The Key

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2015
  • Status: Igang
16 året Alina bliver draget ind i en krig mellem 2 gruppen, som i genrationer har ledt efter deres nøgle, da hun pludselig vågner op, en normal sommer dag, med en tatovering, som kun er begyndelsen..

2Likes
0Kommentarer
679Visninger
AA

7. En Stikkende Fornemmelse

Mit blik var faldet på den brune væg, med en masse håndtegnet  tegninger af det Phoeneicianske sprog.  Jeg kunne høre deres stemmer neden under, men jeg kunne ikke høre var de sagde. Jeg var bleven vist op ovenpå, til en rum der lignet et teenager soveværelse, med et åben vindue imod solnedgangen, og en rodet seng midt i det hele, samt en dør ud til et badeværelse.  

En mærkelig stikkende fornemmelse kom omkring min højre håndled, et takt højre oppe en min tatovering. Årene omkring området var blevet sorte og et gråligt tegn kom mere og mere til syne, som smerten blev voldsommere.   Det var som om det kom inde fra, og ud på en af mine yderste lag af hud. Det var et skræmmende syn, som fik gåsehuden til at løbe rundt over hele min krop, og gav mig ubehag. 

Jeg løb ud foran håndvasken på badeværelset, da jeg var sikker på, at jeg skulle kaste op. Men intet anden end en ny tatovering kom.  Denne gang var det en lige linje med en aflang cirkel i toppen af den. Den aflange cirkel lå vandret.

Jeg kiggede panisk op på mig selv i spejlet. Mit hår hang uldet ned over mine skuldre og min foundation var blevet totalt ødelagt af dagens oplevelser. Jeg tog noget kold vand i hovedet, i forsøg på at rette op på mit udseende, men også at køle mig selv ned.


Jeg hørte et bump udefra rummet. Jeg løb forvirret der ud, med vand dryppene ned af kinderne. I vinduet, med solen som indrammede hans perfekte ydre, stod han.

"Marco.." Fik jeg sagt alt for glad og lettede, da jeg huskede mig selv på, at han havde snydt mig. 

"Hvad laver du her?" Fik jeg sagt med en  tilpassende sur stemme. 

"Hvad tror du selv.."Sagde han næsten grine "..For at redde dig selvfølgelig." 

"Kunne du ikke bare.." Jeg kunne ikke finde på noget at sige, så jeg ende bare med et ynkeligt støn og satte mig på sengen med krydsede arme og ryggen imod ham.  

"Hey, vi har ikke tid til det der, vi skal skynde os væk, enden de opdager scooteren." 

"Hvorfor skulle jeg stole på dig?" Jeg vred ryggen om så jeg kunne se på ham, da jeg spurgte ham. Af en eller anden grund, kunne jeg bare ikke rigtig være sur på ham. Han var for sød, og tja, så var jeg ret sikker på jeg var forelsket i ham. 

Han lignede et spørgsmålstegn så jeg var nød til at forklare ham, hvad jeg mente med spørgsmålet:

"Jeg har fået af vide, at Asherah er kendt for sin manipulation og udnyttelse af folk." Han blev tydeligvis  forbløffet, muligvis også fornærmet, for hans øjenbryn røg helt op i hans pande. 

"Og du tror på dem? Dem der kidnappede dig, ved at putte en pose over dit hoved?"  Først der gik det op for mig, hvor dumt det enligt var af mig, at tro på dem. Men derefter fløj spørgsmålet til mit hoved: Hvor vidste han det fra?

"Fulgte du efter mig?" Hans blik røg fra mit, og ned på gulvet. Han var ikke stolt over hans gerning. Det kunne man også høre ved den beklagende  måde han sagde:

"Jeg havde fået af vide de havde hørt om dig. Jeg skulle sikker mig, du var i sikkerhed." Jeg fik et stik i siden af dårlig samvittighed, fordi jeg havde været så led overfor ham. Der var noget oprigtig ærligt og kærlig over ham, jeg kunne virkelig godt li' ham. Jeg stolede på ham.  

"Undskyld."Sagde jeg i håb, om at det ville fjerne, den dårlige samvittighed. Han smilede skæv til mig. 

"Lad os nu bare kommen væk her fra." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...