A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
481Visninger
AA

19. Tur i bjergene

Jeg var ikke helt sikker på hvor længe Gin havde tænkt sig at vi skulle af sted, så jeg fandt et net frem og fyldte med mad og vand, det måtte være nok – jeg spiste ikke så meget – det var lidt svært at huske på når man kun omgik personer der ikke spiste. Det mindede mig om Gin, han havde ikke drukket af mig siden for over en uge siden, han var ved at blive lidt gnaven de første dage, men nu var han helt sig selv igen, det bekymrede mig lidt at han ikke havde fået noget næring, men jeg havde ikke rigtigt lyst til at gøre ham opmærksom på det, jeg ville i det mindste godt have lov til at hele ordentligt, de 4 sår fra da de to fuldblodsvampyrer drak af mig var betydeligt dybere end når Gin havde drukket fra mig.
Jeg havde pakket nogle lange varme bukser både til mig og Gin, og for resten havde jeg bare hevet noget tilfældigt ned ad hylderne, både i klædeskabet og på badeværelset. Den ellers tilsyneladende robuste taske var lige ved at sprække da jeg med møg og besvær havde fået flået lynlåsen hele vejen fra den ene ende til den anden.
’Jeg er her igen’ råbte Gin fra stuen.
Jeg måtte tage taskens hank i begge mine hænder, og lade den støtte lidt på mine knæ for at kunne transportere den, jeg gik baglæns og måtte kæmpe med at åbne døren ind til stuen med albuen, jeg prustede og stønnede af anstrengelse, da jeg hørte Gins grin, jeg smed tasken og skulle til at råbe til ham at den var usandsynligt tung, men nåede heldigvis at stoppe mig selv. Gin stod som et pakket æsel, en stor rygsæk godt spændt op på hans stærke ryg, to soveposer i den ene hånd og et helt telt i den anden, plus et bælte med underlige dimser påhægtet, gad vide om vi rent faktisk skulle bruge alle de ting eller om han i al hemmelighed bare synes det så godt ud, jeg fniste lidt, jeg syntes i hvert fald at det klædte ham at se lidt hårdtarbejdende ud. 
Himlen var stadig mørk da vi trådte ud i nattekulden, tågen var for første gang ved at tage af. De glødende øjne tændtes som når Gin passerede lysene på gangen. Jeg fik for første gang i flere dage lov til at røre ved Gin, min hånd skælvede da jeg lagde den på hans arm, jeg klamrede mig op ad ham med den ene ledige hånd, jeg havde godt nok kun en sovepose i den anden, Gin slæbte alt andet, og han så ikke engang ud til at blive tynget af vægten den mindste smule. Da jeg med halvlukkede øjne havde krydset pladsen, gav jeg slip på Gin og undgik at se mig bagud, men på trods af jeg ikke kunne se dem, var de ikke svære at mærke jeg fik kuldegysninger af alle de sultne øjne. Gin trak hårdt ned i det store træhåndtag der var forbundet til porten, og lige så snart porten åbnede sig var jeg ude, jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk fra den ubehagelige gårdsplads. Gin kom rask gående lige efter mig, porten lukkede bag os, og så forsvandt den høje knirken, sammen med de glødende øjne. Gin gik lige ved siden af mig, måske var han bange for at jeg skulle snuble, det var altså ikke fordi jeg var klodset af et menneske at være, men hvis jeg blev sammenlignet med en vampyr – så ville jeg være mere end klodset.
’Gin?’
’Ja?’
’Det bliver jo lyst mens vi er herude…’
’Megumi, i 15 år har du tjent min art, jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at du fra nu af får lov til at leve et menneskeliv, så for din skyld, kan jeg godt klare at være ude en dag’
Han var skræmmende opsat på at få mig til at blive glad, hvis bare han kunne indse at det eneste jeg krævede var at være sammen med ham.
’Tak. Gin. Men du må bare aldrig tro at du står i gæld til mig, bare alt det du allerede har gjort, det er alt for meget’ prøvede jeg at fastslå uden at lyde utaknemmelig – for det var jeg ikke, men jeg havde set vampyrer i solen før, de bliver kraftløse og svage, og det at Gin ikke havde drukket blod så længe nu, han bekymrede mig.
Jeg hev efter vejret for at få ilten helt ned til mine vaklende ben der snart ville svigte mig.
’Er der langt endnu?’ fik jeg fremstammet.
’Nej’ brummede Gin.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...