Jelena

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 21 feb. 2014
  • Status: Færdig
En der tænker tilbage på sin første kærlighed. Han tænker, var det dumt af mig at slå op?jeg elsker hende stadig. kunne jeg have gjort noget anderledes? Hvorfor tænker man tilbage på ens eks? Fordi ens hjerne glemmer det dårlige.

1Likes
0Kommentarer
216Visninger

1. oneshot.

Jelena.

 

”Jeg elsker dig! ” råber jeg hen til Jelena. Hun sidder der, smuk som altid, på en stor sten tæt på vandfaldet. Hun smiler til mig:” jeg elsker også dig, skat”.  Mit hjerte banker, som en gal:” er du med på en dukkert” Hun tager sin gamle og slidte top af, og hopper ned i det mørkeblå vand.

 

Hun var mit livs første kærlighed, Jelena. Jeg elskede hende af hele mit hjerte. Som om, at hver gang hun forlod mig, begyndte mit hjerte at bløde. Om natten drømte jeg endda, at blodet fra mit hjerte væltede ud af mig, fra det hul jeg ville få, hvis hun forlod mig.

Når jeg tænker tilbage på det, lyder det fjollet. Men jeg husker også, at jeg var som fortryllet. Jeg smed hele mit liv væk for, at være sammen med hende. Droppede skolen for, at tage på stranden med hende, droppede mine venner for, at være sammen med hende. Til sidst havde jeg ingen venner tilbage. Det dummeste jeg gjorde for hende var dog, at tage med hende på college i vores hjemby, når jeg fik tilbudt et stipendium til college i USA. Min største drøm var og er stadig at komme til USA. Alle lærerne havde sagt til mig, at jeg var for dygtig til at blive i Dublin. At jeg skulle tage imod stipendiumet. Jeg havde jo også fortjent det, sagde de. Hvis jeg var rejst til USA, var mit liv blevet meget anderledes end det er i dag. Hvis jeg aldrig havde mødt hende, ville alt det jeg havde skrevet i min dagbog om hende være væk.

Jeg kan blive ved i evigheder med at snakke om hende. På nogle måder elsker jeg hende stadig. Den måde hun kunne få mig til at føle. Vi kunne snakke hele natten om alt og ingenting. Jeg har stadig de tusind billeder, jeg har taget af hende. Hende ved vandfaldet, hende ved stranden, og mit yndlings billede af hende. Helt naturlig. Uden makeup, inde på mit værelse i min skjorte. Jeg har selvfølgelig også de få billeder jeg malede. Der er ikke mange billeder af hende, fordi jeg malede kun malerier af hende i en kort stund. De fangede aldrig rigtig hendes skønhed, derfor holdte jeg hurtigt op. På malerierne kunne man ikke se alle hendes detaljer. Hendes fregner. Det lyse striber i hendes hår og den flotteste lyserøde farve på hendes læber, som man bare ikke kan få frem med maling.  Det var for resten det jeg fik et stipendium for. Mine såkaldte ”maleevner”.

Alle så noget i det jeg malede, undtagen mig selv. Det var der, Jelena sagde til mig” Hvis du ikke selv tror på det, så lad være med at gøre det”

Det var det klogeste jeg nogensinde havde hørt. Jeg skrev det ned i min dagbog. Jeg sagde aldrig til nogen at jeg havde en dagbog. Det var meget tøset. Jeg har bare altid syntes, at det var skræmmende at glemme noget fra sådan en vigtig tid i sit liv. Hele sin transformation, fra barn til voksen. For mange mennesker glemmer hvordan det var at være teenager. Jeg kan huske alt. Det er dejligt, men samtidig en forbandelse. Alle de pinlige ting man har gjort. Fra ting man har sagt og frem til sit første kys. Mit første kys var i s p eller k. Jeg fik konsekvensen af at kysse Jelena. Ikke noget jeg ville kalde en konsekvens. Det var første gang hun fik mit hjerte til banke, som havde jeg løbet et maraton. Næste dag inviterede jeg hende ud. Hun må have følt det samme, siden hun sagde ja.

Her for et par dage siden fandt jeg min gamle dagbog. Den fik mig til at tænke på hende igen. Jeg fandt også noget andet. En nøgle. En nøgle til Jelenas og min gamle lejlighed. Jeg havde læst i avisen at bygningen skulle rives ned, fordi der ikke var nogen der ville bo i den, så der var nok ikke nogen der ville have noget imod at jeg kiggede forbi. Jeg besluttede mig med det samme for at besøge den.   

Lejligheden var beskidt, støvet og alt i alt, Bare klam. Jelena og jeg havde købt lejligheden lige før vi kom på college. Den lignede lort, men den var billig.

Alle de minder her. Mig der lavede mad i køkkenet, mens Jelena studerede mig. Jeg kan huske jeg lavede alle mulige tricks for at imponere hende. Det gik tit galt, men det fik hende til at grine. Så det var det hele værd. Hendes klokkeklare grin, med et pift af engel. Jeg gik lidt rundt i lejligheden og prøvede at finde de bedste minder fra hvert et rum. I soveværelset var det at vi om aftenen, lå i sengen i evigheder. Vi lå der bare uden at sige noget. Men uden den akavede stilhed. På badeværelset var det minder fra alle de morgener, hvor jeg har kigget på hende mens hun gjorde sig klar. Hun var altid pinlig berørt over at jeg hver gang sagde at hun var den smukkeste, skønneste prinsesse i hele universet. Hendes rødmen var virkelig også skøn. Som om hun blev til den rose som jeg allerede vidste hun var.

Jeg gik ud i gangen, men stoppede brat op. Alle de dårlige minder der dukkede op ville bare ikke forsvinde.

” Det eneste du gør er at sidde på din flade røv! ” råber Jelena:” hvad fanden! Det eneste du gør er sgu da at feste og drikke hele tiden! Tager dine såkaldte ”venner” med hjem for at drikke jer for stive til at tage i skole næste dag! ” råber jeg igen. Hun skal fandeme ikke sige jeg ikke gør noget. Hun giver mig det koldeste blik hun kan, fordi hun ved jeg har ret. Hun sprinter ud af døren for tyvende gang denne måned. Sikkert på vej ned til hendes faste bar.

Alle de skænderier vi har haft, dukkede pludselig op i min alt for skrøbelige hjerne. Den smukke, fantastiske person jeg kendte forsvandt jo mere hun drak, røg og sniffede. Det fik den søde pige, som jeg forelskede mig i til at forsvinde. Hele vores forhold blev dårligere og dårligere for hver måned der gik. Uanset hvor meget jeg prøvede at fikse det, gik det altid galt, fordi sidst på dagen skulle hun lige drikke, ryge eller sniffe noget for at føle sig levende. Den sidste måned gik det op for mig at jeg ikke var nok for hende mere. Hun følte sig ikke høj af vores kærlighed længere, så jeg holdt op med at prøve at gøre det hele godt igen. Hun gik oftere ned på baren, fordi jeg ikke havde noget planlagt om dagen. Hun holdte flere fester, fordi jeg tog på biblioteket for at læse lektier, i stedet for at feste med hende. Flere skænderier. Mindre kys. Og til sidst forlod hun mig. Med sit kolde og følelsesløse ansigt. Ikke engang et undskyldsbrev under døren. Hun gik bare ud af døren midt i et skænderi, uden at sige at jeg aldrig ville se hende igen. Jeg græd som et barn, men jeg havde set det komme. Jeg ventede i flere dage på at hun ville komme igennem døren for at sige undskyld. Men det gjorde hun ikke.

Et par måneder efter læste jeg morgenavisen. Overskriften var Død pige fundet i havnen.

Der var et billede af Jelena. Der stod at det var en havnemand, der havde fundet hende og at hun formodentlig havde taget stoffer og havde drukket lige inden hun faldt i. Det var ikke druknedøden hun havde lidt af. Det var en overdosis.

Jeg troede aldrig at jeg skulle blive lykkelig igen. Hun valgte livet med fester og sprut, i stedet for kærlighed sammen med mig. Jeg flyttede hjem til mine forældre og græd dag ind og dag ud. Min mor fik en psykolog til at komme. Det hjalp ikke. Kun tiden kunne hele sår. Og kærlighed.

Psykologen havde en datter. Han fik den ide at tage hende med på arbejde, så hun ikke kedede sig derhjemme i ferien. Da jeg først så hende, sad hun ude i haven og læste Anders and. Hun så ud til at kede sig, så jeg gik selvfølgelig over til hende. Vi faldt i snak og blev straks venner.

Hun hed Katrine. Hun var fuldstændig modsat af Jelena. Ikke bare med udseende, også personlighed. Mørkt hår, brune øjne. Hun var energisk og ville ikke bare ligge i sengen hele dagen. Hun ville have oplevelser sammen med mig. Når jeg var sammen med hende glemte jeg alt om Jelena. Psykologen holdte op med at komme. Jeg flyttede sammen med Katrine, og hun støttede mig gennem kunstuddannelsen. Hun sagde at hvis jeg ikke selv troede på det, skulle hun nok tro for os begge. Hun blev selv psykolog og arvede sin fars firma da han gik på pension. Jeg mig selv begyndte at sælge malerier. Inklusiv de billeder jeg malede af Jelena. Jeg underviste lidt på skoler om kunst. Alt var godt. Perfekt og jeg lærte at elske på en ny måde. Ikke Ligesom med Jelena hvor hun fortryllede mig, og jeg gjorde alt hvad hun sagde, men på en Lad Os Blive Gamle sammen måde. Katrine blev gravid og jeg var verdens lykkeligste mand. Det blev tvillinger. En dreng og en pige. Jeg havde aldrig kendt til rigtig kærlighed, før jeg mødte Katrine.

I dag sammen med Katrine er det sund kærlighed.

Og mine børn, elsker jeg højere end man kan beskrive med ord.

På en måde kan jeg vel takke Jelena, for at have givet mig det liv jeg har. Uden hende ville jeg ikke være lykkelig og jeg ville ikke have haft alle mine skøre historier om ungdommen. Jeg er glad for alle mine valg i livet. Uden dem ville jeg aldrig have mødt dem jeg elsker allerhøjest.

 

 

         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...