Altid på flugt

Jonas som 14-årige finder ud af at hans far (kongen) har forråd ham. Som hævn vægler Jonas i arrigskab at dræbe sin egen far, han flygter hurtigt. På hans flugt kommer han i kamp og mister bevistheden. Han bliver fundet af en såkaldt "mester" der nu holder ham indespærret og straffer ham hårdt med træning. Jonas bliver træt af det og flygter nu igen. På sin flugt møder han pigen Luna. Hvor længe ville Jonas holde på sin hemmelighed? Og hvad sker der når Jonas møder sin gamle fjende igen? Ville han sige at han faktisk er prins? Og er eftersygt i hele landet? Kan du lide en movella med hemmeligheder? Så læs med!

12Likes
14Kommentarer
642Visninger
AA

3. Når tankerne skriger.

Jeg havde fået mit ejet værelse, det var ikke lige så pænt som det jeg havde hos min Mester, men det var også ligegyldigt. Det store problem var at sengen var for blød. Jeg havde sovet meget dårligt på det sidste og mine drømme have ikke ligefrem hjulpet. Jeg savnede pludselig min gamle træ seng, jeg savnede min Mester. ”Jeg skulle bare have blevet, det var dumt af mig”, sagde jeg til mig selv.

Jeg lod mig falde ned på sengen igen, jeg var lige ved at døse væk. Luna sad lige pludselig ved min side og sagde, ”Du er så sød når du sover. ” Hun sagde det med et smil på læberne, det skræmte mig ærligtalt. Jeg fløj op af sengen, ” VIL DU GODT HOLDE OP MED DET?! Vent…. Hvad?... ” Jeg kiggede spørgende på hende, og skulle til at sige noget, men det fløj ud af hovedet på mig. Det kig op for mig hvad hun sagde… Jeg skyndte mig ud af døren.

Jeg løb udenfor, det var dejligt vejr solen skinnede, fuglene sang, og der var ikke en sky på himlen, men det var lidt varmt. Jeg kiggede mig omkring, der var et kæmpe bjerg ret frem, det var langt væk, der var sne på toppen, så jeg gik ud fra at det var meget højt.

Jeg følte mig forvirret og tabt jeg hade allermest lyst til at løbe væk fra alt. Jeg vende mig om og så ind i grotten, hvor deres lille ”base” var. Bassen var godt gemt mellem alle de trær ”Jeg har ikke brug for dem. ” Sagde jeg til mig selv, og satte med det samme i løb imod bjerget.

Der gik ikke længe før jeg måtte stoppe mine ben gjorde alt for ondt, de var begyndt at bløde igen fra de sår jeg fik da jeg hoppede ud fra vinduet. Jeg stoppede op og kiggede mig omkring igen,jeg var kommet langt væk fra den tætte skov og ud på en åben mark, men jeg kunne ikke se noget jeg kendte.

Jeg var nød til at finde noget vand hvis jeg skulle komme længere. Jeg gik i en retning som førte ned af. Der gik ikke længe før jeg havde fundet noget der var drikkeligt, en lille bæk der stragte sig imod bjerget. Jeg drak så meget jeg kunne min mave rumlede hult, jeg var sulten…. meget, sulten.

Jeg fulgte den lille bæk, jeg gik længe uden at finde noget. Den lille bæk blev større jo længer. jeg gik, ”Nu kommer der nok snart noget, tænkte jeg til mig selv, jeg forsøgte at muntre mig selv op. Jeg begyndte at tænke positive tanker.

Langt om længe blev den lille bæk til noget, den havde åbnet sig op til en lille sø. Der var omringet af store trær. ”Her kan jeg være i fred, og gøre som jeg har lyst til. ” Det blev sagt med et kæmpe smil på læberne. Jeg havde lyst til at råbe. ”ENDELIG! ” Jeg skræmte et par fugle væk, jeg begyndte at grine for mig selv. Jeg fandt et træ som jeg kravlede op i, der var dejlig udsigt over søen.

Træet stod på den anden side af søen hvor den lille åbning var. Solen oplyste den lille dal, det var stadig meget varmt. Jeg hoppede ned fra træet, og landede halvt på røven. Jeg humpede lige så stille ned til vandet og smed fødderne i . Mine øjne var lukket, og jeg var helt afslappet, jeg nød vandet som opslugte mine fødder.

Mine tanker tog fat og skreg, jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke slappe af, selvom jeg prøvede. Det hele kom tilbage til mig. Alt det jeg var løbet væk fra min far det jeg gjorde min søster…. Jeg savnede min søster.

Længe lå jeg begravet i mine egne tanker som skreg til mig. Der gik flere timer før de stoppede. Jeg satte mig endelig op, og kiggede rundt. Luna kom frem i mine tanker, jeg savnede hende. Hvorfor mon hun passede på mig? Jeg var begyndt at fortryde at jeg løb væk, men det var jo det eneste jeg kunne, det var det eneste. jeg havde gjort for at slippe af med mine problemer. Det var for meget, jeg begyndte at græde, jeg var ødelagt, min krop var ødelagt, mit sind var ikke meget bedre.

En lille stemme kom ind i mit hovde”Jeg kan godt forstå at du er ked af det je… ” Jeg fik en chok og fløj op, jeg vendte mig rundt. Det var Luna igen. ” Sagde jeg ikke at du skulle holde op med det der?! ” Råbte jeg, jeg var rasende på hende, jeg havde ikke lyst til at snakke med hende. ”Det er okay, Jonas. Jeg forstår dig godt.” Hendes stemme var stadig rolig, hun var så blid. ” Hvordan det?... ” spurgte jeg, mit raseri var forsvundet. Inden hun nåede at svare, sagde jeg undskyld, og jeg begyndte at græde igen. Hun tog fat om mig, jeg følte mig svag. Jeg græd på hende skulder, ” HVAD GÅR DER AF DIG, KNÆGT?! ” Råbte mit hoved af mig.

Jeg skubbede hende lidt fra mig, jeg kiggede hende i øjnene. ” Jeg vil gerne, tror på dig, men jeg kan ikke… ” en tåre trillede fra min kind.. ” Det er okay Jonas, men du kan stole på mig, jeg har selv været i en situation, hvor jeg havde lyst til at give op. ” Hun smilede til mig. ” Men dengang var der ingen som tog sig af mig. Jeg følte mig så alene indtil vores leder Nathan kom over til mig og begyndte at træne mig” Min vrede var væk, men jeg havde stadig ikke. lyt til at gå med hende. Lysten til at være alene trængte mig på. Det var også irriterende at hun altid bare lige dukkede op ud af det blå.

Men det var ikke derfor jeg ville være alene, jeg havde brug for at tømme mit hoved, at få styr på mig selv. Lige nu sagde jeg ikke noget, jeg sad bare på stirrede ud i det blå. ”Jeg smutter tilbage, du burde snakke med Nathan, han ville ku hjælpe dig”. Hun rejste sig og gik, jeg havde lyst til at sige noget til hende, men jeg lod være. Solen var næsten gået ned.

Mine tanker havde stadig kontrol livløs, lå jeg på jorden. Tiden gik, jeg gjorde ikke. Min arme gjorde ondt, mine ben gjorde ondt og mit hoved var så tungt at jeg ikke kunne rejses. Jeg stirrede up i luften, mørket var blindende, stilheden var døvende. Mine øre var ved at falde af mine øjne på nippet af at falde ud. Jeg havde lyst til at intetheden skulle opsluge mig.

Jeg have lyst til at forsvinde i skovens bund, at blive glemt, og aldrig blive nævnt igen. Starte forfra. Jeg rejste mig, fra min grav. Jeg gik ned til vandet og spejlede mig selv, jeg tog mit tøj af og sprang i. Lidt tid senere, fik jeg tørret mig selv, og kom i tøjet. Jeg besluttede mig for at gå tilbage. Mine tanker stormede ind, som kom de ind af en åben dør, jeg prøvede at lukke den.

Mit ben begyndte at gøre ondt igen, jeg kunne mærke at virkeligheden var på vej tilbage til mig. Tomrummet blev fyldt. Jeg fulgte den lille bæk, for at finde vejen tilbage. Vinden larmede i træerne, men jeg kunne fornemme at jeg ikke var alene. Paranoiaen spredte sig gennem min krop, men det var bedre, en mine tanker.

Jeg trak været dybt, og pustede ud. ” Tag dig sammen for helvede, du kan jo godt..” Jeg havde ingen at snakke med ud over mig selv, men jeg kunne ikke lide ”ham” hvis jeg havde mødt mig selv, ville jeg hade ”ham”, og det gjorde jeg også. ”Gør det for din søster, gør det for Lu..” Jeg stoppede op. ”Nej, ikke hende”. Mine følelser for Luna, var ikke tydelige, og jeg havde vigtiger ting at tage mig af, hun måtte ikke stoppe mig.

Samtidigt med min samtale med mig selv var på vej i vasken, glemte jeg lydene i træerne, stemmerne. Vent… Stemmer?.... En ung, høj mand kom frem fra mørket. Han hade sort hår ligesom mig selv. “Hvem er du?” spurte jeg.

Jeg var klar til at slå fra mig hvis han skulle prøve på noget. “Jonas det er okay, det er mig der hedder Nathan. Luna er bekymret for dig, så jeg gik ud for at lede efter dig. Hun tror ikke du kommer tilbage” Sagde han med en rolig stemme. Da vi kom tilbage, stod hun og ventede på mig. ” Du kom! Det tog længere end forventet, men du kom!” Hun hoppede over i et kram, jeg tog imod det selvom jeg ikke have lyst. Jeg ville hellere noget andet.


 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ville i ikke være super skønne at smide en kommater her under? :P

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...