A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
497Visninger
AA

4. Omvæltet verden

Det var mørkt da jeg vågnede, jeg kørte min hånd over det glatte underlag jeg lå på, jeg lå i en seng, en stor blød seng, jeg kiggede mig om, og da mine øjne havde vænnet sig til mørket fik jeg øje på en person lige ved siden af mig, jeg udstødte et skrig, men holdte mig hurtigt for munden, det var Gin, selvom jeg ikke kunne se særligt meget, lyste hans skønhed hele rummet op. Jeg var stadig iført den sorte kjole som Gin havde været så opsat på at jeg skulle bære. Jeg satte mig stille op og trådte ud af sengen, men før jeg nåede videre hev en hånd fat i min arm og væltede mig ned i sengen igen.
’Prøver du at stikke af?’ spurgte Gin, men jeg kunne godt høre i hans stemme at det var for sjovt. ’Undskyld Master, jeg ville ikke vække dig’
’Jeg har alligevel ikke tid til at sove nu, og du skal ikke kalde mig Master’
’Men det er imod reglerne Master’
’Du er min nu, så jeg laver dine regler, forstår du det?’
’Ja Mas- øh ja’
’Jeg skal i skole om lidt, find min uniform’
’Men det er jo nat’
’Du har levet for min art i 15 år, du burde vide at vi tilhører natten’ sagde han med et smil på læben.
Jeg smilede genert tilbage, det var uklart hvor meget jeg havde lov til at gøre. Jeg åbnede det store mahogni klædeskab og hev en bøjle ud med den komplette skoleuniform for mandlige fuldblodsvampyrer, et helt sort sæt med gult slips, syninger og manchetter. Jeg lukkede forsigtigt den tunge skabslåge igen, allerede før jeg vendte mig mærkede jeg at Gin kiggede på mig, jeg gik hen mod ham uden at slippe øjenkontakten med ham et eneste sekund. Jeg lagde uniformen på sengen ved siden af ham.
’Giv mig den så på’ sagde han og fastholdt sit borende blik.
Mine øjne udvidede sig til dobbelt størrelse, Gin stod ud af sengen og gik over ved siden af mig, han tog et fast greb om min hage og løftede mit hoved, og så knækkede han sammen af grin.
’Du skal ikke tage alt så tungt Megumi’ jeg åndede lettet op og kunne ikke holde mit smil tilbage.

’Megumi?’ spurgte jeg.
’Det er dit navn fra nu af’
’Åh, okay’
Megumi… Det passede mig faktisk godt.
Gin forsvandt ud på badeværelset som lå lige op ad soveværelset, han var ikke væk i mere end 10 sekunder, og så stod han helt klar. Han så pludselig meget yngre ud når han havde skoleuniform på, han lignede endnu mere en smuk ung prins nu. Jeg stod stille og afventede en kommando, jeg skulle ikke vente længe.
’Tag min taske og kom’ jeg kiggede mig om og fik øje på en sort lædermappe, det måtte være den. Jeg tog den og løb efter Gin som allerede var nået til hoveddøren. Vi gik ud på de mørke gange som jeg huskede fra i går, døren smækkede i bag os.
’Skal jeg følge dig til din klasse?’
’Du skal med til time’
Jeg stoppede et øjeblik i overraskelse, var det normalt? Gin tog fat i mit håndled og hev mig med videre, gad vide om han med vilje tog det håndled som han vidste ikke var ømt.
’Du tjener kun mig nu, så du skal være ved min side hele tiden’ sagde Gin i en hård tone.
’Er du sikker på at det er okay i det her tøj?’
 Hvis jeg viste mig uden for porten ville jeg med garanti blive slået ihjel på stedet.
’Endnu en grund til at du skal med til time, hvis du skal bo sammen med mig må du kende til fuldblodsvampyrer, vi er anderledes end de andre niveauer, vi har andre regler’
Det eneste jeg hørte var ’bo sammen med mig’… Skulle jeg flytte ind her hos fuldblodsvampyrerne? Gin holdt stadig fast i mit håndled, han hev mig gennem alle gangene, vi gik forbi den store port jeg var blevet smidt ind ad for ikke mere end nogle timer siden. Vi gik længe, højre, venstre, højre, højre, det var så forvirrende, men Gin kendte slottet ud og ind, han var irriteret over at jeg sænkede ham- og skjulte det ikke! Vi nåede til en dør der for mig lignede alle de andre, den åbnede og vi trådte udenfor, vi måtte være på bagsiden af slottet, lidt over 100 meter væk lå en stor firkantet bygning, meget nyere end slottet, jeg har aldrig kendt til det her sted. Gin hev mig over til en bænk og vi satte os.
’Timen begynder først om et kvarter’
Hvorfor havde du så så fandens travlt tænkte jeg uden at have nerverne til at sige det. Gin slap endelig mit håndled, han sad afslappet og kiggede op mod de blinkende stjerner.
’Megumi’ han holdt en pause som skulle han tage sig mod til at sige noget.
’Som du nok allerede har lagt mærke til har jeg en meget… anderledes personlighed’
Jeg beundrede hans skønhed mens hans blik ikke veg et eneste sekund fra stjernerne.
’Men jeg vil passe på dig, og tage mig godt af dig, forstår du det’
Jeg nikkede stift, ville han tage sig af mig? Det var jo bare meningen at jeg skulle have drukket mit 15-års blod af en fuldblodsvampyr og så vende tilbage til cellen hos niveau C vampyrerne.
Nogle gange ville jeg ønske at jeg også var vampyr, de kunne gøre hvad de ville, de var frie, og alt det ville kræve for at jeg kunne blive vampyr var bare en lille dråbe blod fra en hvilken som helst vampyr.
’Må du godt bare opkræve mig på den måde?’ spurgte jeg og indså at jeg nok ikke skulle have stillet sådan et spørgsmål til en fuldblodsvampyr, han virkede bare så skrøbelig et øjeblik, så skrøbelig at jeg følte mig stærk. Han grinede og rettede sit blik mod mig.
’Du ved virkelig intet om fuldblodsvampyrer’
Jeg rødmede lidt og kiggede ned, han var slet ikke så skræmmende… hvad nu hvis han faktisk var anderledes. Han føltes mere som en ven end noget andet, for os mennesker var det ikke tilladt at have venner, men jeg har en svag erindring om en lille dreng med smukt sølv hår, hver gang jeg tænker på ham bliver jeg trist, som om at han var en jeg havde meget kær- en ven måske, men så blevet taget fra mig.
’Megumi, du må love mig aldrig at forlade min side når vi er herude, for dit eget bedste’
’Åh, okay’
Han lød nærmest skræmt da han sagde det, hvad kunne være værre og mere farligt end en hel bygning fyldt med fuldblodsvampyrer.
’Kom lad os gå ind’ sagde Gin som allerede var en del skridt foran mig.
Endnu en gang måtte jeg løbe efter ham, jeg var meget nervøs for at gå ind i bygningen, jeg tænkte på om jeg ville føle mig som et forsvarsløst byttedyr omringet af sultne rovdyr, eller om alle fuldblodsvampyrer havde lige så stor kontrol som Gin. Jeg gik forpustet op ad trapperne til indgangen, der var ikke nogen dør, bare en stor firkantet åbning der første direkte ind til et stort tomt rum. Gin gik hele tiden nogle skridt foran mig, jeg følte hele tiden at mine spinkle ben ville falde sammen under mig, men jeg vidste at Gin ville samle mig op hvis jeg faldt, og det gjorde mig tryg, det gav mig lyst til at prøve lidt hårdere, prøve at være stærk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...