Laura

”Hvad er der galt?” spørger hun og ligger hovedet lidt på skrå. Katten hvæser pludselig og springer op, som om hun har rørt den på et ømt punkt, men hun lader til at være ligeglad. Før Luna ved af det er katten forsvundet ud af den blå luft, og i samme øjeblik er det som om, at Lauras øjne pludselig bliver et par toner mørkere. ”Ser du, jeg har et problem” fortsætter hun og begynder at bevæge sig hen mod Luna. Pludselig opdager Luna, at der løber en dråbe blod ned ad Lauras kind. Havde katten ramt hende i øjet? Luna kan ikke styre sig og begynder så småt at kravle baglæns væk fra Laura som kommer tættere og tættere på. ”Jeg... jeg har ikke noget liv” mumler Laura dystert, og hendes stemme begynder pludselig at blive hæs og skrattende. Det er som om, at hun slet ikke er Laura længere. Luna begynder at klynke og kæmper sig desperat bagud. ”Må.. må..... Må jeg få dit?” Historien er skrevet til psykisk lidelses-konkurrencen og handler om Luna som er skizofren.

0Likes
0Kommentarer
199Visninger
AA

1. Laura

”Luna? Luna, hvor er du?” Luna sidder og griner inde bag busken. Hvor er det dog bare morsomt, at han slet ikke kan finde hende. Hun kan ikke lade være med at udstøde små fnisende lyde, selvom hun prøver at holde dem tilbage. Der er jo ikke noget sjovt ved det, hvis man bliver fundet! Hun kryber forsigtigt lidt længere ind i busken uden at rasle for meget med bladene.

”Luna?”Stemmen kommer tættere på. Luna fniser en smule for højt, og skikkelsen vender sig over i hendes retning. Æv. Luna kryber sig godt sammen for ikke at blive set, og skikkelsen vender sig væk igen. Har han virkelig ikke set hende? En følelse af stolthed breder sig i Lunas bryst, og hun kan næsten ikke sidde stille længere. Hendes kinder bliver helt røde, og hun får lyst til at springe op af busken og skrige: ”Se mig, her er jeg! Ha ha, du kunne bare ikke finde mig! Jeg er den bedste gemmer nogensinde!” Ivrigt vender hun sig om, men farer sammen da hun ser lige ind i øjnene på Oliver. Oliver er finderen. Luna udstøder et lille skrig og vælter om på ryggen. Oliver griner bare og hiver hende med ud.

”Du er finderen nu! Så er jeg gemmer!” får han fremstammet mellem sine hastigt spruttende grin.

”Nej!” Protesterer Luna og lægger armene over kors.

”Nej?” gentager Oliver forvirret og ligger hovedet lidt på skrå.

”Det var snyd! Det var ikke meningen, at du skulle have fundet mig!” mumler Luna og ser surt ned i jorden.

”Men Luna, du skal være finderen nu! Jeg fandt dig! Sådan er reglerne altså!” Siger Oliver og begynder også at lyde en smule knotten.

Luna knytter næverne og får helt tårer i øjnene af bare raseri.

”1... 2... 3...” begynder hun muggent og ser stadig ned i jorden. Oliver stikker af i en fart med et smil på læben.

”18... 19....20! Klar eller ej, nu kommer jeg!” Luna tørrer en tåre væk og begynder ivrigt at lede efter Oliver. Det er alligevel ikke helt så slemt at være finder, som hun huskede det som. Oliver er alligevel så dårlig til til at gemme sig, så hun bliver nok snart gemmer igen.

Luna søger over det hele, vender hver en sten. Hun føler sig som en detektiv, der er ved at gennemsøge gerningsstedet for at finde spor. Et smil breder sig, da hun hører noget i busken lidt længere henne. ”Jeg kan godt høre dig, Oliver!” siger hun stolt og lister hen mod busken. ”Jeg ved, du er der! Du kan lige så godt give op!” fortsætter hun og begynder at begynder at gå i rundkreds rundt om den lille blomstrende busk. Han sidder inde i den. Hun kan høre ham. Hun kan se ham. Hun ved, at han er der. Hurtigt griber hun fat i en gren og skubber den væk, så hun kan se ind. Men der er ikke nogen. Forvirret kigger hun rundt inde i busken, men der er ingenting. Skuffet giver hun slip på grenen og ser muggent ind i den tomme busk, da en pludselig tager fat i hendes skulder.

”Hej” siger en piget stemme, og Luna vender sig forskrækket om. En pige noget ældre end hende selv sidder og ser hende i øjnene. Hendes korte sorte hår står ud til alle sider, kinderne er røde og de blå øjne borer sig ind i Lunas. Hun kan ikke tage blikket fra hende.

”Hvad er der galt?” spørger pigen og griner.

”Du ser ud som om at du har set et spøgelse!”

Luna ser skrækslagen ind i pigens øjne. Hun ved ikke hvad det er, men der er et eller andet ved hende, som skræmmer hende  fra vid og sans.

”Mit navn er Laura Caroline Olrik Ernst. Men du kan bare kalde mig for Laura!” siger pigen og smiler sødt. Lunas blik løsner en smule op, og hun fremtvinger et kort smil.

”Du skal ikke være bange, Luna! Jeg gør dig ikke noget som helst!” siger Laura roligt og trækker Luna ind til sig. Luna er helt følelsesløs og kan ikke stritte imod. Forsigtigt lægger hun armen om Lauras skuldre og begraver ansigtet i hendes mørkeblå trøje. En pludselig ro er skyllet ind over hende, nærmest som om Laura har smittet hende. Hun smiler igen, og de to sætter sig ned over for hinanden.

”Hvordan går det, Luna?” spørger Laura på en familiær måde, nærmest som om hun var hendes søster.

”Har du det godt?”

Luna ser lidt genert op på den unge pige foran hende, men kan ikke få andet svar frem end et smil.

Laura finder en pakke frem fra et sted bag sig og begynder at sidde og ryste indholdet ud.

”Vil du have en kiks, Luna?” spørger hun og ser over på Luna, som ivrigt nikker med et smil helt op til begge ører.

Laura fisker en kiks frem og rækker den til Luna. Den er med chokolade og det hele! Lunas mundvand begynder at løbe bare ved synet af den. Hun snupper den hurtigt og fører den op til munden. Hendes tænder bider sammen om den sprøde overflade og chokoladen spreder sig i ganen. Laura griner af hendes drømmende ansigtsudtryk og stryger håret væk fra Lunas pande. Luna er ved at få de sidste bidder ned, da noget pludselig dukker op ved siden af Laura. En smuk norsk skovkat stryger sig op ad hendes ben og Laura stryger den bag øret. Luna spærer øjnene op.

”Hvor kom den fra?” spørger hun forvirret og børster et par krummer væk fra mundvigen.

”Hvad snakker du om?” Siger Laura og tager katten op på skødet.

”Den har da været her hele tiden!” fortsætter hun og smågriner. Katten ser over på Luna og blinker et par gange. Luna ligger mærke til, at den forunderlige kat har nærmest surrealistisk lilla øjne.

”Det er da ikke normalt at katte har sådan en farve øjne” siger hun og peger på katten.

”Det er ikke pænt at pege!” siger Laura irettesættende, men stadig med en lille fnisen i baggrunden.

”Og desuden så kan det da være ligemeget hvad for en øjenfarve min kat har. De kan vel lige så godt være blå som lilla, ikke?” fortsætter hun med et smil på læben og klør den ivrigt kælne kat på halsen.

”Men Luna...” siger hun stille efter et stykke tid og ser ned på katten.

”Jeg har brug for din hjælp, Luna” fortsætter hun.

”Hvis det er okay”

Luna ser nysgerrigt over på hende.

”Hvad er der galt?” spørger hun og ligger hovedet lidt på skrå. Katten hvæser pludselig og springer op, som om hun har rørt den på et ømt punkt, men hun lader til at være ligeglad. Før Luna ved af det er katten forsvundet ud af den blå luft, og i samme øjeblik er det som om, at Lauras øjne pludselig bliver et par toner mørkere.

”Ser du, jeg har et problem” fortsætter hun og begynder at bevæge sig hen mod Luna. Pludselig opdager Luna, at der løber en dråbe blod ned ad Lauras kind. Havde katten ramt hende i øjet? Luna kan ikke styre sig og begynder så småt at kravle baglæns væk fra Laura som kommer tættere og tættere på.

”Jeg... jeg har ikke noget liv” mumler Laura dystert, og hendes stemme begynder pludselig at blive hæs og skrattende. Det er som om, at hun slet ikke er Laura længere. Luna begynder at klynke og kæmper sig desperat bagud.

”Må.. må..... Må jeg få dit?” når Luna lige at opfatte at der bliver sagt, før hun næsten ikke kan høre noget for sit eget skrig. Det er som om at Laura begynder at falde fra hinanden. Hendes øjne bliver kulsorte, og noget rødligt begynder at pible ud forskellige steder fra hendes efterhånden skrøbelige krop. Luna forsøger at komme væk, men er lammet på stedet. Lauras tiltagende vægt tynger hende ned, og jorden under hende begynder at smuldre. Alt bliver sort omkring hende, og hun begynder at falde. Himlen forsvinder, og alt Luna kan se er det svage skær fra Lauras efterhånden rødlige øjne. Laura griner, og snart fylder latteren alt og er ikke til at undslippe. Luna skriger for at overdøve latteren, men der kommer ikke en lyd ud fra hendes læber. Pludselig er katten dukket op igen og springer ned i hovedet på hende. Dens vidunderligt bløde poter trækker kløerne ud, og begynder at flå i Luna. Dens øjne lyser op i mørket, og hun kan ikke få blikket væk, selvom hun prøver. Desperat  får hun kæmpet øjnene i og er lige ved at knuger hænderne til blods, da en pludselig griber fat i hende og alt bliver stille. Men hun tør ikke åbne øjnene. Hendes slappe krop bliver rusket hårdt. Hun synes stadig hun kan høre Laura et sted derude. Modvilligt åbner hun alligevel til sidst øjnene, som om de bliver tvunget op. Oliver sidder foran hende. Hun blinker et par gange og gnider øjnene. Laura er væk, og det samme er katten. Oliver er den eneste i nærheden.

”Hvad er der galt, Luna?” spørger han og ser nervøst på hende.

”Hvorfor skreg du? Er der noget i vejen?”

 Luna ser sig fortumlet omkring.

”Hvor... hvor er Laura? Og katten? Hvor blev de af?” spørger hun forvirret.

”Hvem er Laura? Hvad for en kat? Hvad taler du om, Luna?” spørger han og forsøger at få øjenkontakt, men hendes blik flakker forvildet rundt.

”Men... hun... de... de var jo lige der...” stammer hun og peger tomt ud i luften. Oliver følger hendes finger og ryster på hovedet.

”Der er ikke nogen, Luna!” siger han og stryger hende over skulderen. Lunas blik finder omsider hans, og en ukontrolabel tåre triller ned ad hendes blege kind.

”Kom” siger Oliver og begynder at rejse sig op. Han tager nervøst Lunas hånd, og hun griber så hårdt fat, at det gør helt ondt. Som om at Laura dukker op igen, hvis hun giver slip.

”Jeg fortæller det ikke til nogen” hører hun Oliver mumle stille, før de sammen går tilbage mod pædagogerne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...