Angels Rest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Har du nogensinde prøvet at miste en, der betød alt for dig? Det har Nathan, Bajn, Zarko og Dominic. I en efterkrigssamfund præget af griskhed, mørke og uretfærdig er de tvunget til at navigere deres had imod det mål, som de hver i sær lever og ånder for at udslette.

0Likes
0Kommentarer
105Visninger
AA

1. (Prolog) Den sidste dag

Angels Rest

Den kom fra himlen. En lille uskyldig vanddråbe tog omsider mod til sig og slap den store mørke sky. Med en utrolig fart skød den ned fra det totale skydække og bevægede sig side om side med sine kammerater – tættere og tættere på den bløde jord. Men så langt nåede den aldrig. For sent lod den mærke til et gammelt forfaldent træhus, der skød op som en fugtig padehat i en stor skov af huse. Regndråben forsøgte forgæves at kommer over til sine kammerater, men til ingen nytte. Med et lydløst ”plop” kolliderede regndråben med det forfaldne halvrådne trætag og gled i et noget langsommere tempo ned i en næsten usynlig revne. Taget føltes utrolig tykt. Regndråben gled fra den ene lille trærille til den anden og var i konstant bevægelse. Pludselig, lige så brat som det var opstået, forsvandt taget. Det vil sige – der var ikke mere af det. Regndråben udstødte et forskrækket ”plop” før den i frit fald fløj ned i et sparsomt møbleret klasselokale, der i al hemmelighed blev skjult for ordensmagten.

I samme øjeblik ramte vanddråben et langhåret dreng, og sprang i tusinde stykker. Drengen hed Edward. Et eller andet vådt havde netop ramt ham i hovedet. Hans fingre gled igennem den lange sorte manke og nåede til sidst til det sted, hvor regndråben var landet. Ærgerlig kiggede han op i taget, hvor flere regndråber netop nu var i frit fald – på vej imod hans medstuderende. Tanken om hans medstuderende fik ham til at kigge rundt i det sørgelige halvrådne lokale, som de kaldte for skolen. Der var ikke råd til stole, så alle måtte sidde på gulvet, der var ikke råd til bygninger, så hullet her var både halvråddent og utæt og der var heller ikke råd til bøger, så dem, der vidste noget om noget måtte stille sig til rådighed i et ynkeligt forsøg på ikke at få en hel fortabt ungdom uden nogen viden overhoved. Men han bebrejdede dem ikke, for der var ikke andet at gøre.

Langsomt lod Edward sine grønne øjne glide hen over den koncentrerede flok af unge mennesker, der sad delvist med gamle slidte notesblokke og delvist med hænderne i skødet. Ved siden af ham selv, på en lille lyserød pude, som hun selv havde hæklet, sad Sasha. Hendes lange mørkebrune hår var som altid filtret så meget, at det virkede som en umulig opgave at rede det ud igen, men hun fik det altid gjort. Alligevel blev det altid rodet sammen igen i løbet af dagen.

Automatisk lod han sit blik køre videre ned til hendes smalle fingre, der på magisk vis formåede at tegne den skønneste mest sjuskede skråskrift, der fandtes i hele Angels Rest. Det var han overbevidst om. Derudover havde hendes fingre formået at bibeholde noget af den sommerglød, som han selv syntes at have mistet. Den var ellers nem nok at få, eftersom de var ude hele året. Ikke fordi årstiderne var særlig forskellige længere, men ifølge frøken Flitz havde de været det engang. ”Hr. Edward!” Frøken Flitz’ bløde stemme skar igennem den umådelige store mængde viden, som det var lykkedes hende at samle på kun små tredive år, og ramte Edward på siden af hovedet. Blidt, men bestemt. Sasha flyttede blikket fra det virvar af bokstaver, som hendes noget tvivlsomme skrift havde affødt, og fangede Edwards blik. Før første gang i lang tid rødmede hun. Edward slap hende med øjnene og kiggede op på frøken Flitz med hendes lange bløde hjemmestrikkede kjole i den mest utrolige iøjnefaldende farve – lilla. Hendes lange bløde krøller hvirvlede om hovedet på hende i det hun lavede en overdreven bevægelse frem og tilbage. ”Du skal følge med!” Hun sendte ham et stort varmt smil og trådte med sine bare fødder et skridt tættere på sin 15 mand store audiens.

”Ellers er det ud!” hun lagde sit hæfte, med dagens opgaver, fra sig og pegede på ham med en lang slank pegefinger og et stort varmt smil. Det eneste, som Edward viste om frøken Flitz var, at hun var det mest varme og glade menneske i hele verden. Andet var der heller ikke brug for at vide. Han skyndte sig at nikke på hovedet og mumle en kort undskyldning. ”Jeg skal lige snakke med dig efter timen!” De andre elever, hvis man da kunne kalde dem det, kiggede undrende på frøken Flitz, før de hurtigt fik deres næser ned i notesblokkene igen. De var ikke kommet for at finde ud af hvorfor Edward skulle blive længe, men for at lærer noget. Edward elskede at lære. Ikke at han var den nørdede type, men tanken om at hjælpe hele den fattige del af befolkning bare ved at lærer noget gjorde ham glad. Engang havde han håbet på selv at kunne få lov til at formidle viden til fremtidens ungdom. Det var den gang.

Langsomt, som en mæt slange, snoede tiden sig af sted fra side til side i et umådeligt langsomt tempo. En svag tuden brød igennem de smattede halvrådne vægge og fangede Edwards opmærksomhed. ”Frøken Flitz?” Hun løftede langsomt hovedet og lukkede øjnene for bedring at kunne indkredse lyden. ”Jeg ved det!” Stønnede hun. ”Pak jeres ting sammen, vi er færdige for i dag!” Folk begyndte langsomt at rejse sig fra deres stilling på gulvet og snakken brød ud. En afdæmpet nervøs snak. I de lavere klasser ville læreren have været nødt til at råbe og skrige for at få de rædselsslagne skoleelever til at tage det roligt, men dette var ikke de lavere klasser.

Ikke at frygten havde ændret sig. Et hurtigt blik rundt i lokalet gjorde Edward opmærksom på, at alle hans venner var præcis lige så frygtsomme nu, som de havde været, da de var små. Forskellen på dengang og nu var bare, at de ikke længere turde vise det. Pigerne ville ikke indrømme det da de mente at frygt var et tegn på svaghed og drengene spillede seje og fortsatte som om intet var hændt. Men hvor stor forskel ville det gøre, hvis politiet pludselig braste ind af den halvrådne dør og begyndte at skyde til højre og venstre? Da alle havde fået deres ting, hvilket vil sige deres notesblokke og enkelte var rige nok til at have en madpakke at holde styr på, gennede frøken Flitz dem i et roligt velovervejet tempo ud af døren og sendte dem af sted i par, så politiet ikke skulle blive mistænksomme over en stor børneflok, der kom løbende ud af det samme hus. De ville nok fatte mistanke. Engang var to elever blevet stoppet af politiet havde bildt dem ind, at de var kærester. Derefter havde en af politimændene tvunget dem til at smide tøjet midt på gaden og have sex for at bevise, at de virkelig var et kærestepar, og ikke elever på en ulovlig skole.

Edward skulle lige til at følge med Sasha, da en lang slank arm holdt ham tilbage. De lange fingre lagde sig på hans kraveben og skubbede ham langsomt væk fra døren. ”Nå ja!” Frøken Flitz sendte ham et af sine store hvide smil og nikkede til Sasha som et tegn på, at hun bare skulle fortsætte. Sasha kiggede spørgende på Edward, der nikkede. ”Jeg kommer om lidt!” ”Okay!” Hun sendte ham  et lille diskret smil før hun skyndsomt kiggede ud af døren og forsvandt. Frøken Flitz vender sig om og går langsomt om bag det lille bord, der fungere, som kateterbordet. ”Edward!” Hendes tonefald er både alvorligt og træt på samme tid. Edward træder et skridt væk fra den halvrådne dør og stiller sig på den anden side af bordet. ”Ja?” Hun tager en dyb indånding, før hun griber ud efter hans hånd. ”Hvordan går det med jeres… gruppe?”

Edward trådte nervøs et skridt tilbage. ”Hvad ved du om modstandsbevægelsen?” ”Bare rolig!” Smilede hun. ”Jeg er, ligesom alle andre her, på jeres side!” Edward kiggede nervøst rundt i lokalet for at se, om nogle skulle have skjult sig, men det så ikke sådan ud. Han vendte sig om igen. ”Hvad vil du vide?” Hun sukkede. ”Jeg er nervøs for dig, Edward! Jeg er nervøs for jer alle sammen!”  Hendes hånd, der havde rakt ud efter Edward, blev trukket tilbage hen over den oldgamle træbord. ”Men hvis vi ikke gør noget bliver det aldrig bedre!” En trang til at råbe af hende steg pludselig op i Edward. Hvorfor fanden var hun dog nervøs for dem, når der ikke var andre muligheder? Hvad havde de af andre valg? Men han gjorde det ikke. For han forstod hende. Hende og alle de forældre, der havde mistet deres børn i en kamp mod overmagten, der virkede nyttesløs og uendelig. Men det var den ikke.

Det håbede han i hvert fald ikke. Hun nikkede. ”Men i er jo kun børn! I burde leve jeres ungdom ud uden at behøve at tænke på noget så forfærdeligt som krig og undertrykkelse!” ”Kalder du det her at leve?” Ordene kom mere vredt ud end Edward havde ment det. ”Undskyld jeg…” Frøken Flitz trådte forsigtigt et skridt tilbage. ”Nej nej det er fint nok! Og du har jo ret!” Hun bed sig i underlæben og tørrede en lille ensom tårer væk fra sin højre kind. ”Men jeg ville bare ønske at alt var anderledes!” ”Netop!” Istemte Edward. ”Det er præcis sådan jeg har det! Det er netop derfor, at jeg ikke kan stoppe nu!” ”Jeg ved det… ”Hviskede hun. ”Hvordan går det med Nat?” Spurgte Edward i et forsøg på at skifte emne. ”Hvem?” Spurgte hun forbavset. ”Nååh, Nathan!” Hun tvang et lille spagt smil frem og trådte helt op til bordkanten. ”Han udemærker sig præcis ligesom du gjorde da du var på hans alder!” Edward nikkede. ”Jeg ved ikke hvor meget indflydelse du har, men hvis det på nogen måde er muligt, så prøv på at holde ham væk fra bandemiljøet..” Han indåndede den friske dugvåde luft, der netop nu sneg sig ned igennem de små huller i taget. ”Kan du gøre det for mig?” Hun nikkede. ”Det lover jeg!” ”Jeg må hellere se at komme videre før regnen tager endnu mere til!” Hun nikkede. ”Det må du hellere!” Edward gik hen imod døren, da nogle tog fat i hans skuldre. Han vendte sig overrasket om og nåede lige at se frøken Flitz’ pinte ansigt før hun knugede ham ind til sig. Hendes lange krøllede hår snoede sig om hans ansigt og fik ham næsten til at nyse. Varmen fra hendes frakke snoede sig om ham som en sulten slange og krøb ind under huden på ham. En behagelig følelse af at være hjemme nåede hans hjerte. Han var sekunder fra at tage imod den, da han mindede sig selv om, hvad han stod for. Hvad der var hans mål. I et tempo, der fik Edward til at tro, at hun ville ønske det kunne vare for evigt, gav hun slip på ham.

”Pas nu godt på dig selv!” Hendes ansigt havde fået en rødlig glød men hendes smil strålede som altid. Edward nikkede. ”I lige måde!” Han sendte hende et lille smil, selvom det var svært. Det var længe siden der rigtig havde været noget at smile over. Han vendte sig om og gik hen imod døren. Jo tættere han kom på den jo kraftigere syntes regnen at blive. ”For resten!” Han drejede hovedet over skulderen og fangede hendes blik, der var rettet imod hans nakke. ”Du siger at vi kun er børn, men om du er barn eller ej afhænger ikke af din alder, det afhænger helt af hvordan du er indeni!” Hendes blik var stadigvæk fastrettet imod ham. En lille tårer fandt vej ned af hans kind, eller også var det bare en regndråbe. ”Jeg ville give alt i verden for stadigvæk at være et barn, fri for bekymringer og sorg!” Han rystede på hovedet. ”Men sådan er verden desværre ikke indrettet! Jeg har ikke været barn siden jeg var 11 år gammel!”

Han vendte sig om, før han kunne nå at se hendes ansigt. ”Pas godt på dig selv!” Hviskede han. Regnen udenfor faldt i tunge strimler og luften havde et strejf af kulde i sig. Edward trådte hurtigt ud i regnen og fik øje på Sasha. Hendes lange filtrede hår klæbede sig til hendes skuldre og var ligesom resten af hende totalt gennemblødt.

Hendes store grå øjne fandt hans på et øjeblik og på trods af den lave sigtbarhed kunne Edward tydeligt se, at hun smilede. Uden så meget som et ord rakte hun hånden ud imod ham. Han gik hen til hende, lod sine fingre glide ind imellem hendes og nikkede. Så gik de. Med langsomme skridt, der fik den bløde jord under deres fødder til at svuppe hver gang de stødte imod den, gik de væk fra den lille skole. Duften af friskt jord skyllede ind igennem Edwards næsebord og han tog en dyb indånding for at få det hele med. Det mindede ham om hele hans liv her, i den fattigste del af Angels Rest. Han havde hørt nogle af de andre fra klassen kalde det ”Angels Asshole” fordi der altid var så billigt, tarveligt og mudret. Men Edward kunne godt lide det sådan, han havde aldrig bedt om mere. Rundt omkring dem snoede utallige af små veje sig rundt i det enorme boligkvarter, der stort set udgjorde 75% af ”Angels Asshole”. De sidste 25% bestod af fabrikker – der hvor hele bydelen havde arbejde. Derudover var ”boligkvarter” måske et lige lovligt fint ord for de tusindvis af små træboliger i alle mulige forskellige størrelse og former.

Engang i tidernes morgen havde de fået tildelt alt dette træ, som indbyggerne selv skulle lave huse af. Men det var langt før Edwards og Sashas tid. Han forsøgte ihærdigt at få øje på nogle af de mange små huse – men det var svært. Regnen gjorde det komplet umuligt at se længere end et par meter frem for sig. I det samme drejede Sasha skarpt til venstre og pludselig kunne Edward mærke nogle glatte halvrådne trætrapper under sine fødder. ”Hvor skal vi hen?” Spurgte han, men regnen overdøvede hans stemme. Den kunne til gengæld ikke overdøve de knirkende hængsler, der sad fast på den hundrede år gamle trædør, der skreg, så det skar i ørene.

Sasha slap hans efterhånden gennemblødte hånd og skubbede ham ind ad døren. Derpå lukkede hun den bag sig selv. Rummet, der havde en svag stank af råd og gammelt menneske over sig, lå badet i et dunkelt lys, der krøb ind igennem det slidte røde vindue. Edward kunne se en gammel skrivepult ovre i venstre hjørne og en lysestage, der var placeret midt på gulvet. Ellers var rummet fuldkommen tomt. Altså, hvis man så bort fra det kilo støv, der var spredt i et fint jævnt lag ud over hele gulvet. ”Hvad skal vi her?” Edward kiggede efter Sasha, men kunne pludselig ikke finde hende. I samme øjeblik dukkede en mistanke op i hovedet på ham. Hvad nu hvis hun var en lejemorder, sendt ud for at slå ham ihjel? Nej, det gav ingen mening. Men hvad nu hvis hun alligevel… ”Sæt dig ned!” Hendes bløde rolige stemme nåede hans øregang og fik ham til at slappe mere af. Hendes fine håndflader gled op på hans skuldre og skubbede ham forsigtigt ned på gulvet. Uanede mængder af støv fløj til alle sider som mægtige bølger, der hævede sig over gulvet og skyllede til alle sider, da Edward satte sig ned.

Sasha gik ind foran ham og tog en lille mørkebrun tændstik frem. I løbet af nul komma fem dansede deres skygger i stearinlysets skær og fortsatte langt op af den halvrådne væg. Sasha pustede forsigtigt tændstikken ud og lagde den på gulvet, hvorefter hun gik over til den gamle skrivepult og fandt et lille askegråt håndtag, som hun forsigtigt hev i. Med en knirkende lyd, der syntes at blive ved i timevis, gled skuffen langsomt op og blottede sit indhold for hende. Edward forsøgte at kigge hende over skulderen fra sin plads på gulvet, men mørket og afstanden gjorde det umuligt for ham at se noget. På den måde hendes arme bevægede sig kunne han se, at hun tog et eller andet, hvad det så end var, op af skuffen og lagde det på pulten. ”Du kan tage det, når vi er færdige!” ”Færdige?” Edward rynkede brynene og kiggede spørgende på hende. ”Men jeg skal…” Hun lagde en af sine lange solbrune fingre hen over hans læber og tyssede på ham. ”Det eneste du skal lige nu er at være sammen med mig!” Han skulle lige til at protestere, men hans mavefornemmelse bad ham om at lade være. En følelse af at være i sikkerhed bredte sig hen over ham i takt med at hun kom tættere og tættere på. Regndråbernes trommen på taget og stearinlysets matte skær lullede ham ind i en tilstand imellem drøm og virkelighed. En tilstand, som han ville ønske at han kunne blive i for evigt.

Udenfor det lille gamle træhus trommede regnen ned på de nu smattede gader og opfordrede alt og alle til at blive indenfor. Et sted så langt væk, at det næsten lige så godt kunne have været en anden verden, sad en mand og trykkede på nogle knapper. Hans lange grå hår gik ham til skuldrene og var redt op til flere gang i dag og hans arbejdstøj sad fast og tæt. Det morede ham at han med et lille tryk på en knap kunne få det til at regne. Han vidste, at regnen i gamle dage havde været livgivende og derfor et kærkomment syn for bønder såvel som byboere. Men tiderne var anderledes nu. Regnen var ikke længere bare regn, den var et tegn, en advarsel! For beboeren i den fattigste del af Angels Rest var det et symbol på den magt, som de rige familier besad over dem. De var guder, der med et enkelt tryk på en knap kunne drukne hele deres verden på få timer. Men det gjorde de ikke og det vidste såvel de rige familier som den fattige befolkning.

For hvis de døde, hvor skulle fabriksarbejderne så komme fra? Regnen var altså ikke en reel farer for dem, men de blev alligevel bange, hver gang den kom. Uendelig og ustoppelig, præcis som de rige familier, haglede regnen ned over dem uden de kunne gøre noget som helst ved det. Det morede den gråhårede mand. Pludselig gik noget forfærdeligt op for ham. Han havde ladet sin donut ligge i kaffen. Ærgerlig hev han hurtigt den våde donut op af kaffen og tog prøvende en bid af den. Nej, den var ikke god. Han åbnede skraldespanden og hældte såvel kaffe som donut ned i den. Han overvejede kort om han skulle ringe efter en ny omgang, men det blev ved tanken. Noget fortalte ham, at han skulle blive på sin post – så det gjorde han.

At forestille sig selv som gud, der havde den ultimative magt over folket gav ham en ubeskrivelig følelse af lykke. Det var, hvad der gjorde hans liv værd at leve. Men det var, til hans store ærgrelse, ikke alt, som han kunne styre. Udenfor det lille træhus, som blæsten og regnen efterhånden havde fået et godt fast tag i, fløj et lille uskyldigt objekt, der ikke burde være der, frem og tilbage. Et lille, vådt og glinsende grønt blad blev taget af vinden og rusket frem og tilbage i uvejret. Havde der været nogle udenfor var de med garanti stoppet op og havde peget på bladet og fortalt deres børn, at det var et tegn på, at bedre tider snart ville komme. Et tegn på håb. Men der var ikke nogen til at se det. Det lille blad fløj forbi træhuset med sådan en fart, at det snart var mange meter foran det. I det øjeblik mente den gråhårede mand, at de havde fået nok. Langsomt, men sikkert, skruede han længere og længere ned for blæsten og begyndte ligeledes at få regnen til at stilne af. Få sekunder efter hans hænder første gang havde berørt knapperne begynde effekten at vise sig. Blæsten blev mere og mere ubetydelig og regnen begyndte langsomt at stilne af. Men blæsten var endnu ikke færdigt med det lille blad.

Med en sidste kraftanstrengelse kastede blæsten det lille blad tilbage imod træhuset, hvor to unge mennesker netop nu nød hinandens selskab. Bladet fløj tilbage og undgik i sidste sekund at smadre imod træhusets utætte vægge ved at blive ført til venstre om på siden af huset. Vinden førte det langsomt videre til et lille firkantet vindue, der var det eneste, der kunne sende udefrakommende lys ind i det lille hus. Med en allersidste kraftanstrengelse kastede vinden det lille blad ind imod vinduet. Bladet kantede sig elegant igennem en lille ubetydelig revne i højre side af vinduet og fløj ind i et stort mørkt rum, der kun blev oplyst af et lille stearinlys i midten at lokalet. Bladet svævede nu langsomt tættere og tættere på den lille blussende ild, som var den tiltrukket af den livlige flamme.

Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, var den nær flammen. Alt for nær flammen. I løbet af et splitsekund havde den glubske ild taget fat i højre side af bladet og tog en grådig bid af det. Bladet kunne ikke længere gøre noget – vinden var forsvundet. Langsomt, men sikkert, gled det længere og længere ned i den sulte flamme, der naglede sig fast til bladet højre side. Rummet, der før havde været præget af dybe, intense vejrtrækninger, blev pludseligt helt stille. En hånd rakte langsomt ud efter bladet, greb fat om det, og hev den venstre halvdel, der var tilbage, ud af ilden. I sikkerhed.

”Hvad… er det?” En udmattet lys stemme flød ud i lokalet som tonerne fra det smukkeste klaver. ”Jeg tror det er et… blad?” Langsomt åbnede hånden sig og afslørede den lille sodede venstre del af det grønne blad, der havde overlevet flammerne. ”Et blad?” To fingerspidser greb langsomt fat i kanten på bladet og trak det tættere på et par klare grå øjne. ”Et blad!” ”Behold det! Måske bringer det dig held!” En mørkere stemme gled langsomt ud i det mørke rum og blandede sig med den lyse bløde stemme. ”Nej!” Svarede den lyse stemme. ”Behold det!”

Da Edward trådte ud var regnen stilnet af. Prøvende tog han et skridt ned af den glatte trappe. Allerede efter det første skridt var han lige ved at skride og falde så lang han var ned på den mudrede jord, men det lykkedes ham lige akkurat at holde balancen. Hans sko gravede sig langsomt ned i den mudrede, smattede jord med et ”plop” og et øjeblik troede han, at han sad fast. Irriteret over det dårlige vejr hev han i benet, der med en svuppende lyd gav slip på mudderet og fløj op i luften. Så væltede han. Hans andet ben gav ligeledes efter på de glatte trappetrin og han væltede bagover og bankede ryggen direkte ind i det øverste trappetrin. Han skar tænderne af smerte og følte et kort øjeblik en umådelig trang til bare at blive siddende, men det gik ikke. Han skulle hjem. Med stor forsigtighed lykkedes det ham at komme på benene igen. Han tog prøvende et skridt ned i mudderet igen, og denne gang gik det lidt bedre. Nu skulle han hjem.

Efter de første ti – tyve meter fornemmede han, at nogle kiggede på ham. Han vendte sig brat om og spejdede op mod døren til det ældgamle træhus, der syntes at svaje frem og tilbage på sine pæle. Han nåede lige at se hendes brune hårspidser danse i luften, før de forsvandt ind af døren. Han bed sig ærgerligt i læben, vendte sig om, og gik med tunge skridt imod sit hjem. Men det var ikke en kort fornøjelsestur. Edwards spejdede eftertænksomt efter de gamle lygtepæle med deres små skilte med en gammel falmet skråskrift, der gjorde indbyggerne opmærksomme på, at de trådte ind i et nyt kvarter. Han fik hurtigt øje på en lygtepæl, men desværre for ham havde en tyk tåge bredt sige hen over området og var alt for tæt til at man kunne se op til skiltet. Med en blanding af stress og irritation sparkede han til den gamle forfaldne lygtepæl. Da hans fod ramte imod pælen svajede den et kort øjeblik, før den væltede ned over ham.

Forskrækket nåede Edward lige at kaste sig til siden før lygtepæl og skilt ramte jorden med et ordentlig splask. Han tog prøvende et skridt igennem det klistrede mudder og fik fat i højre hjørne af skiltet. Han tog fat om det med begge hænder og hev alt hvad han kunne. Næste øjeblik stod han med halvdelen af det pilrådne skilt i hånden. ”Nic!” Forskrækket drejede Edward sig 180 grader og spejdede ud i tågen, hvor lyden var kommet fra. ”Nic, er det dig?” Uden så meget som den mindste lyd lod Edward det halve skilt glide over i sin venstre hånd og lod fingrespidserne på den højre glide ned i sin bukselomme. Hans fingre nåede en glat metallisk overflade, og han fulgte knivsbladet indtil hans fingre nåede skaftet, hvorefter han trak den lille skrammede kniv op af lommen. ”Kom her skat!” Lyden af fødder, der konstant slog imod den mudrede jord blev tydeligere og tydeligere og pludselig kunne Edward ane en høj slank silhuet med håret flyvende omkring hovedet, der kom spurtende imod ham.

”Dig!” Hviskede Edward. Hans hjerte slog hurtigere og han fæstnede sit greb om den lille skarpe kniv. ”Jeg slår dig ihjel!” I samme sekund satte han af fra mudderet og spurtede hen imod silhuetten, der havde sænket farten. Nu gjaldt det om at være hurtig. I et meterlangt spring kastede Edward sig imod silhuetten og smadrede det halve skilt, som han stadigvæk havde et fast tag om, der, hvor han gik ud fra, at hendes hoved var. Med et overraskende højt brag splitrede skiltet i kollisionen med hendes hoved. Kvinden udstødte et forskrækket hyl og Edwards hjerte galopperede af sted. Det var nu eller aldrig. Hans højre ben slap det bløde mudder med et plop og rev benene væk under kvinden, der væltede om på maven. ”Stop jeg..” Mudderet brød ind i hendes mund og hendes hoved klaskede ned imod mudderet som var det en af de utallige vanddråber, der før havde gjort det umuligt at gå udenfor. Før hun kunne nå så meget som at overveje at rejse sig havde Edward sat sig ovenpå hende og ladet den lille knivspids hvile på hendes nakke. Hun sprællede et par gange, men blev opmærksom på kniven og lå stille. I et roligt tempo lod Edward kniven slippe hendes nøgne hud og tog i stedet et godt tag i hendes fyldige manke. Så hev han. Med et piv og et smat slap hendes nu mudrede ansigt jorden og løftede sig godt en kvart meter op.

”Du troede nok du havde narret mig, hva?” Med en snerren hev Edward hendes hoved endnu et par centimeter længere op, hvilket resulterede i endnu et piv. ”Vær sød..” På trods af at hun gurglede mudder hver gang hun åbnede munden syntes Edward alligevel at kunne genkende hendes stemme, men det var jo heller ikke første gang, han havde mødt hende. ”Jeg viste det!” Fortsatte han. ”Et sidste ord… Modbydelige monster!” Spyttede han. ”Vær sød at lade mig gå!” Peb stemmen. Den var så lys, at den næsten kammede over og Edward kunne tydeligt fornemme, at hun var meget tæt på at hulke. ”Jeg har ikke nogle værdier på mig – jeg sværger!” Græd hun. ”Jeg vil bare finde min datter. Er det jer, der har taget min datter?” En pludselig vreden gav genlyd i hendes stemme og et øjeblik virkede det som om at hun havde glemt, at det var hende, der lå nederst.

Edwards øjne gled fra hendes hovedbund og ned til hans højre hånd, der havde et fast tag om kniven. Den rystede let. Noget var helt galt. ”Jeg har ikke taget nogens datter…” Svarede han stille. ”Og hvis jeg havde været en røver havde du allerede haft bukserne ae nu!” Fortsatte han. ”Jamen..” Græd stemmen. ”Hvem er du så?” ”For mig er det vigtigere at vide hvem du er!” Svarede han. Der blev stille. Et øjeblik var det kun støvregnen og deres tunge åndedræt, der gav genlyd i en verden, der syntes at være mennesketom. ”Jeg hedder Dominic!” Svarede stemmen til sidst. ”Og jeg leder efter min datter af samme navn!” I samme øjeblik som hun sagde sit navn løb en følelse af lettelse igennem Edwards mave, men også en følelse af skam. ”Undskyld!” Han lod kniven falde tilbage i lommen og løftede sig fra hendes ryg.

”Jeg troede, at du var en anden!” Uden så meget som et ord rejste kvinden sig langsomt og besværet op af den enorme mudderpøl, der syntes at dække jorden så langt øjet rakte. På trods af hun var fuldkommet tilsølet kunne Edward nu se, hvad han ikke havde set, da hun var dækket af tåge. Han huskede Dominic som en glad femtenårige pige med langt brunt hår, et strålende smil og en hjerneskade, der gjorde at hun stadigvæk var som et lille uskyldigt barn indeni. Rygterne sagde at det var grundet morens stofmisbrug, men det ville Edward ikke tage stilling til. ”Nathan!” Udbrød kvinden – Dominic, mor til Dominic. ”Er det dig?” Hun klemte sine øjne sammen og trådte et skridt længere hen imod Edward. ”Nej det er det ikke, men du ligner ham godt nok meget!” ”Gå hjem!” Bed Edward hende af. ”Din datter er ikke her, men hvis jeg ser hende, så skal jeg nok sende hende hjem!” Kvinden blev stående et kort øjeblik, før hun nikkede. ”Du vil ikke fortælle mig hvad du hedder, vel?” Han rystede på hovedet. ”Nej, man kan aldrig være for forsigtig!” Hun nikkede, vendte sig om, og gik. Edward blev stående og kiggede efter hende imens han forsøgte at få den nagede skyldfølelse, der voksede inde i ham, til at forsvinde. Han havde forvekslet hende med en anden, men ingen var kommet til skade. Hun var højst blevet lidt mudret og havde fået sig en forskrækkelse – det var det!

Han kiggede tilbage på sin højre hånd, der nu var lige så stille som en blank vandoverflade. Alt var normalt igen. ”Hvorfor gemte du dig for din mor?” Hans stemme blev kastet ud i den mennesketomme verden og steg til vejrs hurtigere end en blå heliumfyldt ballon. Men hun havde hørt ham. Det var han sikker på. Edward vendte sig om og stirrede stift på arealet omkring den faldne lygtepæl. Han ville ikke kalde igen, det nyttede ikke noget. I stedet satte han sig ned i skrædderstilling og lukkede øjnene som  han altid gjorde, når han fik nok af det hele. Når han trængte til at søge ind imod sig selv og finde ro. Han foldede hænderne i skødet og gled langsomt længere og længere væk fra sin krop, som han vurderede var sikker i den lave sigtbarhed.

Efter et par sekunder lod han sine hænder glide fra hinanden og dannede en lille hudfarvet pyramide, hvor hver fingerspids rørte den på den modsatte hånd. Et svagt stød løb igennem hans hoved og frigjorde ham for alvor fra sit legeme. Langsomt, som en å, bugtede han sig ud af sin krop og lod sig flyve et par meter op i luften, før han stoppede. Den smattede mennesketomme verden under ham var fyldt med indtryk, som det almindelige menneske ikke kunne se. Men Edward kunne. Han lod sine slangegrønne øjne glide hen over hver en centimeter af jorden og betragtede hver en lille mudderklat, der befandt sig under ham. Efter få sekunder fandt han, hvad han søgte.

Det lille stykke information, som han havde bemærket før uden rigtig at bemærke det. Til højre for lygtepælen, cirka halvanden meter, var en ualmindelig stor bule, der gemte sig under mudderet. Og eftersom der ingen sten var her, men kun flad jord og mudder, kunne det kun være hende. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere og ude at takt. Hvis han blev her meget længere ville det være svært at forudsige, hvor de forskellige elementer ville være i billedet. Hans krop ville være i fare for vandrere og tyveknægte, der altid var på udkig efter ofre. Han skulle lige til at opløse pyramiden, da hans billede bevægede sig. Den store bule i mudderet løftede sig op og brast øjeblikket efter. En lang smidig ryg kom til syne og kort efter brød to lange slanke ben med mudderdynen. Dernæst to arme, et par små fødder og hænder og til sidst en nakke. Pigen, hvis hår var totalt sjasket til af mudder, rejste sig op og vaklede frem og tilbage et par sekunder, før hun fik fodfæste. Hun kiggede sig skyndsomt til alle sider, og fik straks øje på Edward. Med et lille glædeshyl løb hun hen imod ham imens hun fniste som den lille bitte pige, der gemte sin indeni hende. Et kort øjeblik nøjedes Edward med at betragte hende. Så lod han sin håndpyramide falde fra hinanden og spærrede øjnene op. Det første han mærkede var to slimede våde hænder, der ubesværet lagde sig om hans skuldre og fortsatte videre ned af hans ryg. Dernæst så han de to store orange kometer, der udgjorde Dominics strålende øjne.

”Dominic!” Hilste han. Hun smilede et stort hvidt smil og satte sig overskrævs på ham imens hun ruskede ham frem og tilbage i mudderet. ”Hvorfor gemmer du dig for din mor?” Hun virrede med hovedet som en hund, der netop havde været en tur igennem et regnvejr, og bøjede sig ind over ham. ”Hvis du ikke passer på ender du med at blive forkølet og dø!” Edward viste godt, at det ikke var retfærdigt at belære Dominic, eller Nic, som han også kaldte hende. Med hendes hjerneskade kunne man ikke bebrejde hende noget som helst, men Edward kunne alligevel ikke lade være. Måske netop fordi han tænkte på hende og bekymrede sig for hende. Og selvom hendes mor og stort set alle andre sagde, at der inde i hende befandt sig en enorm mur, som holdt hende adskilt fra hele verden, var Edward sikker på, at det ikke var rigtigt. Hun forstod langt mere, end de andre var klar over.

”Jeg er glad for at se dig!” Sukkede han. ”Men du må altså ikke løbe væk fra din mor, okay?” Hendes smil blev endnu bredere og hun begyndte straks at ruske endnu mere i ham. Edward kunne mærke, at det netop var det, som hun ville høre. ”Hvad er den af?” Spurgte han. ”Skal du ikke også sige noget pænt om mig?” Hendes smil forvandlede sig øjeblikkeligt til en fornærmet mine, og hun flyttede hurtigt sine hænder fra hans ryg til hans bryst og skubbede ham ned i mudderet. Det næste øjeblik lå hun så lang hun var ovenpå ham med hovedet hvilende på hans bryst. Han var den eneste, der kunne lave sjov med hende uden at hun blev ked af det.

For at han ikke skulle bemærke det lod hun langsomt sin højre arm glide parallelt med ham hen af mudderet. Derefter greb hun fat om hans håndled og løftede prøvende hele hans arm. Edward sendte hende et spørgende smil, men gjorde ikke noget. Man skulle altid være meget opmærksom på hvad man gjorde i selvskab med Nic, og han ville for alt i verden ikke gøre hende ked af det. Samtidig med at hun løftede hans højre arm flyttede hun nu sin venstre hånd fra mudderet og op på hans brystkasse, som hun brugte til at løfte sin egen overkrop op med. Hun løftede hans hånd tættere og tættere på sig selv. Først da den var centimeter fra hendes bryst lod han, som om intet var hændt, sin hånd glide ud af hendes greb og om på hendes skulder. Sådan havde han nu gjort et par gange. Når hun forsøgte at lade ham røre sit bryst var hun ikke selv klar over, hvad hun gjorde og hvilken betydning det havde. Men ved at lave det om til et venskabeligt klap på skulderen kunne han altid få hende til at smile i stedet for at gøre hende ked af det ved at afvise hende. Som altid havde det den samme effekt. Hun skinnede som en lille sol og gengældte hans klem ved at lade sine hænder glide ned under hans ryg og knuge sig til ham.

”Nu må jeg altså se at komme hjem!” Venligt men bestemt rejste han hende op så han selv kunne komme på fødderne igen. Hele hans krop var nu gennemblødt at regnvand og mudder og hans tøj føltes 100 kilo tungere, end da han var taget af sted om morgenen. Nic stod ved siden af ham og havde som forventet slet ikke lagt mærke til hverken kulden eller hvor tungt hendes tøj var blevet. I det øjeblik var Edward misundelig på hende. ”Vi er ikke så langt væk hjemmefra, er vi vel?” Hun rystede energisk på hovedet og smilede stadigvæk et lyst smil, selvom hun havde mudder i hele ansigtet og stort set alle andre steder på kroppen. ”Så må vi hellere se at komme af sted!” Hun rystede på hovedet og hoppede op og ned. ”Jeg har ikke tid til at lege i dag!” Sukkede han. ”Men jeg kan godt bære dig hjem, hvis det er!” Dominic betragtede ham et kort øjeblik med sin mest mistroiske mine, før hun sprang op på ryggen af ham. Vægten fra det våde tøj gav ham et kort øjeblik lyst til at tippe hende af igen, men det var trods alt Dominic. Han hankede op i sig selv (og hende for den sags skyld) og gik med langsomme faste skridt ind i deres kvarter. Det ville ikke vare lang tid, før han var hjemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...