Spejltårnet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Færdig
...

5Likes
5Kommentarer
294Visninger

1. Spejltårnet

SPEJLTÅRNET

-Ashes to ashes, dust to dust.

 

Stilheden var så gennemtrængende at man kunne høre en knappenål ramme jorden. Støvet fløj stadig, efter det sidste sekunds normalitet var gået, og hvis man kiggede op kunne man se himlen, malet sort som en makaber udgave af et barns tegning. Man fik fornemmelsen af at hvis man rakte hånden op og skrabede med nedbidte negle, kunne man bryde igennem den matte overflade. Mørket smuldrede nærmest, afdækkede de små bidder af blå himmel der engang dominerede hele horisonten. Gennem det sammenfaldende loft var himlen sceneriet det eneste hun kunne se fra hvor hun lå. Ubevægeligt lammet og tvunget til bevidsthed, i realiteten var hun bare træt. Tid gik - hvor meget vidste hun ikke. Hun havde givet op med at tælle sekunderne da hun havde tabt tråden tidligere, og håbet om at nogen ville finde hende var spinkelt.

De havde pakket hende så godt væk at hun stærkt tvivlede på nogensinde at blive fundet. Hun missede mod det falske lys lamperne udsendte, og hendes øjne fløj rundt i forsøget på at opdage noget nyt. Noget hun ikke havde set før. Noget som -

Lyde. Lys og råb fyldte hendes sanser, gav hende noget at fokusere på. ”Herovre! Der er flere herovre!”

Råb. Stemmer. ”Stormen er uforudsigelig, så vi må skynde os.” ”Tag fat! Husk de små dele!”

Noget ramte jorden, splintredes. Hun kunne høre de tusinder af små stykker kure rundt på det kolde betongulv, og fødder der ramte jorden. Skridt. ”For helvede! Forsigtigt med spejlene!” Spejlene?

Hendes blik panorerede nedad, på det grå betongulv, og hun så øjne stirre på hende. Et ødelagt stykke spejl reflekterede det naive, næsten barnlige udtryk i hendes øjne. Hjælp. Hendes læber bevægede sig let, men intet kom ud af hendes tørre, ødelagte hals. Hjælp. Hun prøvede at hviske, men det eneste der kom fra hendes hals var et let åndedræt, der kærtegnede hendes læber.

”Hvalp! Fej stykkerne op!” Gøede en stemme. Det overraskede hende i den drømmeverden der var hendes refleksion, og hvis hun havde kontrol over sin krop havde hun krympet sig over ordren. ”Og sørg for at komme godt ind i kanterne! Det kunne jo være farligt.” En anden stemme. Hun lyttede, forundret, da en tredje person sukkede højlydt.

Han var ung, ofte ham der tog det arbejde ingen ville have. Noget bevægede sig inde i hendes hoved. Det var som om en syl stak sig ind i hendes hjerne. Borede. Tvang sig ind og vrikkede omkring.

Nemu. Nemu.”Jeg er vældig ked af det, men dr. Nemu kan ikke se dig foreløbigt. Der er mange andre patienter der har brug for ham lige nu, skat.”

Hun blinkede ad sygeplejersken. ”Jeg er ikke din skat. Hvor er hun?” Hun kunne mærke vreden. Den ville stige op i hendes hals, få hende til at råbe, og skabe sig. ”Jeg er ked af det hr. Din datter er …” På den anden side af døren kunne hun høre den vage hvisken af Nemus stemme. Hendes far svarede.

”Vi forstår dr. Vores håb var vagt, og forgæves. Vi …”

En stemme brød igennem hendes dagdrøm. Hendes minder.  ”Ja klart. Farligt min bare.” Drengen lavede små glitrende lyde, englesang, og noget råt skrabede mod betongulvet. ”Det eneste farlige her er jeres idioti.” Han mumlede kun, men hun kunne høre ham. Noget hult ramte gulvet, og alt var stille igen. Den eneste lyd var hendes rolige åndedræt.

Stilheden før stormen.

”HVAD HELVEDE ER DET?”

Hun ærgrede sig over at hun ikke kunne vende hovedet og rulle øjne ad ham. Det eneste hun kunne se var hans nedtrådte sorte sko, og da en af dem forsigtigt trådte nærmere, kunne hun ikke andet end at ligge stille. Der var noget der prikkede hendes mave. Benede fingerspidser jog ind i hendes hud, og hun gispede efter luft. Det var en sølvblå protese, en arm. Hendes arm.

Det her er nødt til at være løgn.

Drengen prikkede hende i ansigtet, og hendes øjne, af ren refleks, lukkede sig i. Hun forsøgte at hvæse af ham, som en kat, men hendes ansigt ville ikke adlyde ordren hendes hjerne havde sendt. Hun fortrød at hun havde lukket øjnene i da hun fik et slag i maven. Da hun åbnede øjnene kunne hun se omridset af en flygtende person.

”I skal komme og se det her! Det er for vildt!” Begejstring fyldte hans stemme, en barnlig glæde.

Oh boy. Nu er jeg på skideren.

Drengens sko mod gulvet nåede ikke at forsvinde, før flere par tunge skridt løbe over gulvet. Til hendes overraskelse kunne hun føle et stik af panik.

Kom tilbage! Du må ikke efterlade mig! Vær sød at komme tilbage.

Heldigvis kom lyden af gummisåler imod betongulvet tilbage.

”Hvad helvede råber du nu op om, dreng?” Spurgte den råbende stemme, der havde givet drengen ordren.

Drengen svarede ikke, men hun kunne mærke sejldugen blive trukket af sin krop. Den lavede et langtrukkent sus, og kold luft slog mod hendes nøgne hud. Al hendes fokus gik til hendes nøgne lemmer, som lå vidt udstillet til de fremmedes fornøjelse.

Hun var hjælpeløs mod deres blikke, men hun kunne i det mindste se dem.

”Hvad i …” Den råbende mand stod nærmest hende. Han stirrede på hende med åben mund, og den tændte cigaretstump var lige ved at falde til jorden.

 

Hun fandt ham spændende at se på, da de dybe furer i hans ansigt syntes at gemme på livslange oplevelser og historier. Hans grå hår var mat, nærmest støvet, og fedtet af sved. Hun lagde vagt mærke til at han ikke havde en lederudstråling omkring ham. Han var ingen general, ikke engang en soldat. Hans tøj kunne nærmere beskrives som noget en håndværker ville have på. Tykt og groft.

Det samme gjaldt de andre omkringstående. Hun talte omkring fire personer, og hvis hun talte den unge dreng fra, var de alle midaldrende mænd. Nedtur.

 Drengen rødmede, da han lagde mærke til resten af hendes krop. Langsomt begyndte han at putte dugen tilbage, så den dækkede hende, men en af mændene - den ældste mand, med det grå hår og det tunge furede ansigt, fjernede dugen igen.  Blod strømmede til hendes kinder og hendes øjne fyldtes med tårer, hvilket kun sendt et gisp af forundring igennem de omkring stående mænd.

”Jeg indrømmer det, knægt. Du har fundet noget denne gang.” sagde den ældre mand og stak hænderne i bukselommerne, mens han eftertænksomt betragtede hende. Gid han ville lade være med at stirre. Jeg er ikke et dyr i zoo. I det lange løb måtte hun indse, at irritable tanker ikke bragte hende nogen steder. Hun kunne hverken gøre fra eller til. Erkendelsen gjorde hende mere rolig, og hun genoptog sine egne iagttagelser, mens mændene tog for sig med øjnene.

 ”Hvad er den?” spurgte drengen, og rødmede da hendes blik faldt på ham. Han fik et skyldbetynget udtryk i øjnene. ”Jeg mener, hvad er der sket med hende?”

Mentalt sukkede hun dybt. Der var ikke meget at sige til at drengen omtalte hende som en genstand. Hvis hendes arm var skinnede og lavet af metal, hvordan så resten af hende så ud? Hun kunne ikke vende sit blik nok til at kunne se sin krop. På det punkt var hun blind, men måske var det bedst, for nu.

Drengen bed sig i læben og kløede sig i nakken. Ud fra hans sorte strithår og ansigtstræk kunne hun se at han var asiat. De mandelformede brune øjne så på hende, og i dybden kunne hun se gemte modstridende følelser.

”Jeg ville ønske jeg kunne sige det præcist.” sagde generalen og tyggede på sin cigaretstump.

”Hun er levende, men paralyseret.”

Ja, det har jeg også konkluderet. Hun rullede med øjnene, og han lænede sig ind over hende. Rørte ved hendes metalarm og fortsatte så til noget på hendes skulder. Hun kunne ikke mærke hans fingre på sin skulder eller metalarmen. Bag dem kom endnu et par støvler til. ”Der bliver kaldt på dig, Finn.” sagde en stemme. Manden med det furede ansigt spyttede sin cigar ud.

 ”Javel så, Ronnie og Rasmus, grib pigebarnet.”

”Men boss …”

”Nu.”

 

Det var pludseligt, så hurtigt hun befandt sig i fri luft. Hendes krop føltes vægtløs et øjeblik, før hun sank ind det svedige greb af to par hænder. Hendes ansigt faldt til siden. Hun kunne intet se, foruden fødder, sko og gråt betongulv. Alligevel følte hun sig blændet, så snart de nåede ud af lager hallen. Hun tvang sine øjne i, og åbnede dem først da der igen faldt skygger på hendes ansigt. Kroppen blev lagt, ikke utroligt blidt, på en briks. På trods af de ringe plastic underlag, føltes den lindrende efter det kolde træbord, og hun sukkede lettet. Et par kvinder havde overtaget mændenes plads omkring hende. Deres blandede høflige og grove behandling mindede hende om sygeplejersker, men stedet var langt fra et hospital.

Kvinderne var kortklippede og gik i de samme grove klæder som mændene. En af dem lagde en nedslidt fjerpude under hendes hoved. De talte løst og fast, men hun havde svært ved at fokusere, mens de samtidig bevægede sig rundt. Hun opfangede ord, men ingen specielle emner. ’Jorden’, ’solen’, ’hede’ og ’ild’ gik ofte igen. Der begyndte at forme sig en forståelse hos hende, som silketråde der endelig dannede et edderkoppespind. De nye ord og sætninger strømmede sammen, dannede minder. ”Husk nu på, at plasmaet aldrig må tørre ud! Det kan få uoverskuelige konsekvenser for dig.” Nemu strøg sit lange brune hår væk fra ansigtet, mens hun smilende pegede på en tegning. En tegning af et mekanisk hjerte, som med lange hule kobber ledningerne sendte plasma ud i kroppen i stedet for blod. Åbenbart krævede hjertet og kroppen halvt så mange slag med denne udskiftning, forud sat det fungerede optimalt. Hun brød sig ikke om tanken. Nemus smil blev til en grimasse. ”Det er ubehageligt først. Noget nyt at vende sig til.” Hun drejede sin kontorstol lidt, så hun sad med fronten mod det store franske vindue. En ledning kom til syne lige under kraven på lægens skjorte. Den var knapt så pæn, som de kobberledninger som hun selv ville blive udstyret med, men de fungerede. Nemu var i live og hendes mekaniske hjerte slog. Den eneste markante forskel var, at Nemus eget hjerte kørte på vand og elektricitet, hvilket udgjorde en dødsensfarlig cocktail. Det hjerte, hun selv ville få var nyere, og kørte på sikker, elektricitets ledende plasma. Nemu var ikke længere en del af den evolution, hun selv var med til at skabe. Hun var en forældet model.

En … en hånd blev viftet ind foran hendes ansigt.

”Er du der stadig?” spurgte den unge asiat. Han smilede forsigtigt, da han så hendes blik fæstne sig på sit ansigt. ”Undskyld. Du ligger bare så stille og med åbne øjne; jeg blev bekymret.” Hun ville gerne smile, men var tvunget til at lukke luft ud som svar. Hun kunne kun håbe, at han forstod hende.

 Drengens øjne gled ned af hendes krop. Et øjeblik følte hun sig fornærmet.

Hvad fanden ligner det, at glo på en forsvarsløs på den måde!

 ”De andre har virkelig gjort sig umage med det tøj. Det er synd, at du ikke kan se dig selv. De vaskede dig, mens du sov.” sagde drengen. Og luften gik ud af hende. Vreden lagde sig, og hun blev forlegen.

Han satte en gennemhullet plasticpose fra sig på gulvet. Da han rettede sig op igen, virkede han genert. Han kiggede væk og kløede sin hage, hvor nogle få hår desperat prøvede at danne et lille skæg.

 ”Mit navn er Alex.” sagde han tørt, før han fortsatte med at rasle med posen. Indimellem den raslende pose, kunne hun høre ham mumle noget om uhøflighed. Han fandt en flaske frem og viftede med den i hendes synsfelt. ”Jeg tænkte, at du måske trængte til at noget at drikke.” Han smilte, og det forvandlede hans ansigt fra udtryksløst, og kedeligt, til levende. Han rynkede på næsen, fik smilehuller. Det var et venligt smil, besluttede hun sig for. Et nysgerrigt smil. Han åbnede proppen på flasken og holdt åbningen hen til hende. ”Jeg skal nok være forsigtig. Bare slap af, så prøver jeg på ikke at drukne dig …” sagde han med et glimt i øjet. ”Men jeg er nødt til at åbne din mund …” Sagde han og rødmede. Hvad? Nåååårh.

”Har du noget imod det? Blink en gang for nej, og to for ja?” Tørstig. Hu blinkede en gang, og hans kølige fingre pressede imod hendes læber, og hun holdt øje med hans ansigt imens.

 

Vandet føltes godt i hendes mund, men meget af det gik til spilde da flasken fik overbalance. Det tøj hun nu havde på blev gennemblødt, men hun ville have leet, hvis hun kunne. Og dog, var det ikke hendes egen stemme, der pludselig overdøvede lyden af tøjet der klistrede sig til hendes hud. Alex lo også, men han var ikke alene. Hun prøvede at fokuserer på den anden lyd, men nåede det ikke.

Hendes krop gik i kramper så pludseligt at hun blev overrasket, over smerten. Ryggen spændtes ufrivilligt, og bøjede sig, så hun sad op. Et ufrivilligt skrig undslap hendes læber, og både hendes fingre, og tæer krummede sig sammen, før de strakte sig helt ud. Hendes mekaniske hjerte bankede, pumpede plasma ud i kroppen og genstartede hele kroppens system. Alt hvad hun ikke havde følt så længe vågnede i hende. Træthed, sult og smerte. Sveden drev af hende, da hendes krop endelig faldt sammen. Hun lå ikke længe før der løb en sitren igennem hende. Hun var så kold at hun rystede, og hendes tænder begyndte at klapre. Hun kunne mærke at det næsten var overstået, og da spasmerne endte helt, kollapsede hun på madrassen, med lukkede øjne.

Da hun følte sig klar til at åbne øjnene igen vendte hun hovedet, og det første hun så var Alex. Han stod klemt op af væggen med et udtryk der skreg frygt, malet i ansigtet. En lille latter klemte sig ud gennem hendes læber, mens hun tørrede sin pande med bagsiden af hendes hånd. Hun var lettet! Nej, euforisk ramt af glæde.

”Hvalp!” råbte den ældre mand, og rundede hjørnet til det lille aflukke Alex og hende befandt sig i. Han stoppede måbende, da han så hende sidde op, og Alex presset op mod væggen. En arm blev langet ud, og greb drengen før hun nåede at opfatte hvad der skete. Alex blev flået om bag manden, og han trådte truende frem mod hende.

”Hvad er der sket her?” forlangte han, og hun holdt hænderne oppe. Måske for at give hende lidt tid, måske for at stoppe ham fra at forlange mere af hende end hun kunne give. Grunden var ligegyldig, det var det uskyldige i udtrykket der fik hende til at gøre det. Det hviskede ’det var ikke mig’ og det var så overbevisende at manden synligt slappede lidt af. Eufori løb igennem hende igen, og hun ville fnise i barnlig glæde, men bed det i sig. I stedet hostede hun stille.

”Alex forhindrede at jeg forblev en levende dukke.” Sagde hun halvkvalt, og hun mærkede tårerne presse på. I stedet for at rulle ned over hendes kinder pressede de på i halsen. Det blev endnu sværere at trække vejret frit. Men hun kunne bevæge sig! Og på trods af udmattelsen i hendes krop løb hendes hjerne med hundrede kilometer i timen. Hun ville hoppe! Synge! Danse! Der var uendelige muligheder, og hun kunne godt mærke sit fokus falde fra rummet hun var i. Med et hovedryst var hun tilbage, og huskede hvad hun havde sagt, kun øjeblikke før. Hverken manden i murerklæder, eller Alex lod til at forstå hende, så hun bankede let på metallet der dækkede hendes flade brystkasse.

Hun svingede benene ud over sengekanten, og gav sig til at studere sig selv. Hun var ikke klædt på som de andre hun havde set. Hendes tøj var blødere og mere tætsiddende. Hun havde et par sorte bukser på, lavet af noget syntetisk stof, formodede hun. Hendes overkrop var dækket en gennemblødt hvid T-shirt. Det betød intet for hende at trøjen var gennemsigtig. Da hun fik indstillet det mekaniske hjerte, var hendes brystkasse alligevel belagt med metal, hendes bryster fjernet i processen. Det havde været ligegyldigt for hende dengang, og det var det stadig. Bryster, ingen bryster. Det eneste hun følte på det punkt var ligegyldighed.

Endelig slog det hende at hun aldrig havde behøvet at være genert over hendes krop. Der var jo intet at se alligevel. Hun rejste sig langsomt, prøvede sine ben før hun var klar til at gå, følte sig en lille smule svimmel, og satte sig ned igen. Med dybe kontrollerede åndedrag, fødderne mod stengulvet og evnen til at tale, besluttede hun sig for at introducere sig selv.

”Mit navn er Karin.” sagde hun til Alex og sendte både den gamle, måbende mand, og drengen ved siden af, et smil.

Han lænede sig til siden for at kunne se hende, og løftede en hånd som hilsen. Hun overvejede det et sekund, før hun rejste sig op, tog et forsigtigt skridt frem, og løftede sin egen hånd. En hilsen.

”Du skal ikke true ham!” Skreg en kvinde hende fra åbningen til det aflukke de befandt sig i.

”Hvad …” Forvirring. Hvad snakker hun om? Karin lagde mærke til at der var kommet flere mennesker til, og instinktivt tog et skridt tilbage. Den fjendtlige mur af mennesker, og råb der nu lød, slog et skår af glæden, og skræmte hende. Hun vendte sig rundt, og stod med front til et vindue. Men det var ikke et vindue som dem hun havde brugt timer på at kigge ud af da hun befandt sig på hospitalet. Det var mere en bred væg lavet af gennemsigtigt, beskidt glas. Det udførte mere eller mindre rollen som vindue, selvom det, for Karin, virkede helt forkert. Forvirrende.

Men det første hun så var ikke pletterne, støvet, på det beskidte glas. Det var ikke engang den flænge, der tydeligt truede med at knække glasset. Det eneste hun så var hvide sletter i kontrast med den mørke himmel. Sandet bevægede sig som tusinder insekter, under uvejrsskyerne der rullede ind og tog til i mørke. I styrke. Bjerge og atter bjerge af sand havde begravet alt liv og den natur hun nogensinde havde set fra hospitalet. Lamslået lagde hun en hånd på ruden, fandt den kold og død. Kulden gav hende en følelse af at være til stede i en abstrakt tid. Noget er anderledes nu.

”Hvad er der sket?” spurgte hun hult. Manden, den gamle mand de kaldte generalen, tog endelig armene ned. I hendes sorg virkede hun åbenbart ikke specielt truende.

”Stormene kom, førte sand med sig og kvalte alt på denne side af havet.”

”Og den anden side?” Spurgte hun apatisk.

”Jeg tvivler på, at nogen kunne overleve den hede. Jeg er ikke sikker, men et kvalificeret gæt ville være at de blev stegt.”

”Hvad med havet? Hvor er det?” Karin gennemsøgte ørkenen med øjnene.

”Det er en dags rejse væk, men vi går ikke derud på grund af vindene.” 

Vindene, stormene, sand. Intet giver mening længere. Jeg kender intet til det her.

 ”Du har ligget dernede i lang tid, har du ikke? Der hvor vi fandt dig?” Spurgte Alex, men generalen afbrød ham.

”Uanset hvad er du nødt til at tilpasse dig her. Realiteten er at der kun er os tilbage.” Et øjeblik virkede hans furede ansigt mildere, mindre dybt, hemmelighedsfuldt og fjendtligt.

”Jeg ved ikke hvor lang tid, der er gået.” mumlede hun, mere til sig selv end til tilskuerne omkring dem. Alex smuttede omkring den ældre mand, tydeligvis irriteret med ham. Han bevægede sig hurtigt hen til Karin. ”Kom lad mig vise dig rundt.” sagde han fast. For ham stod det ikke til diskussion, og folk omkring dem trak sig væk. Dog kastede de alle et sidste varsomt blik på hende.

Hun lagde armene over kors på hendes flade metalbryst, og borede neglene ind i huden der dækkede hendes underarm. Hendes bare fødder mod betongulvet var fremmedartet, og hun følte sig udsat da hun fulgte Alex. Han så ikke ud til at lægge mærke til hvor forvirret og ensom hun følte sig, og talte i ét væk.

Karin prøvede at høre efter, men hendes tanker var slørede af håbløse udregninger om tid. Hvor meget, hvor lidt, hvad var gået? Hvad havde hun tabt? Havde hendes familie været i live til at opleve ’stormene’? Hun kunne ikke regne det ud. Hun manglede konkrete tal, men frygtede den sandhed de ville afgøre for hende.

”Du er en Nemu-model.” sagde Alex, og slog hende tilbage til virkeligheden.

”Jeg kan se det på udformning af metallet, men jeg troede ikke plasmaet blev sat i brug efter hvad der skete med lægen der opfandt det.”

”Nemu? Hvad skete der med hende? Og … hvad bliver brugt i stedet?” Hun stoppede op, de var på en bred gang, og han gjorde det samme. Mens han vendte hovedet mod hende sagde han; ”Dr. Nemu døde.”

Død. Det tog et sekund for beskeden at bundfælde sig i Karins hjerne. ”Dr. Nemu døde.” Ordende gav ekko i hendes hoved, og hun stirrede lige ud i luften.  En hånd strøg over hendes kind, og hun kiggede op, forskrækket.

”Undskyld, du havde en …” Alex rødmede og fjernede hånden som om han havde brændt sine fingre.

”Hvad brugte man i stedet for dr. Nemus opfindelse?” Spurgte hun efter at have rømmet sig. En tåre. Drengen havde tørret en tåre væk fra hendes kind, uden at hun opdagede det. Hun kiggede væk, og lagde mærke til detaljerne omkring hende. Gangen lignede en man kunne gå i møde på et hospital. Væggene var malet en usmagelig grøn farve, og gulvet var belagt med gulligt, hullet linoleum der måske havde været hvidt. Engang.

”Ingenting, man holdt bare op med bruge de implantater Nemu skabte. Jeg ved ikke så meget om det endda, men det havde nok noget at gøre med en fejl og love heromkring.” Alex tog et tøvende skridt fremad, og fortsatte selvsikkert da han så hende følge efter. Han bankede let på en dør, som for at understrege en usagt pointe, og lyttede. Der kom ingen lyd fra hvad end der var bag døren, og han åbnede den. Karin kunne dog ikke undgå at se det stjålne blik Alex smed op og ned af gangen.

Rummet var mørkt, og luften smagte hengemt da hun åndede den ind. Han tændte lyset og hun så det fine lag støv der dækkede alt som et lille tæppe. Der var huller hvor ting var blevet fjernet, men synet var genkendeligt. Det var et kontor. Et gammelt kontor.

Nemus kontor. Hun bandede højlydt, og det gav et lille gib i Alex.

”Undskyld.” Mumlede hun forlegent. Hun var opdraget med bedre manerer end det, men overraskelsen, og den tid hun havde tilbragt paralyseret havde drænet hende for takt.

Hun kunne næsten se Nemu sidde i stolen, med fingrene flettet og sit eget flakse hjerte. Hendes ansigt ville have været alvorligt, og det brune hår oplyst af solens døende skær.

Det her er forkert. Tænkte hun, og Alex fortsatte ind i lokalet. Hun fulgte i hans fodtrin.

”Det her er et hospital, og den højeste bygning. Før stormene. Til at starte med var vi mange her, men de fleste af patienterne døde da vi ikke kunne hjælpe dem. De få læger og ansatte fra hospitalet, der var her, kunne ikke nå det hele. Men mange andre mennesker-” han stoppede da Karin lagde en hånd på skrivebordet. ”Mange andre mennesker?” Spurgte hun, nu nysgerrig.

Skrivebordet flød med papirer, gullige mapper og udtørrede fyldepenne.

 

Han så overvejende på hende, og hun kunne mærke hans borende blik. Til sidst rømmede han sig. ”Mange andre mennesker fandt herhen. Der var nødrationer, overlevelsesudstyr i bunkere under hospitalet. Ikke meget, men nok til at få os startet.”

Han pustede støvet af en gammel mappe, og åbnede den.

”Jep. En Nemu-model blev forgiftet af det elektricitets-ledende plasma. Patienten, fik blodforgiftning, koldbrand, og døde som følge. Nemu isolerede patienten, men et der var et mindre udbrud af symptomerne. Bestyrelsen fandt det bedst at lukke programmet ned på trods af Nemus indvendinger. Nemu døde ikke engang et halvt år efter.”

Karin rykkede den slidte kontorstol ud og satte sig. Datoerne på mapperne markerede årstallene, 2015 og 2018. Jeg var her, men jeg kan ikke huske det her.

”Hvordan døde hun?” Spurgte Karin, ude af stand til at skjule bitterheden i sin stemme.

Knægten trak på skuldrene. ”Ifølge denne,” Han holdt mappen op for hende, ”Døde dr. Nemu da stormene først begyndte. Lynet slog ned i bygningen mens hun stod ved et vindue. Vandet i hendes hjerte ledte elektriciteten; hun blev grillet på stedet.”

 

Hurtige skridt lød ude fra gangen, og folk begyndte at råbe. Hun forstod stemningen i råbene, men selve ordende var ikke til at opfange. Angst hang i luften som en tyk røgsky. Hun trak vejret lidt hurtigere.

”Er der noget galt, Alex?” Han drejede knapt hovedet væk fra bogen da hun bevægede sig hen til døren og stirrede ud gennem den lille åbning. Hun kiggede tilbage på ham, og så ham gabe. Han lignede en der kedede sig.

”Det er ligegyldigt. De er bare i gang med at oplade hospitalets solceller. De voksne har bygget tårne med spejle der skal transportere sollys til solcellerne.” Han lagde hovedet på siden. ”Det laver lys, varme og el. En af grundende til at man ikke kan finde et eneste spejl heromkring.” Han løftede øjenbrynene som for at sige, ’Forstår du?’.

Hun kiggede fra hans ansigt over på væggen. Nemu havde haft en spejl på sit kontor sidst Karin havde været der, men det var væk. Der var endda en lys firkant hvor det havde hængt.

”Hvilket minder mig om at jeg skulle have fejet glasset op i kælderen. Fuck.” Han sukkede opgivende.

”Har du noget imod at gå lidt rundt alene?” Hun rystede på hovedet og sendte ham et lille smil,

”Gå du bare.”

Han sendte sit eget tilbage og nærmest fløj ud af døren, uden at se sig tilbage. Hun havde slet ikke lagt mærke til hvor kolde hendes fingre var før hun løftede sin hånd og strøg det lange pandehår væk fra sine øjne. Hun undrede sig over hvordan hun så ud. Om hun stadig lignede sig selv. Metalhånden var kold. Fremmedartet. Hun kunne mærke en bølge af forfængelighed ramme hende. Hvordan ser mit ansigt ud? Der var ingen måde hvorpå hun kunne vide det med sikkerhed.

Hvad hun kunne gøre var at læse i mapperne, men hun magtede det ikke. Hun var udmattet.

Det at hun drev sig selv til bevidstløshed kunne ikke ændre det faktum at Nemu var død. Hun lukkede en øverst liggende mappe og skubbede den fra sig.

 

Hvad hun virkelig ville var at finde ud af hospitalet. Det var ikke hendes verden, hun hørte ikke til der. Mange af hospitalets gange var blokerede af store dynger hospitalsudstyr, og nogle steder var hun nødt til at klatre over det, med en hånd på væggen for ikke at falde. Stole, borde og senge var stablet mod dørene, der førte til operationsstuerne og ventesalene. Til gengæld stod dørene til opholdsrummene vidt åben og blev flittigt brugt af de mange mennesker. De myldrede omkring som myrer, og hun var nødt til at hoppe til side for folk. En anden ting hun lagde mærke til var, at de mange gange var meget sterile, taget i betragtning af hvor lang tid de havde boet på hospitalet. De flygtninge der boede der brugte ikke hospitalet som et hjem. Det var nærmere som et fængsel eller en arbejdslejr. Ingen stoppede op for at snakke, men alle skyndte sig videre hver til sin gerning. Karin vandrede rundt alene. Hun kunne ikke selv bedømme om hun var en del af dem og skulle finde noget fornuftigt at tage sig til, eller om hun var malplaceret og de ønskede hun ville forsvinde. Når hun mødte de andre kvinders blikke, var det som om de så igennem hende, som om muligheden for at de ville have hende væk, var den eneste mulighed der fandtes.

De kvinder der så igennem hende bar spande fyldt til randen med vand, samt koste og klude. Og hun fulgte dem med øjnene ind i de hospitalsrum der engang havde været forbeholdt patienter.

Værelsesnumrene stirrede igen, og foran alle tallene hun gik forbi, stod et lille 1 tal. Jeg er på stueetagen.

Hun bevægede sig i retningen af trappeopgangen, med det formål at ende op i hendes rum på 2. etage. Jeg vil se det rum igen, tænkte hun.

Med en fod på trappen og en hånd på gelænderet bevægede hun sig opad. Hun nåede ikke mere end det ene skridt, før en stemme stoppede hende.

”Hvor skal du hen, pigebarn?” spurgte generalen, som igen havde en cigaretstump i munden.

Halvvejs vendt om, stadig med front mod trappen, stod hun og stirrede på ham.

”Op.” sagde hun tonløst.

”Det kan blive senere, vi skal tale sammen. Til mit kontor, hvis de vil være så venlig, unge dame.”

Karin lagde mærke til hvordan han ændrede kaldenavnene på folk omkring sig, men fulgte efter, uden tøven, eller protest. Hun var ikke i position til at gøre nogen af delene.

Til hendes overraskelse førte han hende ikke til et lægekontor. Snarere et pedelrum. Det var stik imod hendes forventning da han resolut satte sig på en omvendt spand, og gestikulerede til en klapstol. Hun fulgte hans eksempel.

På gulvet, mellem hende og den ældre mand stod en ølkasse der fungerende som bord. Et askebæger, og et stearinlys stod på ølkassen. Hendes blik vandrede fra bordet og op til generalens ansigt.

Han havde lænet sig tilbage i stolen, og krydset armene, mens han tyggede på enden af sin cigaret. Det gav en harsk, våd lyd, og hun bed tænderne sammen for at holde ordende ’gider du ikke lige lægge den der fra dig’ tilbage.

”Du er en Nemu-model.” sagde han, og betragtede hendes reaktion.

”Jeg stoler på Alex, har kendt knægten længe.” Han trak på skuldrende, og hun smilede af hans nonchalante kropsspog.

”Han er til at stole på, det er jeg enig i. Ja, jeg er en Nemu-model.”

”Og det betyder?” En smule anspændthed skinnede igennem hans maske af ligegyldighed, og det fik ham til at ligne en træt, gammel mand. Hun lavede en grimasse.

”Det betyder at jeg er et menneske hvis hjerte gav ud, og dr. Nemu reddede mit liv.”

Hun smilede et beroligende smil. ”Jeg kan være væk i morgen, så længe i lader mig gennemgå Nemus kontor igen.” Hun stirrede på ham som han begyndte at ryste voldsom på hovedet.

”Ikke tale om. Der er ingen der forlader det her sted på min vagt. Lad datiden ligge tøs, vi lever i nutiden. Det her er fremtiden.”

”I er fanget her.” sagde Karin og færdiggjorde den tanke der havde jaget hende i timevis.

”I er fanget, og i vil ikke forsøge at ændre jeres fremtid.” Frustration. Hun var vred igen.

”I begyndelsen af den nye verden flygtede folk til de højeste bygninger i området. Vi havde radiokontakt med rådhuset og en kontorbygning sydpå. De er begge væk nu.” Han pausede, som for at tænke sig om. ”Vi mistede kontakt til dem, og kan herfra se at bygningerne ikke eksisterer længere. Det er ruiner.”

Der var ikke plads til at rejse sig op eller gøre større armbevægelser. I stedet endte sætningen i en uforløst spænding, som virkede kvælende i det lille rum. Karin nikkede. Vreden lagde sig.

”Jeg forstår. Men jeg kan intet gøre.” Generalen, Finn, sukkede.

”Naturligvis, men på den anden side …”

En høj hyletone brød ud, gentog sig selv og steg i volume. Finn bandede, og åbnede døren. Folk løb ud af værelserne omkring døren, kvinder tabte kosteskafter og spande og løb i samme retning som alle andre. Vandet skvulpede over, og gulvet flød med det. Sæbeskummet efterlod hvide kanter, selv efter vandet var fortsat gennem en rist, og ned i afløbet.

Alex kom løbende om hjørnet med et panisk udtryk i ansigtet. ”Karin?” råbte han, og da hendes hånd skød ud for at forhindre ham i at kollidere med væggen, slappede han tydeligt mere af.

”I børn bliver her.” Sagde Finn fast, ”I sikkerhed.”

Alex og Karin nikkede stumt ad kommandoen, og Alex gnubbede det sted hun havde taget fat i ham da generalen vendte sig og løb ned af den, nu tomme, gang.

Gangen var øde. Den eneste lyd var sæbeskummet der roligt flød rundt i vandet.

”Er der et sted med udsigt heromkring?” Spurgte hun, og ignorerede kommandoen komplet.

”Men… Men… Generalen sagde-”

”Alex din kylling. Bare svar.” Hun sukkede af ham og han grinte.

”Der er vinduer på anden sal, de fleste med glimrende udsigt over hospitalet.”

Hun tog fat i hans hånd, overrasket over hvor let hendes metal arm adlød signalerne fra hendes hjerne. Hun kunne næsten glemme at hånden ikke var kød og blod, og hun lo ved tanken imens hun trak en protesterende Alex med sig. Hendes fødder lavede en lyd når det ramte gulvet, men i sin glæde bemærkede hun knapt lydende.

Dørene til første etage var blokeret, men dem til anden etage var vidt åbne, og de kunne uden besvær vandre ind. Der var meget lyst, og Karin var nødt til at skærme for sine øjne med den hånd hun ikke holdt Alex. Det første de trådte ind i var en slags venteværelse, hvor de fleste af væggene var af glas.

Uden for glasvæggene var der stadig en ørken af kvælende hede og hvidt sand, men den var ikke helt identisk med hvad hun havde set før. På en måde var den anderledes. Måske var det de kæmpestore sorte cylindere der stod i en cirkel lige ud for hospitalet. Måske ikke.

Hun stoppede op og Alex ramlede ind i hende. Men hun var så fokuseret på cylinderne at hun nærmest hørte dem fra afstand.

Ved første blik kunne hun ikke se andet end de sorte silhuetter, der lignede et forvrænget fatamorgana af sand og glas, men lidt efter lidt kunne hun se flere detaljer. Hvordan sollyset blev brudt i de høje tårne, og lyset der blev spejlet ned mod noget der lignede store, flade, kasser.

”Hvad er dét?” Spurgte hun, og bankede let knoerne imod vinduet. Alex kiggede forbi hende og ud af vinduet. ”Solcelleanlæg er en slags genopladelige batterier der opsamler solenergi. Vores fungerer bare på samme tid som bygninger. Eller,” Han tøvede for at finde de rigtige ord, ”Det er det Finn fortæller mig. Der bor mange mennesker i de sorte bygninger. Spejltårnene reflekterer lys ned på bygningerne i løbet af dagen.”

Hun nikkede, ”Og de høje,” Hun ledte efter det rigtige ord, men endte op med, ”Tingester?” 

”Spejltårnene.” Sagde Alex, stolt og kiggede ud af vinduet ved siden af hende. De var høje, tårne der stod i en cirkel omkring, og reflekterede lys ned på skyggesiden af, de sorte bygninger. ”De her er kun en midlertidig løsning. Finn var opsat på at lave dem buede – max refleksion og alt det, men vi havde simpelthen ikke materialerne.”

”Wow.” Karin ville have sagt mere, men holdt det tilbage. Hun stolede ikke på Finn, og ville ikke rose ham til skyerne, ligesom Alex gjorde. Men hun måtte indrømme at opfindelsen var simpel, og velfungerende.

”Finn har brugt lang tid på at bygge bygningerne, og hospitalet om. De sorte bygninger er dem vi bor i, og du kan ikke se det herfra, men vi lavede solcellerne på tagene af de små bygninger. Fyldte hullerne mellem husene ind med tag, belagt med solceller. Det er en labyrint dernede, og med undergrundstunnellerne kan vi komme herfra,” Han pegede ned i gulvet, for at indikere hospitalet, og pegede så på husene, ”Og derned.”

Karin spærrede øjnene op i overraskelse da hun kiggede ned. Derfor de tillukkede gange og blokerede vinduer. Ørkenen er lige udenfor! Karin rørte glasset på ruden, men måtte flytte hånden igen med det samme for ikke at brænde sig.

”Varmt.” mumlede hun, mere til sig selv end til Alex.

”Ja, vi modtager varme lige nu, fordi solen står lige over os. Det her er hvad der adskiller os fra de andre overlevende.” Han trak på skuldrene, ”Eller, det siger Finn i hvert fald.”

Karin lukkede øjnene. Hun kunne forstille sig den dybt bekymrede general, der tvivlede på sig selv. Hun kunne se ham forklare de andre, at der stadig var håb. Også selvom han ikke selv stolede på sine egne ord. Han ville sikkert hellere lade dem æde en løgn, end at se deres håbløse ansigter, eller høre børnene og kvinderne græde. Noget fortalte hende, at manden langsomt arbejdede sig ihjel, for overlevelse.

Kan jeg gøre det samme? Nu? I denne umenneskelige tilstand, ville det overhovedet være det rigtige at gøre?

”For øvrigt, vil du se badeværelset? Du svedte pænt meget, da jeg … genstartede dig. Måske vil du gerne have nyt tøj og rent hår?” Alex smilte genert, men det var tydeligt at han følte sig ansvarlig for hendes ankomst til deres lille overlevelseslejr. Hun vendte hele sin krop mod Alex med et smil. ”Ja, det lyder faktisk forfriskende. I har varmt vand her?” Han nikkede energisk. ”Selvfølgelig.”

Før de kunne nå at tage et skridt imod udgangen så Karin et glimt ud af øjenkrogen.

”Så du det?” Råbte Alex begejstret, som et barn på juleaftensdag. Han lignede én der allerhelst ville presse næsen imod glasset, men det glohedende glas ville brænde ham hvis han prøvede. ”Et kuglelyn!”

Kuglelynet var anderledes fra den slags lyn Karin kendte, og hun fandt de små forsamlinger af ild og lys unaturligt smukke. Den fløj hen over toppen på de lyse bjerge af sand i horisonten, og hun kunne nærmest føle energien summe på sine læber da kuglen splittedes og blev til tre separate lyn.

”Lynene bliver ved med at ramme tårnene og smadre spejlene, så vi er begyndt at tage spejlene ind om natten for at undgå flere skader.”

”Hvordan gør i det?” Spurgte Karin nysgerrigt, uden at tage øjnene af de dansende bolde af ild.

Alex behøvede ikke at svare på hendes spørgsmål. Hun kunne se mennesker derude slynge reb omkring spejltårnene. Det visuelle billede lignede sorte snore der skar sig ind i det lyse sand, og gennem den mørke himmelhvælving. Og da et lyn slog ned brændte billedet sig ind på hendes nethinde.

Var det sært at hun betragtede det, som var det et smukt stykke kunst?

 

Efter noget tid prikkede Alex hende på skulderen. ”Vi har alle en opgave her,” sagde han. ”Jeg er spejder, eller, det er hvad jeg kalder det.” Han så gravalvorligt på hende.

”Okay? Hvad gør en spejder?” Spurgte hun, og tog et par skridt hen mod døren til trappeopgangen. Det var tydeligt at Alex var den eneste der kaldte sig for spejder, ud fra det lille glædesudbrud hun så i hans ansigt, efter hun sagde ordet.

”Det er mit job at klatre op i tårnene og hjælpe med at få dem lagt ned, det er når stormene bliver voldsomme, og vi er nødt til at få dem ned at ligge hurtigt. Ikke alle kan være spejder.” Sagde han stolt, ”Efter det er vi nødt til at tage dem med indenfor så glasset ikke bliver slidt ned af sandet.”

Han bukkede, og holdt døren til badeværelset åben for hende mens hun trådte ind. Han stillede sig op ad dørkarmen til det lille badeværelse, og kiggede på hende. Der var to forhæng, et næsten gennemsigtigt omkring brusebadet, og et tykt forhæng lige foran døren. Hun lod Alex stå i dørkarmen, og skærmede sig selv fra ham med det tykke forhæng.

Det blev nok sat op til patienter så de kunne kalde på hjælp, tænkte hun og trak sin tank top over hovedet. Fra den anden side af forhænget hørte hun Alex.

”Du kunne sikkert blive spejder. Men det er meget farligt siger Finn. Der er ofte sandstorm, når vi skal derud, så vi har sådan nogle bandaner på. De dækker både næse og mund, så vi kan trække vejret igennem alt det flyvende sand.”

Hun lavede en bekræftende lyd, mens hun fokuserede på det vand der strømmede ned over hende. Hun kunne føle, hvordan hendes system sendte gnister igennem hende, startede forfra og gjorde hende levende. Der var ingen ubehagelige spasmer denne gang.

”Hey jeg tænkte på noget.” Sagde Alex bag forhængene.

”Ja?”

”Dit system. Er der ikke noget med at det kører på vand?” Hun sukkede.

”Nej, men der er væskebaseret. Hvis jeg befinder mig udenfor i lang tid ad gangen vil det højst sandsynligvis lukke ned igen.” Hun kørte sin metalhånd igennem sit våde hår, og tog sig ikke af stilheden udenfor. Hun kunne ikke være udenfor i længere tid, og de vidste det begge.

”Hør, hvis du tager dig god tid finder jeg dig et sted at sove, og så kan jeg hente dig når du er færdig, okay? Det er ved at være sent alligevel.”

”Okay!” Sagde hun glad. Selvom hun havde været energisk bare en time tidligere følte hun sig allerede træt, og hendes ben værkede efter at have gået så langt.

  

***

 

Da han fandt hende igen var hendes hår tørret, og hun havde hoppet i det tøj de havde givet hende på da hun var paralyseret igen. ”Hey.” Sagde Alex, og hun mumlede et hej igen.

”De har fået lagt tårnene ned og taget dem ind. Hvilket betyder at vi kan gøre hvad vi vil. Og jeg ved ikke med dig, men jeg er rimelig sulten.”

”I har mad her?” Spurgte hun, og følte sig øjeblikkeligt dum. De er mennesker, ikke maskiner Karin!

”Jep!” Sagde Alex smilende, ”Så du er sulten?” Spurgte han da de begyndte at gå, ”Spiser du overhovedet?” Karin tænkte sig om, og hendes mave rumlede højlydt. ”Det tager jeg som et ja.” Grinte han, og åbnede døren til et stort cafeteria. Væggene var de samme sygeligt grønne som væggene på gangene, og rummet var halv fuldt af mennesker der sad og spiste.

Alex førte Karin op til et bord bag i rummet, og fejede en hånd over menuen. På bordet lå noget der lignede friskbagt brød, og små pakker nutella og smør. Hun samlede én op.

”Hvordan har i fået fat på de her?” Spurgte hun og greb en plastickniv til at smøre pålæg på brødet. Da hun ikke fik et svar vendte hun sig og så Alex.

”De her pakker holder for evigt!” Råbte han begejstret, og skrabede chokoladen af nutella-pakken med sin plastickniv. Han tog den op til munden og suttede på den, før han gentog processen. Karin holdt øje med ham ud af øjenkrogen imens hun skar et stykke brød.

”Der er aldrig nogen der har været så sexet med en plastickniv som dig.” Sagde hun tørt, og puttede smør og nutella på et stykke brød, før hun tog en bid af sin mad. Han kiggede op på hende og hun så at han havde chokolade i hele ansigtet.

”Har jeg chokolade over det hele?” Han så uskyldig ud, så hun tænkte det ville være sjovt at tage pis på ham. ”Overraskende nok, nej.” Hun kiggede på den store plet han havde på kinden. ”Nope, ingen chokolade der.”

I samme sekund kom Finn forbi. Da han så Alex grinte han højlydt. ”Du har noget … ad, dér.” Sagde Finn da hans latter stoppede, og pegede på sin venstre kind.

”Det er hans ansigt Finn.” Sagde hun og gemte et grin. Mandens ansigt blev tranformeret til et bredt grin. ”Du har ret, min fejl. Godnat unger.”

”Godnat Finn!” Sagde de i kor, og Finn fortsatte ud af dobbeltdørene til cafeteriaet.

Et tordenbrag rystede rummet og væltede glassene i samme sekund han trådte igennem dem. Han fortsatte uden at høre det, og dørene lukkede i efter ham.

”Finn!” Råbte Alex, men en kvinde i mængden tog kontrollen.

”Saml spejderne til lodtrækning!” Råbte hun, og folk myldrede omkring. Efter noget tid var de kun få mennesker i rummet, sammen med den efterladte aftensmad. Friskbagt brød blev mindre friskt for hvert sekund der gik.

Alex blev bleg. Huden i hans ansigt mistede farve på få sekunder og efterlod ham stakåndet. Han bevægede sig ud af spisesalen med lange skridt. Karin blev helt i tvivl om hun skulle støtte ham, men besluttede sig for at følge ham langsomt og holde øje med ham. Mennesker stimlede sammen i stueetagen. Navne blev råbt op, og Karin placerede sig op af væggen, hvorfra hun kunne overvåge det hele.

Kvinden fra cafeteriaet ordet og var i færd med at dele folk ud i grupper. Karin lagde mærke til at alle grupper havde en spejder, som altid var en yngre person, med en lille og smidig kropsbygning. En ung pige blev udpeget som spejder, som den sidste, hvilket efterlod omkring fem andre, samt Alex, kunne ånde lettet op. Men Alex så ikke afslappet ud.

De udvalgte mennesker forsvandt i en sky af alvor, mens resten søgte tilbage til deres poster, tydeligvis anspændte. Alex fulgte efter kvinden. Det samme gjorde Karin. Kvinden førte an ud til et nyt område, som lå bag en tung dør. Denne dør første udenfor, men lå i læ af et robust halvtag. Vinden kunne knapt røre dem her, men Karin kunne føle varmen. Allerede inden for få sekunder, kunne hun føle sit system svækkes, og hendes bevægelser blive langsomme. Det gjorde selv hendes tanker sløve.

Som om hun befandt sig dybt under vandoverfladen.

 

Alex satte sig i en stol, tæt ved døren. Han hvilede sit ansigt i sine hænder. Hans skuldre rystede let, men ikke specielt synligt, og hun opdagede først hvor meget da hun lagde en hånd på hans skulder.

”Hun er ikke mere end 10.” sagde Alex stille ned i sine hænder, og hikkede. Karin prøvede at svare, men hendes plasma var ved at tørre ud. Selve bevægelsen hun lavede med læberne gjorde hendes svimmel. ”Det var en fair lodtrækning Alex. Jeg er ked af det.” Sagde kvinden der havde lagt mærke til ham.

”Jeg er ligeglad Gemyse! Hun burde ikke engang være med i lodtrækningen når det er farlige storme!” Råbte han, og vendte sig om for at spæne væk.

Karin greb hans hånd og holdt om hans fingre.  Hun trykkede let om dem for at støtte ham, men vendte sig mod kvinden der rakte en vandflaske ud mod hende.

”Du må hellere tage noget at drikke, du skulle nødigt dehydrere.” Hun smilte, og Karin sendte hende sit eget smil, og rakte en klumset hånd ud for at tage flasken. Hun rørte den, og kvinden gav slip for tidligt. Det krævede al Karins vilje at bøje sig ned og samle den op. Hun tømte halvdelen på få sekunder og uddrog så et lettet suk.

”Tak. Karin.” Hun rakte hånden frem og kvinden tog den, fornøjet.

”Gemyse.”

”Gemyse, hvad sker der?” Spurgte hun.

”En ny storm.” Alex svarede for kvinden og pegede mod himlen, som var dækkede af sorte, fjendtlige skyer. ”Hvis det begynder at lyne nu, så risikere vi at miste vores tårne.” Karin fulgte hans finger. Små glimt var allerede begyndt at bryde formationen af sorte skyer.

”Det er hæsligt.” sagde Gemyse. ”Det bliver værre hvis vi mister vores strømkilder.” Hun trådte frem mod halvtagets udgang, hvor han holdt kikkerten mod sine øjne. Karin vendte sig mod Alex, men der var ingen Alex. Døren til hospitalet var smækket, men ud af en anden dør dukkede nye skikkelser op. Mennesker som forsigtigt bevægede sig. Mængden delte sig i flere grupper, med kurs mod hvert deres tårn. Noget er forkert, tænkte Karin, da en ekstra person kom løbende. En person der lignede … Alex.

Han greb fast i en mindre skikkelse, og Karin genkendte hende som den lille 10 årige pige, og hun stoppede op. En hurtig ord-udveksling senere, var den lille pige på vej tilbage indenfor. Karin sukkede. Et lynglimt oplyste himlen, efterfulgt af en voldsom rystelse, der løb igennem selve bygningens fundament med et buldrende brag. Gemyse kiggede ud over grunden imens Karins øjne havde fulgt pigen, men nu skreg hun.

 

Jorden var i gang med at åbne sig, som et stort gabende hul. Sand strømmede ned i hullet, som en malstrøm. Det lignede noget der var parat til at opsluge dem alle. Det ene spejltårn bevægede sig tættere på hospitalet, som havde det vokset ben og fødder, og besluttede sig for at nedtrampe alt på sin vej. Det samme skete med tårnet bag det, og et efter et rykkede de sig ud af deres fundament.

Karin fandt det utroligt, lammende nærmest, da de 10 meter høje tårn, stadig dækket af de store revnede spejlplader, forsvandt ned i jorden. Reb blev slynget omkring de andre tårne, men de fleste knækkede, eller blev blæst væk. Et enkelt brød i brand da de blev ramt af jorden, og den udstrakte snor knækkede. Sendte en mand på røven i sandet.

”Hold dem fast! De andre må ikke følge efter!” Finns stemme kunne knapt høres over tordenbragene, men ordren var ligegyldig alligevel. Alle kæmpede i forvejen med at redde tårnene.  

Hun kunne se Alex kravle side om side med de andre spejdere. Han holdt sit reb tæt til kroppen, for ikke at miste det mens han løb på langsiden af tårnet. Rebet blev længere og længere. Til sidst var rebene det eneste, der fortalte hende, at der var mennesker ude i sandstormen. En anden spejder var allerede nået to gange omkring hendes tårn. Rebet lod til at sidde ordentligt og de andre begyndte at hive. Karin fandt hendes hænder knyttede anspændt, mens hun mumlede opmuntrende ord og bed sig i læben. Næsten. Langsomt blev bygningsværket sænket. Også skete det. Rebet knækkede. De tre tårne, hvis spejdere havde sikret dem, tippede over i sandet med de splittede reb flyvende efter sig. Der lød lettede gisp fra under halvtaget da spejderen dukkede op, og sendte et grønt nødblus i himlen. Til gengæld lød der forfærdelige udbrud da det næste tårn kom til syne. Rødt gennemblødte sandet, og Karin vidste at deres spejder ikke ville vende tilbage.

Hun rettede sin opmærksomhed mod det tårn Alex var kravlet op i. Det var ikke ufattelig langt væk, nærmere et af de første i rækken. Han var ikke engang nået frem til den kæmpe konstruktion.

Hun kunne se den lille prik der var Alex, pile over sten, igennem sandet og udenom væltede tårne på raske ben. I mellemtiden lød der begejstret jubel fra et af de tårne tættest på, som med succes, var blevet langt ned, intakt og uskadt.  Flere tårne truede med at få overbalance, selv den sorte bygning truede med at bevæge sig imod hullet foran hospitalet.

Et andet tårn væltede, og sendte en kaskade af brandvarmt sand i synet på alle de omkringstående, og endda endnu længere væk. Med sin underarm prøvede hun at skærme sine øjne for, sol, vind og sand.

Det skal lige passe, at jeg bliver blind nu. Hun åndede ind gennem munden, hvilket blev til et hosteanfald da hun var ved at indånde en mundfuld sand. Sandet skar og stak mod hud og læber, men hendes øjne var uskadte. Da hun endelig kunne fjerne sin arm sit ansigt var det første hun gjorde at spytte sandet ud. Hendes krop blev anspændt, da hun prøvede at finde Alex igennem sandet. Hun kunne intet se, foruden de bølger af sand, som stadig blev sendt hendes vej.

”Karin! Her!” Råbte Gemyse ved siden af hende, og stak et par sikkerhedsbriller i hånden på hende. Hun tvang dem om sit ansigt og kunne endelig se mere tydeligt, selvom brillerne ikke hjalp imod sandstormen. Da hendes øjne først var i sikkerhed, følte hun sig bedre tilpas. Hun greb en jakke fra en af kontrolpostens stole og fortsætte længere ind i sandtågen. Bag hendes råbte de andre mennesker op. Prøvede at kalde hende tilbage.

Undskyld, tænkte hun og sled igennem sandet uden at se sig tilbage. Længere fremme blev sigtbarheden bedre, og hun kunne gradvist se bedre igennem det. Et spejltårn var væltet, og havde taget en bid af de sorte solcelleanlægs-huse med dig. Hvis hjem er det der lige er blevet raget ned i dybet?

Hun kunne se at rebene ikke var nået hele vejen omkring Alex tårn, men flagrede distræt i vinden.

Et øjeblik fortsatte hendes hjerne i en tilstand af tristhed. Hun forstillede sig Alex’ halvmaste skikkelse bliver slæbt ud fra under tårnet. Hans ansigt dækket af sand der klistrede sig til blodet, og baghovedet smadret som var det et æg. Hendes depressive tanker blev afbrudt da et rødt lys skød op mod himlen. Et nødblus. Alex der fortalte han var i live. Uden at tænke over løb hun.

Jakken holdt ikke tæt, og sandet strømmede ind og skar hendes hud. Det føltes som tusinde af små sår på en gang. Det var sværere at bevæge sig igennem sandet end hun havde regnet med. Det var som at bevæge sig dybt under vand, men det føltes tykkere og varmere, samt langt mindre bevægeligt. Hendes støvler blev tvunget ned i sandets dybder, og det strømmede ind gennem alle åbninger.

 

Tårnet var foran hende, og først nu lagde hun mærke til hvor stort det var. Hun havde aldrig rigtig forstået deres virkelig højde eller funktion, men nu stirrede hun på det utrolige syn. Malstrømmen foran hospitalet truede med at opsluge dem alle, men hun stoppede ikke op af den grund. Hun bevægede sig roligt omkring tårnet. Håbet svandt ind da hun indså at hun aldrig ville kunne finde Alex fra jorden.

Jeg må derop! Tænkte hun, så hun kunne få noget overblik. Hun greb et reb der førte lige op, og trak prøvende i det. Det holdt. Langsomt besteg hun det krakelerede spejltårn, og hendes sko gled på spejlene. Hun svedte og hendes arm rystede, men hun fortsatte lige op. Hendes metalarm var langt stærkere end hendes menneskelige, men hendes menneskearm blev skåret på de ødelagte spejle. Hun efterlod røde mærker hele vejen, men stoppede ikke.

Selv metallet på hendes anden arm blev ridset. Hun kunne mærke at varme gjorde metallet skørt og lettere at skære i.

Bliver jeg herude i længere tid er det mig der bliver stegt. Hun fik svinget sig selv op på tårnet, og den dansende vind stoppede. Det tillod hende at finde fodfæste inden hun blev ramt af en hård vind.  Endnu et rødt lys skød mod himlen, denne gang ikke så langt væk. Han befandt sig tæt på hende, i nærheden af tårnets mure. Hun kunne se ham, klemt ind mellem to tårnmure i et afskærmet hul, der langsomt blev fyldt med sand.

Hun kunne kun forstille sig hans følelser, mens han betragtede sandet stige. Lidt som at være fanget i et gigantisk timeglas. Da hun begyndte at kravle hen imod ham mistede hun ham.

Hvor er du? Hvor er du? Hvor fanden er du, Alex?

Hun spejdede efter ham, og endelig fik hun øje på ham igennem sandet., og kunne have sukket af lettelse. Men det ville betyde endnu en mundfuld sand, og hun gøs ved tanken.

Med let krumbøjet ryg løb hun over tårnets flade. Flere gange var hun ved at blive blæst i voldgraven af sand, men formåede at holde sig oppe. Hun gik ned på knæ og så ud over kanten på tårnet.

Hun kunne nå ham fra hvor hun var, og hun rakte en hånd ud.

 ”Alex!” Råbte hun igennem den øredøvende vind. Hun havde slet ikke langt mærke til hvor lidt hun kunne høre, men nu blev hun opmærksom på det. Hun kunne ikke vurdere om hun overhovedet fik ordene ud. Al tale blev opslugt af vindens hyl og sandets sprøde, knitrende, lyde. Selv hendes ører var blokeret af sand, men hendes hår holdt det meste ude.

Alex så op på hende. Han øjne blev første store også fyldt med glædestårer. Han var bange. Det var hende metalarm hun havde rakt ned til ham, og han kunne lige akkurat få et fast tag om hendes hånd. Det gik let at trække ham hen til sig med den arm, men nu bekymrede hun sig om rebet. Kunne det holde begge deres vægt? Hun vidste det ikke. Hun studerede ham, mens han tog fat i hendes reb. Hans bukseben var flænget og han blødte. Selvfølgelig var der sand i såret, og hun vidste at det måtte have været fra da hans reb knækkede. Hans ansigt og hænder havde brandsår, som sikkert stammede fra det varme sand, men de var ikke voldsomme.

”Kravl!” Sagde hun, og han firrede sig selv ned af snoren. Han havde handsker på.

Shit! Jeg har ikke handsker! Tænkte hun, nærmest panisk, men kom så i tanke om hendes metal arm. Hvis hun kunne firere sig selv ned i én hånd var hun reddet!

Varmen steg da hun gav slip med den ene hånd, og hun havde det som om hun ville falde ned i sandet. Sved steg frem på hendes pande, men i varmen fordampede det hurtigt, i stedet for at løbe ned i øjnene på hende. Vinden som lige nu var det eneste, der gav et forfriskende pust, gav en stærk kvalme, og Karin måtte passe på ikke at kaste op. Mest fordi Alex var nedenunder hende.

 

Da hendes fødder ramte jorden skete det med så stor kraft at hun faldt på røven i sandet. Hendes tænder hamrede sammen, og hun var glad for at Alex havde flyttet sig, i stedet for at blive stående.

Han hjalp hende op, og uden et ord begyndte at gå. Men hans briller var uigenkaldeligt i stykker, så hun var deres øjne. Det betød også at Alex krampagtigt holdt fast i hendes jakke, for han kunne ikke se igennem sandet, der stak i huden som bittesmå insekter der var i gang med at æde dem levende.

”Herovre!” Råbte hun, men ingen svarede.

Hun kunne ikke se hospitalsbygningen i det tætte slør af sand, og hun kunne ikke høre noget over vindens hylen. Igen slog det hende, at der var noget grotesk smukt over sandet og vinden.

Hun løsnede Alex’s greb om hendes jakke for at tage hans hånd i sin. De bevægede sig igennem sandet i blinde, selv hendes briller kunne ikke hjælpe dem. Hendes eneste håb var at hun holdt den rigtige kurs.

Som de vandrede føltes som hun langsomt blev trukket ned i sandet, men så pludselig nåede de et stop. Sandet blæste af hende og Alex, og de var frie.

Eller det var hvad hun troede, indtil hun kiggede tilbage på Alex, der panisk kiggede på hende.

Hun kunne ikke bevæge sig. Nej. Nej, Gud nej, ikke nu! Igennem sandet kunne hun se halvtaget hvor Finn stod og spejdede ud. Hun kunne føle hvordan plasmaet tørrede ud og lemmerne stivnede. Hun kunne se og høre igen, men ikke længere bevæge sig. Karin åbnede munden. Finn!

Hun ville have råbt, men det gik op for hende at det ikke gav nogen lyd. Hendes mund var ikke engang åben, og panikken bredte sig da hun mærkede sig selv blive trukket længere ned i sandet.

Famlende skubbede hun Alex foran sig, og skubbede ham fremad, efter hun var sikker på at han vidste hvor han skulle hen. Løb Alex!

Som en gal hund løb han sig fri af sandet, han så let nok ud til at kunne gå ovenpå, og ikke synke i. Hun stod stille et øjeblik, parat det følge fumle efter ham, da lyden skar igennem luften. Et tårn væltede ned over hospitalet. Det sand dækkede tag på hospitalet brød sammen, og trukket ned i hullet.

 

 Karin blev sendt bagud i sandet der trak hende ned. Hun nåede ikke at skrige, før halvtaget Alex havde været på vej mod, brød sammen og sneglede sig til hen imod hullet. Et hulrum blev skabt og fyldt med sand, et tårn mere forsvandt. Karin faldt baglæns ned i mørket. En tåre faldt fra hendes ene øje, og hun kunne mærke hvordan plasmaet tørrede ud i det sekund. Hun nåede lige at se Alex løbe mod hende.

Løb Alex! Alt forsvandt. Hendes sank ned i sandet, og hendes hoved blev begravet.

Hun lukkede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...