Altid på flugt

Jonas som 14-årige finder ud af at hans far (kongen) har forråd ham. Som hævn vægler Jonas i arrigskab at dræbe sin egen far, han flygter hurtigt. På hans flugt kommer han i kamp og mister bevistheden. Han bliver fundet af en såkaldt "mester" der nu holder ham indespærret og straffer ham hårdt med træning. Jonas bliver træt af det og flygter nu igen. På sin flugt møder han pigen Luna. Hvor længe ville Jonas holde på sin hemmelighed? Og hvad sker der når Jonas møder sin gamle fjende igen? Ville han sige at han faktisk er prins? Og er eftersygt i hele landet? Kan du lide en movella med hemmeligheder? Så læs med!

12Likes
14Kommentarer
645Visninger
AA

1. Så flygter vi igen.

Det åndsvagt at blive ”fundet” af en mester når man var på flugt. Jeg ved ikke om han ved at jeg er på flugt, men han ville ikk lade mig komme ud af mit værelse han holdte næsten konstant øje med mig. Og når jeg prøvede at stikke af straffede han mig inten med hård træning eller noget værre ”Hvorfor må jeg ikke komme ud?!” råbte jeg igennem døren.
"Giv mig én god grund" Svarede han med en rolig stemme, men før jeg nåede at svare var han allerede væk. Jeg havde ikke lyst til at træne, men han var lige glad. "Du skal nok blive til noget", sagde han altid. Det var som om at han kendte grunden til at jeg var på flugt, måske prøvede han enda at hjælpe.
Men jeg ville ikke have hans hjælp, jeg kan klare mig selv. Det hade jeg gjort indtil han fandt mig bevidstløs. Jeg kan ikke huskede andet end at jeg var oppe at slogs, men han fik på bene igen, vi var gode venner indtil han blev mere kold, og seriøst. Jeg hade tit set ham læse breve hvor hans smil bare forsvandt..


Nu var det nok! Jeg ville ud, og jeg skulle nok finde på noget. Der var ikke meget at arbejde med i det værelse han havde "givet" mig. Vinduerne var ikke store nok til at kravle ud jeg heller ikke sikker på hvor langt ned der ville være.


Jeg hade flere gange prøvet at slå døren i stykker men det var aldrig lykkedes for mig. Jeg tog den stol der stod ved siden af min seng, jeg vil smadre vinduet. Jeg prøvede at smadre vinduet men uden held. En gang til. Der kom en revne i glasset. Jeg smed stolen væk og slog så hårdt jeg kunne igennem vinduet. En smerte spredte sig langsomt. Et par glas skår sad fast i min hånd. Vinden susede igennem det lille værelse. Jeg hørte tunge skidt på vej imod min dør. Jeg hoppede hurtigt men forsigtigt op i vinduet og kiggede ned så jeg kunne få en fornemmelse af afstanden ned til den faste jord. 
Jeg fik kun lige presset mig ud gennem vinduet da jeg skar mit ben på en af de store skår der ikke var gået i stykker, smerterne i min hånden hjalp ikke. Der var et godt stykke ned heller det end at "træne" en dag mere eller blive straffet endnu en gang. Jeg landede direkte på jorden. Jeg rejste mig forsigtigt, og kiggede mig omkring. Jeg havde ingen idé om hvor jeg var, huset var omringet af skov og bjerge. "KAN DU SÅ KOMME TILBAGE!" råbte min Mester i en meget bestemt tone. Han var vred. Jeg satte hurtigt i løb. Efter nogle få hundrede meter kunne jeg ikke mere, smerterne i hånden, og mit ene ben var for store. Jeg bed smerterne i mig så godt jeg kunne og forsatte.


Jeg fandt et stort træ som jeg satte mig op af. Jeg var udmattede, jeg fik lige vejet inden jeg kiggede på min hånd. Den var blod rød. Jeg trak så stille og roligt glasskårene ud for at undgå smerterne, men det var svært. Efter et par minutter fik skårende ud af hånden. Smerten var udholdelig. Jeg kunne ikke løbe længere, smerten i mit ben var heller ikke til at udholde. Jeg var træt. Virkelig træt. Jeg tænkte jeg ku få en lille lur inde jeg forsatte min flugt.


Da jeg vågnede op igen kunne jeg ikke bevæge min hånd, jorden var helt rød der hvor min hånd havde ligget. Jeg rev det ene ærme af min bluse af og bandt det rundt om min hånd så stramt jeg kunne. Mit ben gjorde stadig ondt. Jeg hev op i buksebenet, mit ben var fyldt med refter, små sår og blåmærker. Jeg var meget trørstig og måtte finde noget at drikke. Jeg kunne høre en rislenede flod ikke så langt herfra, jeg måtte finde den.


Jeg fik langsomt min krop op at stå igen, med lidt støtte fra træet. Jeg haltede imod lyden af den rislenede flod. Skoven stoppede ret brat. Men der var en lille flod, med drikkevand. Jeg satte mig ned på mine knæ og foldede mine hænder som en skål. Vandet var fantastik og smagte godt. Det slukkede min tørst. Jeg bandt min hånd ud. Og tog den ned i floden for at få det indtørret blod væk. Det gjore lidt ondt. Pludselig var det en der lagde en hånd på min skulder jeg vente mig hurtigt om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...