fungere nogenlunde normalt igen. ”Jamen så lad os da slås!” Svarede den hvidhårede og tog et skridt hen imod Edward.

”Ja!” Sagde Edward. ”Lad os det!” Mudderet føltes endnu mere glat end det plejede da han satte af, men det lykkedes. De kastede sig imod hinanden og Edward løftede sin højre næve i et forsøg på at ramme drengen i hovedet. Den hvidhårede undveg hans slag venstre om og skød sit knæ af sted imod Edwards mave. Edward brugte de sidste kræfter tilbage i hans ben til at hoppe op over drengens knæ og sendte et spark af sted imod hans brystkasse. I sidste sekund kastede drengen sig bagud og undveg sparket for til gengæld at lande på jorden. Edward fortsatte en halv meter frem i luften og landede solidt på begge ben. Han vendte sig hurtigt om og nåede lige akkurat at se drengens næve tids nok til at kaste sig til højre og undvige den. Drengen smilede. Edward kiggede ned og fik øje på drengens venstre ben der fløj op imod hans hage. I sidste sekund nåede han at placere sin venstre hånd på det og skubbede sig væk fra kampen. Den hvidhårede kastede sig med et smil hovedkulds imod Edward med sin højre hånd løftet. Edward knyttede sin egen og kastede sig imod drengen. I samme øjeblik som hans næve ramte drengens bløde kind kunne han mærke hvordan hans egen kind blev ramt af noget hårdt. På præcis samme tid bankede deres næver ind i modstanderens hoved og deres kroppe stødte sammen. Den hvidhårede blev kastet til siden og Edward fløj tilbage imod de to betjente, der stadigvæk stod med deres våben fremme. Hænder tog fat i ham og tvang ham på knæ og lyden af sko, der løb igennem mudderet ramte hans øregang.

Han nåede lige at anderkende at det var forbi, før han fik et dask på siden af hovedet. Det vækkede ham. Politimanden, der kom slæbende på den hvidhårede sendte ham et stort overlegent smil. ”Du er erkendt skyldig!” Brummede han. Edward blinkede et par gange med øjnene og kiggede op. I det mindste var det lykkes ham at få tørret det evige grin af den hvidhåredes fjæs. Han kom haltende og støttede sig til betjenten, imens han lavede nogle smertefulde lyde. Drengen med det lange hvide hår gnubede sig i ansigtet med sin albue for at fjerne al det mudder, der havde sat sig fast. Da han flyttede armen var det arrogante smil igen sat på plads. Han gav langsomt slip på politimanden og samlede sin pistol, der lå lige foran næsen på Edward, op. ”Vent!” Edward kiggede forskrækket op og fik øje på Nathan, er kom løbende hen imod dem.

Den hvidhårede dreng drejede om på hælen og pegede pistolløbet imod Nathans hals, hvilket fik ham til at stoppe op. Kun tre meter fra pistolen. ”Hold dig væk fra politiets anliggende hvis du gerne vil overleve!” Advarede den hvidhårede dreng. Nathan kiggede skræmt fra Edward til sine forældre. Sveden piblede fra hans ansigt og hænder og han begyndte at ryste. Hvad skulle han gøre? ”Nathan!” Edwards stemme var svag, men skar igennem alle andre indtryk og nåede Nathan lige så let som hvis de havde stået ved siden af hinanden.

”Det er okay!” Hviskede han. ”De vil lade mor og far gå!” ”Hvad med dig?” Nathan gjorde mine til at træde et skridt længere frem, men pistolen advarede ham, så han blev hvor han var. ”Det er okay!” Edward løftede hovedet og hans klare grønne øjne fangede hans brors. ”Jeg fortryder ikke noget!” Han tvang sig selv til at smile. Det var godt skjult imellem alle trækningerne i hans ansigt, men Nathan så det.

”Edward…” Hviskede han. ”Nej!” Sagde Edward pludseligt. ”Det er løgn. Han løftede hovedet endnu mere og kiggede op på Nathan. ”Jeg fortryder, at jeg ikke kommer til at bruge længere tid sammen med dig, lillebror!” Nathan svarede ham ikke, men faldt blot på knæ. ”Jeg forstår godt din magtesløshed!” Sagde Edward. ”Men du skal ikke være ked af det, om lidt er det hele overstået!” ”For dig måske!” Hviskede Nathan. ”Men… hvad med mig?” ”Så længe du kan huske mig, vil jeg aldrig dø helt!” Svarede Edward. Et svar, der fik hans hjerte til at krybe sig sammen. Men han viste ikke hvad han ellers skulle sige. ”Idiot!” Svarede Nathan. ”Så simpelt er det ikke!” ”Måske har du ret!” Nikkede Edward så godt han kunne. ”Men jeg tror på, at min indsats har været med til at skubbe verden i den rigtige retning! Men vi mangler noget mere… demokrati” ”Det er ved at være din sidste time!” Indvendte den hvidhårede dreng, og flyttede pistolen fra Nathan til Edwards baghoved. ”Vent!” Edwards hjerte pumpede og hele hans krop føltes pludselig så tung.

”Nat, lov mig at følge en anden sti end jeg – der er ikke mere, som vold alene kan gøre!” ”Det… lover jeg!” Hviskede Nathan. Hele hans krop føltes som var den af bly. Sveden piblede af ham og hans hjerte slog i kraftige uharmoniske slag. ”En sidste ting!” Edward løftede sin overkrop så langt op fra jorden, som han kunne. Nathan kiggede ham dybt i øjnene. Han kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på. Men han nægtede at græde. Ikke foran sin storebror. ”Lige meget hvad..” Han hostede en lille klat blod op, der blandede sig med det brune mudder. ”Nat!” Edward sendte ham et stort smil. ”Så vil jeg altid elske di…” Lyden af patronen, der fløj igennem pistolen og borede sig ind i Edwards kranie føltes så uvirkelig.

”Det kan ikke passe!” Tænkte Nathan. ”Det er bare en drøm!” ”Det må være en drøm!” ”Ja undskyld, Nathan!” Smilede den store dreng med den blå politikasket og det lange kridthvide hår. ”Men jeg gad altså ikke at høre på ham længere!” ”Det blev lidt… trivielt!” Tilføjede han. ”Min bror..” Hviskede Nathan. ”Du har skudt… min… bror?” Drengen med de røde mandelformede øjne og det hvide hår nikkede. ”Det er ganske godt observeret, så er du da ikke helt dum!” ”I hvert fald ikke lige så dum som ham her!” Han nikkede over imod Edward, der lå helt slap i politimændenes greb. ”At tro at man kan overvinde de store familier!” Lo han. ”Dumt!” Da fik Nathan nok. Hans fødder slap den mudrede jord og han kastede sig med et skrig hen imod den hvidhårede dreng, der bare stod og betragtede ham med sine glødende røde øjne.

Nathan stoppede en halv meter foran ham og tyrede sin højre næve direkte imod hans ansigt. Drengen løftede sin højre hånd og greb Nathans næve før den kom så meget som i nærheden af hans ansigt. ”Dø!” Hele Nathans krop vibrerede og små dråber af fråde dryppede ned fra hans kæbe. Han knyttede sin venstre hånd og skulle lige til at sende den af sted, da noget stort og tungt ramte ham i panden. Med et hyl faldt han så lang han var bagover og bankede ryggen imod jorden, så al luften blev flået ud af hans lunger. Sekundet efter var de røde øjne over ham. Den hvidhårede dreng knyttede begge sine næver og bankede dem ned i maven på Nathan indtil han lå stille. Nathan løftede rystende sin højre hånd, men drengen bankede sin fod ned over den og tvang den tilbage mod jorden. ”Ed…” Hviskede Nathan. Med et enkelt spark i hovedet sendte drengen Nathan endnu et par meter længere væk fra hans familie. Han gik med rolige skridt over til Nathan, tog fat i kraven på ham og slæbte ham over til Nathans eget hus. Der løftede han hele hans krop op med en arm og bankede den ind imod trævæggen. Nathan løftede sin højre arm i en sløv bevægelse, men da drengen bankede sin arm ind i halsen på ham faldt den sidste rast af modvilje fra hinanden. Hans syn begyndte langsomt at svinde ind i takt med at der kom mindre og mindre luft ned i hans lunger. ”Du… hvorfor?” Hviskede han. ”Hvorfor?” Smilede drengen med det lange hvide hår. ”Fordi jeg er en politimand og din bror er terrorist!” ”Terrorist?” Nathan smagt på ordet. ”Du kommer ind i vores hus, tæver vores forældre og skyder ham. Alligevel er det ham, der er terrorist?” ”Du er naiv!” Svarede den hvidhårede dreng.

”Tror du ikke at din bror har et menneskeliv eller hundrede på samvittigheden?” Nathan svarede ikke. ”Hva?” Spurgte drengen opfordrende. Nathan ignorerede ham. ”Hmmm!” Sagde den hvidhårede. ”Dine forældre er halvdøde, din bror er skudt og hele din verden er netop faldet sammen!” Begyndte han. ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du vil gøre nu!” ”Du vil..” en klump blod havde sat sig fast i Nathans hals og fik ham til at hoste indtil den med et ”svup” gled ud af hans hals og landede på jorden foran ham. ”Betale for hvad du har gjort!” ”Virkelig?” Der var en let undertone af latter i drengens stemme. Nathan åbnede munden for at svare, men hans ordforråd var brugt op. Hele hans hals skreg på luft og hans krop dirrede som et siv i vinden. Hans syn var så sløret, at han knap nok kunne se andet end de to røde mandelformede øjne, der gloede overlegent på ham. ”Dræb ham nu!” Råbte en af de andre politimænd. ”jeg vil gerne hjem til aftensmaden!” ”Ja!” Istemte en af de andre. ”Ellers ender han bare som terroristspirer!” ”Dræb mig bare!” Nathans stemme var så lav, at drengen med de røde øjne måtte bøje sig ind over ham for at kunne høre, hvad han sagde. ”Lad mig komme over til Edward!”

”Nej!” Drengen med de røde øjne rystede på hovedet. ”Hvad sjov ville dig være i det?” Han slog en høj mørk latter op. ”Jeg vil meget hellere give dig et hint…. et spor og se, hvad du vil gøre!” Sagde han. ”Jeg vil vide hvad du vil gøre!” Han løftede sit hoved så det var lige ude for Nathans venstre øre. ”Mit navn er Zarko Tirates! Lad mig ligge vågen om natten i frygt for, hvordan du vil hævne Edward Fawn!” Derpå slap han Nathan, der med et bump landede på den bløde mudrede jord. ”Zarko… Tirates” Hviskede Nathan, før hans øjne lukkede i.

Det var så småt begyndt at regne igen konstaterede den unge pige imens hun løb ud af døren. Hun drejede skarpt til højre og fortsatte med at løbe. Hun kunne ikke vendte med at se ham igen. Netop nu var der en mindre folkevandring, der snoede sig samme vej, som hun løb. Men hun bemærkede dem ikke. Hendes hjerte bankede lystigt under hendes bluse hvor hun også havde gemt en lille tegning. En tegning, som hun ville vise til ham. Han var en helt speciel dreng, som hun elskede af hele sit hjerte. Men hun havde aldrig rigtig vist hvordan hun skulle fortælle ham det. Det ville hun gøre nu, med den tegning. Hun skubbede sig igennem menneskemængden, der så småt blev større og større og nåede over til hans hus. Pludselig stivnede hun. Få meter fra hende lå drengen med lukkede øjne. Han var omringet af mænd i blåt tøj. Pigen kunne med det samme mærke, at der var noget galt. Var han kommet til skade? Nej, det måtte ikke være sandt! Ikke nu! Med tårerne stående ud af øjnene og tegningen knuget ind til sit bryst løb hun så hurtigt hun kunne hen imod drengen.

Mændene i det blå tøj begyndte at mumle til hinanden og en af dem, en dreng med hvidt hår, vendte sig om imod hende. Men hun var ligeglad. Med kræfter, som hun ikke vidste at hun besad, skubbede hun ham væk og kastede sig over drengen, der skulle have hendes tegning. Hun tog fat om hans hoved og ruskede i ham, men han gjorde ikke noget. ”Nu skal jeg..” Lød det foran hende. ”Lad være!” den hvidhårede dreng i det blå tøj bag hende løftede hånden og fik de andre til at tie. Han bukkede sig langsomt ned og lagde en hånd på skulderen af pigen.

Hun løftede blikket og kiggede direkte ind i et par kvalmende røde øjne. ”Han er død!” Sagde han tonløst. ”Død!” Hviskede hun. ”Hvad…. betyder død?” Drengen kiggede kort på hende, lod sin tunge glide hen over en rød plamage lige over hans læber og sagde: ”Død er, når en person aldrig mere vil kunne snakke til dig!” ”Nej…” Hviskede hun. Drengen lod langsomt sin hånd glide væk fra hendes skulder. ”Jo!” hviskede han. Pigen kiggede tilbage på drengen med det lange mørke hår. Hun knugede sine små hænder om hans skulder. Hvad skulle hun gøre? Hvordan gjorde man nogen ”ikke død”? Hun kiggede igen op på drengen, der havde rejst sig, da hun pludselig hørte en gennemtrængende vred stemme.

”Dominic!” Skreg den. ”Hvor fanden er du din retarderede møgunge?” Ud af menneskemængden kom hendes mor stormende. Hun var helt og aldeles rød i hovedet og hendes mund var formet i en aggressiv grimasse. ”Bare rolig!” Drengen med det hvide hår løftede uden tøven et eller andet, der var formet som et ”L” op af sit bælte og trykkede på et eller andet. Det ”et eller andet” udløste en høj lyd, der fik Dominic til at holde sig for ørene. Da lyden var ovre kiggede lå hendes mor ned. Dominic nikkede taknemmeligt til drengen med det hvide hår, der svarede med et skuldertræk. ”Se at blive færdig! Vi skal snart videre!” Hun nikkede taknemmeligt og vendte sig om imod Edward. Langsomt førte hun sin højre hånd om bag hans nakke og løftede den en smule. Så bukkede hun sig ned over ham og gjorde det, som hun havde haft så forfærdelig meget lyst til, da de stod og kiggede i den lille vandpyt for noget, der føltes som minutter siden. Hun kyssede ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...