Altid på flugt

Jonas som 14-årige finder ud af at hans far (kongen) har forråd ham. Som hævn vægler Jonas i arrigskab at dræbe sin egen far, han flygter hurtigt. På hans flugt kommer han i kamp og mister bevistheden. Han bliver fundet af en såkaldt "mester" der nu holder ham indespærret og straffer ham hårdt med træning. Jonas bliver træt af det og flygter nu igen. På sin flugt møder han pigen Luna. Hvor længe ville Jonas holde på sin hemmelighed? Og hvad sker der når Jonas møder sin gamle fjende igen? Ville han sige at han faktisk er prins? Og er eftersygt i hele landet? Kan du lide en movella med hemmeligheder? Så læs med!

12Likes
14Kommentarer
643Visninger
AA

2. Burde jeg stole på dem?

Hun var høj og slank, hun bar en sort top med et par brune bukser og et bælte med små lommer, der hang en bue på ryggen af hende, hun havde mange ar, hun havde sat sit hår i en hestehale. Hun kiggede på mig med et skuffende ansigt. Hun gav mig en flaske og en lille kniv. "Kom så, vi har lidt travlt" Sagde hun. Jeg kiggede forundret efter hende, hun sagde ikke noget. Det gjorde jeg heller ikke.

Jeg tog tingende og haltede efter hende. "Hvem er du?" spurte jeg. Hun forblev tavs. Vi gik dybt ind i skoven. Selv om min "mester" hade trænet mig her flere gange. Kendte jeg ikke til det her sted. Jeg hade aldrig været her før. Vi kom til en grotte, og jeg fornemmede med det samme at vi ikke var alene mere. Jeg stoppede op, jeg kunne ikke gå mere. "Hvor er vi?" Hum vendte sig om imod mig og tog min arm rundt om hende så jeg kunne støtte mig op af hende "Vi er der snart, bare hold lidt ud endnu" Sagde hun.

Vi kom til en dør hvor der stod DOKTOR. "Nå. Hvem har vi så her?" spurte en høj mand iført en hvid kittel og et par briller. "Jeg fandt ham ved floden", sagde pigen. Doktoren tog mig over til et operationsbord han kiggede på mit ben og min hånd. "Du er heldig at Luna fandt dig knægt, det ser lidt slemt ud" Luna? Hedder hun Luna? Sikke et smukt navn.

"Kom du med her over knægt" Jeg rejste mig op fra operationsbordet og da jeg tog det næste skridt sortnede det for mine øjne. Det var som om at verden var gået i stå. Jeg blev svimmel og besvimede. Da jeg kom til mig selv lå jeg i en seng, det var en god seng ikke ligesom det jeg havde hos Mester. Det var hård og kold seng. Tror faktisk den var lavet af træ. "Det er godt for ryggen", sagde han altid. Jeg begyndte næsten at savne ham lidt, men før jeg nåede at tænke mere på ham, gik det op for mig at jeg var i et andet rum.

Det var et mørk og dystert rum, jeg kunne ikke rigtigt se noget. De var ikke rigtige vægge, det var af sten. Jeg gik ud fra at vi var inde i grotten. Jeg rejste mig op fra sengen. Jeg havde en forbinding rundt om min hånd og om mit ben.

Jeg gik lidt rundt i rummet, men det var ikke særlig stort, men der var nok plads til at jeg kunne strække mine ben, det gjorde stadig en smule ondt, men det var ikke så slemt. Mit tøj var ødelagt fyldt med huller, og mine busker var næsten blevet til shorts. Luna? Det var et flot navn, det kunne jeg godt lide, men jeg var stadig ikke sikker på om hun var til at stole på, mere nåede jeg ikke at tænke, da jeg blev afbrudt af en banken på døren.

Doktoren kom ind. "Hvordan har du det min dreng?" Han lød en smule irriteret. "Jeg har det fint, men jeg hedder altså Jonas", svarede jeg en smule forvirret. "Fortæl mig knægt, hvordan er du kommet sådan til skade?" Spurgte han, denne gang virkede han opmærksom. "Det kan jeg ikke huske" løg jeg. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham om min Mester. "Jeg hedder nu stadig Jonas", sagde jeg igen. "Du kan godt huske det", sagde han som om han kunne fornemme at jeg løg.

Han gik om bag mig og tog sin pege og lange finger ned til min puls ved halsen. "Okay, jeg spørgere igen. Hvordan er du kommet sådan til skade?" Jeg løg igen "Jeg kan altså ikke huske det!" Sagde jeg igen med et lidt mere vredt tonefald "Jeg kan mærke på din puls at du lyver", sagde han roligt. Jeg stivnede lidt i det, han sagde det, burde jeg fortælle ham det? Nej. Jeg stolte ikke på nogen! Det hade jeg en grund til. "Kom, nu. fortæl mig det knægt", sagde han. Jeg hade virkelig ikke lyst til at fortælle ham det. Hvorfor skulle jeg? De hade ikke sagt noget til mig. Han sukkede "knægt. Det bliver mellem os. Okay?"
Der gik lidt tid "Jeg vil bare vide hvad der er sket med dig". jeg forblev tavs og fulgte alle hans bevægelser med øjnene han kig om foran mig. "KNÆGT!" Råbte han. "Je.. je.. jeg er..." Jeg blev afbrudt af en banken på døren. Luna kom ind. For Guds skyld! LUNA! Du redet, mig! "Åh, godt. Du er vågen", sagde hun til mig. Hun smilede. "Kom med", sagde hun til mig, "Det er altså ikke lige så godt nu", sagde doktoren "hvorfor ikke?" Sagde Luna med et skarpt blik i øjne "det er bare ikke så godt lige nu. Jeg er lige i gang med en snak med knægten", svarede han tilbage, "ARH... Mon ikke du overlever Doc", sagde hun lidt højre hun kig over til en kommode der stod i hjørnet af det lille rum.

Hun fandt en bluse og kastede den over til mig. "Tag den her på, vi smutter", sagde hun. Jeg trak blusen over hovedet og kiggede over på Doc. Han så lidt sur ud, men han tog det roligt. Vi kig ud. Jeg haltede lidt, men ikke så meget som da jeg kom "hvor længe har jeg været væk?" Spurte jeg imens vi gik. Hun sukkede lidt "2 døgn... Du hade mistet meget blod... og dine sår var meget risikable..." Det gik op for mig at jeg hade forbinding på min hånd. Jeg følte mig svag.

Vi kig ind af en dør til et køkken. "Sæt dig ned", sagde hun og pegede over på en stol. Jeg satte mig ned på stolen og betragtede Luna imens. Hun kom med noget suppe til mig. "Spis, du må være sulten. Du har brug for det", sagde hun til mig imens du satte sig ved siden af mig. Der blev en smule akavet stilhed. "Nå... Men... Hvordan er du kommet sådan til skade?" Spurte hun. Jeg stoppede med at spise "kan det ikke bare være lige meget", sagde jeg, "jeg vil bare gerne glemme det" jeg hade det ikke godt med at sige sådan noget til Luna.

"Du ved godt, du kan stole på mig ikke?" Sagde hun "... Jo, det kan jeg vel", sagde jeg. Jeg begyndte at spise igen. "Jeg kan godt forstå at du ikke ville stole på nogen det ville jeg heller ikke, da jeg kom her til. Jeg blev skilt fra min mor for 3 år siden da vores konge blev myrdet..." Sagde hun, jeg fik en dårlig fornemmelse. "Jeg var en svag pige på kun 13 år. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre... Men så fandt jeg det her sted og har så været her siden", fortalte hun videre. Jeg blev færdig med min mad.
"Jonas?" Spurte hun. Jeg kiggede på hende. "Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er sket med dig?" Jeg kunne snart ikke modstå hende længere hun bare så.. Så.. Så skøn... Jeg hade det så dårligt med at holde det inde. "Jeg har gjort noget meget dumt... Og jeg er ikke stolt af det", sagde jeg imens jeg kiggede ned i bordet. "hvad er det Jonas?" Hun var meget nysgerrig. Måske lidt for meget. "Luna... Jeg kan bare ikke... Jeg kan bare ikke side her og snak om det.." Jeg blev en smule små irriteret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...