The Key

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2015
  • Status: Igang
16 året Alina bliver draget ind i en krig mellem 2 gruppen, som i genrationer har ledt efter deres nøgle, da hun pludselig vågner op, en normal sommer dag, med en tatovering, som kun er begyndelsen..

2Likes
0Kommentarer
678Visninger
AA

3. De Stirene Øjne

Vi forlod sunset, for at gå lidt rundt og kigge på butikker i Roskilde, hvor Jess og jeg boede.  Som altid var der mange mennesker overalt, og en masse forskellige samtaler foregik omkring os. Jess havde enligt droppede emnet omkring min tatovering, men nu bragte hun det op på banen igen. Denne gang med en mere seriøs og  vred stemme.

"Jeg synes helt ærlig ikke at det er okay, at sådan lyve om din tatovering.  Vi ved jo også begge to, at det er umuligt at vågene op og så bare pludseligt have en tatovering..." Jeg sukkede og skulle lige til at forsvare mig selv,men lod hende bare skælde mig ud.  Imens hun forsættede, gik jeg og kiggede ind af de forskellige vinduer, da jeg fik øje på en midaldrende mand, som ikke virkede unaturligt på noget andet punkt, end det at han stirrede direkte på mig og flyttet ikke blikket, da jeg kigget tilbage på ham. 

Jeg lod det passere og fortsatte fremad. Jeg lod slet ikke mærke til at Jess var stoppede op, foran en boghandel. 

"Alina?"Jeg gispet med mine øjne. Hun sukkede. "Høre du overhovedet efter?" Hun peget ind på en bog i vinduet. Det var  City of Lost Souls fra The Mortal Instruments serien. "Jeg skal lige købe den der."  Jeg smilede over hendes genkendelige personlighed. 

Som vi stod og var ved at betalte, lod jeg mig bemærke af en mand, der stod og peget hen imod mig, men af en eller anden mærkelig grund, følte jeg, at det ikke var butikken han peget på, men mig.

"Oh, jeg kan slet ikke vente, med at komme i gang, med den her bog!" Jess begyndte at snakke om The Mortal Instruments serien, med en glad og begejstret stemme, som hun kun få når hun virkelig går op i tingene. Mens hun  levede sig helt væk i deres verden, begyndte jeg at blive en smule urolig.

Folk omkring mig, blev ved med at stirre på mig, og jeg kunne ikke længere skildre i mellem, om det var fordi jeg kigget på dem, eller om de hele tiden at stirrede på mig, ligesom den midaldrende mand. Måske var jeg bare ved at blive lidt paranoid. 

Jeg havde så travlt med at kigge mig omkring, at jeg glemte at kigge hvor jeg gik og var dermed ved at gå ind i en.. bekendt. Det var drengen vi mødte hende på sunset. Det var ingen tilfældighed, at han stod der.

"Hey, må jeg ikke lige snakke med dig alene?" Ikke nok med at det ikke var så smart, at gå med en total fremmede, til at total fremmede sted, blev det nok ikke bedre af, at samme morgen havde man på uforklarligvis fået en tatovering, af en ring med en plus i.  Men alligevel gik jeg med, da jeg håbet på svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...