The Key

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2015
  • Status: Igang
16 året Alina bliver draget ind i en krig mellem 2 gruppen, som i genrationer har ledt efter deres nøgle, da hun pludselig vågner op, en normal sommer dag, med en tatovering, som kun er begyndelsen..

2Likes
0Kommentarer
684Visninger
AA

11. Flyet

Det var helt sanseløs. Det eneste jeg kunne se var noget støv der danset rundt i luften, oplyst af solens stråler.Som en velkendt stemme sagde 'godmorgen', kom han også ind i min lille lukkede drømmeverden. Det var Marco. Han stod ikke op, men alligevel var han højere end mig, han kiggede nemlig ned på mig. Jeg forstod det ikke, indtil det gik op for mig, at jeg lå med hovedet på hans lår. Vi var i en form for en bil. 

"Godmorgen." fik jeg fremsagt i den mest sukkersøde tone,jeg ikke engang vidste jeg kunne tale i. Jeg forsøgte at lægge mit hoved på skrå for at se nuttede ud, men jeg er ret sikker på jeg bare endte med at se dum ud, for han grinede af mig. Min drømme verden blev afbrudt af en rusten stemme. Asha.

"Du må heller sætte dig op, vi er i lufthavnen om lidt." Jeg rejste mig op, og ganske som fortalt drejet vi ind mod  lufthavnen. 

 

Som vi gik igennem Københavns lufthavn, sluttede flere og flere personer til os. De havde alle forskellige hud- og hårfarve. De kom fra overalt i verden. Jeg forsøgte at skjule min panik over tanken, at jeg var ved at forlade landet, med en folk fremmede mennesker, til et fremmede land.  Jeg forsøgte at gå afslappede, så det så ud som om jeg havde styr på det hele, mens jeg i virkeligheden sank mere og mere sammen, i forsøget på at skjule mig. Alle mine muskler var spændte, og jeg havde i virkeligheden lyst til at vende om og stikke af. Men jeg fortsætte. 

Da jeg kom op i flyet, koncentreret jeg mig om mit åndedragt. Forsøgte at holde den stabil, så mit hjerte ikke hoppede ud af min brystkasse. Et gisp forlod min mund, da Marco tog min hånd. Jeg havde ikke engang set, at han havde sat sig ved siden af mig. 

"Slap af, du er helt anspændt." Jeg vendte mig om mod ham og tog hans anden hånd. 

"Ville du ikke også være det, hvis det var dig, det her?" Han skulle til at sige noget, men fortrød. "Jeg mener, tænk over det. Jeg er ved at forlade landet, med en folk mennesker jeg ikke ved hvem er, til et land jeg ikke kender. Hvem ved hvad de kunne finde på, at gøre i mod mig? Alt sammen på grund af et par få tatoveringer."  Han klemte mine hænder en gang, før han svarede:

"Jeg skal nok passe på dig." Jeg forsøgte at fremtvinge et troværdig smil, men det virkede ikke. Han kunne jo også godt se det. Jeg havde kun kendt ham i 2 dage, og i løbet af de to dage, har han reddet mig fra Asherah gruppen, men også truede mig på livet. Jeg vidste jo ikke om jeg rent faktisk kunne stole på ham. 

"Ved du hvad, hvis jeg rent faktisk fik et ønske, så ville jeg ønske for din frihed." Jeg blev nærmest mundlam. Jeg kiggede bare op i hans smukke kanelbrune øjne. Min smil forsvandt ligeså langsomt. Jeg hader mig selv for at spørge om det, men jeg kunne ikke la' vær' 

"Hvorfor?" Jegfortsætte mit spørgsmål inden han kunne nå at svare. "Du kan ønske hvad som helst i hele verden, hvorfor vil du så spilde dit ønske på mig?" 

"Fordi du er fantastisk..." Han holdte en kort pause og lod ordene sive ind. "Du skal bare lære selv at se det. Hvis du selv kunne se det, ville andre også nemmere kunne se det." Jeg vidste ikke var jeg skulle sige, jeg var bleven helt mundlam. Jeg stad bare og stirrede på ham... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...