The Key

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2015
  • Status: Igang
16 året Alina bliver draget ind i en krig mellem 2 gruppen, som i genrationer har ledt efter deres nøgle, da hun pludselig vågner op, en normal sommer dag, med en tatovering, som kun er begyndelsen..

2Likes
0Kommentarer
679Visninger
AA

9. En Nat

Jeg kastede et blik på mig selv i spejlet, imens jeg træk ned i min korte trøje. De havde ikke efterladt noget nattøj, så jeg blev nød til at sove i min trøje og mine underbukser. Jeg burde føle mig utryg, ved tanken om at skulle tilbringe en nat, sammen med den samme person som truede mig på livet, for mindre end en time siden.

"Lover du mig at kigge væk?"

"Yeah" Jeg stak hoved ud bag bedeværelses døren og gemte resten af kroppen bag den, da jeg havde mistanke om at han løj. Og ganske som gættet, sad han på madrassen, ved siden af sengen, og stirrede direkte på mig. 

"Du lovede!" Råbte jeg på en  venskabelig måde. 

"Ja undskyld."  Han lagde hans hoved ned i hans hænder. Jeg listede hurtigt forbi ham og op i sengen og viklet dynen omkring mig. Sengens knirken fortalte ham, at han igen måtte kigge. Jeg lagde mig ned og kiggede op i loftet.  Kuldegysninger gik i gennem mig, da han tog min hånd. Mit hjerte bankede, som jeg kiggede ned på ham, under brillekanten. Jeg var helt klart forelsket i ham. Det er seriøst et dårligt tidspunkt. Især som jeg intet ved om parforhold

"Du må undskylde, det der i gyden..." Han kunne ikke gang få sig selv til at sige det. "...Jeg havde aldrig i livet, tænkt mig at gøre det. Jeg vidste de ville gå med til alting, da de skal bruge dig i live..." Jeg sank en gang for at dæmpe nervøsiteten. "..Er du okay?" 

"Ja." Min stemme lød ynkelig og var næsten umulig at høre. Et smil træk sig kort på hans læber. Derefter gav han slip på min hånd.  En akavede tavshed ramte os. Jeg måtte bryde den, så jeg spurgte om det første der faldt mig ind. 

"Hvorfor Asherah? Hvorfor hedder i lige det?"

 "Det er en gud.." Jeg kunne mærke han søgte efter mit blik, men jeg undgik det og holde mit blik imod loftet. "Han er gift med Mother Goddess. Han er faktisk kendt under to navne. Kan du gætte det andet?" Det lød som det dummeste spørgsmål i verden, for hvor i al verden skulle jeg vide det fra, indtil jeg fik svaret af vide."Elat.."

":.. I begyndelsen af Phoenicians tid kaldte man ham Elat, og man mente at nøglen, var en genstand som tilhørte den, der fuldt og fast troede på Mother Goddness. Men som man begynde at diskutere, hvordan man enlig skulle behandle nøglen, når man en gang fandt ham eller hende, begyndte man også at diskutere om hans rigtig navn i virkeligheden var Elat. Det var der, min gruppe blev skabt, i tro om at nøglen var rigtig levede væsen, som skulle behandles med respekt." Som han fortsætte med at fortælle om Elat og Asherah historie, faldt jeg ligeså langtsom i søvn. 

 

Jeg lå længe og stirrede ud i den sorte intethed, før det gik op for mig, at jeg var vågen, og hvorfor jeg var vågen. Den stikkende fornemmelse var tilbage, men denne gang var det i en voldsommer græd. Jeg kunne se for mit inderblik, hvordan blodårene omkring område blev sorte, og en et nyt mærke kom op fra hundes indre.

Smerten blev virkelig voldsom og nærmest overtog min krop, så jeg ikke kunne tænke på andet. Jeg bed tænderne sammen, for ikke at skrige i smerte. Et smertefuld klynk kom ud fra de sammen bidte tænder, og vækkede Marco.

Han rejste sig i panik. Han kiggede panisk på mig i starten, men derefter virkede det som om han fik fuld bevidsthed om hvad der skete. Han tog hans hænder om mit våde ansigt - om det var sved eller tåre, vidste jeg ikke - og holdt fast, indtil han fik øjenkontakt med mig. 

"Du er nød til at prøve at slappe af. På den måde går det hurtigere over." Jeg stolede på ham og prøvede at gøre som han sagde. Efter et par dybe indåndinger aftog smerten igen. Jeg satte mig op, og Marco satte sig ned ved siden af mig. Jeg rakte ham min arm, og sammen betræk vi det nye mærke, i månens lys.  

Det nye mærke var en underlig udgave af et stort W, hvor den første linje var bleven forlængede. Jeg vendte mit blik imod ham, i håb om en oversættelse af mærket. Han smilede og sagde:
"Vi skal til Libanon." Jeg fremtvang et smil, for derefter at vælte om i sengen med et bump. 

"Er du okay?" Noget inde i mit hoved spurgte mig om, var han venlig fordi han kunne li' mig? eller var han venlig fordi det sagde hans gruppe, at det skulle han være imod mig? Jeg spurgte ham ikke, nikkede bare og derefter forlod han min seng. Kort tid efter sov vi begge. 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...