Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Igang
19- årige Mirabella Smith, fik i sin atten års fødselsdagsgave en jordomrejse. Hun tager afsted kort efter hun er fyldt 19. Der er 47 mennesker med på rejsen. De har rejst med luftballon, ubåd, fly, og nu sidder de på sejlbåd. Men da der kommer en frygtelig storm, ændre Mirabellas liv sig brat. Båden synker, og Mirabella strander på en øde ø med fem andre. Er hun nogensinde i stand til at komme tilbage? - denne historie er et skoleprojekt

6Likes
8Kommentarer
291Visninger
AA

2. strandet

Jeg vågnede ved at en solstråle ramte mit lukkede øje.

I starten hostede jeg bare. Hostede og hostede, for at få vandet op ad mine lunger. Smagen af salt lå som en dyne over min tunge. Jeg kiggede op. Jeg lå i vandkanten på en strand, op til en frodig ø. Den så ud til at være en gammel vulkan. Men det måtte være lang tid siden den havde været i udbrud, for op mod vulkanen var der en tætbevokset jungle. Først ramte spørgsmålene mig; hvor var jeg henne? Var her andre? Hvor mange overlevede? Var her rovdyr? Ville jeg være i stand til at overleve? Hvordan var jeg overhovedet kommet herhen? Så ramte minderne mig. Minderne, om natten før, hvor skibet sank. Hvordan jeg havde hevet den sidste redningsvest, reddet den lille pige, hvordan jeg lå så lang tid og kæmpede i vandet, og hvordan jeg endelig skyllede ind på øen. Til sidst ramte følelserne mig. Sult. Tørst. Angst. Forvirring. Og angst igen. Det var nok den stærkeste følelse.

Jeg rejste mig op. Der lå en pige ved siden af mig, og kiggede nysgerrigt på mig. Hun så dog meget opgivende på mig. "Hjælp" nærmest hviskede hun. Jeg gik over til hende og hjalp hende op, hvilket resulterede i at vi begge to faldt grinende tilbage i sandet. "Jeg hedder Mirabella" præsenterede jeg mig selv. "Anna" sagde pigen, som åbenbart hed Anna. Hun var ung. Nok på min alder. Høj, slank, brunt hår, og øjne i samme farve. Vi fik kæmpet os op at stå. Først der lagde jeg mærke til mit gennemblødte tøj. "Vi må se at få vores tøj af, så vi ikke for blærebetændelse". Altså hvis jeg ikke allerede havde fået det. Jeg blev forundret over hvor fornuftigt jeg kunne tænke, i sådan en situtation! Vi begyndte at tage vores tøj af, så vi til sidst kun stod i undertøj, og lagde det i solen, så det kunne tørre. Jeg sukkede og kiggede rundt. Jeg kiggede hen ad standen. "Se, der ligger nogen" sagde Anna. Jeg spurtede hen til kroppen, med Anna lige i hælene på mig, som vi endu ikke kendte køn på. Det var en lille krop, så det var nok et barn. Jo tættere jeg kom på, jo langsommere løb jeg. Den endte med at jeg, med små skridt, gik hen mod det. Da jeg var ca. 100 meter fra kroppen, stoppede jeg forfærdet op. Nu kunne jeg se det lange, lyse hår, og den alternative redningsvest. Jeg bevægede mig meget langsomt hen mod hende, og vendte hende langsomt om, så hun lå på ryggen. Og sprang så tilbage med et hyl. Jeg mærkede tårerne stige op i mine øjne, da jeg så hendes lille forslåede krop. Lille kønne Maria, lå opsvulmet, af at have været så længe i vandet, og med en lang flænge, der gik fra venstre øje til mundvigen. Det var dybt, og meget betændt.

Jeg begyndte at græde, rettere sagt hylede jeg op.

"Der sidder nogen derovre derovre" hørte jeg en stemme råbe, efterfulgt af lyden af noget løben i sandet. Jeg prøvede at beherske min hulken, men sad stadig med ansigtet begravet i hænderne. Jeg mærkede en ruske i mig. "Hallo! Er du levende?" Sagde en stemme, der nok tilhørte dem der ruskede i mig. "Rex lad være med at være så streng, det kan være at den lille pige var en hun kendte, måske hendes søster eller noget?" Sagde en ny stemme.

Jeg kiggede op og så. De andre overlevende. Der var tre stk. Kim Gerda var en meget venlig gammel dame i starten af 60'erne. Hun virkede lidt forvirret og mumlede noget om en primissen eller sådan noget. Achmeth havde langt, sort hår og skæg, og sammenvoksede øjenbryn. Han var nok i fyrrene. Meget venlig. Sidst, og helt sikkert mest irriterende, Rex. Han var høj, og muskuløs, nok i tyverne, og mega irriterende! Han havde vidst slået hovedet på vej til øen, for han gik rundt med en primitiv økse, som var mindst lige så grim, som min alternative redningsvest!

Jeg nikkede forstående, og præsenterede mig selv og Anna. Hun var stadig meget træt, og hendes ansigt havde fået en gullig kulør

"Okay så Mira, er det okay jeg kalder dig det?, ja og også dig Anna, vi leder efter andre overlevende, vil i med?" Spurgte Kim Gerda og kiggede håbefulde på mig. "Gerne, så længe det ikke ender med at vi spiser hinanden" svarede jeg smilende, og kiggede glad på Anna.

Da vi havde gået rundt på stranden, i ca. En halv time, fandt vi noget. En mand i flænsetjakkesæt, havde fundet en stak kokos nødder, og var i gang med at lave en tegning til et fort, i sandet. Han præsenterede sig selv som Aldo. Han var lidt forvirret, men det var vi vel allesammen. Men vi levede. Og vi var sammen.

Hey<3

Det var så de første to kapitler;-) hvad syntes i? Undskyld de korte kapitler, de næste bliver lidt længere! Det lover jeg. Tak fordi i gider læse med! Da det er en skoleopgave, får i først næste kapitel mandag eller tirsdag:-( men hvad kunne i godt tænke jer at der skete? Kom endelig med masser af ideer!:-)

Xx Izatheginger

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...