Two Different Worlds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Anastasia har et svært liv. Hun er leder for byen største og mest frygtede bande, hendes forældre er døde og hendes pleje familie vil ikke have med hende at gøre. Men en dag, hvor Anastasia er lige ved at køre den her dreng ned, – José – tager hendes liv en permanent drejning. Til hendes store frygt skal José starte i hendes klasse. Anastasia prøver at holde så meget afstand som muligt mellem dem, da hun er forurolig over hvordan han for nogle fremmede følelser frem i hende. Men som hun prøver at komme længer væk, prøver José at komme tætter på. Anastasia står over for, at skulle starte en ny bande krig, da en ny bande bliver ved med at irritere dem. Men hvad med José?

1Likes
0Kommentarer
451Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg kan mærke hvordan mit hjerte har sat farten op, slå hurtigt og hårdt i brystet på mig. Jeg kan hører hvordan min vejrtrækning bliver hurtigere og mere overfladisk. Min puls raser der ud af og blodet suser i mine årer. Skudende vælter ind over mig og det eneste jeg kan gøre er, at vente tålmodigt på de indstiller deres skydning, bare i 1 sekund, så jeg kan komme ind i kampen igen. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har halv lagt, halv setter bag den rustende metal bunke, der udgør mit dække, men lige skudende stilner ligeså stille af, jeg tror endelig de har fundet ud af, de ikke kan ramme mig, eller også er der en der er ved at skifte magasin, da der ikke er lige så mange skud der rammer metalle mere, som for 2 sekunder siden. Kom nu An! Det her er din eneste chance! Kom nu i gang! Hvad fanden venter du på! Skriger mit indre af mig. Og den har ret. Jeg ved ikke hvad jeg venter på. Jeg har ikke noget, at miste, vist jeg skulle dø i kamp. Det ikke fordi mine fordi mine plejeforældre, der ikke vil have noget med mig at gøre, vil sørge over mig. Et kort glimt af drengen fra tideliger i dag popper op i mit hoved. Jeg ryster hurtigt billedet ud af hovedet, da han ikke hører til der inde.
Jeg snupper min anden pistol der er gemt under min trøje, så jeg har en pistol i vær hånd. Jeg tager en dyb indånding, også går helved ellers løs.
Jeg har rettet den ene pistol mod ham for an mig og den anden mod de andre. Jeg rammer den ene af de 2 i armen og han ved siden af ham bliver lige så chokkeret som ham der bliver ramt, så jeg kan i få sekunder rette min fulde opmærksomhed mod han foran mig. Følelsen af magt skyller igen ind over mig og al min frygt forsvinder. Han der var ved siden af ham jeg ramte skyder ikke md mig mere, da han er ved at tage sig af sin ven og den tredje har travlt mod de 2 fra min bande. Jeg rette begge pistoler mod min modstander og skyder som om det galt livet, hvilket det faktisk gør. Han skyder også mod mig, som om det galt hans liv. Men jeg kan se hans frygt i hans øjne og han rysterlet på hans hænder, ikke meget, men nok til, at han ikke kan ramme ordenligt. Følelsen af magt bruser gennem mine årer og er på nippet til at tage forstanden fra mig. Al min vrede er indstillet på min modstander og jeg har ingen hæmninger. Jeg sigter ikke efter hans arme eller ben mere, som jeg ellers plejer at gøre. Jeg sigter efter hjertet, eller hovedet. Og jeg rammer. Jeg rammer ham midt i brystet. Sejren og glæden ved at ha nedlagt min modstander for mig næsten til at råbe højt af sejres glæde. Næsten. For jeg har ikke tid. Jeg venter mig hurtigt mod dem der før skød på mig. Nr. 2 har igen vent opmærksomheden mod mig. Nr. 1 som jeg skød er ved at trække sig tilbage. Min indre kriger snerper utilfreds munden sammen. Hun tramper i jorden og kaster armene ud til siderne da hun udbryder Vil du virkelig lade ham gå!? Han ville helt sikkert ikke ha ladet dig gå! Hun har ret. Jeg smiler og retter så en af mine pistoler mod nr. 1. Jeg rammer i første forsøg. Min indre kriger skrige sit sejres brøl. Jeg ramte ham i benet. Bare for at vide at man ikke kan tillade sig, at stikke af, når man først har lagt sig ud med mig. Nr. 1 udbryder en forskrækket hyl af både smerte og chok. Nr. 2 og nr. 3 ser sig forskrækket tilbage. Det gir både mig og de 2 andre fra mit hold et chance for at få ramt på dem. Jeg rammer hurtigt nr. 2 i skulderen, måske lidt for tæt på hjertet, men jeg er ligeglad. De 2 andre kæmper stadig med nr. 3 Jeg sukker opgivende af dem og ruller med øjne. Jeg ramme ham for dem. Jeg ser ikke efter hvor jeg ramte, for jeg venter med det samme opmærksomheden mod Kristian og Danny. Jeg skal hen til dem. Nu. Jeg tjekker om der er nogen der har opmærksomheden på mig, også sætter jeg i løb. Jeg er henne ved dem, for ejg selv ved af det. De begge farer forskrækket sammen og kigger overrasket på mig.
”Hvordan fanden kom du her over?” Spøger Danny vantro da vi alle har sat os forsvarligt nok i dække, så vi kan snakke. ”Jeg løb?” Jeg kigger mærkeligt på ham. Hvad fanden tror han selv? At jeg dansede her hen? ”Jamen..” Danny går i stå. Han kan vist ikke rigtigt finde de ord han leder efter, så Kristian tager over for ham. ”Vi så hvordan du var fuldstændig dækket op, af hele 3 mand!” Hans stemme er lige så fuld af vantro som Dannys var. ”Ja, det var jeg også. Men jeg tog alle 4 ned. Jeg skulle forhelved hen til jer!” Jeg kan ikke lade vær med at lyde en smule fornærmet. ”4!” udbryder de i munden på hinanden. Jeg ruller øjne af dem. ”ja 4! Det var 3 til dem ene side, men kun 2 af dem skød, som i jo nok kunne se, men jeg tog dem alle 3. Også tog jeg min oprindelige modstander så der er 3 + 1 og det skulle gerne gi 4 og hvis det ikke går det, vil jeg gerne ha mine skole penge tilbage!” Jeg lægger surt mine arme over kors og kigger irriteret på dem begge. De stirrer bare vider på mig, som 2 hjerne lamme tumper. ”Tag jer så sammen!” Snerrer jeg af dem ”Der er jo for helved nok en grund til jeg er jeres leder!” Pap hoveder! De blikker, prøver nok at ryste en eller anden tanke af sig, og mander sig betydeligt op. ”Hva er så planen?” Spørg Danny lidt efter, med en mere myndig stemme med en undertone af nærmest.. Ærefrygt? ”Ja først vil jeg gerne vide hvor fanden Mike er?” ”Ja han er ikke her..” Svarer Danny stille. ”Nej, det siger du ikke?” lader som om jeg er overrasket. ”Nej, helt ærligt, hvor er ham?” Jeg kigger stængt på dem. Jeg har ikke tid til det pjat. ”Han skulle gerne være lidt længere fremme sammen med Elias og planlægge hvordan vi for den væk her fra.” Så smiler ham og tilføjer ”Men du klarer dig nu meget godt uden en plan OG os andre” Danny kan ikke holde et lille grin tilbage af Kristians bemærkning. Jeg ruller med øjne. De opfører sig som om jeg har superkræfter eller sådan noget. Helt ærligt. Det var held, og måske lidt for meget adrenalin, men det er altså heller ikke første gang jeg gør sådan noget som der her. Men min indre kriger kan ikke lade vær med at sole sig lidt i deres komplimenter. Jeg sukker opgivende. Jeg kigger forsigtigt over kølerhjelmen på den ret så smadrede bil og prøver at få øje på Mike og Elias. Jeg kniber øjne sammen og det er lige før jeg overser dem. De står sku inde i skyggen af et lille indhak lidt længere fremme. Lige mellem os og de 2 Danny og Kristian er oppe i mod. Det er et godt stykke mellem os og vores modstander. Jeg kan ikke sige præcist hvor langt, men jeg ved at der er ca. 4 meter en til Mike, og de står ca. i midten så de 8-9 meter er nok ikke helt dumt at skyde på. ”Godt. Jeg skal hen til dem” Siger jeg uden at tage øjne fra vores modstander, der også har indstillet skydningen. ”Er du sindssyg!” Udbryder Danny inden han kan nå at stoppe sig selv. Jeg kigger han direkte i øjne og svare ”Det er jeg sikkert, eftersom jeg sider her sammen med jer, selvom det var næsten fysik umuligt at komme her hen. Men her sider jeg altså. Og nu skal jeg hen til dem.” Min stemme er helt roligt og uden nogen form for følelser. Danny blinker og slår hurtigt blikket ned. Nok lidt flov over sit udbrud. Kristian bryder ind ved, at sige ”Hvordan har du så tænkt dig at komme der hen?” Jeg fnyser ”På samme måde jeg kom her hen” Jeg smiler et lille listigt smil til ham. Jeg samler begge mine pistoler op som jeg har lagt fra mig på jorden lige ved siden af mig. Jeg vender mig mod vores modstander og mærker igen hvordan adrenalinen pumper i igennem min krop og jeg glemmer hurtigt alt om Kristian og Danny ved siden af mig. Jeg sender et enkelt skud efter dem. Den rammer helt ved siden af, – hvilket var med fuld overlæg – men for dem til at farer sammen. Jeg sender et mere skyd efter dem, denne gang rammer jeg også ved vilje ved siden af, men jeg rammer en del tætter på dem. De for hurtigt styr på sig selv og begynder at svare igen på mine 2 skud, med vær sin skyd salve. Jeg dukker mig hurtigt. Jeg sender et hurtigt blik hen på Danny og Kristian. De sidder sku bare og glor. ”Så kom dog ind i kampen!” raser jeg af dem, og inden de når at svare har jeg igen vent min koncentration mod vores modstandere. Jeg begynder at skyde igen mod dem, mens jeg prøver, at komme på en plan. Danny og Kristian har vist endelig taget sig sammen, for de begynder også at skyde mod vores modstander. Jeg for øje på et ret så høj kampesten, lige stor nok til jeg kan gemme mig bag den, lidt længer fremme. Hvis jeg er hurtig, kan jeg godt nå hen til den. ”Dæk min ryg, når jeg siger til!” Råber jeg til dem. Jeg sender lidt flere skyd efter dem, faretruende tæt på dem. En af mine skud snitter rent faktisk nr. 1’s arm. Det for dem begge hylet ud af den i et lille øjeblik, men nok til at jeg kan nå at råbe NU! Til Kristian og Danny og styrte hen bag stenen. Jeg kaster mig ned på jorden og sener hurtigt et par skyd for at beskytte mig selv så jeg kan komme bedre tilrette bare stenen. Jeg havde et meget bedre sigte her fra. Jeg ville nemt kunne ramme dem her fra. Hvis de altså lige gad og tage bare et halv skridt til højre. Altså højre for mig.
Mens jeg venter på de gider være dumme nok til at tage det skridt, prøver jeg at find ud af hvordan jeg skal komme hen til Mike. Jeg kigger hen mod dem. De er holdt op med at snakke og kigger nu hen på mig. Jeg sender dem et lille smil. Jeg kigger tilbage på Kristian og Danny. De er travlt optaget af, at prøve og få ramt på vores modstandere. Jeg sender nogle flere skud efter dem. Men de praller bag af på deres dække. Fandens os! Min indre kriger er ikke helt tilfreds med mig. Hun kigger surt på mig, med det der hvad-fanden-laver-du-blik. Ærlige talt ved jeg ikke rigtigt hvad jeg laver. Vores modstandere er tydeligvis ikke dumme nok til at skulle begå den fejl, at gå lidt for tæt på kanden af deres dække, nu hvor jeg sidder her. Og jeg vil ikke kunne snige mig ind på dem, da jeg ikke tror de vil glemme jeg er her, hvis jeg gemmer mig længe nok og fordi dem henne vil træerne som ser passivt til lige nu, nok vil pløkke mig ned så. Jeg sukker frustreret. Jeg kunne prøve at komme hen til Mike Elias. Men selv ikke fra deres vinkel, vil jeg kunne ramme dem. Og var kun hvis, jeg var så heldig, at overleve turen der hen. Jeg har lyst til at rive mig selv i håret af bare frustration. Vi kunne blive ved med det her, indtil vi alle er løbet tør for ammunition og vi vil ende i en kniv slagsmål.  Eller en eller anden vil få nok af det her larmeri og vil ringe til politiet. Jeg kigger opgivende hen mod Mike. Jeg tror han tænker det samme som jeg gør. Han har tydeligvis heller ikke nogen plan til hvordan vi skal få de idioter ud fra vores territorium.
Jeg skifter hurtigt til et nyt magasin i begge mine pistoler, da jeg er løbet tør så patroner. Fandens! Jeg har kun de her 2 magasiner og så 2 mere. Jeg er virkelig på røven! Jeg har lyst til skrige og råbe af frustration og vrede. Vi kommer jo ingen vegne med det her lort! 
Jeg lukker kort øjne og prøver og finde hoved og hale i alt der her. Jeg tager glædeligt imod vreden der for mit indre til at syde og mit blod til at koge. Jeg lukke så godt jeg kan af for frustrationen. Jeg kan ikke bruge den til noget. Jeg giver endeligt slip og jeg lader dem berusende følelse af magt strømme ind over mig og lader den tage forstanden fra mig, for jeg ved, at det er den eneste ud vej, hvis vi skal vinde det her.
Da jeg åbner øjne, står alting klart for mig. Mit indre er i ro og jeg har fuldstændig styr på alt hvad jeg gør. Eller faktisk ikke helt. Jeg tro jeg har, men i virkeligheden ved jeg ikke rigtigt hvad jeg laver. Men det går magten som jeg har tilladt, at stige mig til hovedet og overtage alle mine handlinger.
Uden at tænke rykker jeg mig til højre, for hvis de ikke vil komme frem, så må jeg jo bare flytte mig. Halvdelen af min side er blottet, men jeg er ligeglad. Lige i øjeblikket skyder de ikke efter mig, men Kristian og Danny.
nu hvor jeg har flyttet mig, kan jeg nemt ramme dem. Jeg affyrer hurtigt 2 skud som begge ramme en af vores modstander i siden og han falder sammen som en sæk kartofler. Den anden af vores modstander laver ikke den samme fejl som de andre og bliver forskrækket og glemmer alt om os. Hen beholder koncentrationen på os, selvom det tydeligt kan ses, at han helst vil hjælpe han ven. Jeg sender en skudsalve efter ham, men jeg må hurtigt springe til venstre da han begynder at skyde efter en utildækket side. Det var så 5 -0 til An! Min indre kriger danser en lille jubel dans og er igen i sit krigs humør. Jeg smiler, hvad må line et ret så vanvigtigt smil, men jeg er lige glad. Alt min koncentration er fastgjort på målet foran mig, min blod koger og suser for ørene af mig og jeg kan ikke tænke klart da alt skriger i mig, at jeg bare skal trække min kniv og gøre det af med ham, og vise dem hvem der bestemmer. Hvem der har magten. Men jeg ved, at jeg ikke vil nå halvvejs over til ham, inden jeg bliver pløkket ned.
Jeg sender Mike et let-hjælp-her-kunne-være-ret-blik og han og Elias finder deres pistoler frem og begynder også at skyde. Vores modstander træder overrasket et skridt tilbage og derved blotter noget af sit ben. Jeg slår hurtigt til og skyder. Jeg rammer perfekt og han faller sammen. Jeg kigger over mod dem der ser passivt til ved træerne. Ar de tænkt sig at komme frem, eller hvad? Men til alt held, trækker de sig tilbage. De trækker sig tilbage! Min indre kriger jubler og udbryder i set sejers skrig mens hun hæver spyddet i sin hånd over hovedet og liner en rigtigt lille gladiator, da hun også har et kvindeligt gladiator kostume på. Jeg kommer frem fra mit skul bag stenen, stikker den ene af mine pistoler tilbage ned i buske ligningen gemt inder min trøje. Da jeg er sikker på de er langt nok væk, og de ikke vænner tilbage, vender jeg mig om mod mine bande medlemmer og kigger stor smilende på dem. De set alle forvirret, men alligevel glade, nærmest lettet, ud. ”Hvorfor ser i så mærkelig ud i hovederne? Vi vandt folkens!” Råber jeg til dem. Adrenalin en suser stadig rundt i min krop og magtens sødme gør det ikke bedre. ”Vi vandt!” Råber jeg igen og hæver pistolen over hovedet, i en perfekt efterligning af min indre kriger. De andre begynder at efter line mig og råber en helt masse sejres ord. Mike kommer over til mig sammen med Elias, Danny, Kristian, Andres samt Krista. Mike når først hen til mig og svinger mig rundt og griner som om han har vundet i lotto. Jeg kan ikke lade vær og griner lige så meget. ”Du var helt utrolig An!” Ler han inden han setter mig ned. Han har svinget mig så meget rundt, at jeg er en smule rundtosset. Jeg når dårligt nok at blive sat ned, før en anden krammer mig. Denne gang Krista. Hun siger ikke noget, men hendes kram siger alt. Krista er virkelig en af mine gode veninder. Da Krista slipper mig, krammer Danny mig. ”Du var utrolig An!” Danny er også en af de nye ligesom Alex. Hvis han havde været her i lige så langtid til de andre, ville han finde ud af, at sådan er det næsten vær gang. Men jeg griner og svare lidt flovt, ”tak Danny” Efter Danny er det Kristian. Han gir mig et rigtigt Bjørneknus og er ved at klemme alt luft ud af mig. ”Kris..” siger jeg halv kvalt ”jeg kan ikke få luft” Han griner og slipper mig ”Undskyld An” Han smiler et lille skævt smil. Til sidst krammer Andres mig. ”Jeg fatter bare ikke at du gjorde det” siger han. Jeg kigger undrende på ham. ”Gjorde hvad?” ”Det her,” svare han og slår ud men hånden for at vise mig hvad han mener. ”Andres, det er da ikke første gang jeg har taget..”Jeg holder en pause for at tælle hvor mange jeg enlig har taget ned. Det var 4 også de 2 andre så det må være 6.. ”Taget 6 ned” fuldfører jeg så sætningen. ”Tog du 6 personer, med det ben!?” Udbryder Krista. Jeg kigger forvirret op på hende, indtil jeg så kommer i tanke om hvad hun mener. Jeg sukker, da jeg kan mærke hvordan smerten kommer snigende ind på mig, efterhånden som adrenalinen aftager. ”Ja, jeg for virkelig brug for noget smertestillende” svare jeg med et skuldertræk. Krista ryster vantro på hovedet. Jeg smiler tilbage til hende. ”Skal vi ikke fejer det?” Bryder Kristian ind. ”Jo, det skal vi!” Saver jeg ekstatisk ved tanken om at jeg kan få lov til at drikke mig meget fuld, så jeg ikke vil lægge mærke til smerten i mit ben. ”Sådan!” Siger Mike glad. ”Men først må en eller anden sku nød til, at hjælpe mig tilbage. Min ben begynder at gøre ondt,” griner jeg en smule flovt. Andres fnyser. ”Jamen det forstår jo vi over hovedet ikke, i betragtningen af, at du dårligt nok kunne stå, da jeg kom og hentede dig” Han prøver at virke sur, men jeg kan se smilet i hans øjne, så jeg smiler bare helt uskyldigt til ham. Han ryster på hovedet og går hen til mig or at hjælpe mig. Sammen går vi alle sammen tilbage mod vores hovedkvarter.
Halvvejs kommer jeg i tanke om noget og udbryder pludseligt, ”Jeg tror virkelig nogle af jer, skal begynde forfra med jeres træning i at skyde, for helt ærligt. Den stinker!” De kigger alle forbløffet på mig, men så begynder de alle at grine og jeg med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...