A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
485Visninger
AA

8. Mit første vredesudbrud

Da hoveddøren var smækket i tog jeg fat i Gins håndled, og vi indledte den komplicerede tur gennem de snoede gange. På trods af at jeg havde vandret rundt i gangene hver nat i 22 dage følte jeg mig ikke et eneste skridt tættere på at lære denne del af slottet at kende, det hele ville måske også være lettere hvis man kunne se mere end hvad de få snart udbrændte stearinlys gav af lys. Vi endte foran en stor trædør, jeg havde ikke været her før, døren så meget gammel ud, ikke på samme måde som resten af slottet, men som om at den var fra en helt anden tid, døren knirkede så højt at jeg måtte holde mig for ørene da den åbnede.
’Damerne først’
 Jeg slap Gin og trådte ind i et femkantet rum, jeg var ikke godt til det med længdebetegnelser, men der måtte mindst være ti meter til loftet. Fra gulv til loft på alle væggene var der reoler af træ – fyldt op med bøger, det var et bibliotek, jeg havde aldrig før været på et før, men det kunne ikke være andet. Loftet havde naturligvis det samme symbol som alt andet her på slottet, en halvmåne, en cirkel med et kryds i efterfulgt af en cirkel med en prik i.
’Hvad betyder det?’ spurgte jeg og pegede op mod loftet.
Gin gik hen til en hylde og hev en bog ned, den var utroligt gammel, den så skrøbelig ud, siderne var helt gule, og den var indbundet i en form for sort læder som var blevet helt mat nu – og med symbolet brændt ned i.
’Det her er forbudt for et hver menneske… Men jeg stoler på dig’ sagde Gin og rakte mig bogen. Jeg rakte ud efter den og skulle lige hive en ekstra gang før Gin gav helt slip. Jeg satte mig ned i lave brune sofa bag mig og slog op på første side af bogen, symbolet var delt op i 3 dele og forklaret individuelt på siden, ved siden af første del stod ’månen’, ved næste stod der ’jorden’, og ved sidste stod der ’solen’, jeg skimmede teksten, der kun forklarede opstandelsen af de forskellige symboler, men helt nede i bunden af siden stod symbolerne som de gjorde i loftet, men med en lille pil ved siden af der førte til ordet ’enden’. Jeg kiggede uforstående på Gin som stod lige ved siden af mig og afventede en reaktion.
’Forstår du det ikke?’ jeg rystede på hovedet.
Gin aede mit hår lidt og satte sig så lydløst ned ved siden af mig.
’Megumi… Det der er opskriften på udryddelsen af vampyrer’ jeg blev næsten kvalt i mit eget spyt og stirrede panisk på Gin.
Han lod som om han ikke havde set min reaktion og fortsatte bare.
’Det her er solen’ han pegede på den bagerste del af symbolet.
Han førte elegant sin finger videre til næste symbol.
’Og det her er jorden, altså solen skinner på jorden’ sagde han og kiggede på mig for at være sikker på jeg forstod, jeg nikkede hurtigt, hvor førte det her hen? Endeligt pegede han på det sidste symbol.
’Og det her er månen’ han holdt en lille pause.
’Så solen skinner på joden, og jorden blokerer for at månen kan blive ramt af solens lys, altså en måneformørkelse’.
Måneformørkelse, det havde jeg engang hørt om, men hvad havde det med noget at gøre? Jeg kiggede ned i bogen igen, så hvis symbolet betød måneformørkelse, så måtte måneformørkelse føre til enden, jeg kunne næsten høre et klik i mit sind som to puslespilsbrikker der passer sammen da det hele faldt på plads for mig.
’Så månen er jeres livskraft?’ Gin nikkede.
’Månen er vores kilde til det evige liv, uden den vil hele vampyrracen uddø, og solen har den modsatte virkning på os, fuld- og – halvblodsvampyrer bliver kun svækket af solen, men andre niveauer bliver til aske’ jeg var chokeret.

'Har der så aldrig været en måneformørkelse?'

'Ikke inden for de sidste 1300 år. Hvorfor tror du at vampyrracen lige pludselig kunne overtage hele menneskeracen, når vi har været til lige længe? Vi har blot haft været i stærkt undertal, fordi måneformørkelser har udryddet vores art flere gange, men med tiden er vi tydeligvis kommet i overtal' sagde han overlegent. Der var så mange spørgsmål jeg gerne ville have svar på, hvordan kan en art bare opstå igen på den måde? Og hvordan er det så muligt at der findes flere tusinde år gamle vampyrer? Men jeg ville nøjes med at stille det spørgsmål der var mest relevant lige nu.
’Hvorfor fortæller du mig det her?’ prøvede jeg at sige uden at stamme
’Du spurgte jo selv’ hvad var det for et svar? Han har lige fortalt mig om hvad der sandsynligvis bliver enden på hans liv, hvordan kan han være så rolig.
’Kan du ikke få problemer for det her?’
’Bare roligt, jeg er i sikkerhed, jeg ville nu bekymre mig lidt mere om mig selv hvis jeg var dig’ ’Hvad snakker du om’ spurgte jeg og prøvede at beherske min vrede der nu havde blandet sig med frustration.
’Det her er imod loven Megumi, hvis nogen finder ud af at du ved det kan du blive henrettet’ jeg havde lyst til at smide bogen i hovedet på ham.
’Hvorfor fanden har du så fortalt mig det her? Du sætter mig liv på spil gang på gang. Jeg kan klare at du manipulerer mig, jeg kan klare at du er komplet ligeglad med mine følelser, jeg ved godt at jeg bare er mad, du styrer mit liv, og jeg kan klare det, men jeg kan ikke klare at du sætter mit liv på spil bare få at få lidt spænding i dit eget dødssyge liv, jeg er et menneske Gin! Jeg kan ikke leve for altid, jeg kan føle smerte, jeg heler ikke når jeg bløder Gin, jeg bliver ved med at bløde, og hvis jeg ikke passer på kan det slå mig ihjel. Jeg er hverken hurtig eller stærk, jeg kan ikke vælge om jeg selv vil sove, jeg kan ikke på magisk vis åbne døre eller tænde lys, jeg kan intet og jeg er skrøbelig Gin, men ved du hvad? Jeg er stadig i live, og på den måde fortrækker jeg det!’ jeg havde aldrig råbt sådan før, dårligt nok hævet min stemme, jeg var også begyndt at græde men jeg fortrød ikke mit vredesudbrud, ikke endnu i hvert fald, Gin sad bare og kiggede på mig som om det ikke havde rørt ham den mindste smule, han rejste sig, gik ud af døren, og lukkede den uden så meget som at se på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...