A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
482Visninger
AA

6. Mareridt

Jeg havde boet med Gin i 21 dage nu, jeg havde været med ham i skole, Takeshi virkede til at acceptere mig mindre og mindre, men jeg kunne godt se at der gemte sig godhed bag hans kolde grove facade. Jeg havde ikke veget et eneste sekund fra Gins side, og hver dag føltes han mere og mere som en ven, og jeg følte mig mere fri end nogensinde før. Nogle gange tog jeg mig i at tænke at jeg rent faktisk var en af dem, at jeg var en fuldblodsvampyr, og først når Gin satte sine tænder i mig og den skærende smerte endnu engang var hos mig blev jeg mindet om deres sande natur.
Jeg satte mig brat op og hev efter vejret, et mareridt, jeg tog mig til halsen, og da jeg mærkede min puls galopere som en flok vilde heste faldt jeg lidt til ro, jeg kiggede til siden og der lå Gin lige så smukt og fredfyldt som dagene før, jeg kiggede på ham nogle sekunder endnu bare for at sikre mig at jeg ikke havde vækket ham. Jeg lod mit ene ben glide stille ud af sengen, og vendte mig så igen, Gin sov stadig. Nogle få skridt, en fod langsomt efter den anden, og så var jeg på badeværelset, jeg lukkede døren til, men ikke helt, aldrig helt. Badeværelsesfliserne var mørke, badekarret var stort nok til at i hvert fald 3 personer kunne være i det, det stod på snoede ben lavet af guld, det var helt sikkert ægte guld. Jeg satte mig på det skinnende toiletbræt af porcelain og begravede mit hoved i mine hænder. Jeg prøvede på at genkalde det mareridt der havde vækket mig, det kom tilbage til mig i små glimt, en vampyr, uden tvivl fra niveau D, en dam med et lysende symbol, det var symbolet fra Gins dør, og i det sidste korte glimt så jeg en vampyr stå med ryggen til mig, jeg så op på ham, det var tydeligt at se at han kæmpede imod noget, han virkede mig lidt bekendt, og så alligevel ikke, han havde kort skinnende næsten hvidt hår, og var iført en uniform der lignede Gins, bortset fra at slipset så mere hvidt ud – ellers var det bare mig.
Jeg gik hen til håndvasken, tændte stille for vandet og formede mine hænder som en lille skål, da skålen var halvt fyldt smed jeg vandet i hovedet. Jeg tørrede mit hoved af i min arm, og da jeg åbnede mine øjne og så i spejlet sprang mit hjerte et slag over, jeg kunne kun se mig selv i den lille smule dagslys der havde banet sig vej gennem gardinerne, så soveværelset, og endeligt dørsprækken, men den smule lys var nok til at jeg kunne se det – jeg var smuk. Ikke som en fuldblodsvampyr, ikke som nogen vampyr, men uden jeg selv havde lagt mærke til det var min hud begyndt at få et gyldent skær, mit hår bølgede mere end sædvanligt og den grå matte tone var væk, det var kommet til live. Jeg havde også fået mad hver eneste dag mens jeg havde boet her på slottet, jeg følte mig lidt som en prinsesse… Eller i hvert fald som en der var mere værd end affald. Jeg studerede mig selv nærmere i spejlet, mine kinder var begyndt at få en lidt lyserød kulør, mine kraveben stak ikke lige så meget frem som ellers, jeg kiggede ned af mig selv, jeg havde taget på, min krop var ikke længere spinkel og knoglet, jeg lignede ikke længere en der ville knække hvis man rørte ved mig, jeg så sund ud.
Da jeg gik ud fra badeværelset sad Gin og kiggede på mig som var han en forælder der var klar til at skælde sin datter ud for at have sneget sig ud om natten.
’Du ved godt at vi er meget opmærksomme væsner ikke? Jeg sover aldrig for tungt til at den mindste smule kan vække mig’.
Jeg kunne ikke helt tolke om han var sur, eller bare den sædvanlige humørsyge Gin, jeg bukkede mit hoved.
’Undskyld’.
Før jeg vidste af det stod Gin lige foran mig, han tog fat i håret der snoede sig ned af min ryg og hev i det så mit hoved blev tvunget opad, jeg tror ikke han havde nogen ide om hvor ondt selv de mindste ting kan gøre når man er menneske, han havde jo trods alt aldrig prøvet det selv.
’Du skal ikke undskylde, jeg behøver jo ikke engang søvn’ sagde Gin og blinkede til mig.
Han gav slip på mit hår og jeg smilede lidt, han var så svær at komme ind på, og så uforudsigelig, men måske var det den del af ham der gjorde at mit hjerte altid bankede den smule hurtigere når han var ved min side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...