Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Igang
19- årige Mirabella Smith, fik i sin atten års fødselsdagsgave en jordomrejse. Hun tager afsted kort efter hun er fyldt 19. Der er 47 mennesker med på rejsen. De har rejst med luftballon, ubåd, fly, og nu sidder de på sejlbåd. Men da der kommer en frygtelig storm, ændre Mirabellas liv sig brat. Båden synker, og Mirabella strander på en øde ø med fem andre. Er hun nogensinde i stand til at komme tilbage? - denne historie er et skoleprojekt

6Likes
8Kommentarer
289Visninger
AA

3. Vraget

"Vi bliver nød til at få fat i noget proviant" sagde Aldo. Da vi holdte "team møde". "Vi har da bananer, og kokosnødder?" Prøver Anna. "Men det kan vi jo ikke leve af" sagde jeg. "Vi har brug for kød, og det skal vi bruge våben for at skaffe". Jeg kiggede spørgende på Aldo, som så ud til at vide mest om den slags. "Men vi kan da lave våben!" Sagde Rex optimistisk. Jeg himlede med øjnene og vendte mig mod ham. "Og det gik jo også helt vildt godt sidste gang du prøvede på det ik'?". Det lukkede vidst munden på ham. Efter ca. et kvaters diskotion frem og tilbage, blev vi enige om at svømme ud til vraget. Da klokken var omkring kvart over tolv, stod vi allesammen, kun iført undertøj, klar langs strandkanten. Vi var allesammen stadig meget udmattede efter turen, men vi var overbeviste om at vi godt kunne klare det. Men jeg havde dog min tvivl. Kim Gerda, der var midt i tredserne, havde haltet hele dagen, og Anna havde stadig sammen farve i hovedet som et nyvasket lagen. Jeg selv var bange for hvad vi ville finde. Lig. Sårede, og opsvulmede. Jeg var ved at brække mig bare ved tanken. Der var trukket et par mørke skyer ind over himlen, da vi begyndte at svømme. Vandet var lunkent, men kræfterne svandt hurtigt. Vi bevægede os langsom fremad. Achmed var den første der nåede vraget, jeg nummer to, Rex nummer tre, så kom Aldo lige i hælene på ham. Lidt tid efter kom Anna og Kim Gerda. Rex og Achmed var allerede begyndt at lede. Mens jeg hjalp de to andre op af vandet. Skibet var stødt ind i et rev. Aldo sad og fløjtede. Jeg hørte en gøen. "Hørte i også det?" Spurgte Anna tvivlende. Hun havde et tomt udtryk i øjnene. 'Wruf' "Der var det igen" sagde jeg. Man hørte lyden af noget løben, og så blev jeg overfaldt af en lovrende skikkelse. En af køkkenpersonalets hunde var overlevet. Rex og Achmed kom slæbene med en masse træ og noget reb. "Af alle de til der er her er det det i har valgt? Altså snoren er praktisk nok, men træ? Det har vi nok ad!" Sagde jeg kritisk. "Vi bygger en tømmerflåde til tingene" svarede Rex flabet. Jeg rakte, barnlig som jeg var tunge af ham. Jeg rejste mig op og begyndte at lede. Jeg ledte i kahytterne i køkkenet, på alle dækkene og i spisesalen. Da jeg kom tilbage på dækket var jeg læsset med kufferter, dyner, poser med korn, lommeknive og lign.

Jeg smed det hele ned, og kiggede afventende på "tømmerflåden". Føj hvor var den grim! Det undrede mig hvis den kunne flyde. "Flot fangst" sagde Aldo, og nikkede til mig. Jeg smilte tilbage, og satte mig ned. Vi læssede "fangsten" og satte den i vandet. Yes! Den flød. Rex og Achmed gav High five, som for at fejre det gode arbejde, og så hoppede vi i vandet. Det begyndte at regne voldsomt. Vi skyndte os så meget vi kunne, at svømme ind til land. Det begyndte at tordne og jeg blev nervøs. Hvad hvis vi blev ramt at lynet? Vi kom alle udmattede ind på stranden, og nåede lige at se skibet blive knust mod vraget. Vi kigger ned på vores fangst. Vi havde: to kufferter proppet med tøj og ting, en æske med lommeknive, en førstehjælpskasse, en pose korn, en af de der vandflasker der kan lave alting om til drikkevand, en uåbnet pakke men ti æsker tændstikker, en masse reb, sejlet(eller det der var tilbage af det), en redningstømmerflåde(oppustelig), og et enormt stort tæppe. Anna havde fået en revne i benet. Den så slem ud. Hun var nu endu blegere end før. Det vidste jeg faktisk ikke var muligt. Hunden, som jeg havde navngiver blondie (det var en blond Golden retriever), var kommet med ind på stranden, og havde lagt sig til at sove under en Palme.

Regnen begyndte at stilne af. Vi sad og kiggede ud under nogle Palmeblade. Skyerne trak sig væk fra hinanden og afslørede en smuk solnedgang. De orange og lyserøde farver strække sig ud mod horisonten. Vi sad ti-minutters til i stilhed, og betragtede bare det smukke syn, da stilheden blev brudt. "Vi bliver nød til at finde på noget!" Sagde Aldo og kiggede på os andre. "Vi skal finde mad, vand og nattely for at kunne overleve." "Her første nat kan vi sove i træerne, og leve af kokosnød mælk og bananer, men bagefter bliver vi nød til at bygge et telt eller noget lign." Sagde Achmed med sin amerikanske accent. Vi lukkede kufferterne op, og kigger. Den ene havde tilhørt en mand, og den anden en kvinde. Der var tøj, undertøj, toilettasker, sko, kondomer, müsli-barer, makeup, bøger og andre mærkelige ting. Mange af tingene kunne vi godt bruge, andre Var så godt som værdiløse.

Vi slæbte vores ting ind i junglen, og to ca. tredive lag tøj på. Vi hjalp hinanden op i træerne, og tog noget tøj med op, så vi kunne binde os fast. Da solen var gået ned, og tusmørket overtaget, lå vi allesammen i vær vores træ. Jeg hørte Kim Gerda mumle et aller andet i søvne, og Anna gispe efter vejret. Jeg var bekymret for hende. Hun var meget varm, og så ud til at have feber. Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg tænkte ikke på noget, lå bare og lyttede til alle lydene. Bølgerne der brusede, dyrene, der nok var midt i deres parrings seremoni, sådan som de larmede. Jeg gættede på at jeg havde fået omkring 700 myggestik. Jeg var, overraskende nok ikke bange. Min krop var følelsesløs. Jeg ville spørge om der var nogen andre der var vågne, men kunne ikke finde min mund. Det føltes som om der var nogen der havde smidt en dyne over mig, og fanget mig i et evigt mørke. Bare liggende som lammet, uden at kunne noget. Der trillede en tåre ned af min kind. Først da man kunne skimte en stribe lys i horisonten, overtog søvnen mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...