Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Igang
19- årige Mirabella Smith, fik i sin atten års fødselsdagsgave en jordomrejse. Hun tager afsted kort efter hun er fyldt 19. Der er 47 mennesker med på rejsen. De har rejst med luftballon, ubåd, fly, og nu sidder de på sejlbåd. Men da der kommer en frygtelig storm, ændre Mirabellas liv sig brat. Båden synker, og Mirabella strander på en øde ø med fem andre. Er hun nogensinde i stand til at komme tilbage? - denne historie er et skoleprojekt

6Likes
8Kommentarer
288Visninger
AA

6. Hjemme

De kom sejlende hen til os i en lille redningsbåd. I mellemtiden havde vi fået samlet de få ting vi gerne ville have med hjem. Det eneste jeg havde, var den halskæde jeg fik da jeg blev døbt. Den var overlevet forliset, og havde hængt om min hals siden mit hoved var stort nok til at den ikke faldt af. Det var et lille sølvkors, der hang i en kæde, i samme farve. Jeg havde lidt tøj og undertøj med, til turen hjem. Man kunne jo ikke hvide hvor lang tid der gik inden jeg var hjemme igen. Hvad med mine forældre? Hvordan ville de reagere? Havde de mon troet at jeg var død? Min søde Lillesøster, Claire? Hun havde været ti da jeg tog afsted. Så måtte hun være omkring tretten nu. Det hele føltes uvirkeligt, som i en drøm. Vi skulle endelig hjem. Jeg tog mit hår og flettede det, til en sjusket fletning. Da jeg kom herhen, gik det mig til lige over skulderen, og var blondt. Nu havde min naturlige røde farve overtaget, og håret gik mig til taljen. Det havde altid været ustyrligt, og vokset helt ekstrem hurtigt. Efter det her, ville jeg ikke farve det igen. En klipning og en hårkur ville gøre underværker, men det skulle ikke farves igen. "Hvad skal i så, når vi er kommet hjem, og alt det her er overstået?" Spurgte Aldo. "Jeg vil i vært fald tage med dig til New York" svarede Anna, og fik et drømmende udtryk i øjnene. De så lykkeligt på hinanden. "Jeg skal tilbage til hæren". Achmed, der ellers var så stille, sagde det med håb i stemmen. "Jeg skal vist bare til pensionatet" sagde Kim Gerda sorgmodigt. Hun havde mistet sin mand i forliset. "Jeg skal tilbage til min dojo." Sagde Rex. "Og så skal jeg begynde til jui- jitsu, så jeg kan tage Miras titte, fra hende" sagde han smilende. "Hvad med dig?" Spurgte Anna, og kiggede på mig. "Jeg skal gøre min uddannelse som kirurg færdig." Jeg smilede. "Og så forsvare min titel som Danmarks mester." Jeg puffede grinene til Rex. Jeg måtte nok starte helt forfra med min uddannelse. Desværre.

Båden båden var næsten inde på stranden, og vi gik ud for at hjælpe dem med at trække den i land. Vores redningshold bestod af en Mand, nok midt i fyrrene, med pjusket brunt hår, der var begyndt at blive gråt i spidserne. Han havde en yngre fyr med. Han var nok på min alder. Han var høj, muskuløs, havde lyst hår, brune øjne, og fregner over næsen. Han smilede venligt til mig. "Hvordan er i kommet her ud?" Spurgte den ældste. Så fik de en lidt rodet version af historie, hvor den ene talte ind over den anden. De kløede sig lidt i nakken, og kiggede på hinanden. "Hvor lang tid har i været her?" Spurgte ham den yngste. Vi kiggede på hinanden. "Omkring tre år.

Tror vi" svarede jeg.

Vi gik ombord på redningsbåden, og sejlede hen mod færgen. Vi grinte meget. Jeg fandt ud af, at ham den gamle hed Janus, og han den unge hed Niklas. Han var sød. Han fortalte at det var en skolebåd. Alle ombord var studerende, der var på en rejse. Sådan ca. Ligesom jeg havde været da jeg tog afsted, for 3-4 år siden. Det føltes som om der var gået en evighed. Det var et helt andet liv, dengang!

Vi ankom med skibet i Indien. Derfra tog vi et fly til Københavs lufthavn. Vi fik at hvide, at når vi kom hjem ville der være meget tumult. De folk der fortalte os havde ret. Så snart vi kom ind i lufthavnen, kunne vi se du tusindvis af mennesker der var kommet for at se os. Journalister og tv værter stak deres mikrofoner, notesblokke og kameraer, op i hovedet på os. Folk flåede i en, som om man var en eller anden kendis. Vores familier stod og ventede på os. De havde fået besked et par dage inden.

Min søster kom løbene hen til mig og omfavnede mig. Jeg havde savnet hende forfærdelig meget. Glædes tårerne trillede ned ad kinderne på mig, og jeg strøg min søster blonde hår. Vi løsrev os fra hinanden, og jeg gav mig til at betragte hende. Hendes smukke blonde hår var kortere, og var klippet lidt tilfældig. Der var ikke to strimler med hår der havde den samme længde. Hun var blevet et helt hovede højere, jeg gættede på omkring 165, og under tøjet kunne man begynde at skimte de påbegyndte former. Hendes blå øjne strålede, og var blanke af tårer. "Mira" sagde hun. "Er det virkelig dig?" Spurgte hun, og rørte ved min kind, som om hun var bange for at hendes hånd ville gå igennem. Jeg smilede til hende. "Jeg Claire, søde, det er virkelig mig".

Jeg tog hendes hånd, og vi gik sammen hen til mine forældre. Min mor omfavnede mig hulkende, mens min far stod med tårer i øjnene og strøg hende på ryggen. Jeg snuppede min mor lidt væk, og omfavnede min far. Jeg snusede ind, og kunne lugte den bekendte lugt af tobak og hjemmestrik. Jeg havde så mange spørgsmål jeg gerne ville stille, at jeg ikke vidste hvilket et jeg ville stille først. Inde i mit hoved var der et stort fræs. Alle mine tanker ville høres, og det ene behov var kraftigere end det andet. "Hvad år er det?" Spurgte jeg. Det var nok det spørgsmål der havde plaget mig mest. Den fornemmelse af tid, var forsvundet i løbet af den til vi havde været på øen. "Lørdag D. 25 april 2018" sagde min far. Der var gået fire år. Jeg fyldte 23 til maj, og min uddannelse bare som kastet på jorden.

En følelse strømmede ind over mig. En følelse som jeg ikke havde haft, siden vi kom til øen. Følelsen af tryghed. Alt var godt.

Jeg var hjemme!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...