Mig og min hospitalsseng

Simone kunne ikke forstå hvorfor alle lavede et stort nummer ud af det. Hun var jo bare en helt almindelig pige. Måske lige udover at hun var så tyk, syntes hun. Den eneste fejl var, at hun ikke var det. Hun var det præcis modsatte.

3Likes
1Kommentarer
196Visninger
AA

1. Mig og min hospitalsseng

Jeg vidste egentlig godt, at det ikke var sundt.

                      Når jeg kiggede mig i spejlet, kunne jeg godt se, med min sunde fornuft, at det ikke var sundt.

                      Mine hofteben stak ud, og der var et hul imellem mine lår. Mine albueknogler stak også ud.

                      Men jeg følte mig stadig tyk.

Når jeg kiggede på mine yndlingsmodeller, var de meget tyndere end jeg var. I mit hoved var de i hvert fald. Jeg ville se ud som dem.

Pludseligt åbnede døren til badeværelset. Jeg skyndte mig at tage håndklædet omkring mig.

”Gider du lige?” Vrissede jeg.

Min mor stod i dørkarmen med et befippet udtryk. Jeg bed mig i læben. Jeg havde normalt ikke et højt temperament.

Jeg var den pige du kunne kalde ’Optimisten’. Jeg så på alt på en positiv måde. Hvis min søster faldt og slog sig, ville jeg hviske til hende, at det var fordi Gud syntes at hun havde brug for en is – noget som vi altid fik når vi slog os. Hvis en veninde dumpede en prøve, ville jeg sige til hende, at det bare var et tegn på at læreren mente, at hun skulle øve sig lidt mere. Hvis nogen havde mistet en bekendt, ville jeg sige at en anden ville få betydning for personen. Det var lige meget hvad der var sket; jeg så optimistisk på det.

Det havde ændret sig.

Jeg var gået fra at være den søde, glade, muntre pige, til at være den sure, stille, indelukkede pige.

Alt sammen siden jeg holdt op med at spise.

Det var egentlig ikke fordi, at jeg syntes jeg var tyk, jeg stoppede med at spise. Jeg var bare ikke sulten.

Måske, var det i min underbevidsthed, at jeg følte mig tyk, og stoppede med at spise. Men udenpå, var det fordi jeg ikke havde nogen appetit.

”Hvad er der med dig?” spurgte min mor, hendes befippede udtryk nu erstattet med irritation. ”Du er altid sur og du er altid lukket inde på dig værelse.”

”Ikke noget, mor! Okay? Ikke noget!” råbte jeg af hende, og skubbede hende lidt, for at komme forbi.

Jeg skyndte mig ind på mit værelse, og smækkede døren bag mig. Jeg låste døren så ingen kunne komme ind.

Jeg gik direkte hen til min klædeskab, og kiggede ind. Jeg havde meget tøj – hvilken pige havde ikke det? – jeg kunne bare ikke passe så meget af det mere. Mine bukser var blevet for store, og mine bluser sad slet ikke stramt mere. Alt mit undertøj var også alt for løst. Det eneste der egentlig passede var nogle bukser jeg havde fået da jeg var 10 – fem år siden – og en bluse jeg, ved en fejl, havde købt to størrelser for lille, og selv dén var lidt for stor.

Det bankede på døren. ”Simone?” Min mor. Jeg sukkede og rullede med øjnene. Jeg orkede ikke skændtes med hende. ”Simone, åbn døren!”

Jeg smed en sko på døren. ”Jeg gider ikke lige nu, mor!”

Vreden i hendes stemme var tydelig. ”Simone, du åbner døren lige nu!”

”Eller hvad?” Jeg vidste godt at det var flabet.

”Eller jeg ringer til din far!”

Panik. Det var dét jeg følte i det øjeblik.

Min far.

Min far var ikke en mand man ville skændes med, slet ikke bare være uenig med.

Min far var ikke meget for, at man ikke gjorde som han sagde.

Min far ejede et af Danmarks førende marketingfirmaer, og var vant til at folk gjorde som han sagde.

Min far forlod min mor, min søster og mig for nogle år siden, for en 26-årig model.

Min far troede at han stadig kunne bestemme over min søster og mig, selvom vi gjorde det klart, at vi ikke ville have at gøre med ham.

Jeg tøffede hen til døren, og åbnede den langsomt.

Min mor stod udenfor, med tårer i øjnene. Jeg kunne mærke, at mine øjne også var fyldte med tårer.

Noget klikkede i begge vores hoveder, for pludselig omfavnede vi hinanden mens tårerne løb ned af vores kinder.

”Jeg elsker dig, mor.” Hviskede jeg. 

”Jeg elsker dig mere, Simone. Jeg vil bare hvad der er bedst for dig.”

Og i det øjeblik, var der noget inden i mig, der varmede min ellers kolde krop.

 

Da jeg kom i skole morgenen efter, var alt som det plejede i 9. D. I det ene hjørne sad fodbolddrengene og så en film på en computer, i et andet sad de populære piger og deres kærester, og i et tredje hjørne sad nørderne. I det fjerde hjørne sad resten, der ikke havde en plads i nogen af grupperne. Jeg hørte til i den sidste.

Jeg spottede mine tre veninder sammen med en lille gruppe drenge. Normalt ville jeg smile, fordi de endelig havde fået modet til at snakke med drengene. Men nu, så jeg ikke noget sjovt over det.

”Hey, Simone.” hørte jeg lige bag ved mig. Det var Marcus. Min bedste ven.

Jeg smilede lidt. ”Hey, du.”

Han smilede sit klassiske smil, og vi tog plads bagerst i hjørnet. Jeg hev min mobil frem, og så en besked fra min mor.

Hey Simone.

Jeg fandt lige din madpakke her på køkkenbordet. Du må have glemt den. Ikke også?

Spørg Marcus om du kan låne penge til at købe frokost, så skal jeg nok give dig penge.

Kys, mor.”

Jeg sukkede. Normalt tog jeg min madpakke med, og smed den ud på vej til skole.

”Jo, selvfølgelig. Din mor kender mig da for godt; hun ved jeg altid har penge med!” sagde Marcus med et lille grin.

”Læste du lige over skulderen på mig?” spurgte jeg med et øjenbryn løftet.

”Nej! Måske. Ja?” Sagde han med sit uskyldige smil.

Jeg grinte lidt, men blev så seriøs. ”Marcus, det er lige meget. Jeg behøver ikke frokost.”

 ”Behøver du ikke frokost?” Sagde han lidt for højt. Nogle få vendte sig om. Jeg smilte undskyldende til dem. ”Selvfølgelig behøver du frokost! Jeg har kendt dig siden børnehaven; du drikker et glas juice til morgenmad, hvis du overhovedet gør det! Du skal spise frokost!”

”Marcus…”

”Simone…” Kopierede han.

”Du behøver ikke at spille mor for mig. Jeg behøver ikke frokost i dag, okay?”

Han sukkede. ”Okay, så. Men i morgen skal du spise frokost.”

Læreren kom ind i klassen. Jeg smilede til Marcus og hviskede et ”tak”.

 

Senere på dagen, gik jeg på gangen, på vej ud på toilettet. Pludselig hørte jeg Marcus og nogle af hans venner grine. Jeg kiggede rundt om hjørnet, og spottede dem i en stor klump.

                      ”Dude, det er altså ret cheesy at du har så mange billeder af Simone på din mobil!”

                      ”Hun er min bedste veninde, stop så.” Svarede Marcus, og slog sin ven let på skulderen.

                      De grinte videre.

                      ”Jeg elsker det der billede!” var der en af vennerne der udbrød. Det var sikkert et andet billede af mig. ”Men hold kæft, hun er fed, egentlig.”

                      Marcus’s svar kom hurtigt, med et grin. ”Dude, du har ret. Har aldrig set nogen så fed som hende.”

                      Det ramte mig. De snakkede om mig. De sagde at jeg var fed.

                      Jeg bakkede langsomt, og gik en anden vej ud på toilettet.

                      Jeg låste døren efter mig, og gjorde hvad mange andre piger også gjorde.

                      Med tårer løbene ned af kinderne, fik jeg mig selv til at kaste op.

 

Dagen efter, havde jeg smidt min madpakke ud på vej til skole, og havde derfor ikke nogen med i skole.

”Hey, Sim. Hvor er din frokost? Du lovede.” Sagde Marcus i frokostpausen.

Jeg havde det lidt dårligt over at skulle lyve overfor ham, men hvis jeg skulle blive tyndere, måtte jeg lade være med at spise.  ”Øh, um.” Tøvede jeg. ”Jeg har spist den. Jeg var meget sulten, så jeg spiste den hurtigt.” Så smilede jeg til ham.

Han kiggede et øjeblik på mig, som om han ikke troede på mig. Men så løftede han på skuldrene og slog sig ned ved siden af mig.

”Så kan du hjælpe mig med min; der er sygt meget. Jeg kan nok ikke spise det hele selv.”

Jeg sukkede. Jeg kunne nok ikke slippe væk fra denne her.

”Okay.”

Jeg tog nogle bider af et æble, og følte allerede at jeg skulle kaste op, hvis jeg spiste mere. ”Jeg kan altså ikke spise mere, Marcus.”

”Du har spist et par bider af et æble –?”

”Ja, men jeg kan bare ikke spise mere! Okay, Marcus? Det er heller ikke lige frem fordi jeg har brug for det, vel?” Så rejste jeg mig op, gik ud af klassen, og smækkede døren bag mig.

 

Da jeg kom hjem fra skole, lagde jeg mig på sofaen, og tændte for TV’et. Der gik ikke lang tid før jeg faldt i søvn.

”Simone? Simone, er du syg?” hørte jeg min mors bekymrede stemme.

Jeg åbnede mine øjne, til at kun se sort. Alt var sort. Jeg lukkede hurtigt øjnene i, og åbnede dem igen langsommere. Nu kunne jeg se igen. Jeg åndede lettet op. Min mors bekymrede ansigt kom i fokus.

”Er du syg, Simone?”

Jeg gryntede lidt, og satte mig lidt op. Sorte prikker duggede mit syn, og jeg skyndte mig at lægge mig ned igen.

”Simone!”

”Jeg – jeg har det fint, mor.”

Hendes udtryk fortalte mig, at jeg ikke skulle lyve. Men jeg kunne ikke lade være. ”Jeg henter lige termometeret, Simone. Du er lidt varm.” og så gik hun.

Jeg sukkede og lagde en hånd på min pande. Jeg havde det ikke særligt godt, men hvis jeg skulle være hjemme, ville min mor sikkert også være det, og så ville hun tvinge mig til at spise.

Min mor kom tilbage kort efter, og satte termometeret i munden på mig.

”Louise er hos mormor til på søndag.” Fortalte hun. ”Så det er kun dig og mig.”

Jeg nikkede, selvom jeg inderst inde panikkede lidt. Det betød at al hendes fokus ville være på mig.

Termometeret bippede, og Mor tog det ud, og kiggede på det. ”Ja. Du har 38,5. Du bliver hjemme i morgen. Jeg har et vigtigt møde, så jeg kan desværre ikke være hjemme med dig.”

Jeg smilede svagt. ”Det er ok, mor. Jeg kan godt klare mig.”

”Godt, min skat. Jeg bestiller en pizza nu, hvad vil du have?” Sagde hun, uden at tænke over emneskiftet.

”Jeg er ikke sulten.”

”Okay. Jeg bestiller en pepperonipizza, så må du spise lidt hvis du har lyst.” hun kyssede min pande og gik.

Langsomt, mens jeg holdt fast i væggen, gik jeg ind på mit værelse, og lagde mig i sengen. De sorte prikker der fyldte mit syn var næsten uudholdelige.

Jeg lukkede øjnene, og fandt hurtigt, at søvn ville være min eneste udvej.

 

Jeg spiste ikke noget hele næste dag. Jeg var alene hjemme, og min syn blev mere og mere plettet. Jeg drak en kop the hist og her når mit hoved gjorde for ondt, men ikke mere end dét.

Da min mor kom hjem, og spurgte hvordan det gik, havde jeg det så dårligt, at jeg gik i seng igen.

 

Nogle dage efter havde jeg stadig kun drukket the, og spist et stykke frugt. Min mor var ikke hjemme så hun havde ikke mistanke.

Indtil om torsdagen, hvor min mor blev hjemme. Hun havde sagt til mig at jeg skulle blive hjemme igen, for jeg havde det stadig dårligt, og de sorte pletter på synet var kun blevet værre. Så da hun meddelte at i dag ville hun være hjemme med mig, kunne jeg ikke lade være med at panikke lidt.

”Det er fint, mor. Jeg kan godt klare mig.” Blev jeg ved med at sige.

”Nej, Simone. Du har været hjemme i en uge nu, og du har ikke fået det bedre. Hvis ikke du har det bedre til i næste uge, tager vi til lægen, okay?”

Jeg sukkede. ”Okay.”

Min lillesøster var kommet hjem i søndags, men hun havde hele tiden legeaftaler hos sine venner, så hun var sjældent hjemme. Min søster var lige fyldt 12, for nogle måneder siden. Det var omkring dér, jeg stoppede med at spise. Jeg havde fået at vide, at jeg var fed.

”Her, skat. Spis noget yoghurt. Det er godt for maven.” sagde min mor, og holdt en skål yoghurt frem. Skålen var stor som et badekar. Og den var fyldt.

”Mor, jeg kan ikke spise så meget.”

”Det skal du.”

Uh-oh. Hun havde brugt sin seriøse stemme. Hun brugte den kun i tre tilfælde:

Hun var på arbejde. Hun snakkede med min far. Hun var meget seriøs omkring noget (hvis man ikke gjorde som hun sagde, ville man fortryde det).

Det lod til, at hun var på det tredje.

Jeg sukkede, og tog imod skålen, og satte mig til at spise maden. Min mor satte sig overfor mig, og kiggede på mig.

Efter tre mundfulde var jeg mæt.

Jeg åndede ud, og skubbede skålen fra mig. ”Jeg kan ikke spise mere, mor.”

Hun løftede et øjenbryn. ”Jeg sagde: spis.”

”Mor, jeg kan ikke, okay! Jeg brækker mig, hvis jeg gør!”

Hun kiggede på mig i et øjeblik. Så rejste hun sig op. ”Godt så.”

”Hvad?” Spurgte jeg.

”Gå op og tag tøj på. Vi tager til lægen.”

”Nej, mor.”

”Jo.” Sagde hun i sin strenge tone.

Jeg tøffede op på mit værelse, for at tage tøj på.

 

Min mor ringede og fik en tid med det samme, da vi sad i bilen. Da vi så kom ind på hospitalet – jeg vidste ikke hvorfor vi skulle ind på hospitalet, og ikke bare lægehuset – tog vi plads i venteværelset, og kom ind hos en kvindelig læge inden længe. Hendes navn var Charlotte.

Hun spurgte flere gange hvor og hvordan jeg havde ondt eller dårligt. Jeg sagde at jeg havde hovedpine og svimmelhed og kvalme, og at jeg næsten konstant havde sorte prikker for øjnene.

”Har du nogen idé om hvad det kunne være?” Spurgte min mor bekymret.

Lægen kiggede på min mor et øjeblik. Så kiggede hun tilbage til mig. Hun kiggede mig op og ned. Jeg havde sweatpants og en hoodie på. Heldigvis.

”Simone, må jeg spørge dig om noget?” sagde hun pludseligt.

Jeg tøvede lidt. ”Ja..?”

”Hvornår spiste du sidst?”

”Lige inden vi kørte.” Svarede jeg hurtigt. Måske lidt for hurtigt.

”Ej, Simone. Du spiste tre mundfulde af din yoghurt.” Bød min mor ind. ”Det tæller ikke.”

”Din mor har ret, Simone. Hvornår har du sidst spist et rigtigt måltid?” Sagde lægen med sin irriterende pædagogiske stemme.

Jeg vidste ikke hvornår jeg sidst havde spist et rigtigt måltid. Det var længe siden.

Jeg kiggede ned på mine sko, og lod være med at svare.

”Anne, jeg tror gerne lige jeg vil snakke med Simone alene, hvis det er okay?” spurgte lægen min mor. Jeg var taknemmelig.

Hvis min mor vidste hvor længe siden det var, at jeg spiste et rigtigt måltid, ville hun definitivt ringe til min far, som aldrig ville lade dette gå uden at skulle blande sig.

Min mor forlod lokalet, og jeg hørte døren lukke bag hende.

”Simone?” Sagde Charlotte svagt.

Jeg kiggede op, og fjernede tårerne på mine kinder med bagsiden af min hånd. De måtte være kommet af angst, da jeg tænkte på min far. ”Ja?”

”Hvor længe er det siden du sidst spiste?” Hun kiggede på mig med medlidenhed.

”Jeg… Jeg ved det ikke…”

”Simone…”

Jeg bed mig i læben, for at vise at jeg have hørt hende, og at hun kunne forsætte.

”Jeg bliver nødt til at tage nogle blodprøver fra dig. Skal vi have din mor herind, eller vil du helst have at hun ikke er her?”

Jeg løftede skuldrene. Jeg var lidt ligeglad.

”Skal vi skynde os at tage dem nu, og så kan hun komme ind bagefter?” foreslog Charlotte.

Jeg løftede på skuldrene.

”Lad os gøre det. Læg du dig her op på båren.”

Hun gjorde sine ting klar, mens jeg lagde mig op på båren. Jeg kiggede lige op i loftet og tænkte på noget andet. Jeg mærkede noget koldt, og så et lille stik. Lidt efter, var hun færdig.

”Sådan. Hvis du lige klemmer albuen op her,” hun tog min underarm op mod min overarm, ”og så henter jeg lige din mor og fortæller hende det.”

Hun gik udenfor døren og lukkede døren efter sig.

Jeg sukkede. Jeg anede ikke hvad der skulle ske. Jeg folede armen ned, og hev plasteret af. Der var en smule blod på vattet. Jeg kunne mærke at jeg blev dårlig. Sorte prikker fyldte mit syn helt nu. Jeg rejste mig op for at fortælle Charlotte det, men jeg nåede ikke så langt. Jeg kom kun op og stå. Så mistede jeg fodfæstet og faldt forover. Min hage ramte ned i en stol og jeg hørte min nakke sige knæk. Før jeg vidste af det, kunne jeg mærke det kolde klinkegulv mod min kind, og jeg mistede bevidstheden.

 

Da jeg vågnede, var jeg i et hvidt rum. Jeg lå i en seng med hvidt tøj på og hvide lagner. Typisk hospitaler. Jeg havde været indlagt engang for fem år siden, da jeg havde brækket armen og skulle opereres. Værelset jeg havde dengang lignede det jeg havde nu på en prik. Den eneste forskel var, at dengang var mit værelse fyldt med mennesker jeg elskede. Nu, var der ingen.

Jeg prøvede at sætte mig op men gav op, fordi min nakke protesterede for meget. Jeg mærkede noget på min hånd. Jeg kiggede ned. Der var et drop. Jeg kiggede op. Jeg genkendte ikke posen der hang der, som et almindeligt drop.

Døren gik op og Charlotte kom ind.

”Hej, Simone. Godt at du er vågen igen.”

”Hvor længe var jeg væk?” Spurgte jeg. Min stemme var hæs.

”Et par timer. Du har fået noget bedøvende medicin til dit hold i nakken.” Svarede Charlotte. Hun kiggede på sine papirer. ”Simone…”

”Ja?”

”Dine blodprøver viste noget negativt… Alle dine værdier var for lave. Din blodprocent er meget lav, og du har så lavt albumin, at vi nu er blevet nødt til at indlægge dig. Du har også alt for lidt kalcium, og mangler alt for mange vitaminer.”

Jeg sank højlydt. ”Hvad vil det sige?”

Hun satte sig ned i stolen ved siden af sengen. ”Det vil sige at vi er nødt til at beholde dig her på hospitalet så vi kan være sikre på at du får noget næring i dig. Du kommer også til at skulle snakke med en psykolog, som kan hjælpe dig.” Hun tog min hånd. ”Simone, du har den sygdom der hedder anoreksi.”

Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af det. Andre der fik konstateret anoreksi var sygeligt tynde, og det var jeg ikke. Jeg var meget tykkere end dem. Selv Marcus sagde det. Hans ord rungede stadig inden i mit hoved. ”har aldrig set nogen så fed som hende.”

Jeg ville vise ham, at jeg ikke var sådan. Jeg ville være tynd. Jeg ville bevise overfor alle, at jeg ikke var fed; at jeg var tynd nok; at jeg var god nok.

Så derfor var min reaktion enkel.

Ingenting.

Jeg stirrede på hende som om hendes nyheder var kedelige.

”Din mor ringede til din far for nogle timer siden. Han er vidst på vej herhen.”

Langsomt som panikken spredte sig inden i mig, bredtes en bølge af vrede. Hvis ikke Charlotte havde taget den blodprøve, ville min mor ikke vide noget, og derved ville min far heller ikke være på vej.  

Jeg skulede ondt på hende, men kunne ikke lade være med at beundre hendes udseende.

For første gang tog jeg mig tid til at rigtigt kigge på hende. Hun var ikke så gammel, måske i sine 20’ere. Hun var mørkhåret med grønne øjne. Hendes smalle hoved havde nogle flotte træk – nogle der gjorde mig lidt misundelig. Hun var middelhøjde og havde en flot kropsbygning. Meget flottere end min.

”Hvordan har du det, Simone?” Spurgte hun efter nogle øjeblikke.

”Fint.”

”Nej, Simone. Hvordan har du det, virkelig? Jeg er den eneste der lytter.”

Som hendes ord sank ind, blev jeg mere og mere forvirret. Hvordan havde jeg det? Jeg havde lige blevet konstateret anorektiker. Jeg havde lige fået besked om, at min far var på vej til, at se mig. Jeg havde ikke snakket med mine veninder eller Marcus i flere dage, næsten en uge.

Hvordan havde jeg det?

Jeg kiggede på Charlotte, og igen spredtes vreden. ”Fint, sagde jeg.”

 

Tre uger senere var jeg stadig indlagt på psykiatrisk afdeling. Tre gange om ugen, deltog jeg i et fællesmøde for anorektiske piger. Vi var syv personer, i samme aldersgruppe, der skulle sidde og snakke om vores ”problemer”. Lægerne og sygeplejerskerne troede at vi gjorde fremskridt. Men egentlig gav vi hinanden fifs til hvordan vi kunne tabe os, efter møderne.

                      Jeg havde lært, at jeg skulle lade være med at tisse om morgnen, inden mit vægttjek. Jeg havde lært, at jeg skulle træne inde på mit værelse, for at forbrænde de kalorier, jeg lige havde spist. Jeg havde lært, at hvis jeg spiste sjusket, og smurte maden op på kinderne, kunne jeg diskret spytte maden, jeg havde i munden ud, i servietten. Jeg brugte selvfølgelig også stadig tricket med at få mig selv til at kaste op.

                      Det hjalp. Ingen havde nogle mistanker om, at jeg ikke gjorde fremskridt.

Hver anden dag kom min psykolog, Anette, og blev ved med at stille de samme spørgsmål; ”Hvordan går det?” ”Hvad har du spist de sidste to dage?” ”Har du snakket med din familie og dine venner?”

Det sidste spørgsmål ramte mig altid hårdest. Jeg havde stadig ikke snakket med mine veninder. Eller Marcus. Jeg savnede Marcus mest. Jeg vidste ikke om jeg skulle ringe til ham. Hvad skulle jeg så sige? ”Hey du, jeg er på psykiatrisk afdeling, nå ja, jeg har også anoreksi, nå ja, hejhej.” Nej vel? Han var sikkert også sur på mig. Eller syntes det var pinligt at skulle ses med en fed én som mig. Det sidste ville give god mening.

Så jeg ventede på at han ville ringe eller skrive til mig.

Men hvorfor skulle han ville gøre det? Jeg skældte ham ud sidst vi sås.

Så jeg håbede.

 

Min familie – min mor og min lillesøster – kom hver dag, og besøgte mig. Min far havde prøvet at være en del af det, men jeg råbte af ham at det alt sammen var hans skyld; at jeg ikke ville have noget med ham at gøre; at han var den værste far man kunne ønske sig. Han tog hjem til Norge efter det.

Og jeg havde været ærlig; det var min fars skyld at jeg ikke havde villet spise: han havde sagt til mig at jeg var fed, og at jeg var nødt til at tabe mig, hvis nogen nogensinde skulle kunne lide mig.

 

Ugerne gik, og jeg blev stadig ikke udskrevet. Omgivelserne var ved at blive trættende. Det var bare det samme. De samme hvide vægge, de samme grønne træer uden for, de samme kedelige TV-kanaler. Nogle dage fik jeg lov til at gå lidt rundt. Men der var altid en sygeplejerske eller min mor med. Jeg måtte ikke gå rundt alene; jeg kunne jo flygte. Alting var det samme. Jeg kunne endda en af sygeplejerskernes børns hundehvalps navn.

                      Jeg følte mig rastløs.

                      Lægerne havde sagt at grunden til at jeg besvimede den dag, var fordi jeg havde spist og drukket alt for lidt. De viste mig nogle billeder af hvordan en hjernecelle så ud normalt, og hvordan en anorektikers hjernecelle så ud. En anorektiker havde større sandsynlighed for at få hjerneskader.

                      Det gav ingen reaktion.

                      Hvis jeg ville være god nok, skulle jeg blive ved.

Marcus var min motivation.

Jeg troede aldrig, at jeg ville kende en, der havde så stor betydning for mig. En, hvis mening var vigtigere end min egen. En, jeg kunne grine så meget med, at jeg fik ondt i maven. En, jeg elskede mere end mig selv.

Jeg frøs.

En, jeg elskede mere end mig selv.

Og så gik det op for mig, at jeg var forelsket i Marcus, min bedste ven.

 

Jeg gik i flere dage og overvejede om jeg skulle ringe til ham. Ville han blive sur? Ville han blive glad? Ville han have tilgivet mig? Ville han have glemt mig?

                      Til sidst, med nogle råd fra Anette, tog jeg mod til mig, og fiskede min mobil op af lommen på de bukser jeg havde haft da jeg blev indlagt. De havde ligget på stolen ved siden af sengen i mere end en måned.

                      På skærmen af min mobil så jeg, med et stort chok, at der stod mistede opkald (23) og tekst beskeder (49).

                      Var der rent faktisk nogen der havde prøvet at kontakte mig?

                      Jeg kiggede på de mistede opkald først. Nogle få opkald fra dem i klassen, der mente at alle var deres bedste veninde, hvis nogen havde det skidt. Halvdelen af de andre var fra mine tre veninder. Den anden halvdel var fra Marcus.

                      Jeg tjekkede beskederne bagefter.

                      Der var beskeder fra mange beskeder. Mange fra klassen, og mange fra mine veninder. Men jeg ledte mest af alt efter dem fra Marcus. Hvis der var nogle.

                      Til sidst fandt jeg samtalen med Marcus:

                      Er du sur?

                      Hvad har jeg gjort?

                      Hvad mente du med at du ikke havde brug for mad?

                      Har jeg gjort noget?

Hvor er du?

Hvorfor er du her ikke?

Er du OK?

Har jeg gjort noget?

Jeg spurgte en lærer hvor du var, og hun sagde du var på ferie. Men jeg har set din søster. HVOR ER DU??

Simone, er du syg?

Please svar.

Jeg savner dig.

Du har været væk i en måned nu, og du har ikke sagt noget til mig. ER DU OK??

Hvornår kommer du i skole igen?

Hvorfor ringer du ikke?

En sms ville også være OK!

SIMONE!!

Please svar!

Og hans beskeder forsatte. Til sidst lod jeg være med at læse dem, og svarede bare:

Nordvang P. 88.

                      Jeg håbede, at han ville komme.

 

Og rigtigt nok, det tog ikke mere end et par timer før jeg så ham i døren.

                      ”Simone?” Sagde han, forbavset over at se mig her.

                      Jeg smilede svagt. ”Hey, du.”

                      ”Er du ok?”

                      Jeg løftede på skuldrene.

                      ”Jeg har ikke set dig i uger, Simone. Er du ok? Jeg mener det.”

                      ”Jeg har det fint, Marcus.” Vrissede jeg. Hvorfor var det, at alle troede jeg ikke havde det godt?

                      Marcus gik langsomt hen, og satte sig i en stol ved siden af min seng. ”Hvad har jeg gjort?” hviskede han til sig selv.

                      ”Du har ikke gjort noget, Marcus. Du har hjulpet mig med at indse.” Sagde jeg.

                      Han kiggede op på mig, og et vredt udtryk formedes på hans ansigt. ”Indse hvad?”

                      Jeg havde kun set denne side af ham én gang. Der var en dreng der havde slået min lillesøster, og Marcus havde skældt drengen ud. Det var flere år siden.

                      Jeg svarede ham ikke. Hvordan skulle jeg fortælle ham, at han havde fået mig til at indse, at jeg var fed, ved at han havde sagt det til sine venner? Så ville jeg jo indrømme, at jeg havde lyttet til deres samtale. 

                      ”Simone,” sagde han, langsomt. ”Hvad har jeg fået dig til at indse?”

                      Jeg kiggede ham i øjnene og udbrød; ”at jeg er for fed til at nogen kan lide mig, og at alle drengene også synes det!”

                      Han kiggede forbløffet på mig. ”Hvad fanden snakker du om?”

                      ”Ik’ spil dum! Jeg hørte jer, dig og dine venner, da i sad og kiggede på billeder af mig. ’har aldrig set nogen så fed som hende!’. Tro ikke at jeg ikke ved i snakkede om mig!”

                      Han rejste sig op hurtigt, og kiggede ned på mig. Hans arme var spredte ud, i en forsvarende position, og hans ansigt var rødt af vrede.

                      ”Dig, af alle mennesker? Simone, du er nok den eneste der ikke kunne tåle at tabe dig bare et kilo!”

                      Jeg kiggede op på ham, med det samme blik som jeg havde brugt da Charlotte fortalte mig, at jeg havde anoreksi. Jeg kiggede på ham som om det var kedeligt, det han sagde. ”Sjovt at du siger det nu, hva’?”

                      ”Hvornår skulle jeg ellers have sagt det? Hva’?” råbte han.

                      Jeg blev lidt bange af hans udråb.

                      ”Vær venlig at gå,” sagde jeg lavt.

                      Han hørte ikke hvad jeg sagde, så jeg gentog det. ”Gå!”

                      Hans udtryk var hjerteskærende. Øjnene var fyldte med skuffelse, og hans mund dirrede lidt. Hele hans kropsform råbte skuffelse.

                      Han åbnede munden som for at sige noget, men lukkede den igen.

                      Han gik hen mod døren, og åbnede den langsomt.

                      Før han gik ud, kiggede han på mig og sagde; ”Jeg ved ikke hvem det er, der har hjernevasket dig. Hvem end det er, så skal du lade dem være, og i den grad lære at værdsætte. Du skal lære at værdsætte dig selv og dem du elsker. Og især dem, der elsker dig. For hvis du bliver ved med at opføre dig på samme måde, som du har opført dig det sidste års tid, vil du miste endnu flere af dem, der elsker dig.” Han tog en dyb indånding. ”Det var ikke dig vi snakkede om, Simone. Vi snakkede om Honey Boo-Boo.”

                      Så gik han, og lukkede døren bag sig.

 

Der gik flere uger, og jeg var stadig indlagt. Jeg kunne ikke få Marcus’ ord ud af mit hoved. Hans budskab havde været åbenlys.

                      Jeg havde mistet ham.

 

Jeg fortalte min psykolog, hvad der var sket.

                      Hun prøvede på at hjælpe mig, med at få bedre selvtillid.

                      Det hjalp selvfølgelig ikke.

 

Men det gik så småt op for mig, at han havde ret.

                      Jeg var nødt til at ændre mig, for ikke at miste alle dem jeg elskede og dem, der elskede mig.

 

Så, af en eller anden grund, havde jeg på fornemmelsen af, at noget i mit liv ville blive bedre.

Måske endda godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...