Iagttagelsen

Jeg har faktisk allerede udgivet denne historie. Men det var i en samling, så det har måske været ret uoverskueligt at læse. Derfor håndplukker jeg nu de bedste historier fra samlingen (måske ender det med dem alle) og udgiver dem hver for sig i håb om, at de bliver læst.

0Likes
0Kommentarer
105Visninger

1. Iagttagelsen

Jeg stiger ind og finder mig et bekvemt sted at sidde.
Dette sæde, lige netop dette sæde, er tilpas.
Det er en samling af fire, to overfor to. Og et vindue, så til dugget, at duggen er blevet til vand i den varme luft, der suser med vinden, og dråberne triller ned og dækker for udsigten. Jeg kan ikke se ud.
Her er meget køligt, og toget suser gennem landskaber, som jeg ikke kan se.
Det er et gammelt tog, og stemningen af gammel fylder kupeen.
Det larmer i flydende taktslag; toget, der glider og hakker hen over skinnerne.
Men larmen overdøver ikke den rungende stilhed herinde. Dog føles det ikke som inde.
Det er et rum, men utrygheden skaber fornemmelsen af at være ude, på ukendt grund. Det er ikke som de andre togture.

Jeg kniber øjnene sammen og iagttager. Her er ikke mennesketomt, men her er kun to ansigter i min iagttagelses øjenkrog.
En meget prangende kvinde med orange hår og en gul cardigan med adidasstriber ned ad ærmerne. Hendes briller er grønne og sidder for langt nede på næsen. Hun ser ud til at have travlt med at scrolle på sin elektroniske genstand, mens benene svinger utålmodigt frem og tilbage. Jeg betragter hende lydløst og i hemmelighed herhenne fra.
Pludselig kigger hun op, og vi får øjenkontakt. Hun smiler med lukket mund, og smilet når ikke helt op til øjnene. Så kigger hun ned igen, stadig med fingeren på telefonen.

Jeg læner mig tilbage i sædet, trykker hovedet ind i den bløde, uhygiejniske pude, lukker øjenlågene ned og håber på at forsvinde dybt ind i alt dette bløde. Jeg hører nu meget bedre, hvordan toget bevæger sig. Digidi-digidi-digidi-digidi.
Det er en meget trykket lyd, som hvis man har propper i ørerne. En meget fjern lyd. Meget beroligende. Men samtidig også foruroligende, når det værker lidt i sammenkoblingen mellem vognene.
De små ruder over vinduerne er åbne, så vinden suser om ørerne. Mit hår flagrer, og det er dejligt, men det undrer mig, hvem mon har åbnet dem alle sammen, for her er ikke særligt varmt.

På min modsatte – min højre side, sidder der en pige med tørklæde. Over hende hænger nogle hvide tog-poser til skrald. De blafrer, og to af dem er ved at snuble over hinanden. De blæser nok snart af krogen.
Pigen sidder med et blad, sikkert et tog-blad, og hun forsøger ubemærkelsesværdigt at styre det. Men det vil hellere lukkes, og hendes hænder kæmper med at holde siderne nede. Hun ser ikke ud til at være den mindste smule irriteret, hun ser næsten følelseskold ud. Jeg selv ville være frustreret. Hun ser anstrengt ud, ligner lidt, at hun ikke kan tåle luften. Måske kan hun ikke tåle den. Måske er den giftig.

Den føles lidt giftig. Alting føles ret underligt. Luften er tung, men den er frisk. Toget larmer, men her er stille. Toget standser.
Vi er ved den første af fem stationer. Jeg nyder, at vi holder stille, og ingen vind eller lyd skal genere mine sansekilder. Et øjebliks ro til min yderst sensitive hjerne.

Lyden af dørene ind til kupéen, der åbnes og glider i med det samme igen. Dovne, men lange skridt. En fyr på min egen alder går jeg-er-sej-og-jeg-skal-holde-mine-alt-for-store-bukser-oppe-agtigt forbi mig og sætter sig på sædet overfor. Han spreder benene og sidder i den ultimative mande afslappede stilling, jeg kan forestille mig. Henslængt. Vi ser hinanden i øjnene. Hans blik er ikke så koldt og hårdt, som jeg regnede med. Han er virkelig et menneske i dette mærkelige univers, kupéen skaber.
Jeg vil beskrive hans tøj som umoderne. Han har baggy hiphopper cowboybukser med mærkelige gule tegn på benene, en blåstribet Adidas cardigan – magen til hende damens – og to kæder, han nok selv ville kalde for bling. Han ligner Nik og Jay.
Jeg tror først, jeg skal være bange for ham. Måske forventer han respekt.
Han taler lidt i telefon, og så gør jeg alt for ikke at få øjenkontakt med ham. Og for ikke at se bange ud – men det er jeg heller ikke, så det er ikke særligt svært.
Jeg sidder bare tilbagelænet og ødelægger min frisure, mens jeg iagttager rummet, som stadig emmer af isnende kølighed.

Jeg får øje på noget hår. Toppen af et hoved, med brune lokker stikker op et par sæder længere henne. Jeg havde slet ikke opdaget ham før!
Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har iagttaget denne mand. Jeg føler, jeg er gået glip af en hel person. Jeg strækker hals i håb om at se lidt mere end bare hans tykke hår, men det er svært. Hovedet bevæger sig lidt op og ned, og også lidt til siderne. Jeg støtter med hænderne på armlænene og løfter mig lidt fra sædet. Min næse peger helt op og bliver næsten kold af kulden, og jeg må snøfte. Jeg kan se pande.
Og pludselig bliver jeg blændet af hvidt lys, som strømmer ind ved hans vindue.
Måske er det solen, som jeg ikke kan se, fordi der er dug, som er blevet til vand, og vinduerne er grå.
Det gør ondt i øjnene, og jeg har aldrig set solen så hvid. Lyset bliver større og forsvinder så igen, og pludselig er det som om, tiden er gået i stå.
Vi befinder os nu alle i en tidslomme, og alt går i slowmotion.
Bortset fra mine egne bevægelser. De føles virkelige nok. Alt andet ser uvirkeligt ud. Menneskene, som jeg iagttog. De går i tomgang. De rykker sig ikke rigtigt.
Ti milliarder partikler bevæger sig, men jeg kan knapt nok se dem. Jeg ser kun tiden stå stille.
Og lyden er væk. Nu har jeg for alvor propper i ørerne. Det er så slemt, at jeg kunne tro mig døv i dette magiske øjeblik.

Vi er ved vejs ende. Toget er ved banegården, og de andre bevæger sig almindeligt igen.
Og de får deres almindelige farver i hovedet. Sjovt. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, hvor blege de var. Men nu bliver de helt solbrune i kinderne, og deres øjne lyser af varme. Kupéen bliver også lys og varm af den rigtige sol. Den skinner ind af alle vinduer, og varmer rummet med orange.
Her bliver rigtig dejlig lummert, og jeg kan mærke, at jeg er i live. Jeg, som var så sikker på et øjeblik, at jeg var havnet et sted i døden.
Nu strømmer livet tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...