A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
501Visninger
AA

16. Varme hænder ved dammen

’Bliv her Megumi’
’Jeg vil godt med!’
’Du ved godt det ikke kan lade sig gøre’
’Lad mig nu bare følge dig’ han nægtede bare at give sig.
’Nej’ sagde han strengt.
’Nå’ mumlede jeg lige så demonstrativt og efterlignede Gins afvisende tone, Gin begyndte at grine. ’Okay så får du lov til at følge mig’ jeg smilede, det kunne måske godt svare sig at give ham lidt modstand, i hvert fald en gang imellem, det var anden gang jeg beviste det nu.
’Men jeg vil godt have du har den her på dig’ sagde Gin og holdt en kniv skåret i træ frem, jeg havde ikke lyst til at have våben på mig, men for Gins skyld rakte jeg ud og tog fat i det læderindbundne skaft, kniven var ikke så stor, men bare ved at kigge på den kunne jeg se hvor skarp den var, at blive skåret med den ville nok være næsten lige så smertefuldt som at blive bidt af en vampyr. Jeg lynede ned i min sorte dun jakke og satte kniven i den venstre inderlomme så kun spidsen stak lidt op.
Gin låste døren med et klik og overrakte nøglen til mig, jeg stak den ned i baglommen på mine cowboy bukser, det var første gang jeg havde bukser på, jeg havde aldrig haft andet end kjoler på, og jeg havde da aldrig før prøvet at have sko på, det føltes så indelukket, men i den her kulde var det nødvendigt både med tykke sokker og store støvler, Gin var selvfølgelig lettere klædt end jeg, han havde kun sin skoleuniform på, og et par af hans normale sneakers. Min hånd rakte ud efter Gins men nåede kun at snitte ærmet af hans uniform før han trak sin hånd til sig, hvorfor nu det… Var han irriteret på mig?
Jeg løb for at kunne følge med i det tempo der for ham var usandsynligt langsomt, hvert af mine fodtrin rungede og gav genlyd i de tomme gange. Vi trådte udenfor, men det eneste sted jeg mærkede den prikkende kulde var på mine hænder, mit hoved var blevet godt varmet op af løbeturen, og resten af mig var pakket ind som aldrig før. Området var omtrent samme størrelse som hjemme på Castrum Ignis, og akademiet lignede også på en prik, dog lidt mindre, eller måske var det bare synsbedrag, fordi den hvide bygning faldt i et med omgivelserne, den hvide glitrende nattefrost og den tunge blege tåge. Her var ret bevokset, træer og buske i alle afskygninger indkransede det store runde område, i midten af området var en fin dam, jeg kunne høre det rindende vand, og kom til at tænke på hvordan det var muligt.
Da vi kom hen til dammen stoppede jeg op, Gin virkede til at være ligeglad, og gik videre. Jeg satte mig på hug og stak tippen af min pegefinger forsigtigt ned i vandet, det var dejligt varmt, og inden længe sad jeg med begge hænder helt nede i dammen, jeg betragtede det lysende symbol på bunden af dammen, det var symbolet fra Hiraoka slægtens bog. Det var svært at se for tågen – og mørket, men dammen dampede, den måtte blive opvarmet et sted fra. Jeg kiggede mod akademiet hvor Gin stod og kiggede misfornøjet på mig, jeg trak hænderne til mig, helt til mig, jeg gemte dem i mine ærmer så jeg ikke skulle mærke kulden der kun bliver endnu værre når jeg lige har følt varme. Jeg løb hen mod Gin, og følte mig meget klodset, fordi jeg hele tiden var ved at falde over mine egne fødder, de her sko ville kræve noget tilvænning.
Lige før jeg nåede Gin satte jeg foden hårdt i jorden, skoene fungerede godt som bremser. Gin strøg mig over håret, de andre vampyrer som skulle til undervisning kiggede på os, men hvis det ikke generede Gin, generede det heller ikke mig, han tog mit hoved i sine hænder og kiggede mig dybt i øjnene.
’Pas nu på dig selv’, før jeg nåede at reagere kyssede Gin mig ømt på panden, og forsvandt så. Jeg havde ikke lyst til at gå nogen steder, jeg ville være så tæt på Gin som muligt, så jeg satte mig yderst på det andet nederste trin til akademiet, og betragtede den ene betagende skønhed efter den anden passere mig. Lidt efter den sidste vampyr var forsvundet ind af åbningen hørte jeg en dør smække i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...