Angels Rest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Igang
Har du nogensinde prøvet at miste en, der betød alt for dig? Det har Nathan, Bajn, Zarko og Dominic. I en efterkrigssamfund præget af griskhed, mørke og uretfærdig er de tvunget til at navigere deres had imod det mål, som de hver i sær lever og ånder for at udslette.

0Likes
0Kommentarer
106Visninger
AA

2. (Prolog) Den lille pige, som ingen ville lege med

”Dominic, skat?” På det gamle bløde trægulv sad en ung teenagepige og legede. Hendes fingre var i konstant bevægelse omkring et lille stykke legetøj, der var skåret ud af noget halvråddent træ. Men det var hun ligeglad med. Hun kunne lide det, som det var. Hendes fingre gled ned over den øverste del af legetøjet, der var formet som en af de store aflange ting, som de havde på toppen af en af de store firkantede bygninger, som hende og hendes mor arbejdede i hver dag. Den lille pige var til at starte med blevet meget skuffet, da tingesten på hendes legetøj ikke også kunne udspy sort luft, men var siden kommet til at holde af den. Når hendes mor en sjælden gang legede med hende og legetøjet sagde hun altid ”tuut, tuut!” Og bevægede det frem og tilbage på gulvet. Det undrede den lille pige. Hun kunne ikke se sammenhænget imellem den måde, hvorpå moderen havde sat bogstaverne sammen og så hendes legetøj. Men det fik hende alligevel altid til at grine. ”Dominic, søde?” Hendes mors stemme var lidt hård i kanten, men bestemt ikke streng. Den høje kvinde, som hun kendte så godt, kom løbende ind til hende i en nogenlunde ren sort kjole og stillede sig foran hende. ”Søde skat dog!” Sukkede hun. ”Har far ikke fortalt dig, at vi snart skal gå?” Hun hankede lidt op i sig selv og løftede lidt på sin lange brune manke, før hun fortsatte: ”Lauras, den ældste, fylder atten i dag og vi skal over og fejre ham!” Hun satte sin lille hånd fast på hoften og svajede lidt til den ene side. ”Hvad synes du, Dominic? Ser jeg ikke sexet ud?” Sexet? Det ord forstod Dominic ikke.

Havde det noget at gøre med at ligge hånden på hoften og purre op i sit hår? Hvis det var rigtigt, så var hendes mor indbegrebet af sexet. Men hvis det var ”sexet”, og hendes mor lige havde gjort det, hvorfor spurgte hun så? Tanken satte sig fast i hovedet på Dominic og efter at hun havde vendt og drejet sin mors sætning 42 gange og stadigvæk ikke kunne få den til at give mening, begyndte hendes mundvige at vende ned ad. Hun vidste ikke hvorfor de gjorde, som de gjorde. Men hver gang det skete, så fik hun sådan en underlig prikken i brystet, som om et eller andet sultent væsen nappede i hendes hjerte. Men ville det så ikke være tarveligt at skubbe væsnet væk, hvis det nu var sultent? Det ledte hendes tanker tilbage på den morgenmad, som hun havde fået tidligere i dag. Hun huskede tydeligt hvordan hun havde nippet til noget, som hendes mor kaldet ”brød”. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men når hun havde nippet nok gange til brødet fik hun altid en følelse af velvære indeni.

Hvis det nu var det samme med væsnet, der nippede til hendes hjerte, ville det så ikke være tarveligt at sulte det? Tanken om at hun sultende nogen som helst fik hende til at bryde sammen og store våde tårer gled ned fra hendes blanke øjne, ned over hendes øjenvipper og videre ned på hendes lår. ”Åhh nej!” Sukkede hendes mor. ”Hvorfor kan jeg ikke diskutere tøj med min datter ligesom alle andre?” ”Peter!” Råbte hun. ”Den er gal igen!” ”To sekunder!” Ved lyden af sin fars navn blev Dominic straks mere rolig. Pludselig stod han der. Hans tøj var meget stramt og mørkt, hendes mor plejede at sige ”fint” om det.

”Hvad så, Nic?” Han satte sig på hug ved siden af hende og sendte hende et af sine store, varme smil. Dominics far var en meget lav mand med lys hud, rodet brunt hår og en varm attitude, der altid var rig på forståelse og omsorg. Dominic tog forsigtigt fat på en af hans store brogede hænder og lagde den på sit højre bryst. Han kiggede ned og sendte hende et lille forstående smil. ”Er den nu gal igen?” Hun nikkede. ”Dominic!” Han vendte sig langsomt om mod moren. ”Gå du bare udenfor! Vi har lige en mindre katastrofe, som vi skal have ordnet herinde!” Smilede han. Moren udstødte et stort suk og skulede til Peter, eller var det i virkeligheden til Dominic? ”Som du vil!” hvæsede hun og vendte sig om. ”Altså den pige..” Nåede Dominic lige at høre før døren blev smækket i med et enormt brag. Men hun forstod ikke hvad der var med hendes mor. Mon hun også havde et lille væsen, der nippede til hendes hjerte? Dominic ville så gerne spørge hende, men vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Hvordan hun skulle sætte bogstaverne sammen til ord og ord sammen til sætninger. Det var hende en gåde, hvordan andre gjorde det så ubesværet. ”Nå!” Hendes fars stemme fjernede straks alle andre tanker fra hendes hoved og fik hende til at glemme sin mor.

”Hvad skal vi finde på denne gang?” Kluklo han. Latteren fik straks Dominic til også at smile. Det lille væsen var sikkert mæt. Måske skulle den bare have et lille mellemmåltid i dag? Peter tog prøvende fat om det lille stykke legetøj, som Dominic havde ladet ligge på gulvet. ”Kan vi bruge den her?” Spurgte han. Hun rystede på hovedet. Selvom den var fin nok uden at kunne spy sort luft ud havde hun ikke lyst til at lege mere med den. Den var alligevel lidt tarvelig, syntes hun.

”Hmm” Sagde hendes far eftertænksomt og kløede sig i skægget. ”Hvad kan vi så finde på?” Han kiggede søgende rundt i lokalet og hun fuldt hvert et hop hans blik tog. Spændt på at se hvad han ville finde på, for han fandt altid på noget. ”Hvis du nu er en rigtig sød pige til vi kommer hjem..” Begyndte han og sendte hende et af de mystiske smil, der altid gjorde fik hende til at føle sig som om noget flaskede og fløj rundt indeni hende. ”Så lover jeg at vise dig hvordan man kan lave tegninger med skygger!” Han nikkede. ”Ja, tegninger med skygger! Er det okay?” Hun betragtede ham et øjeblik, før hun sendte ham et stort hvidt smil nikkende energisk med hovedet. Han nikkede. ”Så er det en aftale!” ”Du er velkommen til at lege med fars professortegning imens vi er væk!” Han bøjede sig ned og plantede et vådt kys på hendes pande, hvorefter han gik baglæns hen imod døren imens han hele tiden kiggede og vinkede til hende.

Hun elskede sin far over alt på jorden. Han var den person hun kendte, der var allerbedst til at mane det sultne væsen i hendes hjerte væk. Faktisk var han den eneste, bortset fra mor, der kunne gøre det. Da døren var blevet smækket tog Dominic det lille stykke legetøj op igen, kiggede på det, og smed det fra sig. Nej, hun ville ikke lege mere med det. Hun kom svajende på benene og brugte et par sekunder på at få fodfæste. Derefter kig hun, skridt for skridt, hen imod hullet i væggen, hvor far altid sad og arbejdede. Inden i rummet var et gammelt bord, en computer og en lille træskål med nogle små mørkerøde objekter i. Men det var Dominic egentlig ligeglad med. Hun lagde pladask begge sine hænder på bordet og lod dem krybe længere og længere frem indtil de stødte imod hendes ynglings legetøj – professorterningen. Hendes små bløde fingre tog et fast greb om den og løftede den væk fra bordet, så hun kunne lege med den. Først overvejede hun at tage den med tilbage i stuen, men den virkede tung, så hun var ikke sikker på, at hun kunne klare det. Desuden duftede her så dejligt af hendes far, så hun kunne egentlig ikke se nogen grund til ikke at blive. Med et bump satte hun sig ned på gulvet og begyndte at rode med legetøjet, som hun altid havde gjort. Det var et meget gammelt stykke legetøj, meget ældre end det stykke, der lå inde i stuen. De fire sider havde fire forskellige farve, der var blevet malet på for lang lang tid siden og var derfor gulnede og lyse. Hendes fingre begyndte metodisk at flytte på små dele af terningen og tillod hende at tænke på noget andet imens. Det var det, som hun bedst kunne lide ved det her legetøj. Hun kunne både lege og tænke imens, hvorimod andet legetøj oftest krævede hendes fulde koncentration. Så snart hun lod tankerne flyve kom hun til at tænke på far og mor.

Hvad mon de lavede nu? Hun forestillede sig hvordan far fortalte noget sjovt og mor grinede. I det samme begyndte det lille væsen inde i hende igen at spise af hendes hjerte. Hun ville ønske, at hun også kunne høre hvad far sagde, men det kunne hun ikke. Hun kunne kun se ham og mor le, ikke le med dem. Langsomt gled terningen ud af hendes hænder og landede på gulvet med et ”klonk”. Hun kom på benene igen  - denne gang fuldkommen ubesværet. Hun blev nødt til at finde far med det sammen. Ellers var hun bange for at det lille væsen ville æde hendes hjerte op før han kunne nå at komme hjem til hende. Hun gik med små hurtige skridt hen imod døren. I samme øjeblik kom hun til at tænke på skyggetegningerne, som far ville lave når han kom hjem. Det havde han lovet hende, hvis hun var en virkelig sød pige, til de kom hjem. Men ville en sød pige gå ud af døren? Hun stoppede op, lukkede øjnene og tog sin fars sætning. Derefter vendte og drejede hun den 11 gange frem og tilbage og fra side til side indtil hun var helt rund på gulvet. Til sidst blev hun enig med sig selv om, at hun ville spørge ham, når hun nåede frem.

Den store gamle trædør åbnede med et højt ”klik”, og Hun tog det første skridt ud af huset. Luften fangede hendes lange brune hår og hun undrede sig over, hvorfor hun ikke gik ud noget oftere. ”Nå ja!” Kom hun i tanke om. ”Det siger mor, at jeg ikke må!”. Vejret var til en forandring skønt og varmt. Hendes mor havde fortalt hende, at det var fordi, at de gjorde det godt på fabrikken. Dominic kunne ikke se sammenhænget. Hvordan kunne noget, som hende og mor gjorde, påvirke vejret? Det var lige før hendes hjerne tog fat i problemet for at bearbejde det, men det lykkedes hende at holde det på afstand.

Hun havde ikke tid til at spekulere, ikke lige nu. Dominic kiggede først til højre, så til venstre, men hendes forældre var ingen steder at se. Hun tog endnu et skridt og landede på det tørre, tørstige jord, der sagde et spædt ”klonk” under hendes fødder. Før hun kunne nå at bruge al for langt tid på at vurdere, hvad hun nu skulle gøre, tog hendes fødder hende til venstre. Hun måtte bare følge med. I et tempo, der fik hende til at tro, at hendes ben vidste, hvor hun skulle hen, strøg hun på bare fødder igennem det ene kvarter efter det andet. Hver gang hun kiggede væk fra vejen så hun de uharmoniske små træhuse på begge sider af den vej, som hun gik på. Det hele lignede hinanden, syntes hun. I det samme fik hendes løbetur en brat afslutning. Hendes fødder stoppede fra det ene øjeblik til det andet hvilket fik hende til at skvatte over sine egne ben og banke hovedet direkte ned i jorden. Langsomt løftede Dominic sit ansigt op fra jorden og kiggede op. Hun undrede sig over, at hendes fødder var stoppet her, for hun kunne ikke se mor eller far nogen steder. Men måske gemte de sig bare for hende! Hun kom langsomt op på benene, tørrede jorden af sine bukser og kiggede sig spændt omkring.

Hendes læber gled fra hinanden og hun forsøgte at danne de ord, som hun vidste at de ville reagere på. Hun lod sine øjenlåg glide i og fokuserede al sin energi på denne komplicerede opgave. Først formede hun et stort kraftigt ”m”, så et rundt blødt ”o” og til sidst et bestemt, men venligt ”r”. Hun smilede for sig selv. Nu var der kun fem bogstaver tilbage. Hun begyndte igen. Langsomt, men sikkert. Først det majestætiske ”f”, så det imødekommende ”a” og til sidst det bestemte, men venlige ”r”. ”Hallo?” Hun spærrede øjnene op. Det havde virket. De havde bare gemt sig for hende! Lynhurtigt vendte hun sig om og kastede sig i favnen på sin far. Han duftede mere beskidt end hun huskede ham. Desuden måtte han have tabt sig, for hendes arme nåede hele vejen rundt om hans liv. Men det betød ikke noget, for hun ville altid elske ham. Lige meget hvad.

”Du er godt nok lidt klæbrig, hva?” En kold hånd lagde sig på hendes højre skulder og fik hende til at kigge op. Den person, som hun klemte sig til, var en høj mager dreng med klare grå øjne og lyst hår. Hans ansigt var beskidt og hans hud så hård og gammel ud. Forskrækket slap hun sit tag i ham og forsøgte at gå et par skridt tilbage, men gled igen. ”Hov, hov!” Den lyshårede fyr greb lænede sig hurtigt forover og nåede lige præcis at gribe fat i hendes højre arm, så hun kunne genvinde balancen. ”Hvem er du?” Hans nysgerrighed gjorde hende nervøs. Det lille væsen begyndte atter på at nippe til hendes hjerte, så hun blev nødt til at få det til at forsvinde. Da hun ikke svarede kiggede han på hendes med underen.

”Hvad er der i vejen? Leder du efter nogen?” Hun nikkede langsomt. ”Mor… far” stammede hun. ”Leder du efter dine forældre?” Hun nikkede. ”Hmm..” Grebet om hendes arm strammedes i det han drejede hovedet for at kigge bagud. ”Jeg tror jeg ved, hvor du kan finde dine forældre!” Hun lyste op. ”Bare følg med mig!” Han sendte hende et skævt smil, lod sin hånd glide rundt om hendes håndled og begyndte så småt at sætte tempoet op. Hun klemte hans hånd og fulgte glad efter. Hun havde slet ikke forestillet sig at det ville være så simpelt. Hun forestillede sig hvordan hendes far ville blive overrasket over at se hende igen. Hun ville træde hen til ham og smile som en lille sol, hvorefter hun ville kaste sig i hans favn. Han ville blive glad for at se hende, det var hun sikker på. Efter at de havde gået et stykke tid stoppede drengen op og sendte hende endnu et skævt smil. ”Denne vej, min ven!” Han åbnede forsigtigt døren til et af de større gamle træhuse og lagde sin ene arm om skulderen på hende. ”Kom så!” Hun nikkede og trådte ind i det gamle hus, og blev overrasket. Bag døren var der gang i festen. Tyve, ja måske tredive unge stod klemt sammen inde i rummet og snakken gik. Der lugtede underligt sødt og stikkende og ovre i højre side af rummet stod der et underligt møbel, som Dominic aldrig havde set før. Det var nærmest ligesom et bord, syntes hun. Det var langt, højt og smalt. På den ene side sad der et par stykker og snakkede højlydt og på den anden side stod en ung mand og servede drikke i de mest fantastiske farver.

”Ja her er flot, ikke?” Smilede drengen og knejsede med nakken. ”Det er faktisk MIN gruppe, der ejer det!” ”Din…. Gruppe?” Dominic var så overvældet af alle de mennesker, deres lyde og den søde lugt, at hun helt glemte at tænke over hvordan hun skulle sætte ordene sammen. Den lyshårede dreng nikkede og lod sine fingre glide igennem sit pjuskede hår. Pludselig kom en ung mørkhåret pige løbende hen imod dem med store armbevægelser imens hun slingrede fra side til side. ”Sikke en underlig måde at gå på!” Tænkte Dominic. ”Starlet, skatter!” Hun kastede sig om halsen på Dominic og sammen faldt de omkuld. Den mørkhårede pige løftede langsomt hovedet og kiggede på Dominic med blanke blå øjne. ”Jeg er skiiide stiv!” Sang hun.

Dominic rynkede brynene og kiggede uforstående på hende. Hvad betød det? Hvorfor var pigen så glad? Kendte hun hende? Hun skulle lige til at starte en dybere undersøgelse i sin hukommelse, da pigen med det samme trak hende tilbage til den virkelige verden. ”Kooom nu skatter!” Hun ruskede så hårdt i hende, at Dominic var lige ved at begynde at græde. For hvert sekund der gik blev hun mere og mere nervøs. Hvem var alle de mennesker? ”Haallooo?” Skreg pigen i hendes øre. Dominic kiggede igen op og nåede lige at se den mørkhårede piges læber før de kolliderede med hendes egne.

Hun skulle lige til at skubbe den fremmede pige væk, men i det samme bredte der sig en salig ro i hendes sind. Det lille væsen slap langsomt hendes hjerte, kiggede på hende med store sultne øjne og tiggede hende om at stoppe. Men nu ville hun ikke. Pigens ånde duftede dejlig sødt om ikke en smule kvalmende. Men hendes læber var bløde som Dominics egne hænder og våde som det glas vand, hun havde fået i morges. Det mindede Dominic og hendes mor og det gjorde hende rolig. Samtidig råbte og skreg det lille væsen af hende imens det tryglede hende om at stoppe. Men hun ignorerede det. Til sidst vendte det ryggen til hende, fnyste og gik. Da pigens læber slap sit tag i Dominics var de helt ømme. ”Var det ikke dejligt, Star?” Dominic nikkede langsomt. Pigen smilede overdrevent og hev sig selv væk fra Dominic. ”Lad os tage en drink!” Hun rakte hånden ned til Dominic, der eftertænksomt tog fat i den. ”Endnu en!” Tilføjede hun fjoget. Pludselig kom Dominic i tanke om den venlige dreng, der ville hjælpe hende med at finde hendes forældre. Skyldbetynget kiggede hun sig til begge sider, men han var ingen steder at se. Hun skulle lige til at begynde at lede efter ham, da pigen med de våde læber fæstnede sit tag om hendes hånd og trak hende igennem menneskemængden. Tanken om de mange mennesker fik benene til at ryste under hende. Hun var ikke vandt til at være sammen med andre mennesker, og slet ikke så mange!

De kom op til det underlige aflange møbel og  pigen placerede Dominic på en vakkelvorn stol og fandt selv en ved siden af. ”De damer!” Drengen, der stod bag møblet, vendte sig om og smilede imødekommende til dem. Hans hår havde en underlig blå farve som var det eneste Dominic lagde mærke til. Hun viste slet ikke, at hår kunne have sådan en fin farve. Hendes eget var mørkt og, i sammenligning med drengens, kedeligt. ”Bare et par af de blå der!” Råbte pigen med det mørke hår og pegede på en hylle bag drengen. ”Nuvel!” Smilede han. ”Hvordan har du tænkt dig at betale?” ”Ovre ved nummer et?” Svarede hun og sendte ham et lumskt smil. Han nikkede. ”S’gerne!” Han vendte ryggen til pigerne og langede ud efter en af flaskerne på den øverste hylde. Som tiden gik blev rummet langsomt mere og mere fyldt op. Hvert øjeblik åbnedes den store gamle trædør og endnu et par unge trådte ind. Dominic begyndte så småt at undre sig over, hvad hendes forældre mon lavede her, da drengen bag det underlige møbel vendte sig om imod dem med en stor tyk flaske.

”De damer!” Smilede han. Den sorthårede pige nikkede ivrigt. ”Nuvel” Han bukkede sig ned og fandt to glas under møblet og satte dem foran Dominic. Derefter tippede han flaske en smule og lod en klar krystalblå væske fosse ud af flasken og ned i deres glas. Pigen med det lange mørke rakte ud efter glasset og var lige ved at vælte det, der stod ved siden af. Drengen bag det underlige møbel nåede lige at gribe det, før det faldt på gulvet. ”Her!” Smilede han og gav det til Dominic, der tog imod det.

Pigen ved siden af Dominic tog godt fat om sit glas og klaskede det så hårdt imod Dominics, at hun var lige ved at tabe det af bar forskrækkelse. Hun  kunne ikke forstå, hvorfor hun gjorde det. ”Skååål!” Råbte hun og tømte glasset i et drag. Dominic selv kiggede ned på den blå væske, der flød frem og tilbage i hendes glas og kiggede på hende med hendes egne store øjne. Forsigtigt løftede hun glasset op til sine læber og vendte bunden i vejret på det, sådan som den mørkhårede pige lige havde gjort. Væsken var utrolig sød og tør på samme tid. Som om den sugede alt vandet ud af hendes mund og tog det med sig ned i hendes mave. Hun slikkede sig over læberne og stille glasset tilbage – i tvivl om, hvorvidt hun kunne lide det eller ej. Da hun kiggede op stod drengen bag møblet og smilede overbærende til hende. ”Du er nok ikke vant til at drikke, var?” ”Hvad mener du med det?” Tænkte hun. Hun havde drukket lige så længe hun kunne huske. Både mælk og vand! Men aldrig noget, der smagte så specielt som den blå drik hun lige havde fået. I det hun skulle til at svare drengen bag det underlige møbel blev en spinkel hånd lagt på hendes højre skulder. ”Når der er du!” Hun drejede forskrækket hovedet og så direkte ind i øjnene på den høje blonde dreng. ”Hvor blev du af før?” Spurgte han. Hun skulle lige til at spørge ham om det samme, men ordene ville ikke rigtig komme frem, så hun trak bare på skuldrene.

”Nå, men jeg har i hvert fald fundet dine forældre!” Smilede han. Dominic spærrede øjnene op. ”Ja!” Sagde han og smilede fortsat sit brede smil. ”Den er god nok, bare følg med!” Hun nikkede, skyndte sig at komme op og tog ham for en sikkerheds skyld i hånden. Bare så han ikke skulle blive væk fra hende igen. De gik hurtigt igennem den store menneskemængde og den blonde dreng skubbede lige frem folk til siden, hvis de kom i vejen. Dominic fulgte efter og forsøgte det bedste hun kunne  at undskylde på hans vegne, men folk virkede ikke rigtig til at opfatte dem. Det var som om, at de var i en helt anden verden. For enden af lokalet var der fem små gamle døren, der sad løst på deres hængsler. Hver af dem havde et træskilt med et tal fra et til fem hængende på sig. Dominic gjorde sig hurtigt fri af hans hånd og spurtede hen til dør nummer et og åbnede den så hurtigt hun kunne.

Hun glædede sig meget til at se mor og far igen. Det lille rum, som hun trådte ind i, ville have været helt mørkt, hvis det ikke havde været for den lille lysestage, der stod i en lille krog ovre i hjørnet. En underlig duft bredte sig og ramte hendes næsebord. Hun syntes at der lugtede lidt salt, men alligevel ikke. Det gjorde hende forvirret. ”Kommer du, smukke?” En smiskende stemme gled langsomt ud i lokalet og ramte hendes øregange. Dominic kiggede forundret til venstre, hvor en lille træseng med halm var blevet stillet helt op ad væggen. I skæret fra lysestagen kunne Dominic se omridset af en formfuld men samtidig slank krop, der lå fuldkommen udstrakt i sengen. Skæret fra det lille lys gav pigens hud en smuk mørkebrun kulør samtidig med at hendes stærke grå øjne skar igennem det tusmørke, som det lille lys ikke formåede at lyse helt op.

Dominic trådte varsomt tættere på sengen. Det var i hvert fald ikke hendes mor, der lå der! Da hun var kommet så tæt på sengen, at hendes højre ben stødte imod det, trak pigen på sengen pludselig fat i Dominics arm og hev den hen over sengen. Forskrækket udstødte Dominic et lille skrig og forsøgte at trække sin arm tilbage, men pigen var alt for stærk. ”Vær nu ikke så nervøs!” Snøvlede hun. ”Lad mig i det mindste betale for den dejlige drink!” Derpå trak hun Dominics hånd helt ind i mørket. Det næsten hun mærkede var både blødt, glat og varmt. Pigen trak langsomt Dominics hånd over noget, som var skjult i mørket. ”Er de store nok?” Spurgte hun kælent. ”Hv… hvad?” Stammede Dominic. En mild latter bølgede ud i lokalet. ”Du har jo kigget på dem hele tiden!” Konstaterede pigen samtidig med at hun lod Dominics hånd glide over et eller andet, der stak op fra det oprindelige underlag. Det føltes lidt som en vorte, eller måske en knop. Men pigen var i hvert fald meget stolt af den, for hun lod Dominic føle på den flere gange og stønnede saligt hver gang. Dominic blev næsten helt  misundelig. Hvad end det var pigen lavede, ville hun også prøve det.

”Kommer du ikke ned til mig?” Pigens arm gled ubemærket rundt om Dominics hofter og begyndte langsomt at hive hende hen imod sig. Pludselig var det lille væsen tilbage. Langsomt, som skyggen af en morder, gled den ud af mørket og bevægede sig med rolige velovervejede skridt hen imod Dominics hjerte. De store gule øjne lyste ud i mørket som to enorme lygter og syntes at skrige af sult. Men Dominic var ikke sikker. Hun kunne ikke høre det. Hvad der var sikkert var, at hun var ved at gå i panik. Hun ville ikke ned til den anden pige, hvorfor skulle hun dog det? Hun kunne mærke hvordan hendes underlæbe langsomt begyndte at bævre og hendes øjne så småt blive våde. Hvor var mor og far? Hvorfor kom de ikke og hjalp hende? I samme øjeblik som Dominic knælede over sengekanten gled en stærk arm rundt om hendes mave og trak hende tilbage med sådan en kraft, at hun svirpede ud af pigens hænder.

”Hvad fanden?” Mumlede pigen sløvt. ”Jeg tror jeg tager over her, hvis det er okay med dig, søde!” Armen gav slip på hende og snurrede hende rundt, så hun stod med ryggen til sengen. Det var drengen, der havde stået bag det underlige møbel. Hans øjne lyste i det mørke lokale og han havde et bredt smil om munden ”Er det okay?” Hun nikkede spagt. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at være nede hos pigen. ”Ham din lyshårede ven står udenfor døren og griner, gå hen til ham!” Kommanderede han venligt, med bestemt og gav hende et skub i den rigtige retning. Dominic småløb ud af det underlige lille rum med de underlige mennesker og smækkede døren i efter sig. Hendes lunger sugede luft til sig som havde hun været under vandet.

”Velkommen tilbage!” Hun vendte sig om og mødte den blonde drengs blik. Han smilede over hele hovedet. ”Forkert dør!” Grinede han og pegede på dør nummer 2. Dominic kiggede ned af sig selv og opdagede at hun skælvede. Nu ville hun gerne bare hjem. Til mor og far. ”Ind med dig!” Han kiggede sig søgende over skulderen, før han nikkede til hende. Hun smilede taknemmeligt og ville sørge for, at hendes forældre ville takke den rare dreng for at hjælpe hende. Men så snart hun trådte ind af døren kunne hun mærke, at der var noget galt. Rummet lignede fuldstændigt det, som hun ved en fejl var kommet til at gå ind i. Det var smalt og kun indrettet med en lille halmseng og stearinlyset med sin dansende slanke flamme stod ligeledes ovre i hjørnet og badede rummet i et blødt orange skær. Dominic kiggede sig søgende omkring, men kunne ikke se sine forældre nogle steder. I samme øjeblik blev døren smækket i med en knirkende lyd. Hun vendte sig forskrækket om og stirrede direkte ind i øjnene på ham. Den blonde dreng, der før havde set venlig ud med sin spinkle figur og sine glade øjne, var pludselig forandret. I det bløde orange lys var hans øjenhuler tomme, hans hår filtret og mørkt og hans højde virkede pludselig meget truende. ”Smid tøjet!” Kommanderede han og trådte truende et skridt tættere på hende. Hun bed sig i underlæben og pludselig kunne hun høre sit eget hjerte slå. Hun lukkede hurtigt øjnene og forsøgte at lukke det hele ude. Nu handlede det om at få sammensat sætningerne så hurtigt som muligt.

Først det store mægtige ”h”, så det strikse ”v”, derefter det runde bløde ”o” og til sidst et lille smalt ”r” de sidste fire ord kunne hun godt huske lidt endnu, så dem behøvede hun ikke at sammensætte igen. ”Hvor er mor og far!” Spurgte hun. ”Mor og far!” Den unge fyr trådte endnu et skridt hen imod hende og slog en stor mørk latter op, der på ingen måde passede til hans spinkle figur. ”Er du virkelig så dum?” Han tog endnu et skridt og var næsten henne ved hende. ”Hvor gammel er du? 15 år? Man skulle tro, at du var født i går!” Hans ånde lugtede af råddent kød og fik hende til at tage endnu et skridt tilbage, så hun stod med ryggen mod muren.

”Tillykke med dagen!” Larmen var pludselig stilnet af og to stemmer fandt vej igennem den gamle trædør og hen til hendes øregange. ”Tak!” Svarede den anden stemme. ”Men jeg har faktisk en smule travlt, så vi må fejre det på et andet tidspunkt!” Den lyshårede dreng vendte sig om, lyttede, og kiggede så tilbage på hende igen. ”Har du ikke smidt tøjet endnu?” Hans øjenhuler betragtede hende uden så meget som en enkelt gnist af liv. Hun rystede vildt på hovedet i det samme som det lille væsen tog en ordentlig bid af hendes hjerte. ”Nej!” Hviskede hun. ”Nej!” ”Nej?” Spurgte drengen og lo en tør hæs latter. ”Du får det til at lyde som om at det er dig, der bestemmer!” Han trådte helt hen til hende og tog fat i hendes fine lyseblå trøje med kniplinger og flåede den af hende i et hurtigt ryk.

Sekundet efter hvilede hans hænder på hendes hofte. Tårerne begyndte langsomt at dryppe ned af hendes kinder. ”Nej” Hviskede hun. I næste øjeblik stod hun splitternøgen foran det lyshårede dreng. ”Skal vi så se at komme i gang?” Spurgte han energisk. Hun svarede ikke, for hun var udmærket godt klar over, at hun ikke havde et valg. Drengen til fat om hendes nakke og trak hende helt hen til sig. I næste sekund hvilede hans venstre arm på hendes højre bryst. Ved berøringen begyndte Dominic at ryste. Langsomt faldt hendes verden fra hinanden som et puslespil, der blev vendt på hoved. Tårerne trillede ned af hendes kinder og berøringerne føltes som om hans hænder var af ild. ”Mor…. Far!” Hviskede hun. ”Hvad har i egentlig bag de døre?” Hvad var det? Noget trængte ind i Dominics store mørke univers. Nu, hvor det hele var faldet sammen, var der kun hende og væsnet med de gule øjne tilbage. ”Det skal du ikke bekymre dig om!” Svarede den anden stemme. Der blev stille et øjeblik. ”Jeg tjekker!” ”Hold dig væk fra dør et!” Skreg den anden stemme. ”Markus bruger det!” ”Fint!” Svarede den anden stemme med en vred undertone. ”Så tager jeg bare dør nummer to!” Pludselig gav den blonde dreng slip på Dominic, der faldt sammen mod væggen.

”Hvad fanden?” Hun kunne høre drengens stemme og hans skridt, da han vendte sig om. ”Hvad laver i?” En buldrende ryst banede sig vej ind i Dominics mørke og fyldte hele rummet ud. Den vrede stemme fløj hen imod hende som et vredt spøgelse, der ville tage hendes sjæl og drikke hendes blod. Men hun blev bare liggende. Ude af stand til at røre sig. Da stemmen var få meter fra hende stoppede den op. Langsomt begyndte den at skifte form til en stor hvid håndflade. Langsomt gled den tættere og tættere på hende og hun trak sig ikke tilbage. Der var noget ved håndfladen, der virkede betrykkende. Da den var nået helt hen til hende berørte den nænsomt hendes øjenlåg, smilede til hende og åbnede dem på vid gab. Hun slog øjnene op.

Det første der åbenbarede sig for hendes ny vundne synsfelt var den blonde drengs nøgne ryg, der var blevet vendt imod hende. Hun forsøgte at se ham over skulderne, men han var alt for høj, så i stedet strakte hun sig så langt til højre som muligt. Der så hun ham. I døråbning stod en høj ung mand med langt sort hår, grønne baggy-pants og en sort t-shirt. Hans hage var markeret og hans ansigt fortrukket i vrede. Hvad var han mon sur over? Dominic tænkte, at han måske også ledte efter sine forældre. Drengens øjne gled hen over den blonde dreng og kiggede på hende. Pludselig spærrede de sig op.

”Dig!” Han kiggede så intenst på hende, at hun næsten blev bange. Hans mundvig gik fra at være stram til at vende nedad og hun syntes at kunne se hans øjne lyne. ”Hvad har du gjort ved hende?” Den blonde dreng virkede pludselig ikke helt så selvsikker, som før. ”Ikke noget, jeg sværger! Vi… snakkede bare!” ”Snakkede, hva?” Drengen med det lange sorte hår sendte en stor våd spytklat ned på gulvet. ”Uden tøj på?” ”Jeg..” Var det sidste, som Dominic hørte den lyshårede dreng sige. For i næste sekund stod den mørkhårede dreng foran den blonde. Den blonde dreng åbnede munden for at sige noget, men nåede aldrig så langt. Den nyankommne dreng svøbte i løbet af to sekunder sin højre hånd om halsen på den blonde dreng. Så kom knækket. Den næste hun så var en stor våd bloddråbe, der langsomt gled ned af halsen på den blonde dreng, løb ned over hans bare skulder og lod sig falde for til sidst at lande på hendes pande. ”Han er død..” Mumlede den mørkhårede dreng overrasket. Hun syntes i hvert fald, at han lød overrasket. Derefter tog han fat om livet på den blonde dreng, der pludselig var blevet slap som en dukke, og kastede ham over mod sengen. Han missede, men til gengæld ramte den blonde dreng den halvrådne trævæg med et smat og gled ned på gulvet. Den mørkhårede dreng betragtede ham et øjeblik før han vendte sig imod Dominic, der forskrækket krøb sammen i hjørnet. ”Dominic!” Hviskede han og knælede foran hende. Han rakte forsigtigt ud efter hende, men trak alligevel hånden tilbage. ”Hvordan er du dog endt her?” Dominic trak sig endnu længere tilbage og kunne mærke hvordan hele hendes krop begyndte at ryste.

Hvem var denne dreng? Hvor kendte han hende fra? ”Mit navn er Edward!” Sagde han, nu i et stille og forsigtigt tonefald. ”Vores forældre… arbejder sammen!” Dominic kiggede over på den blonde dreng, der lå med ryggen til dem i den anden ende af rummet. Hvordan kunne hun vide, at han talte sandt? Ham den anden havde tydeligvist løjet, selvom hun ikke rigtig forstod hvorfor. ”Dominic!” Hun kiggede nervøst på ham. ”Jeg kan godt forstå, at du er bange!” Begyndte han. ”Men så længe jeg er her er der ikke nogen, der vil røre dig!”

Han rakte nu langsomt hånden ud imod hende, men hun tog ikke imod. Hendes øjne var naglet fast til den blonde drengs nøgne skuldre. Hvorfor bevægede han sig ikke? Hvad var der sket med ham? Den mørkhårede dreng sukkede og trak atter sin hånd tilbage. ”Det er helt okay!” Forsikrede han hende om. ”Jeg forstår dig godt!” Hun kiggede op. ”Se på mig!” Drengen rejste sig op, gik et par skridt tilbage og begyndte langsomt at klæde sig af indtil han stod i underbukser. Hun måbede så meget, at hendes læber begyndte at bevæge sig. ”Hvad… laver du?” ”Jeg sætter os på lige fod!” Smilede han. ”Se!” Han slog ud med armene og hun kiggede. Pludselig følte hun sig ikke længere helt som bange før. Hun vidste ikke hvorfor, men der var et eller andet, der havde ændret sig. Hun var ikke længere lige så urolig som før. Men i samme øjeblik vågnede hendes instinkter igen. For drengen begyndte pludselig at tage lange skridt hen imod hende.

Nervøst krummede hun sig sammen, men han fortsatte. ”Dominic!” Hun kiggede op i samme øjeblik som han satte sig på hug på centimeter fra hende. ”Kom her!” Hun kiggede ham i øjnene. De var store, græsgrønne og mere intense end noget, som hun nogensinde havde set før i hele sit liv. Han lod forsigtigt sine arme glide rundt om hendes mave og rejste sig op samtidig med at han hev hende med. Væsnet inde i hende gumlede nu stykke efter stykke af hendes hjerte af og hendes ben eksede. Hvad han end ville gøre håbede hun, at han ville gøre det snart. Og det gjorde han. I næste øjeblik knugede han hende ind til sig. En forunderlig varme begyndte af brede sig fra de steder, hvor deres hud berørte hinanden. Han lagde forsigtigt sin kind op af hendes og lod sin højre hånd rode i hendes hår. Men det mest forunderlige var, at hun ikke gjorde modstand. Normalt var hun ikke meget for at lade folk komme tæt på og blev nemt ked af det hvis folk ikke holdt sig på god afstand og ikke snakkede for meget, med mindre det var hendes mor eller far. Men den varme, der langsomt bredte sig i hele hendes krop, var ikke noget, som hun nogensinde havde følt før. Ikke engang samme med sin far. Og pludselig stod han der. På hendes vante plads, hvor hun plejede at betragte væsnet med de skarpe gule øjne, der åd af hendes hjerte. Der stod han - ved siden af hende. Han trådte et par skridt frem og betragtede væsnet, før han i raskt tempo gik hen imod den. Hun trådte et skridt frem for at fange ham, men det var for sent. Hun ville advare ham om monsteret, men hun kunne ikke få et ord frem.

”Hey!” Råbte drengen og væsnet vendte sig om. Men et enormt brøl, der fik det til at pibe for hendes øre, sprang monsteret hen imod den mørkhårede dreng, der bare fortsatte. Pludselig var hendes stemme tilbage.  ”Stop!” Skreg hun. Han vendte sig langsomt om så det lange sorte hår bølgede om hans skuldre, smilede til hende og klaskede sin højre hånd så hårdt imod væsnets brystkasse, at det stoppede op. Det første, som dens uhyggelige gule øjne faldt på var Dominic. Derefter kiggede den på drengen og hvæsede. Uden at vide hvordan det skete stod Dominic lige pludselig side om side med den langhårede dreng. ”Skrig lige så tosset du vil” Sagde han roligt og afdæmpet. ”Det her sted tilhører ikke længere dig!” I samme øjeblik som han udtalte det sidste ord trykkede han sin håndflade så hårdt imod væsnets brystkasse, at det smadrede i tusinde stykker.

”Sådan!” Han drejede sig om imod hende og smilede. ”Nu er det dit sted alene!” Dominic forstod ikke hvad der var sket. Men da hun åbnede øjnene igen havde hun svunget sine to spinkle arme rundt om drengens ryg og presset sit bryst så hårdt ind imod hans, at hun følte det som om, at de var en og samme person. Varmen fra hans krop buldrede rundt i alle hendes lemmer, men den var ikke som den blonde drengs brændende hånd. Det her føltes behageligt. Roligt og trygt. ”Hvad siger du til at vi tager vores tøj på og kommer væk herfra?” Hun nikkede. ”Tak!” Hviskede hun. Han gav langsomt slip på hende og smilede. ”Hvis du vil, kan du bare kalde mig Ed!” ”Jeg hedder Dominic!” Svarede hun og holdt sig straks for munden. Det var første gang, så vidt hun kunne huske, at hun havde sagt sit eget navn. Hun kiggede igen på ham. Han smilede stadigvæk, gav hendes hånd et klem og tog fat i hendes bh. Forsigtigt lagde han den i hendes anden hånd, som hun lukkede omkring den. De intense grønne øjne hvilede på hende uden at gøre hende ubehagelig til mode. Pludselig gik det op for hende, at det ikke længere var ham, der holdt hende i hånden, men derimod omvendt. Hendes fingre havde helt ubemærket snoet sig ind imellem hans. Hun kunne på ingen måde forklare det, men den trykhed, som han gav hende, nægtede hun at give slip på. I hvert fald ikke endnu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...