A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
487Visninger
AA

21. Solnedgangen

Gin kastede min sovepose over til mig, den ramte mig hårdt lige i maven.
’Fold den ud’
Jeg lagde den grønne sovepose det sted hvor der var mindst sten der kunne genere mig, og Gin foldede sin ud lige ved siden af. Jeg snørede mine sko op og med lidt besvær fik jeg hevet dem af mine fødder, der nu følte sig befriede – og kolde, så jeg krøb hurtigt ind i soveposen der endnu var kold, men om lidt skulle den nok blive behagelig. Gin sad op på sin sovepose og kiggede op mod stjernerne, jeg vendte mig om på ryggen og rettede også mine øjne mod himlen, alle skyer var drevet langt ud over horisonten, og havde efterladt de blinkende stjerner til sig selv på den mørke himmel. Gin lagde sin hånd på min kind, han lænede sig ind over mig og kiggede mig i øjnene, mit hjerte bankede lidt hurtigere og den varme jeg havde manglet for et par sekunder siden havde nu spredt sig fra mit hjerte og ud i resten af min krop.
’Få lidt søvn mens det stadig er nat’ hviskede Gin mens hans øjne stadig kiggede i mine. Jeg nikkede og lukkede mine øjne, jeg mærkede Gins bløde læber presse sig mod min pande, et lille smil bredte sig på mine læber.
’Godnat’ hviskede jeg så lavt at jeg dårligt nok selv kunne høre det.
’Sov godt’ selvfølgelig havde Gin hørt hvad jeg sagde.
Jeg vendte mig om på siden – med mit ansigt mod Gin – og så kravlede jeg så langt ned i soveposen at  kun toppen af mit hoved var til syne, min krop var varm, og så længe Gin var i mine tanker ville den forblive sådan.
’Megumi’ sagde Gin blidt, mens han strøg en hånd over mit hår.
Mine øjenlåg kæmpede sig langsomt fra hinanden, et gab undslap mine læber, jeg kunne ikke have sovet særligt længe, men det var bedre end ingenting. Det var tusmørke, og ude over bjergtoppene i horisonten kunne man lige ane spidsen af den første solstråle komme til syne. Jeg satte mig op, men sørgede for at hive soveposen med mig så jeg ikke kom til at fryse.
’Sovet godt?’
Jeg kiggede på Gin, smilede og nikkede så, jeg var for træt til at kunne snakke. Mit blik gled over det grå og grønne landskab og tilbage til den enlige solstråle. Jeg lagde mine arme om mine knæ og trak benene tættere til min krop, mit hoved lod jeg hvile på mine knæ. Jeg var i en trancelignende tilstand, hver eneste gang en ny solstråle kom til syne blev jeg helt betaget af den, det her, det var lykken, at være sammen med den person man elsker på sådan et smukt sted. Gins blege hud blev lyst op, han så helt guddommelig ud som han sad der tæt ved toppen af bjerget og tronede. Gin havde lukket sine øjne hvilket gav mig større mulighed for at betragte hans skønhed, som solen rejste sig fra mørket blev Gin til sidst lyst helt op, der var ikke et eneste sted på ham med skygge, hele hans krop var en stor energikilde, den måde solen brændte sig ind i hans hud, han strålede mere end solen selv. Jeg rykkede mig tættere på ham, så tæt at jeg med begge mine hænder kunne tage fat om hans ene arm, jeg klyngede mig fast til ham og kiggede så ud mod den store lysende cirkel midt på himlen, dens gule stråler blandede sig med alle tænkelige nuancer af lyserød, lilla og orange, jeg kunne ikke lade være med at smile, mere end jeg havde gjort nogensinde før, jeg havde aldrig følt mig så tæt på solen før, det var som om at jeg bare kunne række ud og tage fat, og så ville den være min, så ville jeg besidde alverdens kraft. Jeg gav slip på Gin og rejste mig, jeg bevægede mig så tæt på solen jeg kunne uden at falde i afgrunden, jeg mærkede det ujævne underlag under mine sokker, men solen havde en helende kraft så lige nu, kunne intet røre mig. Som jeg stod der og badede mig i solens stråler – min livskraft, så følte jeg at smerte aldrig ville kunne have den samme effekt på mig, det ville aldrig gøre lige så ondt nu når jeg vidste hvor fantastisk livet kunne være. Jeg kunne høre tunge skridt bag mig, Gin slæbte sine fødder over jorden, han stoppede da han nåede min side, hans ene arm dækkede for hans ansigt, det så ud til at smerte ham ret meget det her.
’Vi kan godt gå ind i teltet nu, Gin’ sagde jeg sødt til ham, men sandheden var at jeg ønskede at stå her i solen resten af mit liv, jeg ville kunne gå rundt i dagslys – hver dag, men sådan var det ikke, det her var nok det længste jeg nogensinde ville komme til at være i solen.
’Nej’ snerrede Gin.
’Gin, jeg kan se du har det dårligt, lad os nu gå ind’
Gin sukkede opgivende.
’Jeg skal nok gå ind, men vil du ikke nok love mig at nyde solen så længe du kan?’
’Tak. Det skal jeg nok’
Gin var ved at snuble op til flere gange på den korte vej til teltet, så kunne han måske få en lidt bedre forståelse for hvordan det var at være menneske.
 Resten af dagen lavede jeg intet andet end at suge alt den energi til mig fra solen, som det overhovedet var muligt, Gin kom slingrende ud til mig en gang imellem, men jeg sendte ham ind efter få minutter hver gang, han så mere og mere dehydreret ud og så var jeg bange for at han skulle falde i afgrunden sådan som han tumlede rundt. Jeg fandt tasken med mad og hev en lille plastik bøtte og en ske frem, som jeg nød solens sidste stråler spiste jeg en gang ris med karrysovs, jeg var vant til at varme min mad i den lille mikroovn på det smalle køkkenbord, men da det ikke var en mulighed herude måtte jeg jo få det bedste ud af maden som den var – iskold. Jeg havde egentligt regnet med at Gin ville komme og nyde solnedgangen med mig, men efter at have set den pinsel solen var for ham, så var det forståeligt at han blev væk. Jeg havde vendt mig mod de spidse grantræer og sad med hovedet lænet bagover for at få det sidste glimt af den varmende sol, og inden længe var alle lyserøde og lilla farver forsvundet fra den nu mørkeblå himmel. Jeg rejste mig og smed den tomme plastikbøtte over i tasken jeg havde efterladt åben, det raslede fra skeen jeg havde lagt ned i bøtten da den ramte perfekt i hullet. Mine ører opfangede en svag lyd fra et sted foran mig, kun den første svage mørke havde lagt sig, så jeg burde kunne se hvis det var et dyr der luskede rundt, jeg havde altid drømt om at se en kanin, de var beskrevet så sødt med deres lange ører og store øjne i nogle af de første bøger jeg selv kunne læse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...