Two Different Worlds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Anastasia har et svært liv. Hun er leder for byen største og mest frygtede bande, hendes forældre er døde og hendes pleje familie vil ikke have med hende at gøre. Men en dag, hvor Anastasia er lige ved at køre den her dreng ned, – José – tager hendes liv en permanent drejning. Til hendes store frygt skal José starte i hendes klasse. Anastasia prøver at holde så meget afstand som muligt mellem dem, da hun er forurolig over hvordan han for nogle fremmede følelser frem i hende. Men som hun prøver at komme længer væk, prøver José at komme tætter på. Anastasia står over for, at skulle starte en ny bande krig, da en ny bande bliver ved med at irritere dem. Men hvad med José?

1Likes
0Kommentarer
447Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Igen far, igen far” Hviner jeg. Han kaster mig op i luften igen, for så at gribe mig igen. Jeg griner endnu mere. Min far knuger mig ind til jeg et kort øjeblik, kysser mig på håret, for så t sette mig ned og tage min hånd. Jeg kigger op på han med mine små uskyldige barne øjne, som er fyldt med glæde. ”Kom, mor venter på os” Jeg griner, slipper hans hånd og løber i forvejen.
BIB! BIB! BIB! Jeg langer ud efter mit vækkeur, sur over den har ravet mig ud af den gode drøm.
Jeg rammer det forbandede vækkeur i tredje forsøg og det falder ned på gulvet med et højt BUMP!
Jeg stønner og rækker ud efter min falske og tær en stor tår. Udrk! Min blanding med Reed bull, vodka og appelsin juice fra i går, smager ikke ligeså godt som det gjorde i går. Men jeg tager en tår til, før jeg setter flasken fra mig og står op, med et højt suk.
Lidt over 8 går jeg ud af døren og går hen mod min mortercykel. Den starte med et brøl og jeg drøner hen mod skolen. Ikke fordi jeg er bange for at komme forsendt men fordi jeg elsker at køre så hurtigt jeg kan.
Halv 9 er jeg ude foran skolen og jeg kan med tilfredshed begynde at mærke at jeg drak lidt for meget af den flaske inden jeg tog af sted.
Gangen er tom, da jeg går ind på skolen. Godt. Da jeg når hen til klasselokalet, stopper jeg kort op uden for døren og tager en dyp indånding, ser ind af ruden i døren, sikre mig at de ikke kan se mig, da det ville være pinligt hvis nogen opdagede mig i, at lurer en af ruden til klasselokalet. Vores lærer står oppe ved tavlen og underviser. Jeg kigger efter om min sædvanlig plads er ledig. Det er den. Jeg har godt nok aldrig oplevet den ikke var det, da ingen tør komme på kant med mig. Jeg tager ned i håntaget og braser ind i lokalet, før jeg når at fortryde. Alles øjne vendes mod mig. Jeg kigger ligeglad ud på klassen og løfter et øjenbryn af dem. For helt ærligt. Jeg er kommet forsendt alle dage lige siden jeg startede her for 2 år siden. De må snart ha lært det. Min lærer kigger misbilligende på mig. ”Anastasia..” ”An” Retter jeg hende, inden hun når længer. Jeg hader når folk kalder mig Anastasia, det bare alt for fint. Det passer ikke til mig. ”An Hvorfor kommer du så forsendt denne gang, om jeg må spøger?” Hun lægger tryk på mit navn. Jeg ruller øjne af hende. Jeg setter et fals smil op og kigger uskyldigt på hende og svare så sødt jeg kan ”Jeg kunne simpelthen bare ikke vælge, hvad for noget tøj, jeg skulle ha på i dag” Jeg kigger ned af mig selv, på mine alt for store militær bukser, som hænger lavt på mine hofter, min sorte strop trøje og læder jakke. Jeg trækker ud i mine bukser, og kigger igen op på hende. ”Men jeg syndes nu jeg kom meget godt fra min lille tøj krise, syndes du ikke?” Læreren bliver rød i hovedet. ”Bare set dig ned, tak” Svare hun opgivende lidt efter.
Jeg er halvejs igennem dagen, da min mobil ringer. Jeg kigger op på læreren, der kigger surt på mig, for så at tage min mobil frem. Det er Mike. Det har bare at være vigtigt, de ved jeg hader at bliver forstyrret. Jeg trykker på svar og rejser mig op, og begynder at slentre lige så stille ud af klassen. ”Tal hurtigt” Siger jeg. ”AN!” råber Mike til mig, jeg kan hører støj i bagrunden. ”Hvad fanden sker der?” Hvis ikke jeg stadig var på vej ud af klasse lokalet, havde jeg råbt det og tilføjet et par edder. ”Det er den forbandet nye bande! De er trægt ind på vores territorium, igen!” Selv om han råber, kan jeg næsten ikke hører han for støjen i baggrunden. Jeg stopper op midt i et skridt. Jeg er næsten hende ved døren. Men jeg vender mig 90 rundt og stormer tilbage på min plads. ”Jeg er på vej! Hold dem på afstand indtil jeg kommer” Jeg lægger på, snupper min taske, ignorere de blikke mine klassekammerater sender mig og stormer ud af klassen.
Jeg stiller min taske på sædet af min mortercykel og lyner den hurtigt op. Jeg finder det hemmelige rum, jeg selv har syet ind i min taske og finder en af mine pistoler frem. Jeg tjekker hurtigt postolen for patroner og setter den ned i ligningen på mine bukser og tager trøjen uden over, så denne er skjult. Jeg finder min kniv og spænder den hurtigt fast på mit højre ben forså at tage min anden pistol og spænde den fast under min jakke i venstre siden under min arm. Jeg sikfter min jakke ud med min anden læder jakke hvor der står min bandes logo på ryggen af den og på forsiden over brystet i venstre siden min navn, An. Til sidst putter jeg nogle ekstra patroner i min jakke lomme. Hurtigt lyner jeg tasken igen, svinger den om på ryggen og tager min hjelm på, som jeg ellers aldrig bruger, kun i tilfælde som den her da jeg ved at min hjelm er skud sikker.
2 minutter senere drøner jeg ned af hovedvejen, mens min mobil ringer op til Mike. Jeg har et trådløs øresnegl, ting, i øret, - Jeg glemmer altid hvad den hedder - så jeg stadig kan køre. Han tager den efter andet ring. ”Tal til mig” Siger jeg hurtigt. ”An!” Jeg kan stadigvæk dårligt nok hører ham, selvom han råber. ”Vi prøver virkelig at holde dem væk, men der er for mange..” Jeg kan hører jeg holder sin mobil væk fra øret for at råbe til eller andet til en ”Fuck An. Vi har allerede 3 mand nede. Det har kun lykkes os at ramme en af dem. ”Forhelved Mike! Nu tager i jer sku sammen i gør! Det kan ikke passe, at når jeg ikke er der, er i som en flok børnehave børn!” Jeg er ved at koge over af vrede. Faktisk ikke så meget på Mike, men det er lige ham jeg lader det går ud over. Han ved også godt det ikke er ham jeg er sur på, men på dem. Den nye bande.
Mike er så klog ikke at svare, så jeg raser vider ”Det kan ikke passe de er flere os! Har du samlet alle? Eller er det eneste du har gjort, at ringe til mig? For hvis det er sån, kan du godt tage at lægge på og få gjort det! Jeg vil ikke ha at vi skal ydmyges med at vi er var i undertal!” Det er stille i et par sekunder også bliver der lagt på. Forhelved Mike! Brug din hjerne engang i mellem! Jeg drejer skabt til højre uden, at sænke farten. Der er et par biler der dytter af mig, men det kan jeg sku ikke tage mig af. Jeg sætter bare farten endnu mere op og sætter for alvor min motorcykel på prøve.
Jeg prøver at berolige mig selv ved, at Mike er ved at skaffe forstrækninger og jeg vil være der lige om 5 minutter. Men det hjælper ikke. Mit indre koger og syder. Jeg hader ikke havde kontrol over situationen. Hvis jeg ikke har kontrol, kan jeg lige så godt gå tilbage til mit gamle jeg, hvor jeg var pisse ligeglad med alt og alle og lod folk koste rundt med mig. Men det var den gang. Og jeg nægter at gå tilbage til den gang. Jeg har stadig en masse mærker fra den gang, mærker der aldrig vil gå væk. Mærker som han på førte mig.
Jeg ryster på mit hoved, nægter at lade mig selv forsvinde væk i minder.
Da jeg endelig er blivet lidt klar i hovedet, ser jeg til min egen rædsels, at der står en dreng ude på kørerbanen et par meter foran mig. Jeg rykker hårdt i mine bremser, men han er for tæt på og jeg har for meget fart på. Jeg råber op men drengen flytter sig ikke ud af stedet. Han står bare helt stille og stirre, med frygten malet i ansigtet. I ren panik, uden jeg ved hvad jeg enlig laver, drejer jeg hårdt til den ene side i sidste øjeblik.
Det hele sker som i slowmotion. Jeg ser drengen ansigt for mig, hvordan hans frygt nærmest lyser ud af ham, ser hvordan han falder, som om nogle har slået bene væk under han, men i virkeligheder var det nok bare mit fordæk, jeg kan mærke hvordan jeg rammer jorden og kurer hen af den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...