love never ends (one shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Igang
historien handler om Felicia, man for indblik i hendes liv da hun er ung, med hendes elskede Otelius. vil helst ikke afslører for meget da det bare ødelægger det lidt tror jeg :) men følg meget gerne med hvis i vil <3

6Likes
4Kommentarer
225Visninger

2. one shot

valentine’s dag for præcis 70 år siden, skulle være den perfekte dag. Jeg skulle være sammen med min flirt, hans navn var Otelius, et af de meget populære navne dengang. Otelius og jeg havde været venner siden vi var helt små, og nu da vi var blevet ældre havde jeg fået dybe følelser for ham, enda blevet forelsket i ham! På valentines dag havde han endelig inviteret mig ud, jeg vidste ikke hvor vi skulle hen, men jeg vidste ar det vil blive perfekt. Suk tænk at han havde inviteret  mig ud på valentine’s dag, det syntes jeg dengang, som de fleste andre piger på 17 år, var vildt romantisk. Han skulle hente mig kl 20, ved mine forældres hus. Klokken blev et kvarter over otte og han var stadig ikke kommet, kunne han have glemt mig? Kunne han have brændt mig af? Havde han måske fundet en der var bedre end mig? Otelius’ udseende var langt fra noget at klage over, og hellere ikke hans personlighed. Pigerne stod i kø for ham, og han vidste det. Så hvad nu hvis han havde valgt en af de andre piger? Jeg kiggede på mit ur endnu engang, den var lidt i halv ni, jeg brød grædende sammen, da han stadig ik var kommet. Efter som vi ikke havde mobiltelefoner for 70 år siden, kunne jeg jo ikke bare lige sådan ringe og spørge hvor han var, og om han havde glemt vores aftale. Det ringede på døren endelig kom han jeg løb ned ad trappen, han var sikkert bare blevet forsinket af en elller anden grund, måske havde han købt blomster til mig, og det måske havde trukket lidt ud? Jeg stod lidt i mine egne tanker, da det ringede på igen, jeg åbnede døren. “frøken er det dig der hedder Felicia?”  det var ikke Otelius der stod i døren, der imod var det en politibetjent. Jeg skyndte mig at svarer “ja, det er mig.” Han kiggede sørgeligt på mig som om at han havde håbet på at han var gået forkert, og det gjorde mig nervøs. “Jeg må desværre give dig denne sørgelige nyhed” han holdte en pause, mit hjerte begyndte at banke hurtigere og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Politi betjenten tog en dyb indåndning “Otelius ligger på hospitalet, han kørte galt på vej her over.” Jeg græd og græd, men jeg måtte se ham! 

 

***

Jeg var nu ankommet til hospitalet, for at se til Otelius. Jeg fulgte efter en sygeplejerske, hun vil følge mig hen til Otelius’ stue. Efter lidt tid stod vi foran stue nummer 14, det var denne stue Otelius lå på. Sygeplejersken kiggede medlidende på mig, gav mig et blidt klap på skulderen, og forsvandt.  Nu var jeg alene, og mit hjerte begyndte at anke utrolig hurtigt, jeg var lige ved at tro at det vil falde ud. Jeg åbnede døren, nærmest grådkvalt, og gik ind. Der lå min elskede med skrammer på hele kroppen, han kiggede ind i mine øjne, med et forelsket blik. Jeg gik helt hen til ham, en tåre begyndte at trille ned på min kind, Otelius så det og hviskede “ik græd smukke”. Han tog min hånd og nussede den, han viskede igen “ikke græd”, men det var umuligt hvordan skulle jeg lade være med at græde, når min elskede lå der på kanten af døden? Otelius kiggede på mig, “kan du gøre mig en tjeneste?” spurgte han, jeg nikkede stille på hovedet, vi kiggede længe hindanden i øjnene, inden han svarede “gå over i min jakke søde, og tag den lille gave i lommen”. Jeg gjorde som Otelius sagde, med røstende hænder gik jeg over og ledte i hans lommer, jeg fandt en lille pakke og tog den med over til Otelius. Jeg gav den til ham og trak en stol hen til hans seng, så jeg kunne sidde tæt ved ham, Otelius smilede til mig, gav mig gaven og sagde så “glædelig valentines dag søde”. Havde han virkelig købt en gave til  mig? Det betød vel bare at han virkelig elskede mig. Jeg flåede nærmest papiret af æsken, jeg var så spændt, hvad kunne han have fundet på? Jeg havde nu flåede alt papiret af, det var en lille æske i sort, hvor på der stod love never dies, med guld skrift. Otelius kiggede på mig og smilede “vores kærlighed dør aldrig, åben den” sagde han med en lille tynd stemme som om at han ville dø, jeg åbnede æsken forsigtigt. Indeni lå der en lille guldhjerte amulet, hvor på der stod “i love you forever”, jeg kyssede ham blidt på munden som tak. Han begyndte at trække vejret langsommere og langsommere, til sidst hold han helt op med at trække det. Nej det måtte ikke ske, jeg begyndte at græde på hans bryst, han

måtte ikke bare forlade mig. Hvordan skulle jeg nogensinde, kunne elske nogen person så højt, som jeg elskede Otelius? 

 

***

 

Jeg var begyndt at græde, da jeg havde tænkt tilbage. Jeg havde elsket Otelius højre hverdag, lige siden jeg mistede ham. Nu sad jeg så her, og ventede på at min datter kom, og besøgte mig. Jeg havde fået en eneste datter i hele mit liv, og ja jeg elskede hende. Men jeg havde fået hende, med en som jeg aldrig havde elsket, hvilket var lidt af en ulempe. Jeg havde aldrig elsket nogen efter Otelius, og nu hvor jeg er 87 år, tvivler jeg også stærkt på at det nogensinde ville ske. Jeg sad lidt tid og tænkte på Otelius, inden min datter kom ind af døren. “ Glædelig valentine´s dag, hvordan går det mor?” Jeg havde aldrig fortalt hende om Otelius, så jeg sagde bare at det gik okay, ligesom alle andre dage. Hvis jeg skulle være helt ærlig, gik det værre end alle de andre dage, jeg savnede ham mere end nogen andre dage. “Vil du med ud og gå en tur mor?” jeg kiggede ud solen skinnede, så det vil da være skønt at komme ud. Jeg smillede kort til hende, imens jeg nikkede. Men kort efter kunne jeg mærke smerterne igen. “skat det gør ondt, kan du ikke hente en sygeplejerske!” Jeg har længe lidt af en sygdom, som lægerne ikke kan finde ud af hvad jeg er. Men man kan jo sige at jeg er 84 år, så mon ikke at det snart ville være min døds dag. Jeg åbnede låsen på min halskæde, og tog den af. Jeg lagde den i min hånd, åbnede den, og kiggede på det lille billede af Otelius og jeg som var inde i den. Hvor vi smukke dengang, smukke og unge, jeg knugede det lille guld hjerte ind til mit bryst imens jeg lukkede øjnene og sagde jeg kommer snart op til dig Otelius det lover jeg. 

 

***     

Datterens synsvinkel

 

Jeg havde hentet en sygeplejerske, og løb nu tilbage til min mor, som by the way lå på stue nummer 14. Jeg kom ind på stuen, og så min mor ligge der, trak hun vejret? Jeg løb sammen med sygeplejersken over til hende, “din mor er død, jeg er ked af det” sagde sygeplejersken efter at have taget hendes puls. nej det måtte ikke ske, min far havde jeg aldrig kendt, og nu havde jeg mistet min mor. Jeg græd og græd, jeg satte mig på stolen ved siden af hende, og lagde pludselig mærke til, at der lå en lille guldkæde ved hendes hånd. Hun havde altid gået med den, jeg tog den forsigtigt væk fra hende og kiggede så meget studerende på den. Det var et lille guldhjerte, en medaljon, uden på stod der “I love you forever”. Jeg åbnede halskæden, inden i var der et lille billede af min mor sammen med en ung mand, jeg ville gætte på at de var omkring 16, 17 eller måske 18 år på billedet. De var smukke det var der ingen tvivl om, men jeg anede virkelig ikke hvem manden var. En person aede mig blidt på ryggen, “ved du hvem manden på billedet er” spurgte jeg uden at vende mig om. Først da sygeplejersken svarede vidste jeg hvem det var “Kom skal vi ikke sætte os over til bordet?” sagde hun. Jeg gjorde som hun forslog og fulgte med hende derover, jeg sate mig ned, og spurgte så igen. “hvem er manden på billedet?” der rullede nu små tårer ned af sygeplejersens kinder og hun hviskede nærmest “manden var den mand som din mor elskede resten af hendes liv, manden var hendes livs kærlighed. Det fortalte min bedstemor, som var sygeplejersken på denne stue manden lå på. Hun så deres kærlighed til hinanden, den var nærmest udødelig, har hun fortalt mig.” Jeg rejste mig og gik over til min mor jeg kyssede hende blidt på kinden og sagde “sov sødt mor.”  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...