Intuitioner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Kan man stole på sine intuitioner? 18årige Annesofie bor i forstaden Pemaks sammen med hendes forældre og lillebror. Udadtil virker det hele til at være meget idyllisk og fantastisk. Men sandheden er, at det er alt andet end idyllisk. Da Annesofies far bliver erklæret psykisk syg med en depression, begynder Annesofie at få bange anelser for faderen, som hun elsker rigtig højt. Alt imens Annesofie går med dette, skal hun kæmpe mod hendes ekskæreste som truer med at afsløre en stor familie hemmelighed, som kan ødelægge familiens idylliske facade, hvilket vil få konsekvenser.

0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. Prolog

~Mit hjerte hamrer  i mit bryst som var det på vej til at sprænges, mens min ben bevæger sig hastigt under mig. Hvad vis jeg ikke når det? Hvad hvis det er for sent? Tænker jeg, og tårer begynder at kravle frem i mine øjne. Mit syn når at blive en smule sløret inden jeg får dem blinket væk. Jeg skal nå det! Selvom det med min allerede enorme fart, formår jeg at sætte farten yderligere op, mens jeg inderligt ønsker at jeg tager fejl. Men min fornemmelse er så stærk, at jeg stoler på min intuition. Alt i mens jeg spæner afsted, kigger folk på gaden forskrækket på mig, men jeg bemærker dem knap nok. Mine tanker er travlt optagede. Det gælder liv eller død.
Endelig kan jeg se huset. Alt synes normalt. Men så ser jeg den. Bilen i indkørslen, som bekræfter mine bange anelser. Min hjerne beder mine ben om at sætte farten op, men det er umuligt for mig at løbe stærkere, og jeg er nær ved at falde over mine egne ben. De trehundrede meter føles pludselig så ulidelig langt.
Langt om længe når jeg hoveddøren. Jeg nærmest slår ned på dørhåndtaget. Låst. Håbefuld beder jeg til at ekstranøglen stadig ligger under dørmåtten. Heldet er med mig - nøglen er der. Jeg flår dem op fra jorden, og fumler febrilsk for at ramme nøglehullet. Efter hvad der føles som en evighed, får jeg døren op. Min første tanke er, badeværelset. Jeg spæner hen til døren, stopper op. Hvad vil jeg finde på den anden side? Tanken skræmmer mig, men jeg ved, jeg er nødt til det. Jeg skubber døren op og finder, ingenting. Med en tom følelse lukker jeg døren, og begynder forvirret at gennemsøge resten af huset. Intet. Har jeg taget fejl? Men bilen i indkørslen fortæller mig at jeg må have ret.
Så slår det mig - Garagen. Denne gang løber jeg ikke, men går med forsigtige, tøvende skridt. Ud i køkkenet, og hen til døren ud til garagen. Ved døren stopper jeg op med en klam fornemmelse. Min første indskydelse er, at jeg ikke kan gøre det. Folk har, siden jeg var helt lille, kaldt mig modig, men i dette øjeblik har alt mod forladt mig. I et sekund overvejer jeg, at droppe det, men jeg må vide det. Jeg må vide om mine bange anelser hele vejen igennem har været rigtige. De bange anelser, ingen har villet lytte til. Dem som andre har kaldt mig skør for at have. Men vil det i sidste ende have nogen betydning, at jeg havde ret, hvis jeg ikke kan forhindre det? Skælvende tager jeg en dyb indånding, ligger hånden på dørhåndtaget, og åbner døren. ~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...