A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
496Visninger
AA

11. Spørgsmål og svar

Jeg sad på Gins ryg for at vi kunne komme hurtigere af sted, og før jeg nåede at blinke stod vi foran den port hvor hele mit ’eventyr’ med Gin var startet, det var stadig mørkt udenfor, men for en sikkerheds skyld havde jeg taget min røde kjole på, det var første gang jeg bar rød siden den dag jeg kom hertil. Gårdspladsen var næsten tom, kun nogle få røde øjne kom til syne mens Gin susede forbi, vi nåede til enden af slottet, foran os var en høj solid mur af tunge sten.
’Hold godt fast’ beordrede Gin.
Jeg strammede mit greb om ham, og så hoppede han et par meter op på muren, jeg gispede og lukkede så mine øjne, det var for meget. Jeg mærkede næsten ikke Gin bevæge sig, og inden for et par sekunder hørte jeg hans beroligende stemme igen.
’Det er overstået nu’ jeg åbnede øjnene, vi var på den anden side af muren til slottet, et sted jeg aldrig havde været, jeg kravlede ned af Gins ryg og han rakte mig den lille sorte lædertaske hvor jeg havde pakket nogle madder jeg havde smurt på forhånd.
’Hvad så nu?’ spurgte jeg.
’Jeg henter min bil, bliv her’
’Okay’ sagde jeg lidt usikkert, alene på helt fremmed land.
 Jeg vidste ikke at Gin havde en bil, jeg var ikke engang sikker på at jeg vidste hvordan en bil så ud. Gad vide hvad Gin har haft brugt en bil til, hvad skulle han mon uden for slottet, altså ud over at flygte, men det var vel ikke noget han gjorde ofte.

Jeg mærkede en lille dråbe vand ramme min næse, og så en på min pande, så et par stykker i min hovedbund og så så mange på resten af kroppen at det var umuligt at tælle, det kunne godt lige have ventet et par sekunder med at regne. Jeg kunne høre noget fra den højre side af slottet, to kegler af lys kom til syne, du tilhørte den store metal maskine, det måtte absolut være en bil, jeg løb hen mod den kridhvide bil, der så ud til at være splinterny, jeg kunne se Gin i bilruden, så jeg skyndte mig over på den anden side og smed mig ind på det sorte læder forsæde, jeg var allerede drivende våd.

’Hvor skal vi hen?’ spurgte jeg Gin da han havde kørt lidt væk fra Castrum Ignis, ’derud’ svarede han og pegede et sted mod horisonten, de blå og sorte konturer i det fjerne var kun en utydelig antydning af noget. Jeg kiggede bagud og det slot hvor jeg havde tilbragt hele mit liv stod kun tilbage som en sløret prik i midten af det grønne bakke landskab. Som vi nærmest svævede over vejen, ophobede spørgsmålene sig i mine tanker, og hvilket bedre tidspunkt at stille dem end nu?

’Er Jiou virkelig din far?’

’Ja’ det gav stadig ingen mening i mit hoved.
’Men han ser bare så ung ud’ Gin grinede lidt.
’Der er en grund til at jeg har haft taget dig med til time, måske ville det havde hjulpet hvis du rent faktisk havde prøvet at lytte efter’ jeg rødmede lidt.
’Men så må jeg vel hellere forklare det, fuldblods- og halvblodsvampyrer bliver født vampyrer, og vi ældes som et menneskebarn ville gøre, men kun indtil den dag vi fylder 20, og derfor ser Jiou og jeg ud til at være samme alder på trods af at der er årtusinder imellem os’ så faldt det hele ligesom lidt mere på plads.
’Men hvad er en halvblodsvampyr?’ kom jeg til at tænke højt, men Gin havde allerede svaret.
’En halvblodsvampyr er en vampyr som er barn af et menneske og en fuldblodsvampyr, man ser sjældent halvblodsvampyrer længere da det er strengt forbudt for mennesker at have forhold til vampyrer, så de få der er tilbage er fra før vampyrer tog verden over. Men for 18 år siden blev en halvblodsvampyr født på vores slot, hans mor var et menneske og hans far en fuldblodsvampyr, deres forhold blev kun opdaget fordi moren var ved at dø under fødslen så faren tilkaldte desperat en der kunne redde hende, Takeshi, han sørgede for at barnet blev født og han holdte forholdet hemmeligt indtil en dag 5 år senere hvor han i arrigskab over mishandlingen af mennesker kom til at tale over sig, han fortalte hvor glad han var for at et menneske og en vampyr kunne leve lykkeligt på trods af deres forskelligheder, så forholdet blev opdaget, i en uge blev forældrene tortureret og så til sidst slået ihjel. Historien er blevet kendt som en gyser verden over, den bliver fortalt til unge fuldblodsvampyrer for at skræmme dem fra at blive forelskede i mennesker. Men den ene halvblodsvampyr er den eneste der er blevet født i 1000 år, nogle få år efter hans forældre blev henrettet stak han af, og ingen er helt sikre på hvortil. Og en anden grund til at halvblodsvampyrer er sjældne er at de ikke kan få børn, det er kun fuldblodsvampyrer der kan det, alle andre er egentlig bare en form for kloner’ jeg fik kuldegysninger af historien, det er derfor Takeshi opførte sig så fjendtligt, han havde ikke noget mod mennesker, tvært imod, han var bare bange for at såre nogen igen, så han ville hellere skræmme dem væk, tænk at have levet med den skyldfølelse alle de år, ’stakkels Takeshi’ hviskede jeg.
Gin hørte mig – selvfølgelig, og nikkede langsomt.
’Han har prøvet at rette op på det lige siden’ det gjorde ondt i mit hjerte, jeg følte sådan med ham. ’Takeshi er selv halvblodsvampyr’ sagde Gin, måske var det derfor han havde holdt sådan af mennesker.
’Hans mor var menneske, da hun var 41 blev hun dødeligt syg, så Takeshi følte at den eneste udvej var at gøre hende vampyr, så han gav hende hans blod, de første år var hun rasende på ham, men de er på god talefod nu, og hun har indfundet sig med at hun er vampyr’ jeg havde bare så ondt af Takeshi, han havde været igennem så meget. Hans mor måtte være niveau B vampyr så… Hmm, Gin havde ret, jeg burde have fulgt bedre med i undervisningen.
’Gin…?’
 ’Ja Megumi?’ jeg vidste ikke om det var okay at stille spørgsmål om ham, han virkede aldrig til at ville fortælle om sig selv.
’Øhm, har du ikke en mor?’ jeg turde ikke kigge på ham.
’Nej ikke længere’ sagde han, normalt ville jeg ikke have fået et længere svar, men han anstrengte sig for at gøre mig tilfreds denne gang, så han fortsatte.
’For lidt over 100 år siden blev hun fundet død lidt uden for slottet, en niveau D vampyr havde slået hende ihjel’ jeg kunne se på Gin at det var et meget ømt emne, så jeg måtte holde for nu.
’Det gør mig ondt Gin’ han svarede ikke, men jeg havde fået flere svar i dag end jeg nogensinde kunne have drømt om, det gjorde mig så glad at han rent faktisk prøvede at tænke på mig.
 Jeg kiggede på Gin hvis blege hud fik et smukt lyserødt skær af himlen, solen var ved at stå op, jeg nød det, solen havde været gemt fra mig alt for længe, til trods for at jeg havde vænnet mig til mørket, så tilhørte jeg altså dagen. Jeg kunne ikke tage mine øjne fra den smukke mand der sad lige ved siden af mig, jeg følte mig fri, jeg følte at ingen regler eller love nogensinde ville kunne komme i vejen for min kærlighed til Gin, jeg smilede lidt for mig selv, en dag Gin, en dag gør jeg dig min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...