The Key

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 4 mar. 2015
  • Status: Igang
16 året Alina bliver draget ind i en krig mellem 2 gruppen, som i genrationer har ledt efter deres nøgle, da hun pludselig vågner op, en normal sommer dag, med en tatovering, som kun er begyndelsen..

2Likes
0Kommentarer
669Visninger
AA

4. Asherah

Jeg blev ført et godt stykke ud af byen, før han drejet ind i mod et gamle gråt hus. Ved første indtryk af det, ville man konstatere at det var forladt. Ukrudt stod urørt overalt og ejet hele forhaven, og på hver et eneste bræde af det lille hus, kunne man tydeligt se støvet og hvordan træet langsomt rådenet op. Han stillede sig op foran hovedet døren, og med hans fod, skubbedet han alle de gamle aviser ned af det øverste trappetrin. 

"Du må undskylde at der roder lidt, det er virkelig lang tid siden vi har været samlet." Jeg skulle til at spørge hvem 'vi' var, men før jeg nåede at spørge, åbnet han døren ind til en lille gang, hvorfra man kunne se ind til et rum, fyldt med en masse mennesker, flest mænd, som hurtigt vendte sig i mod os. De stirrende øjne gav mig et sug i maven. 

Med usikre skridt gik jeg, sammen med drengen ind imod folket. Først der gik det op for mig, hvor dumt det enligt var det her. Jeg kendte ikke engang hans navn.  Jeg undgik deres blikke og forsøgte at finde flugt muligheder. Mine øjne fandt en maleri på væggen, som de tydeligvis selv havde lavet,  af en masse mærkelig figurer, inklusiv min tatovering.   

Der var blevet sat stole op i en cirkel, og da vi alle havde fundne en plads, begyndte en midaldrende mand, som viste sig at  være den samme mand, som jeg så tidligere i dag, at tale, og få af dem flyttede deres blikke, fra mig til ham. 

"I  mange generationer.." Startede han dramatisk ud. "..har vi ledt efter nøglen!"  Jeg forsøgte at ignorere de stirrende blikke, da det var ret ubehagligt, og fokusere på manden.  "Endelig fandt vi den." Han rettede hans blik imod mig, hvilken fik et panisk lyn til at gå igennem min krop. 

"Hva'?" Jeg sad svedig og urolige og  renset mine negle for skidt. 

"Du er vor nøgle til vores drømme."  Han kunne tydelig se i mit blik, at jeg var forvirret, også en smule skræmt. 

"Oh, bare rolig det gør ikke ondt..." Sagde han roligt og mere personligt. " eller jo.." Fortsatte han en smule fortrydende "en lille smule, men det er ikke så slemt." Jeg var ved at tabe kæben. Hvad havde de tænkt sig at gøre ved mig?

"Stop far, du skræmmer hende." Drengen der havde ført mig her hen afbrød ham. Han sad på stolen ved siden af mig. Han vendte sig om imod mig, som om det kun var mig og ham i hele rummet. Det gjorde mig en lille smule mere tryg. 

"Alina, du skal ikke være bange. Jeg hedder Marco, og jeg er kommende talsmand for Asherah. Vi er en international gruppe,fra Phoenician, som i generationer har ledt efter denne såkaldte nøgle." Jeg pegedet på mig selv.

"Det vil sige mig?" Min finger rystede og mit hjerte var ved at banke hul i min brystkasse. 

"Ikke kun, der har været mange gennem tiden, men vi har bare ikke fundne dem. Med den her nøgle kan vi låse op til himlen hvor Mother goddness, guden over alle guder, befinder sig, og hidkalde hinde her ned. Når man gør det, kan alle der var med til ritualet der hikalder hende, få et valgfri ønske." Jeg kunne mærke  blinkende boreder sig ind i min side. Han tog min hånd, og dermed fik min fulde opmærksomhed.

"Alina, alt du skal gøre er, at tage med os til et sted i det old-gamle land Phoenician og være med i ritualet." Jeg sank engang enden jeg spurgte:

"Og hvad så, hvis jeg siger nej?" Hans kanelbrune øjne smilet til mine havgrønne.

"Så kidnapper vi dig." Sagde han sød og afslappende stemme, som om det en helt naturlig ting. En kuldegysningen løb ned af min ryg. Han lo. Ikke ondt, som en skurk ville i en dramafilm, men afslappet 

"Vi har ledt så længe efter det her, så vi lader dig ikke bare gå. Vi kan gøre det nemt og behageligt for os alle sammen, eller vi lænke dig fast til stolen nu her."  Først blev jeg forbløffet og forskrækket, derefter fandt roen mig endelig. Jeg nikkede.

"Okay,hvornår tager vi afsted?" Nu ville jeg bare gerne have det her overstået.

"Det ved jeg ikke. Det er også derfor vi har brug for dig."  Jeg blinkede uforstående.

"Jamen jeg ved det heller ikke.." 

"Nej selvfølgelig ikke, det er derfor du får tatoveringer."   Jeg kiggede ned på mit håndled og derefter på ham igen. Jeg behøvedet ikke engang at spørge før han svaret mig.

"Det betyder nøgle. Den næste du får er en dato, den næste er stedet hvor vi skal lave ritualet, og den sidste er hvilken offer gave hun ønsker sig."  Mit hovedet dunkede, og jeg havde svært ved at finde hovedet og hale i det hele. Hvad skulle jeg tro? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...