Two Different Worlds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Anastasia har et svært liv. Hun er leder for byen største og mest frygtede bande, hendes forældre er døde og hendes pleje familie vil ikke have med hende at gøre. Men en dag, hvor Anastasia er lige ved at køre den her dreng ned, – José – tager hendes liv en permanent drejning. Til hendes store frygt skal José starte i hendes klasse. Anastasia prøver at holde så meget afstand som muligt mellem dem, da hun er forurolig over hvordan han for nogle fremmede følelser frem i hende. Men som hun prøver at komme længer væk, prøver José at komme tætter på. Anastasia står over for, at skulle starte en ny bande krig, da en ny bande bliver ved med at irritere dem. Men hvad med José?

1Likes
0Kommentarer
444Visninger
AA

3. Kapitel 2

Smerten er ubeskrivelig. Hele min venstre side gør ondt, i sær i mit ben. Mit syn er sløret og jeg kæmper for at holde mig selv ved bevidsthed. Tag dig nu sammen An! Du kan ikke ligge her og dase, du har noget vigtigt du skal nå! Jeg blikker, hårdt, flere gange, indtil mit syn bliver ordenligt igen.
Jeg føler jeg kvalt i min hjelm. Jeg tager en dyb indånding og prøver at spænde min hjelm op. Men mine finger ryster for meget og min venstre arm gør vildt ondt. Jeg udstøder en irriteret lyd. ”Her lad mig hjælpe dig med den her” Jeg drejer hovedet og prøver at få øje på hvem stemmen tilhører. Men jeg kan ikke se noget for den dumme hjelm, da mit visir er helt tåget. Jeg mærker nogle maskuline, men alligevel bløde finger, rode med spændet under min hage. 2 sekunder efter trækker han hjelmen over hovedet på mig. Jeg misser øjne mod det skarpe lys og tager taknemligt en stor mundfuld frisk luft. Da mine øjne har vænnet sig til lyset, for jeg øje på hvem stemmen tilhører. Fuck! Det er ham drengen jeg var ved, at kører ned. Han har et lille flænge i sin pande, som bløder en lille smule. Han må ha slået hovedet ned i jorden da han faldt, tænker jeg en smule omtåget. ”Hey, er du okay?” Han kigger mig ind i mine øjne, med hans utrolig blå øjne. De er som 2 små søer i hans ansigt. Der er en smule grønt i hans øjne rundt om hans propiller, men det gør bare hans øjne endnu smukkere. Hey, vent! HVAD!? Hvor er det lige min tankegang er ved at tage mig hen? Jeg blikker og ryster forvirret på hovedet, over mine egne tanker. ”Motorcyklen.. Fjern mortercyklen..” Min stemme er helt hæs og er knap hørlig. Men det lader til han hørte mig alligevel – heldigvis – for han springer på bene og løfter min mortercykel op, så jeg kan få mit ben rykket til mig.
Mens han bakser med min mortercykel, tillader jeg mig selv, at kigge lidt nærmere på ham mens jeg kæmper med at komme op, at sidde. Han har noget pjusket brunt hår, der falder ned i hans utrolige smukke blå øjne, høje kindben, han er tynd, men ikke spinkel. Han ligner ikke de drenge hun er van til er omgås med, som f.eks. Mike eller Andres. De er kraftig bygget, med en masse muskler, og kan ser ret så skræmmende ud, i normale personers øjne.
Drengen – Som jeg stadig ikke har fået navnet på – har endelig fået min mortercykel op at stå og vender sig om mod mig igen, og som den tumpe jeg jo er, tager han mig på fersk gerning i at stirre på ham.
Jeg skynder mig at tage blikket til mig selv, gir mig selv en meltalt lussing og begynder at tjekke hvor meget min ben har taget skade. Mit bukseben er blevet revet op og jeg har en masse hud afskrabninger, nogle værre end andre. Jeg prøver lige så stille at vrikke med min fod, men jeg når dårligt nok at vippe min fod ned af, før smerten skyder op gennem benet på mig og jeg skær en grimasse af bare smerte. ”Fuck!” Hvisler jeg ud mellem sammenbidte tænder. Drengen har i mellemtiden sat sig på hug ved siden af mig. ”Er du okay? Jeg er altså virkelig ked af det, jeg havde ikke ser dig og..” Han lyder helt panikken og taler bare helt i sort. ”Bare få mig op at stå, okay?” Siger jeg for at stoppe hans strøm af ord, der ingen mening giver. Jeg har forhelved ikke tid til at ligge her! ”Selvfølgelig” Svare han med det samme og kommer op på bene. Han rækker mig sine hænder, så jeg kan trække mig op. Men efter mit fjerde mislykkede forsøg på at komme op, sukker han, setter sig ned på hug ved siden af mig igen og tager en arm rundt om livet på mig, så han bedre kan hjælpe mig op at stå. Jeg holder nok lidt for godt fast i ham, end jeg burde, men jeg vil ikke risiker at jeg falder, da jeg kun står på det ene den. Eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.
”Prøv og se om du kan stå på det” Han kigger ned på mig, da han er næsten et hoved højre end mig, med sine, igen, fantastiske blå øjne, det føles lidt som om han kan se lige igennem mig, med de øjne. Jeg ved ikke om jeg skal føle mig utilpas ved det, eller ej.
Jeg tager en dyb indånding og setter lige så stille min fod ned mod jorden. Jeg gisper, da jeg mærker smerten skyde op gennem mit ben igen. Men jeg nægter at lade det stoppe mig. Jeg lægger en ligge smule vægt over på min fod og skærer en – helt sikker grim – grimasse da smerten bliver om end endnu værre. ”Er du sikker på du kan gå på den fod?” Spøger han bekymret. Jeg kigger trodsigt op på ham. Jeg har ikke brug for hans medlidenhed lige nu. Det jeg her brug for lige nu er et ben jeg kan gå på. ”Selfølgelig, kan jeg det. Jeg kan hvad jeg vil” Svare jeg surt tilbage. Jeg kan ikke køre med mit ben, jeg bliver nød til at få en til at hente mig. For jeg skal der hen. Om jeg så må kravle! Jeg fisker hurtigt min mobil op af lommen og ser til mit hel at den stadig virker. Jeg riger hurtigt op til Mike. ”Ana! Hvor fanden bliver du af?” Er det første han råber til mig. ”Mike, du bliver nød til at komme og hente mig. En eller enden tumpe..” Jeg kigger hurtigt op på drengen for at vise han, at jeg sku mener at han er en tumpe. ”Valgte at gå ind foran min kværn og jeg styrtede.” Jeg kan for første gang høre Mike ordenligt, da han begynder af bande langt væk og sværge en helt masse eder jeg ikke vil gentage om det så galt mit liv. ”An, jeg kan sku ikke hente dig. Du ved godt at jeg er nød til at vær her, når du jo ikke er” Svarer han efter han endelig er løbet tør for eder og bandeord. ”Så få da forhelved en anden til at komme og hente mig! Tror du ikke jeg ved, at du er fanger der, så længe jeg ikke er der? Hvorfor fanden tror du jeg ringer til dig, og ber dig om, at hente mig? Jeg vil ikke ringe og be om en tjeneste med mindre det var et nødstilfælder eller folk skylder mig en tjeneste!” Mit inder er ved at koge over. Jeg har ikke brug for at Mike kommer med alle sine undskyldninger. Han skal bare skaffe mig det lorte lift så jeg kan komme af sted. ”Nej An,. Jeg mener Ja! Jeg mener jeg skal nok få en til at hente dig. Kan du hænge på i 2 sekunder?” ”Ja, jeg har nok ikke et andet valg her” svare jeg rasende. Mens jeg venter, kigger jeg op på drengen som nu kigger på mig med rynkede bryn og nysgerrigheden malet i ansigtet. Jeg sukker. Hvorfor skal alting være så besværligt? Jeg giver prøvende slip på ham og tager en lille forsigtigt og prøvende skridt. Jeg stønner og bider mig hårdt i læben for ikke at skrige i smerte.  Smerten er ubeskriveligt og går hele vejen fra min fod og op i min hofte. Det hele sortner for mig i et par sekunder og mine knæ giver efter under mig. Jeg vil være faldet, hvis ikke drengen havde grebet fat i mig, og holdt mig på bene. ”Er du sikker på, du kan gå på den fod?” Han kigger mig dybt ind i øjne og strammer sit grab om mig. I et lille sekund føler jeg mig helt afslappet og tryg i hans arme. Men så afbryder Mike øjeblikket ved at sige han har sendt en af sted efter mig. Jeg blikker og river blikket til mig, så jeg kan koncentrere mig om at svare Mike. Af en eller anden grund, har jeg svært ved at koncentrere mig, i nærheden af den dreng. ”Hvor lang tid?” ”Han vil være der om højest 2 minutter” ”Godt. Oplys mig i mens” ”Jo, jeg har fået hele banden samlet, eller alle undtagen dig. Vi er endelig i overtal og vi kan sagtens holde dem på afstand, men de er fucking vedholdene. Vi kan holde dem på afstand, men ikke jage dem væk. Ingen har heldigvis tilkaldet politiet endnu, men der vil ikke gå længe.” Svare Mike hurtigt og professionelt. ”Forhelved Mike.. Hvad er der galt med de mennesker?” Han ved jeg hentyder til den nye bande. Mike når ikke at svare, da jeg hører en mortercykel dreje om hjørnet. ”Ses om 2 Mike” Jeg lægger hurtigt på og putter min telefon i lommen. Drengen kigger ned på mig, igen, med sine nysgerrige øjne. ”Har han fået en til at hente dig?” Han smiler sødt til mig. ”Ja, han skulle gerne være her lige om.. ” Mere når jeg ikke at sige da en mortercykel stoppe op få meter fra os. Jeg prøver at få øje på hvem der er, men det er ikke nemt når han har sin hjelm på. Da han endelig tager sin hjelm af ser jeg, at der er Andres. Jeg ånder lettet ud, ikke klar over jeg har holdt været. Jeg er glad for det er Andres Mike har sendt af sted. Jeg orker nemlig ikke at stå til regnskab for nogle af de andre medlemmer. ”Andres!” Råber jeg glad. Andres hænger sin hjelm på styret, stirrer af og begynder at gå hen mod og med overraskende smidige skridt, af en så buff fyr som ham. ”An” Han smiler et af sine sædvanlige hemmelighedsfulde smil. Drengens – som jeg har valgt at kalde ham, da jeg ikke ved hvad han hedder – greb om mit liv strammes og han trækker mig længer ind til sig, som om han prøver at beskytte mig, eller sådan noget. Jeg kigger forvirret op på ham. Han ser en smule bleg ud, og han mund er presset sammen til en tynd streg. Da han opdager jeg kigger på ham, sender han mig et stramt smil. Hvad er der i vejen med ham? Da Andres er helt hende ved os, vrister jeg mig fri fra drenges greb og rækker ud efter Andres. Han tager imod min hånd og hjælper mig over til ham. ”Hvad fanden er der sket An?” Jeg har svært ved at læse hans ansigt udtryk. ”Fortalte Mike dig det ikke?” Svare jeg halv surt. Ikke fordi jeg er sur på ham, men fordi jeg er sur på hele den her situation. Jeg skulle ha været sammen med min bande lige nu og slås mod den nye bande. Det kribler helt i mine finger, bare ved tanken om at få lov til at gå lidt amok. Det er den bedste terapi der findes. ”Nej, han sagde bare, at han fået ordre på at jeg skulle komme at hente dig” Han rynker panden og kigger undersøgende på mig. ”Godt” Svare jeg, og svare hans undersøgende blik med et løftet øjenbryn. ”Kan vi komme af sted nu? Jeg vil altså gerne frem, inden alt det sjove er forbi” Jeg kigger utålmodigt på ham. Andres Lyser op og sender mig et vidende blik. Han er en af de få, der lige som mig, også har en kløen i sine finger, når der lægges op til slagsmål. Han bukker sig ned og samler min hjelm op. Den er blevet en del riset, men den er heldigvis ikke gået i stykker ligesom mine bukser. ”Du må nok heller huske din hjelm. Vi skulle jo nødigt have at du bliver ramt, inden du når ind i kampen” Han små griner af sin lille joke, syndes åbenbart det er sjovt, at lave grin med, at jeg allerede ér kommet til skade før jeg overhovedet er kommet i nærheden af kampen. ”Haha! Hvor er du bare sjov!” jeg tager min hjelm fra ham og stikker min arm igennem der hvor man tager hjelmen på og der hvor min ødelagte visir dækker for. ”Mind mig om at vi vist skal ha et nyt møde om, om jeg skal ha skiftet nogle ud” Siger jeg truende til ham og kigger surt på ham. Han griner bare vider, tror ikke på min trussel. Men alligevel svare han en del mere seriøst og med lidt mere respekt, da han kan se jeg ikke joker. ”Skal jeg hjælpe dig, eller kan du godt gå selv?” ”Jeg kan godt gå selv, tak” Svare jeg, ranker ryggen og kigger surt på ham. Han løfter hans hænder i overgivelse og lader mig stå selv, uden støtte. Jeg venter mig om og kigger en sidste gang på drengen, hans ansigt har nu mistet al farven og er aksegråt. Han kigger nervøst op på Andres, og virkelig lidt som om han ikke rigtig ved hvad han skal gøre af sig selv. Da han ser jeg kigger han på ham, smiler han, igen, sødt til mig. Jeg nikker som i en lille hilsen og vender mig så om mod min mortercykel. ”Hvad skal jeg gøre med min mortercykel?” Sukker jeg. ”Jeg kan få en til at hente den bagefter og køre den hjem til dig?” Jeg orker ikke at svare, nikker bare træt. Det er som om al luften i mig bare er sivet ud.
Jeg humper hen mod Andres motorcykel, uden hans hjælp. Jeg nægter bare at vise jeg er svag foran mine medlemmer. Det kan godt være det er Andres og han faktisk er en af mine gode venner, så er jeg stadig for stædig. Jeg svinger mig op på motor cyklen, med lidt besvær og ikke særligt elegant, men pointen er, at jeg gjorde det uden hjælp. Andres setter jeg op foran mig og tager sin hjelm på. Jeg gør det samme. Mortercyklen starter med et højt brøl og jeg kigger lige en sidste gang mere hen på drengen. Han er stadig helt askegrå i hovedet. Andres sætter af og før jeg ved af det, er vi langt væk fra hvor jeg styrtede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...