Two Different Worlds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Anastasia har et svært liv. Hun er leder for byen største og mest frygtede bande, hendes forældre er døde og hendes pleje familie vil ikke have med hende at gøre. Men en dag, hvor Anastasia er lige ved at køre den her dreng ned, – José – tager hendes liv en permanent drejning. Til hendes store frygt skal José starte i hendes klasse. Anastasia prøver at holde så meget afstand som muligt mellem dem, da hun er forurolig over hvordan han for nogle fremmede følelser frem i hende. Men som hun prøver at komme længer væk, prøver José at komme tætter på. Anastasia står over for, at skulle starte en ny bande krig, da en ny bande bliver ved med at irritere dem. Men hvad med José?

1Likes
0Kommentarer
446Visninger
AA

6. Kapitel 5

Klokken er lidt over 2 om natten, da jeg endelig træder over dørtærsklen til min lejlighed. Min stue snoerrundt og jeg bliver nød til at støtte mig op af væggen for ikke af falde. Vi gik måske vildt for meget til dem, nede på vores sædvanlige kro. Men vi var alle så opstemte og mit ben var ved at tage livet af mig. Andres og Krista havde taget vær sin af mine arme og nærmest båret mig hele vejen hel til kroen. Det var både pinligt og ydmygende. Men jeg kunne ikke gøre nogen ved det. Så da vi endelig ankom, drak jeg på livet løs og satsede på dét ville tage smerterne. Hvilket det gjorde. Hele min krop var de bedøvet af alt det alkohol, at jeg ville kunne falde i søvn, lige her. Men jeg ville gerne lige af en ordentlig forbinding på mit ben og ind og lægge i mn egens dejlige, bløde seng. Jeg tvang mig selv til at gå hen over gulvet, og hen til køkkenet. Jeg var kun ved, at falde, over mine egne ben 2 gange. Jeg fandt hurtigt min forbindings kasse under vasken, satte mig med et ´bump´ på gulvet lige foran vasken, træt og ude af stand til at holde balancen 1 sekund mere. Jeg fandt en forbinding og begyndte så at prøve og få den knude på dem jeg bandt tidelige i dag, eller i går, for at stoppe blødningen. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig, at binde den forbandede knude op, men det var altså ikke nemt, når ens syn er halv sløret og en hænder bare ikke vil gøre som man siger. Endelig for den dumme knude op og jeg tager forsigtigt stoffet af mit ben. URDK! Jeg rynker næsen ved synet af mit eget ben. Det var ikke fordi det var kønt før, jeg tog stoffet af, men det sku heller ikke fordi mit ben blev kønnere af det. Mit skinneben er fyldt med indtørret blod og der hvor stoffet har siddet er der et stort hyl ind i huden og er fuld med nærmest kager af blod. Synet forstærker min allerede irriterende kvalme over, at ha drukket for meget. Jeg rækker min op og tager fat i bordkantet så jeg kan komme op at stå. Jeg står i et stykke tid, og prøver at holde min kvalme tilbage. Da jeg har fået det nogen lunde under kontrol tager jeg en sort slurk vand fra vandhanen og tager så en karklud og gøre den våd. Jeg setter mig ligeså forsigtigt ned på gulvet igen – eller så forsigtigt jeg nu kan – og begynder at vaske det indtørret blod væk. Da det er gjort begynder jeg ligeså stille og fjerne blodet ved selve såret. Jeg stønner og laver en grimasse i ren smerte. Hold kæft hvor gør det ondt! Jeg bider tænderne sammen og tørre lidt mere blod af. Da jeg endelig er færdig er karkluden helt rød og sveden drypper fra min pande. Det dunker og svier i min ben. Jeg lægger kluden fra mig og lægger en hurtigt og ret klodset forbinding da jeg bare gerne vil ind i min seng og sove.
Jeg kommer usikkert på bene og vakler hele vejen hen til mit soveværelse. Jeg falder i søvn med det samme mit hoved rammer puden.
*****

Jeg står uden foran min lille bitte hus som jeg ynder at kalde det, men i virkeligheden er det bare en lidt stor lejlighed, og kigger på min motorcykel. Jeg har en knaldene hoved pine kvalmen er uudholdelig. Klokken er kun lidt over 8 og jeg har allerede brækket mig 2 gange. Første gang var lidt i 7 hvor jeg nærmest kastede mig ud af sengen og nåde kun lige badeværelset, inden indholdet i min mave kom styrtende op.
Min motorcykel er sluppet heldiger fra styrtet end jeg gjorde. Den har fået et par riser på tanken og bagpå men den kan stadig kører. Det trænger bare til at blive malet.
Jeg lade et ny forbinding på mit ben, efter jeg var færdig med at kaste mit maveindhold op, da den var ubrugelig fordi den var lagt så ringe på og var fuldstændig rød af mit blod. Jeg havde ikke lagt den starmt nok.
Det var virkelig varmt i dag og solen skinnede så meget at det om end gjorde min hoved pine værre. Jeg tog hurtigt mine solbriller på, så man ikke kunne se de store raner under mine øjne og fordi de hjalp en lille smule mod sollyset. Jeg svedte helt vildt i mine langbukser og læder jakke. Jeg havde virkelig overvejet at tage min nederdel på, som går mit til midten af lårene, men jeg vil ikke ha alle satte spørgsmålstegn ved min forbinding. Men nu hvor jeg tænkte over det, siden hvornår er jeg gået op i, hvad andre folk tænker om mig? Aldrig. Jeg trampede hurtigt ind i huset igen, tog mine bukser af og ledte efter mine tights som sjovt nok også var militærfarvet. Jeg fandt dem allernederst i mit skab og tog dem hurtigt på. De kig mig til næsten under knæet og dækkede haldelen af min forbinding. Det må være meget fint, konstaterede jeg og begyndte så at lede efter min nederdel. Den var over lavet af læder og matchede min læder jakke.
10 minutter senere var jeg igen ude ved min motorcykel og holdt en indre diskussion med mig selv. Kunne jeg kører eller ej? Det endte med min stædighed vandt. Jeg kunne godt kører. Jeg svingede mig hurtigt op, hang mine solbriller i kraven af min trøje, for at jeg ikke skulle miste dem og så kørte jeg ellers mod skolen.
Gangene er tomme da jeg ankommer, hvilket de altid er når jeg ankommer. Jeg går direkte mod klasselokalet og går direkte ind uden, at kigge ind af den lille rude i døren, først. Jeg stopper op lige inde for døren da jeg for øje på.. Ham. Drengen. Hvad fanden laver han her!? Jeg står bare og stirre på drengen og min lærer, tom for ord og lammet af chok. ”An” Siger min lærer og hiver mig ud af min lammede tilstand. Jeg ranker hurtigt ryggen og lægger mit ansigt i neutrale folder. ”Ja?” ”Jeg er glad for at du har beæret os med din tilstedeværelse i dag, da vi, som du kan se, har fået en ny dreng i vores klasse.” Hun lægger blidt hånden på hans skuldre. Jeg kigger over på drengen. Han ser en smule nervøs ud, men sender mig alligevel, igen, et af de der søde smil der for et eller andet til at rører på sig, ind i mig. Jeg sender han et sramt smil tilbage og venter igen opmærksomheden mod mrs. Galder – vores lærer – og svare med en royal stemme ”Glæden er helt på min side, Mrs. Galder” Jeg neger pænt for hende og smutter op på min plads inden hun når at svarer. Da jeg har sat mig, ser jeg, at jeg har gjort hende mere rød i hovedet end jeg plejer. Jeg er lige ved af knække sammen af grin. Hun er så nem! Drengen ved siden af hende, prøver tydeligt også at holde et grin tilbage. Jeg kan ikke lade være med at føle en form for tilfredshed med, at jeg har fået ham til at smile – og næsten grine.
Da Mrs. Galder igen har fået styr på sig selv, siger hun hurtigt ”Ja, du kan sete dig på den ledige plads ved siden af An” Jeg hører ikke rigtigt efter hvad hun siger, for jeg hører hende sige mit navn. Jeg kigger fribriks en på Drengen der har retning mod mig. Fuck! Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre? Jeg kigger til begge sider og ser det tomme bor ved siden af mig. Har det altid været der? Det tror jeg ikke, for så vil jeg nok ha lagt mærke til det. Jeg slår hurtigt blikket ned i mit bor, og inorager drengen totalt. Heldigvis gør han det også.
Timen er hurtigt overe og det ringer ud. Jeg skynder mig ud af klassen og ned i kantinen. Min mave trænger virkelig til noget at spise. Jeg turde ikke spise noget hjemme fra, da jeg var bange for det kom op igen. Larmen i kantinen er ikke til at holde ud, med min hoved pine. Jeg tager mine solbriller på, i håb om det vil hjælpe lidt og stiller mig så i kø. Jeg køber en sandwich og en vand. Efter det, skynder jeg mig ud af kantinen og uden for. Mit hoved føles som om det er ved at sprænges og jeg kan ikke lade vær med hele tiden kigge nervøst omkring for, at holde øje med drengen. Det er slemt, at mine tanker ikke gider at holde sig væk fra drengen. Jeg skal ikke nyde noget af, at han skal kigge mig i øjne med sine blå øjne og få mig til, at føle mærkelige ting, jeg ikke ved om jeg har lyst til at føle.
mens jeg sidder der på bænken, spiser min mad og ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre, mærker jeg lige pludselig den her sitren ned af rygsøjlen. Den er en meget behaglig følelse, men også lidt foruroligende. Men så igen, en også hjemvant følelse. Som om jeg kender den følelse. Men jeg ved ikke hvor fra. Hvad går der af mig? Lige siden jeg møtte den dreng, har jeg ikke været helt mig selv. Rent instinktivt kigger jeg rundt og jeg får øje på.. Årh nej! Drengen. Han står sammen med nogle drenge og snakker, tværs over plænen. Som om han kan mærke jeg kigger på ham, drejer han hovedet og for med det samme øje på mig. Vores øjne mødes og låses fast. Om jeg så gerne vil rive mit blik til mig, kan jeg ikke. Han har låst mit blik fast og jeg har ikke noget imod det konstateret jeg forfærdet. Hvad helved sker der med mig?
Drengen begynder at gå over imod mig uden af fjerne sine øjne fra mine. Alle mulige fremmede følelser vælter ind over mig. Mit hjerte banker en smule hurtigere og det kilder sån i min mave.
”Hey,” siger han da han kommer hen til mig. Jeg er tom for ord. Jeg kan ikke få et ord ud af min mund. Jeg er som lammet. Fanget af hans fortryllende blå øje. ”Må jeg sidde her?” Spøger han uden, at ænse at jeg bare sidder som en statue og klor åbenlyst på ham. Jeg nikker, selvom min fornuft kriger om, at jeg skal tage mig sammen og løbe så langt væk som muligt. Men jeg kan ikke. Han setter sig over for mig. Endelig tager han blikket til sig, så jeg også kan tage mit til mig og jeg tager en dyb indånding, ikke klar over jeg havde holdt vejret.  ”Du ser træt ud,” konstatere han for at afbryde den akavede tavshed mellem os. ”Det er jeg også. Jeg var ude og feste med et par venner i går og kom sent hjem,” svare jeg overrasket over at jeg faktisk fortalte ham sandheden og bare gav ham en eller anden løgn eller et eller anden grimt svar for, at sige han ikke skulle blande sig. Men af en eller anden grund, har jeg ikke lyst il at lyve over for ham. Der er et eller andet ved ham, der bare ikke kan for mig til, at lyve eller svare til eller andet grim til ham. ”Fest? På en hverdags aften?” Han løfter det ene øjenbryn, men smiler et lille skævt smil. Jeg kan ikke lade være med, at smile tilbage. ”Jah.. Vi havde jo noget at fejre.” Jeg bander indvendigt. Flot An! Hvorfor er jeg så ærlig over for ham? ”Fejre? Hvad skulle det være? At du ikke døde da du styrtede for ikke at køre mig ned?” Han smiler, men bliver så alvorlig ”Hvilket jeg altså er virkelig ked af” Han lyder også meget ked af det. Han slår blikket ned i bordet. ”Det er okay. Men hvis du vil, må de da gerne betale for en ny lakering på min motorcykel. For den har vist set bedre dage.” Jeg sender ham et lille grin. Min fornuft skriger af mig, Du burde altså ikke sidde her og snakke med drengen! Du burde være over alle bjerge lang væk, fra drengen! Jeg kan ikke være andet end enig med hende. Men jeg kan bare ikke få mig selv til det.
Drengen vender hurtigt blikket op mod mig igen. Han ser overrasket og lettere forvirret ud. Jeg kan ikke holde mit grin tilbage. ”Det var for sjovt” Siger jeg. Et kort øjeblik ser han næsten lettet ud, for så at knibe øjne sammen og prøver at se fornærmet ud. Men han kan ikke holde sit grin tilbage. Og dér sidder vi så. Skolens freak og skolens nye dreng, som tydeligvis er det stik modsatte af hvad hun er, og griner vores røv i laser. Det er både vildt surrealistisk og alligevel.. Rigtigt.
Da vi er hold op med at grine spøger han så ”Hvad var det så i enligt fejrede?” Jeg kniber munden sammen. Hvad skal jeg svare? ’Det var den her nye bande, det var trængt ind på min bands territorium - og det var der for jeg havde så travl, da jeg var ved at kører dig ned – og vi fik dem endelig jarvet på flugt. Efter jeg havde skudt 8 af dem ned.’ Jeg tror ikke han vil blive glad for, at hører det. Men jeg kan stadig ikke få mig selv til, at lyve. ”øm.. Vi vandt” svare jeg så til sidst. Så tæt på sandheden som muligt. ”Men hvad lavede du enligt ude på vejen, da jeg kom kørende? Prøvede at begå selvmord?” Skynder jeg mig, at sige, inden han kan nå at spøger om mere. Han sender mig et grin. ”Jeg var faktisk bare på vej over vejen” Han klør jeg flovt i nakken. Jeg kniber øjne sammen. ”Og siden hvornår er det, at stå stille på vejen, blevet en del af, at gå over vejen?” Han ser endnu mere flov ud. ”Jah.. det.. Det ved jeg ikke helt.” Han kigger op igen og har nu et lille drilsk smil om læberne. ”Sikkert siden i går.”
Vi sad lidt og snakkede om løst. ”Så, hvad skal du efter skole?” Spurte han så. Jeg skal hen til min bande og holde et haste møde. Men det kunne jeg jo ikke sige. ”Øm..” stammede jeg. Jeg var lige pludselig tør for gode undskyldninger. Til alt held ringede det ind til time og jeg samlede hurtigt mine ting sammen og snuppede min taske. ”Vi ses” Sagde jeg inden jeg skyndte mig væk.
Hvad fanden sker der for dig An! Råber min fornuft af mig. Jeg sagde jo det var en dårlig ide, at lade ham komme så tæt på! Næste gang er skoleklokken der ikke til at rede din røv! Jeg kunne ikke gøre andet end at give hende ret. Men jeg følte et lille stik af tristhed ved tanken om, at jeg ikke kunne være tæt på drengen igen. Det var bare bedst sådan.
Resten af dagen gik virkelig langsomt. Det var som om tiden slæbte sig af sted. Jeg brugte det sidste frikvarter på at prøve og gemme mig for drengen og timerne til at prøve og inorager det faktum, at han sad lige ved siden af mig.
Da klokken endelig ringede ud, skyndte jeg mig ud af klasselokalet som den første og ud til min motorcykel. Jeg stiftede min læderjakke ud med den læder jakke med min bandes logo på Også drønede jeg ellers af sted mod vores hovedkvarter.

_______________________________

Hei folkens!
Jeg ville blive meget glad, vis i lige glad og smide en kommentar og sige hvad i syndes om min movella og hvad jeg kan gøre bedre!
Så er i bare flinke! Tak! xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...