Ruder 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Færdig
Syv er der altid. Altid syv. Hun vil altid være der. Bag ved, foran, ved siden, over.

3Likes
2Kommentarer
184Visninger

1. Syv

Løbende op af trappen kan jeg mærke syv, hun er bag mig, hendes lydløse skridt, som en skygge løbende i mit tempo.  Selvom jeg løber, vil syv altid indhente mig. En eller anden dag, en time, minut. Hun kan være væk i flere dage, men komme tilbage, vil hun altid. Jeg famler med nøglerne. Den gamle slidte metalnøglering, jeg fik til min fødselsdag for mange år siden, klirrer imod alle nøglerne og skaber en hurtig melodi. Jeg får fat i min nøgle der engang var gul. Malingen er skallet af næsten over det hele, undtagen en lille plet på understykket. Hun står bag mig, betragter mig kæmpe med at få nøglen ind i hullet. Mine hænder ryster da jeg drejer nøglen om. Jeg åbner døren hurtigt og skynder mig ind, undgår spejlet i gangen og løber ind i stuen. Syvs skridt kommer nærmere. Jeg griber fat om mit røde tæppe, slynger det om mig og kaster mig på gulvet. Lukker øjnene, ønsker hende væk, langt væk. Jeg knuger mine hænder sammen og prøver at komme ned gennem gulvet, forsvinde. Luk alle lyde ude, stilhed. Ruder sprænges.                                                                                                                                                 Jeg husker dengang hun startede med at følge efter mig.      

                 

Jeg var på vej hjem, og så stod hun der bare. Stille, betragtende. Jeg bad hende om at lade mig være, hun smilede bare og cirklede om mig. Fanget. Der blev sat et bur omkring mig. Store kolde jerntremmer blev plantet, en for en. Mine hænder tog fat om tremmerne, desperat ruskede jeg. Syv lagde sin hænder oven på mine. Buret forsvandt. Jeg var begyndt at løbe. Løbe så hurtigt mine ben kunne klare. Syv var hele tiden bag mig, foran, ved siden, over.        Jeg havde fundet mig selv på en fremmed gade, hende foran med et medfølende blik, men hun kiggede ikke på mig, hun kiggede igennem mig. Jeg havde igen bedt hende om at gå, hendes blik var blevet dystert og trist, hun rystede på hovedet og smilede igen.

 

Jeg er tilbage under tæppet. Det varme uld isolerer alt luft omkring mig, og mine kinder er blusset helt op. Jeg holder hjørnet af tæppet i min knyttede hånd, ulden stikker og efterlader et mærke af syningerne på min håndflade. Mine knæ gør ondt. Min højre fod sover. Jeg tør ikke bevæge mig, Syv ser mig. Venter.   Min albue giver efter, jeg falder sammen. Syv griber fat om min ryg. Jeg skriger. Ruderne sprænger. Det begynder at regne med glasskår. Syvs fingre og glassplintrer borer sig ned i min ryg. Jeg kan ikke komme op, hele min krop er presset mod gulvet.

”Syv stop!” jeg trygler, beder hende om at lade vær. Spjætter, spræller. Mine kinder er våde og klistrer mod trægulvet. Lyden af klirrende glas fylder rummet.

”Det går nok,” Syv hvisker, ”rolig, stille, jeg gør dig intet”.

”Stop!” jeg råber. Hun lyver, hun lyver. Jeg vil op, hun skubber mig ned. Mit hoved gør ondt, hele min krop sitrer. ”Hold nu bare op!” græder jeg.

”Jeg gør dig ikke..”, jeg lægger hænderne for ørene og skriger.

”JO, DU GØR!” jeg flår hende af mig og vælter ud  køkkenet. Væk, væk, væk. Jeg åbner den øverste køkkenskuffe og tager en kniv frem. Jeg spejler mig i dens smukke overflade. Registrerer alt, det glatte skaft, det smukke mørke træ, skarpheden. Jeg kan slutte det her, gøre en ende på det, aldrig mere Syv. Jeg smiler næsten, aldrig mere Syv. 

Syv står foran mig. Hun ser såret ud, forrådt, forladt. Mit smil forsvinder. Jeg kan ikke forlade Syv, hun har ingen. Jeg elsker Syv. Nej, det gør jeg ikke. Jo, jeg gør. Nej.

Ruder sprænges. Jeg smider kniven fra mig. Det er en bombe, det er en bombe. Mit hjerte hamrer af sted. Nej, jo, nej, jo. Mit ansigt er vådt og koldt. Jeg viger tilbage mod væggen. Prøver at gribe fat i noget, en flugtvej, noget at holde om, hjælp. Mine hænder ryster. Jeg presser mig så langt op af væggen så muligt. Min hånd griber om noget. Jeg vender hovedet. Syv.

Jeg rykker hånden til mig og løber skrigende ud i gangen. Jo, nej, jo, nej. Jeg hiver i hoveddøren. Den er låst. Jeg presser panden mod den kolde dør.

Hun står bag ved mig igen. Jeg mærker hendes ånde mod min nakke. Jeg bliver nødt til at vende mig om. Jeg må vende mig om. Se hende i øjnene. Se hvem hun er. Det er det eneste rigtige at gøre.

Jeg vender mig om mod hende. Stirrer hende i øjnene. Hun stirrer tilbage. Jeg løfter min hånd. Hun løfter sin. Jeg bliver slået. Jeg står foran spejlet i gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...