Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Igang
19- årige Mirabella Smith, fik i sin atten års fødselsdagsgave en jordomrejse. Hun tager afsted kort efter hun er fyldt 19. Der er 47 mennesker med på rejsen. De har rejst med luftballon, ubåd, fly, og nu sidder de på sejlbåd. Men da der kommer en frygtelig storm, ændre Mirabellas liv sig brat. Båden synker, og Mirabella strander på en øde ø med fem andre. Er hun nogensinde i stand til at komme tilbage? - denne historie er et skoleprojekt

6Likes
8Kommentarer
295Visninger
AA

1. storm

Det trak op til storm. Orkesteret spillede stadig lystigt, men stemningen blev mere og mere trykket, hen ad aftenen, efterhånden som skyerne trak sig sammen. Et lyn flænsede himlen, tordenen begyndte at buldre, og regnen begyndte at styrte ned. Orkesteret blev ved men at spille, for at holde folks humør oppe, men musikken blev overdøvet af skrig. Bølgerne begyndte at slå omkring skibet, og det vuggede frem og tilbage. Folk løb panisk rundt på dækket, og ledte efter venner og familie. Jeg kom lidt til mig selv, og styrtede over efter en redningsvest. Jeg snuppede den sidste, vente mig om, og så en i et par rynkede sorgmodige øjne. En gammel mand havde kæmpet sig vej hen til redningsvestene, bare for at se mig snuppe den for øjnene af ham. Han var nok i halvfjerdserne. Jeg sukkede opgivende, og gav ham vesten. Jeg havde bedre chance for at overleve uden redningsvest end han havde. Masten knækkede, som de tårnhøje bølger hev folk ned i det sorte dyb. Jeg fandt et stykke løst træ, og bandt det om maven på mig. Så måtte det fungere som redningsvest. "Hjælp!" Høre jeg et skrig. Jeg vender mig om og ser en ung pige, nok på 8-10 år, holde fast i kanten på skibet. Hun kiggede rædselslagent på mig, og jeg kan se, at hendes små arme snart ikke kunne holde fast mere, og så ville hun styrte ned i vandet. Jeg løb hen til hende, og hev hende over på den anden side. Jeg lavede en alternativ redningsvest til hende, magen til min egen. En kvinde, nok i midten af fyrrene, kom løbene hen til os. "Maria, Maria! Godt jeg fandt dig, er du uskadt. Hvad er det du har på. Årgh tusind tak. Tak fordi du reddede min datter!" Sagde hun, med det sidste henvendt til mig. Jeg smilede roligt til hende. En voldsom kræft slyngede os fremad, og jeg mærkede det kolde vand opsluge mig. Jeg mærkede luften forsvinde fra mine lunger, mens jeg kæmpede mig opad. Efter noget der føltes som en evighed fik jeg kæmpet mig op, og kunne mærke ilten strømme ned i mine lunger, for at blive slynget ud da den næste bølge ramte mig. Jeg fik kæmpet mig op på et halv-splintret stykke træ. Min "redningsvest" var faldet af. Jeg håbede at den sad bedre på den lille pige. Jeg skulle dø. Jeg vidste det. Nej skulle ikke dø, jeg måtte ikke dø! Jeg tænkte på mine forældre. Hvor glade de så ud, da jeg pakkede gaven op, og de fortalte at de havde sparet op, siden min mor mærkede det første spark i maven. Hvordan ville de reagere, hvis jeg aldrig kom tilbage? Nej. Jeg skulle holde mig i live! Jeg begyndte og lægge to og to sammen, og kom frem til, at skibet måtte være stødt på grund. Jeg tumlede rundt i vandet, og prøvede at finde fodfæste. Efter ti- minutters tid. Mærkede jeg sandet under mine fødder. "Land" råbte jeg så højt jeg kunne. "Land! Der er en ø!".

Jeg løb ind mod øen, og sank kraftesløs om i det våde sand. Jeg er i live, var min sidste tanke, inden jeg overgav mig til mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...