Landfill

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Færdig
Shortstory om følelsen af at være utilstrækkelig i et forhold.

31Likes
15Kommentarer
918Visninger
AA

1. Virkeligheden udenfor

 

 

Throw me in the landfill

Don't think about the consequences

Throw me in the dirt pit

Don't think about the choices that you make

Throw me in the water

Don't think about the splash I will create

Leave me at the altar

Knowing all the things you just escaped

 

 

Stilheden er så høj at den overdøver stormen der raser udenfor huset, ude i virkeligheden. For herinde føles det som en drøm, tyk som tjære og umulig at undslippe. Mine fingre danser hen over den bare hud på mine lår, mens drømmen trykker mod mine tindinger.

”Vi er ikke…” jeg stopper.

”Måske er det…” han stopper. Vores øjne mødes. Her sidder vi overfor hinanden, en armslængde og en verden fra hinanden.

”Det her er latterligt,” sukker jeg endelig og rejser mig. Selvom stilheden har brølet i mine ører i hvad føles som timer, kaster ordene, forbandelserne, sig stadig mod væggene som ekko og støder gennem min krop som rystelserne fra et jordskælv. Hold kæft, hvor er du egoistisk. Jeg går hen til vinduet. Har du været sammen med en anden?! Mine negle kradser mod ruden, som kunne jeg ridse min vej ud af uvirkeligheden. For fanden, hvor er du bare barnlig. Der er et kæmpe træ i min forhave. Nå, så det er MIG der har gjort noget forkert? Du bliver sgu da også bare sur over de mest latterlige ting! Træet har en stamme der er så bred, at jeg ikke kan nå rundt om den. Det her er IKKE min skyld! Kronen er så smuk om sommeren, grøn og prægtig og præcis sådan som et træ skal se ud om sommeren. Ved du hvad? Jeg er ligeglad. Jeg er pisse ligeglad, gør hvad du vil. Men om vinteren dør træet. Præcis ligesom alt andet, mennesker, følelser, kærlighed. Så lad os for helvede bare ende det, hvis du alligevel er så skide ligeglad!! Langsomt tager stormen af og bliver afløst af regn. Først blide dråber, der slører ruden, men så bliver de til tunge, kolde regndråber der blænder øjne. Et sidste ekko rammer mig, så stille og utydeligt at stilheden næsten fanger det og fortærer det. Du lovede, at du aldrig ville forlade mig… Jeg vender ryggen mod ruden og glider ned på gulvet, læner mig mod væggen. Han sidder stadig som forstenet på stolen.

”Så det er bare det?” siger jeg. Han reagerer ikke så længe, at jeg tror stilheden har slugt ham.

”Ja. Jeg gider ikke mere.” Det er der fandeme ikke noget der hedder. Jeg gider ikke mere. Det kan man ikke bare sige. Jeg lukker øjnene. Han er ligeglad.

”Så… du brugte mig bare,” konstaterer jeg. Han stønner tungt og regnen smadrer mod ruden.

”Hold nu op med det der.”

”Er sandheden da så pisse svær at høre? Du nøjedes med mig fordi der ikke var andre og fordi du kedede dig?”

”Hør…” Jeg afbryder.

”Og når der kommer noget bedre, så… så skrider du bare. Så er du pludselig ligeglad.” Hvis jeg åbner øjnene nu, begynder jeg at græde. Jeg føler mig så enormt lille, så ufatteligt ubetydelig. Han står ovenpå mig, knuser mig.

”Det passer ikke! Jeg troede, vi var enige om det her?” han lyder så frustreret – men det gør ikke ondt på ham. Ikke som det gør på mig. Jeg trækker vejret dybt og åbner endelig øjnene.

”Der er ikke meget at være uenige om, er der?”

”Du er for… svær,” han siger det stille, som om en lille tone, en strofe, glider ud af hans hjerte. En lille sandhed i alle løgnene.

”Det ved jeg godt.” Det er så hårdt, det her. Jeg tørster efter ham, vreden der kravler ud i mine fingerspidser giver mig lyst til at slå ham, rive, skrige, bide, kysse, elske. Jeg vil have ham tilbage, jeg vil have at han forsvinder for evigt, jeg vil have forløsning i den her stilhed der presser mod alle sider af mig, som var jeg flere tusind kilometer under havets overflade. Et lyn flænger himlen udenfor. Han falder på knæ foran mig.

”Undskyld,” hvisker han.

”Undskyld,” hvisker jeg. Så indånder vi samme luft, suger, som kunne vi trække smerten ud af den anden, river og hiver og bider og græder i samme åndedrag. Skubber. Skubber så hårdt som muligt.

”Jeg er nødt til at gå,” sukker han.

”Forsvind,” græder jeg. Jeg kan mærke snefnuggene, der rammer ruden og gør alting iskoldt og forkert. Han nikker og rejser sig. Han er ved at fortsætte. Men jeg sidder fast, fanget i sneen.

”Gå.” Han tørrer kinderne, drejer rundt på hælene og efterlader mig her, fanget i sneen, efterladt på togskinnerne, i regnen, i vejkanten, på åbent hav, kasseret. Døren der lukker løfter stilheden og jeg kan høre igen. Rystende rejser jeg mig og kigger ud af vinduet, hvorfra jeg kan se ham, duknakket, forsvinde mod solopgangen. Videre. Jeg lader mine fingre danse i solskinnet, der kaster sig gennem ruden. Det er måske det bedste. Det er måske det… det er måske. Måske.

 

 

This is torturous

Electricity between both of us

And this is dangerous

'cause I want you so much

But I hate your guts

I hate you

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...