One Direction Imagines

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2014
  • Opdateret: 11 okt. 2014
  • Status: Igang
Ja nu har jeg så i lang tid gået og ville lave nogle imagines, så jeg tænkte 'Why not?' og ja nu sidder jeg og skriver dette, så jeg enlig kan gå igang. Da det er første gang jeg prøver det her, kan det godt være at det ikke lige bliver så godt i starten, men jeg håber selvfølgelig på at blive bedre. Jeg laver ikke personlige, i hvert fald ikke i starten, men det kan være at det kommer og så vil jeg selvfølgelig give besked så i ved det. ;) I må meget gerne komme med ideer, så jeg ved hvad i godt kan lide a læse. :D Der vil komme lidt forskellige, nogle korte andre længere :) Jamen håber at i vil kunne lide det jeg skriver. God læselyst :P :D

11Likes
5Kommentarer
1156Visninger
AA

1. Niall

Dig og Niall har nu dated i et halvt år, Jahi! Desværre var han bare ikke hjemme så i kunne fejre det sammen. Drengene var nemlig på tur, så Niall og dig var tvunget til at fejre jeres halv års dag når de kom hjem. Selvfølgelig var du ked af det, men samtidig var du også klar over at det var et af de 'krav' der var, når man datede en verdenskendt. Du kunne ikke vendte til at Niall kom hjem om kun en uge! Ja EN UGE, EN FUCKING UGE!! Lige nu var du på vej til skole, ikke noget du glædede dig til, da du ikke havde nogle venner der. Din bedste ven havde svigtet dig, og lod dig i stikke da du havde allermest brug for hende. Du gik med langsomme skridt ned af den alt for genkændrlige gang, og håbede inderligt at der ikke ville være nogen der lage mærke til dig. Men det var åbenbart ikke lige din dag i dag... Du havde mareridt - igen - og var kommet alt forsendt op, hvilket resulterede i at du var tæt på at komme forsendt.

"Du tror da ikke at du bare kan snige dig uden om os, gør du y/n?" Lød en dyb og hæs stemme lige bag dig, som du kendte alt for godt. Danny! Det løb dug koldt ned af rygraden, og din skræk fik dig til at vende dig om i øjeblikket du hørte stemmen. Du nåede kun at se personens silhuet, inden du blev hamret ind i skabet, og var tvunget til at lukke dine øjne hårdt i. Den velkendte smerte som kom fra din ryg, og langsomt bredte sig i hele din krop var uudholdelig. Tårerne klemte sig på, men du nægtede at græde, nægtede at vise dem hvor sårbar du var, efter flere års mobning. "Jeg spurgte dig om noget, y/n!" Med endnu en voldsom kraft blev du skubbet ind i skabet bag dig, og tårnene formede sig i dine øjne. "Nej, men jeg håbede." Du kiggede koldt ind i de brune, næsten sorte øjne, men din stemme som var lille og spinkel, afslørede hvor rædselsslagen du i virkeligheden var. "Du ved godt at det ikke hjælper at græde, ik'?" Ordnede gjorde ikke ligefrem din dag bedre, du var træt af at være 'offeret', træt af at blive set bed på hele tiden, træt af at blive trådt på, og træt af ikke at kæmpe igen! Det gik op for dig at du aldrig havde prøvet at forsvare dig selv, du havde bare taget alle skældsordene til dig, du havde aldrig så meget som sagt igen. I hvert fald ikke noget der kunne ramme den anden person. 'Fra nu af vil jeg kæmpe igen, og ikke lade mig slå så let ud.' Så var det besluttet, du ville ikke være den man så ned på mere, du ville giver igen, lige meget hvad konsekvenserne så ville være!

"Oh det ved jeg godt, så kold hjertet som du er, er der ikke noget der hjælper. Du er bare en forvirret dreng som intet hjerte har!" Hvæssede du af ham, og din stemme havde fået lidt mere kraft. Han så næsten forskrækket og overrasket på dig, men det ændrede dig hurtigt til nogle lynene kolde mørke øjne, som borede dig ind i dine, og gjorde dig nervøs men du ville ikke vise . "Ingen har nogen sinde talt sådan til mig." Sagde han vredt, men ikke nok til at skræmme dig, ikke længere! "En gang skal jo være den første." De flabede ord fløj bare ud af din mund, uden at du kunne nå at stoppe dem. Endnu engang det chokerede udtryk, og så de lynende øjne. Du knep dine øjne i, da du endnu engang blev skubbet ind i skabet bag dig, og mistede din balance. Da du åbnede dine øjne op lå du nede på gulvet, og det fik dit bærer til at flyde over. Du rejste dig op og skrubbere Danny ned på jorden, og skulle til at gå, da en skærene stemme fik dig til at stoppe midt i dine bevægelser.

"Y/n følg med mig lige nu, vi tolerere ikke sådanne voldelige opførelser her på skolen!" Mrs. Smith hårdt fat i din arm og trak dig med sig hen til skolens kontor. Du trådte ind af døren til rektorens kontor, og du blev mere og mere nervøs, jo tættere du nærmede dig det store bord. "Rektor, din datter har en højst upassende opførelse!" Lød det skarpt fra din venstre side, og grebet om dit håndled blev strammere. "Jeg tog hende direkte i at..." Du lukkede det hele ude, da du enlig var fuldstændig ligeglad, for du vidste at din far aldrig kunne finde på at smide dig ud af skolen, i hvert fald ikke hvad du vidste af... Det hele endte med at du blev sendt hjem for at tænke over hvad du havde gjort, og så ville din far tage en alvorlig snak med dig når han nu engang kom hjem.

Da du kom hjem gik du op på dit værelse og skyndte dig hen til dit spejl, hvor du tog din t-shirt og tog et kig ned af din ryg. Det var lidt besværligt, men du klarede det alligevel, dog med lidt besvær. Der var begyndt at forme sig nogle stor blå/lilla/gule mærker, og du kunne mærken smerten tage til. Det var som om at smerten blev større, da du så de store mærker på din bare ryg. Du stod som forstenet og bare over gloede din ryg, da du hørte fordøren gå op, havde din far allerede fået fri? Eller var det din mor? Du fik hurtigt hevet din trøje på, og taget din mobil op fra baglommen på dine skinny jeans for at se på klokken. 12.01, kun? Så kunne det da ikke være dine forældre, de havde da ikke allerede fri, de plejede altid at komme hjem sent om aftnen. Kunne det være en tyv? Du listede stille ned af trappen og ind i stuen, dit hjerte sad helt oppe i halsen, og du sank en enkel gang for at være sikker på at det ikke ville springe ud ag munden på dig. Du stoppede dine listende bevægelser, da du hørte det smukkeste guitarspil, og du kunne ikke lade være med at lukke dine øjne i, for bare at høre de smukke lyde forlade guitaren. Du vendte dig langsomt om og fik et kæmpe smil på læberne da, du så ind i de hav blå øjne. Som han stod der med ryggen til et vindue, blev han badet i blødt gulligt lys bagfra, som fik ham til at se helt kongelig ud. Hans smukke perfektformede læber begyndte langsomt at forme ord, og ordrerne blev til en tekst, en tekst som var så smuk. "Isen't she lovely..." Stemmen passede perfekt til guitarspillet, og teksten. Det hele var så smukt at du fik tåre i øjnene, men det var glædeståre. Da Niall stoppede med at synge og havde lagt hans guitar fra sig, løb du hen til han og sprang ind i hans stærke arme mens han svang dig rund så du blev helt rundtosset. han satte dig forsigtigt ned igen og kyssede dig på kinden, og tog en tot vildfaren hår om bag dit øre igen. "Niall du... Jeg... Hvorfor? Jeg har savnet dig helt ubeskriveligt meget!" Ordrerne snublede over hinanden, og skabte nogle utydelige sætninger, men det lykkedes dig alligevel at få en sætning frem. "Jeg har også savnet dig prinsesse!" Sagde han glad, og gav dig et lidenskabeligt kys på munden, som var helt igennem fantastisk, og fik dig helt til at glemme de tidligere hændelser tidligere på dagen. "Hvad laver du her? Jeg troede at i havde en koncert i dag, hvorfor er du ikke sammen med de andre drenge? Altså ikke at jeg ikke er glad for at se dig, for det er jeg! Virkelig glad, altså mega super ultra ypper meget glad for at se dig! Så glad at det gør helt ondt inden i. Det er helt uvirkeligt..." Mere nåede du ikke at sige, for før du vidste af det lå et par bløde læber på dine. Nialls bløde læber. I trak jer langsomt fra hindanden, og stod bare med jeres pander mod hindanden, og nød hvert et øjeblik. Du åbnede munden og skulle til at sige noget, men Niall var hurtigere. "Det er kun ens halvårsdag én gang, med den ene perfekte person. Troede du virkelig at jeg ville gå glip af det?" Dine kinder blev varme mens du forsigtigt rystede på hovedet. Du glemte ligeså stille alt der var sket i dag. Danny der havde været efter dig igen, men at du rent faktisk havde havde slået igen, også selvom du var blevet taget i det og skulle havde en alvorlig snak med din far senere i dag. Alt det virkede lige meget, det betød intet. "Nej selvfølgelig ikke, jeg er bare glad for at du kunne komme." Det var jo delvist sandt, du havde ikke troet at han ville komme, men du var virkelig glad for at han var her nu. Det kunne ikke blive mere perfekt.

Resten af dagen sad i og så nogle gyserfilm og kærlighedsfilm, da ikke kunne blive enige. Om aften tog Niall dig med ud at spise, og for en gang skyld var det faktisk ikke på Nandos.


Så er den første imagine færdig hvad syndes i, er der noget jeg skal gøre anderledes, var der noget i synes gik specielt godt? Let me know

Var der noget der var for meget af? Eller noget der var for lidt meget af?

Det var min første imagine overhovedet, så jeg ville være glad for hvis i ville komentere eller sådan noget ;D 

Jeg ved ikke hvor meget jeg kommer til at opdatere i sommerferien og efter, men jeg vil gøre et forsøg på at gøre det nogenlunde ofte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...