A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
497Visninger
AA

17. Yuuzan

Jeg gned mine hænder mod hinanden, næste gang måtte jeg tage et par vanter med, det ville Gin nok også have bedt mig om hvis han vidste at jeg havde i sinde at vente til morgengryet på ham herude. Mine øjne vandrede over det tågede område, og endte hele tiden ved det svage lys fra symbolet i bunden af dammen. Bare et lille dyp tænkte jeg og begyndte at gå hen mod dammen, jo tættere jeg kom, jo mere kom en skikkelse til syne, jeg stivnede et øjeblik, en niveau D vampyr tænkte jeg… Nej, jeg var bare paranoid. Skikkelsen sad på det kolde græs lige på kanten af dammen og daskede en gang imellem til vandet, jeg kunne først ane det hvide slips og så kunne jeg se resten af uniformen, han var en elev på Ventus Academy.
 Jeg følte mig modig og satte mig lige overfor ham.
’Burde du ikke være i skole Master?’ jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det, som Masaru havde sagt var det ikke alle der var lige åbensindede, hvad nu hvis ham her hadede mennesker?
’Jeg har ikke lyst i dag’, han lød bedrøvet.
’Jeg hedder Megumi, Master’ og igen.. Han ville åbenlyst ikke være i nærheden af nogen, jeg burde bare tie stille.
’Yuuzan’ han virkede så tungsindig. Det var svært at se ham i den tågede nat, men genskæret fra månelyset i dammen ramte hans smukke kridhvide hår, det var næsten blændende. Han kiggede på mig og et sekund kunne jeg sværge på at hans øjne havde glødet rødt, men det skræmte mig ikke, jeg havde mere en fornemmelse af at jeg ville beskytte ham… mod hvad end det var der havde taget hans smil fra ham.
’Kan du godt lide vand Master?’ idiotisk spørgsmål, men nu var jeg opsat på at starte en samtale. ’Nej’
’Åh, okay Master’
’Jeg ønsker bare at kunne mærke varmen fra den her dam en dag, jeg kan se den, dampen, men alle temperaturer er ens for mig’ der var det igen, hver gang hans lilla øjne så meget som kiggede i min retning lyste de, han måtte være meget sulten.
’Har du det godt Master?’
’Fint’ han var så afvisende.
’Du burde få noget mad Master’
’Hvordan kan du sige sådan noget? Opfordrer du mig til at suge blod fra din egen art?’ sagde han chokeret, han havde ret, men jeg var opvokset med at det var det vi var her for, desuden virkede han til at have det ret skidt.
’Det gør jeg vel Master’ det var det bedste svar jeg kunne finde på, i en hurtig bevægelse var han over mig, han havde fat i kraven på min jakke, jeg mærkede kniven mod mit bryst, og det gjorde mig lidt tryggere, Yuuzans glødende øjne brændte sig ind i mine.
’Hvordan fanden kan du gøre det? Nyder du når vi borer vores tænder i dig og stjæler dit blod? Nyder du at se en anden person tage din livskraft med velbehag?’ råbte han
’N-nej Master’, jeg kom til at fælde et par tårer af bar skræk, Yuuzans øjne blev lilla igen, han rejste sig op og tog langsomt nogle skridt bagud.
’Undskyld, det var ik-’ og så forsvandt han uden at færdiggøre sætningen.
Jeg kunne ikke falde i søvn efter den oplevelse, Yuuzans udtryk lige før han forsvandt, han var så skræmt – af sig selv. Og de ting han havde sagt, det virkede som om han væmmedes ved vampyrer – og blod.
’Megumi, dine tanker knager så meget at jeg ikke kan sove’ sagde Gin
’Åh, undskyld’ Gin grinede lidt.
’Prøv nu at få lidt søvn, det er dig der har brug for det, jeg er bare solidarisk’ jeg nikkede, selvom han lå med ryggen til mig vidste jeg at han kunne mærke det. Gin havde ret, jeg måtte prøve at glemme Yuuzan, i hvert fald for i dag. Jeg faldt til ro, det var rart at have Gin ved min side igen, det var underligt at have været uden ham, han grinede af mig da han fandt ud af at jeg havde ventet udenfor på ham, men i virkeligheden tror jeg at det var præcis hvad han håbede på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...