The Key

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2015
  • Status: Igang
16 året Alina bliver draget ind i en krig mellem 2 gruppen, som i genrationer har ledt efter deres nøgle, da hun pludselig vågner op, en normal sommer dag, med en tatovering, som kun er begyndelsen..

2Likes
0Kommentarer
687Visninger
AA

13. Solen

Jeg løb gennem de mørke gader, så hurtigt jeg kunne. Fra højre til venstre. Det hele lignet en labyrint for mig. Mit åndedrag var ved at tage livet af mig, men jeg nægtet at stoppe. Jeg ville ikke dø. Jeg vil ikke dø. 

Mørket havde overtaget mit syn. Mit åndedræt var alt min hørelse kunne høre. Mit blod pumpende hurtigt rundt, og min mave kunne ikke klare mere. Jeg stoppede op i en mørk gyde og forsøgte at få vejret igen. En sol stribe faldt hen af vejen. Jeg fulgte den ud i lyset. Solen var på vej op, den friske morgen lys, var i mine lungere. Jeg skimtede med øjne imod den lyse, varme sol. Jeg var fri..

Men kun i et kort øjeblik, før mørket atter fanget mig. Den velkendte pose, var igen over mit hoved. Jeg skreg og sparked, men intet hjælp det.  Udmattelsen ramte mig, men jeg fortsatte mig forsøg på at blive fri. 

Mine knæ ramte de hårde sten. Posen bleven reven af mit hoved. Mit ansigt var rettet imod den blændene sol, og foran mig  stod en sort skikkelse. En masse mumlen på en fremme sprog, forgik omkring mig. Jeg ville gætte på det var Phoeniciansk. En stemte lød højre og mere velkendt end de andres. Marco. Jeg følte mig svag, ynkelig og hjælpløs. 

"At flygte var ikke nogen god ide Alina." Jeg kendte stemmen, Asha. "Det er slut nu." Jeg ønskede ikke at det sidste jeg skulle se var ham, så jeg fjernet mit blik, og lukkede mine øjne. En tom mørke brede sig, og stilheden med...

 

 

 

Jeg vågnet med et gisp. Solen sneg sig igennem mit gardin. Jeg var tilbage på mit værelse. Lad det ikke være en drøm. Jeg tog mig til armen. Ingen mærker. Kan det havet været en drøm? Marco? 

Jeg havde aldrig fået så hurtigt tøj på før, og kommet med toget. Jeg ledet som en panisk efter ham på gaderne i Roskilde. Intet syn af ham, kunne jeg få. 

"Alina!" Jeg vendte mig mod lyden i spænding. Aldrig har jeg været så skuffet, over at se Jess. Hun kom hen til mig. 

"Hvor har du været? Jeg har skreven og ringet til dig. Jeg blev vildt bekymret." Jeg havde for travlt med at kigget mig omkring, til at se hende i øjnene. "Du må undskylde, jeg ikke troede på det med tatoveringen, men helt ærligt er.." Hun fortsætte sin sætning, men bag hende lyste solen som aldrig før på nogen. Marco. "Undskyld mig et øjeblik." Jeg skubbede hende til siden. Jeg kunne se hun blev fornærmet, men jeg kunne undskylde til hende senere.  Jeg løb straks hen foran ham. 

"Marco!" Han kiggede underligt på mig.

"Undskyld kender jeg dig?" 

"Hvad?.." Min underkæbe dirrede og mine øjne blev fulde med vand. Kunne det virkelig bare havde været en drøm? 

"Marco, vær' nu sød." Jeg greb hans hånd, mens  tårerne løb ned af mine kinder. Jeg gentog mine ord."Vær' nu sød. Sig det virkelig skete." Han kunne se i hans øjne, at der var noget han ikke fortalte. Han tog min anden hånd. 

"Aline, jeg har låst døren til din fortid. Nu er det din opgave at låse dørene op til din fremtid. For husk:Du er nøglen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...