Two Different Worlds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Anastasia har et svært liv. Hun er leder for byen største og mest frygtede bande, hendes forældre er døde og hendes pleje familie vil ikke have med hende at gøre. Men en dag, hvor Anastasia er lige ved at køre den her dreng ned, – José – tager hendes liv en permanent drejning. Til hendes store frygt skal José starte i hendes klasse. Anastasia prøver at holde så meget afstand som muligt mellem dem, da hun er forurolig over hvordan han for nogle fremmede følelser frem i hende. Men som hun prøver at komme længer væk, prøver José at komme tætter på. Anastasia står over for, at skulle starte en ny bande krig, da en ny bande bliver ved med at irritere dem. Men hvad med José?

1Likes
0Kommentarer
448Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jo længer tid vi kører, jo bedre bliver mit humør. Det som om vinden river alt det dårligt ud af mig og efter lader mig med et friskere sind. Jeg smiler for første gang i dag, rigtigt.
Men mit gode humør for en brat ende, da jeg ser hvor vi enlig er på vej hen. ”Andres?” råber jeg så han kan hører mig over vindens og morterens larm. ”Hvad?” Råber han tilbage til mig, uden at tage øjne fra vejen. ”Hvorfor fanden tager vi bagvejen ind?”  Jeg ved jo enligt godt hvorfor vi gør det, men aldrig har jeg taget den vej ind. Der har aldrig været en grund til, at jeg skulle snig mig ind på mit eget sted. Det er jo forhelved mit sted! Jeg vil ikke finde jeg i, at jeg skal snige mig ind på mit eget sted. Det for med det samme mit blod til at koge og setter ild til mit krigs humør.
Andres svarer ikke på mit spørgsmål. Men det gør ikke noget, for jeg kender godt svaret.
Vi drejer til venstre ned af en side gade, som er nærmet øde. Der er ikke andet en forfaldne huse og en masse træer ned af den her gade. Efter som vi kommer længere ved af gaden begynder bagenden på pakhuset, vores hovedkvarter, at komme frem længere henne. Ingen ved pakhuset enlig er der, ud over os og de andre bander, - Alle bander ved hvor de andre bander holder til – da pakhuset er gemt væk under en masse træer. Også fordi ingen med en nogen lunde forstand ville bo i der her kvarter, eller gå sig en lille hygge tur her. Da vi når hen til pakhuset skynder Andres sig, at slukke for morteren og vi lister hurtigt – Eller så hurtigt jeg nu kan -  ind af bagdøren. Men vi når ikke så meget som 3 skridt ind af døren før der står 4 personer foran os og sigter på os og med deres pistoler. ”Hvem der?” Stemmen til hører en mand.  Jeg fik sådan et chok, at jeg næsten var fløjet op i Andres arme. Det ikke lige den velkomst jeg er van til. ”Forhelved man! Er det sådan i hilser på jeres leder? Ved at gi hende et hjerte anfald?” Jeg ligger min hånd over mit bankende hjerte. ”Undskyld An, vi vise ikke det var dig.” Jeg genkender personen ud fra hendes stemme, inden hun når at træde ud af mørket. Det er Krista. Hun har taget begge hænder over hovedet og smiler et fjoget smil til mig. Jeg kan ikke lade vær med at smile igen. Efter Krista træder Rasmus, Per og Alex ud af skyggen de havde gemt sig i. De har også et fjoget smil om munden. ”Hvad er det der er så sjovt?” Spøger jeg og kigger skeptisk på dem. Krista, Rasmus og Per slår hurtigt blikket mod jorden, mens Alex bare tager en hånd op og klør sig selv i nakken. Han ser nærmest lidt pinligt berørt ud. ”Det bare, din reaktion. Du linede en der havde et set spøgelse.” Jeg fnyser, men kan ikke lade vær med at smile. Efter det der lige er sket for under 20min siden, skulle det ikke undre mig, hvis jeg også begyndte at se spøgelser. ”Hvor er så den kamp henne?” Siger jeg hurtigt for at skifte emne. Og fordi det virkelig klør i mig efter af komme ud og banke noget fornuft i de tykpande mennesker der tror, at de bare sådan kan komme valsende ind på vores territorium.
Som vi kom længere ind i pakhuset og nærmede os forenden af pakhuset blev råbene og pistol skuddene højere. Jeg knækkede mine finger af bare spænding. Inders inde ved jeg godt at det er forkert. Forkert at føle den spænding og nydelse ved at.. Ja pænt sag, pløkke andre ned. Men det var min måde at afreagere på. Når jeg for en kniv eller en pistol i hånden, eller bare for lov til a slås med mine bare næver, føler jeg mig magtful. Det er sådan en berusende følelse, at jeg ikke kan sætte ord på det. Det eneste jeg ved er, at når jeg stå over for min modstander og kan se hans let skjulte frygt i hans øjne, kan jeg mærke hvordan alle mine problemer trækker sig midlertidigt tilbage efter hånden som adrenalinen tager over min krop. Alle min sanser skærpes og det eneste jeg koncentrerer mig om, er min modstander og hvordan jeg slår ham så hurtigt ud som muligt, så jeg kan komme vider til den næste. Mens jeg står der, og prøver at forud se min modstanders træk, og ser hvordan hans frygt og usikkerhed vises i hans øjne, og hvordan han ryster let på hænderne, skyller følelsen af magt ind over mig. Magten til at gøre lige hvad jeg vil. Lige i de få sekunder, står jeg faktisk med min modstanders liv i mine hænder, og jeg kan helt selv vælge om jeg vil lade ham leve eller ej.
”An” Krista river mig ud af min tankestrøm. ”Ja?” ”Jeg gå ud fra, at du vil vide hvad der er du går ud til, inden?” Vi står ved den store garage dør. Eller den er meget stører end en garage dør. Der kunne sikkert køre hele 2 lasbiler ind af den dør, på samme tid. ”Ja. Hvordan står det til? Hvor er Mike?” Jeg retter min ryg og inoreger den smerte der skyder op i mit ben. Jeg ved at når først adrenalinen har taget over, vil jeg ikke kunne mærke smerten mere. Jeg kigger på hende, som den rigtige leder jeg er, venter på hendes opdatering. ”Mike er der ude et sted og prøver helt sikkert på at jage dem væk. Vi andre har taget formation rundt om hele pakhuset og søger for at de ikke vil komme i nærheden af at komme tættere på, end de er” Svare hun hurtig, uden at tøve, da hun han se, at jeg har taget min leder rolle på mig. Jeg kniber øjne sammen. ”Og hvor tæt er de så på vores hovedkvarter?” Krister bliver pluslig nervøs og prøver at finde noget hjælp at hente hos de andre, men de har travlt med at kigge alle andre steder hen. ”De har været tætter på, men lige nu tror jeg kun de er et par meter inde for grænsen.” Jeg sukker. ”Godt. Så lad os komme ud. Der er ingen grund til at spilde mere tid” Jeg tager min pistol frem, som jeg har gemt under min jakke. Jeg kigger op på de andre som ikke har rørt sig ud af stedet. Står bare og kigger på mig. ”Er i blevet døve? Vi har ikke tid til, at spilde tiden!” Jeg kigger på dem med et gennemborende blik. Krista er den første som nikker, hvor efter Per og Rasmus følger trop. Men Andre og Alex bliver stadig bare stående og kigger på mig. ”Hvad er der i vejen med jer 2?” Jeg er lige på nippet til at miste tålmodighed. Og det er ikke kønt, når jeg har mistet min tålmodighed. Det ved alle. Alex synker og sænker blikket. Han har mistet modet og ter et skidt tilbage for at vise han har overgivet sig. Klogt. Alex er ny og jeg har altid lidt ekstra tålmodighed med de nye, men Alex har jeg det bare ikke over for. Han er flink nok, men han kan være lidt for skarp i munden nogle gange og er altid den sidste til at rette sig ind. Jeg tolererede det i starten, men nu er det ved at gå mig på næverne. Jeg vender blikket over mod Andres. Hans blik er ikke til at tyde. Men det virker som om han er splittet mellem 2 ting. Jeg sender ham et sigende blik. Kan han da forhelved ikke bare få det sagt, så vi kan komme vider? ”Det bare.. jeg.. Vi..” Han kigger rundt på de andre. ”Vi er bare lidt bekymret for, om det er en god idé, når nu dit ben..” Han laver en håndbevægelse mod mit dårlige ben. Jeg snerper min mund sammen for ikke at sige noget, jeg nok vil fortryde. Jeg tager en dyb indånding for at berolige mig selv og siger så roligt jeg kan, men stadig med en truende undertone, ”Der er ikke tid til, at vi alle bliver blødsødende og går og bekymrer os om andre. Der er et opgør vi skal nå! Og vi har sku brug for al den hjælp vi kan få. I ved bedre en nogen andre, at hvis de skal væk fra vores territorium, så har i brug for mig. Så op i røven med at mit ben er skadet! Vi har fucking ikke tid til det her!” Min stemme svigter mig i slutningen og min rolige stemme lød ikke så rolig mere.
Jeg tager fat i dørhåndtaget til døren ved siden af den store garage port. Jeg sender dem en skarpt blik, for at vise at jeg er yders utilfreds med dem og at vi tager den her diskussion senere.
Jeg åbner døren og kigger ligeså stille ud, for at se om der er nogen i nærheden. Der er tomt. Men at hører efter hvor høj pistol skuddene er, er de tæt på.
Jeg lister mig uden for, lukker døren efter mig og krypper i skjul bag en bil, ikke så langt fra døren.
Jeg orienterer mig hurtigt om hvor de andre er henne. Jeg kan høre dem, men ikke se dem, og området er tom. Men jeg kan hører at de er mindre en 15 meter væk. De skulle gerne være omme bag bygningen der ligger ca. 10 meter væk fra hvor jeg gemmer mig.
Jeg rejser mig forsigtigt op, ved at støtte mig til bilen, da min ben er ved at tage livet af mig. Jeg må huske at jeg seriøst skal ha tjekket mit ben, når jeg kommer hjem. Jeg lister over til siden af bygningen, bider smerten i mig og lister så lags væggen indtil jeg når hjørnet på bygningen. De skulle gerne være lige om hjørnet. Fanget mellem den her bygningen og den lidt længerne henne. Jeg kigger forsigtigt rund om hjørnet og for med det samme øje på dem. Hold da kæft! De lavede sku ikke sjov. De er virkelig ved holdene. Vi er dobbelt så mange som dem, men alligevel er de her stadig. Det er jo det rene selvmord de er i gang med! Hvem fanden er deres leder? Er han syg i hovedet? Sikkert.
Jeg studere dem lidt nærmere. De er ret gode. De er bedre en nogle af mine folk. De kan deres kram, det skal de ha. Men de er bare  ikke gode nok! Hvisker min inder kriger. Jeg smiler. Selføgelig er de ikke gode nok. Vis de var det, ville de ha smadret os til ukendelighed. Og med et tilfreds og lidt selvfed smil tilføjer hun, og jeg kan få øje på en del fejl de laver, i hvordan de skal dække sig selv. Jeg kan ikke lade vær med at udstøde en lille lyd, da jeg ikke kan holde min fnisen tilbage. Jeg prøver at få øje på Mike, men jeg kan ikke se ham. Men jeg kan få øje på Kristian. Han står gemt bag en ret så smadret bil, sammen med en anden jeg ikke lige som se hvem er. Det ville blive ret svært at komme hen til ham, da han er helt over ved den anden bygning og ca. halvvejs inde i gyden. Eller gyde og gyde. Der er ikke nogen væg i den anden ende. Men en masse træer. Der er ca. 8-10 meter hen til den anden bygningen. 8-10 farlige meter.  Men jeg kan klare det. Jeg her gjort det før, over længere afstande. Men da havde jeg jo heller ikke et dårligt ben. Jeg kigger frustreret ned på mit ben. Gud! Det ser værre ud, en det gjorde sidst jeg kiggede! Intet under at de andre var så bekymrede! Mine busker er ikke længere militær grønne men røde. Det ser faktisk ret klamt ud. Men hvis jeg ikke snart stoppe den blødning er det blodtabet der tager livet af mig, og ikke min modstander. Fuck! Jeg læner mig op af murren og tager min kniv frem. Jeg river min allerede ødelagte bukseben af lige over knæet, ruller hurtigt stoffet sammen og prøver af finde ud af hvor blødningen kommer fra. Sidst jeg så det, var det jo ikke andet en masse hudafskrabninger, nogle værre end andre, men stadig væk. Jeg rynker brynene og prøver at huske. Det største hudafskrabning var den lige under knæet. Eller faktisk ville jeg ikke lige kalde det en hudafskrabning. Det var en del værre. Jeg kigger ned på mit ben. Ja, der er mest blod lige der ved knæet. Jeg skynder mig at binde stoffet stramt lige under knæet og bider den intense smerte i mig og prøver forsigtigt at bøje mit ben. Ja, det er  vist fint. Jeg nikker tilfreds af mit eget værk. Jeg samler min pistol op, som jeg havde lagt fra mig på jorden.
Jeg stod klar, og ventede bare på en åbning. Der! En af modstanderne har slækket på sit forsvar og hans ene side er blottet. Jeg tager sigte, mærker hvordan adrenalin tager over, mit hjerte banker hurtigere og   jeg glemmer alt om mit ben. Jeg rammer hans skuldre. Hurtigt går jeg ud fra mit skule sted, med pistolen rettet mod det samme punkt og skyder hurtigt 3 skud mere. De rammer ikke, men det havde jeg heller ikke regnet med. Det var kun til at distrahere dem. Jeg løber over mod Kristian og sender flere skud afsted. Jeg er halvvejs inden de når at komme sig over chokket, og begynder at rette deres våben mod mig. Jeg laver et rulle fald og når lige at, komme i skul bag noget gammelt rusten metal, som jeg ikke har nogen anelse om hvad er. Men det er lige stort nok til at jeg kan gemme mig bag det. Jeg høre deres skud ramme metalet som dækker mig. Jeg kigger over mod Kristian og ham ved siden af ham, som jeg nu kan se er Danny. De kigger overrasket over på mig, men tydeligt glade over, at jeg er her. Jeg sender dem et, hvad-er-der-blik og viser, med at signaler med mine hænder, at jeg har tænkt mig at komme over til dem. Danny ryster på vantro hovedet, som om han ikke tror jeg kan klare de sidste 5 meter over til dem. Jeg sender han et listigt smil, inden jeg igen retter min opmærksomhed mod kampen. De er ved, at prøve på og få den sårrede væk. Jeg sender hurtigt 2 skyd efter dem. De dukker sig overrasende hurtigt og de rammer et træ lige bag dem. Pis! Hvordan i fanden i helved skal vi få dem væk her fra? Jeg dukker mig hurtigt, da nogle retter deres våben mod mig. Jeg hører et par skud ramme metallet. Jeg bander lavmeldt. Jeg kigger forsigtigt over mit skjulested og prøver og orienterer mig. Der er 2 henne ved mureren, - sikkert dem Kristian og Danny skyder efter – 3 henne ved den anden mur og 1 foran mig et par meter væk – han har helt sikkert placeret sig der fornyligt, for at få ramt på mig, for jeg her ikke lagt mærke til han før nu – og en masse, jeg er ikke sikker på hvor mange, måske 10-12 styks, henne ved træerne. De har et fandens godt dække henne ved de træer. Jeg er nød til, at komme tættere på. Men først skal jeg ha ham foran mig ned med nakken, også skal jeg hen til Kristian og Danny for at få at vide hvor Mike er.
Min modstander sender hurtigt 3 skud efter mig. Jeg kan ikke lade vær, jeg bander og svovler mens jeg fribriks dukker mig for ikke at blive ramt. Jeg svarer tilbage på hans skud, med min egen skudsalve. Jeg var tæt på at ramme ham 2 gange, men de er som sagt pisse hurtige. Jeg kan hører han også selv bander og svovler over mig. Et lille fnis undslipper min mund, inden jeg kan nå at stoppe den. De 2 af de 3 andre henne ved den anden mur, den mur jeg kom fra, har vent deres opmærksomhed mod mig, mens den tredje stadig skyder efter 2 fra min bande. De har irriterende godt sigte der fra hvor de er. Mit dække dækker mig ikke ordenligt til den side. Den første af dem sender 2 prøvende skud efter mig, som om han faktisk er bange for at ramme mig. Jeg holder et fnys tilbage. Den anden følger efter og jeg bliver nød og at ligger mig næste fladt mod jorden og klemme op af det rustende metal.  Jeg er fanget.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...