A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
489Visninger
AA

10. 'Hvis han holder af dig må i flygte'

Jeg blinkede et par gange med mine øjne før jeg kunne se klart, jeg lå i et rum hvor jeg ikke havde været før, det var et varmt behageligt rum, alle møbler var brune, ikke ligesom de kolde sorte og gullige møbler hos Gin. En dør stod på klem ind til et mørkt værelse hvor jeg kunne høre stemmer, jeg var en smule ør i hovedet, jeg tog mine hænder op og mærkede på min hals, nogle havde sat plastrer på sårene, jeg fik kigget ned ad mig selv, jeg var smurt ind i mit eget blod, lige så vel var min nye smukke kjole, et lille gisp undslap da jeg kiggede på mine håndled, de var helt sorte, og på indersiden kunne man tydeligt se at det var aftrykket af en tommelfinger. Jeg rejste mig og gik langsomt hen mod døren
’Hvad nu hvis hun har læst i den?’ spurgte en stemme.
’Vi kender alle reglerne, og uanset hvor knyttet Gin er til hende, skal de overholdes’
Det var mig de snakkede om.
’Hvis Gin virkelig var så knyttet til hende ville han nok ikke havde ladet hende være alene her, han ved hvad der kan ske’
’Gin er ikke til at gennemskue, men for en sikkerhedsskyld bør i gå nu, før han kommer, det er ikke til at vide hvad han kan finde på hvis han ved det var jer’ jeg hørte ingen skridt men kun en smækkende dør. Jeg var på vej hen for at ligge mig på den sofa jeg var vågnet på, men før jeg nåede halvvejs hørte jeg en stemme.
’Megumi? Jeg må have en snak med dig’ jeg drejede om på hælen og bukkede.
’Ja Master’.
Han var høj, højere end Gin, hans hår var lyst og hans ansigt dækkede med små skægstubbe, hans mørkeblå øjne blev fremhævet af den guldfarvede krave der stak frem under den sorte frakke.
’Sid ned’ sagde han og pegede på en stol på den anden side af det bord hvor han allerede havde sat sig.
’Tak Master’.
På bordet lå den bog jeg havde læst i med Gin, bogen der fortalte hvordan man udrydder vampyrer. ’Jeg hedder Jiou Katemura, jeg er den højeststående her på Castrum Ignis, samt rektor på Ignis Academy, og sidst men ikke mindst, Gins far’ jeg stirrede bare på ham, hvordan kunne en der så så ung ud være far til en der så ud til at være på samme alder? 
’Gin har sjældent bekymret sig om andre end sig selv, og i de seneste 1000 år er du den eneste han har været knyttet til, hvilket er grunden til at jeg ikke forstår hvorfor han vælger at bringe dit liv i fare ved at tage dig med til et sted der er strengt forbudt for mennesker, og ikke nok med det, så lader han dig læse i den eneste bog der røber hemmeligheden til alle vampyrers livskraft og undergang, du er godt klar over hvad det betyder ikke?’ jeg sank en klump.
’Jo Master’
’Hør Megumi, jeg er ligeglad med om du er menneske, for du har gjort Gin gladere end jeg nogensinde har set ham, men jeg kan ikke ændre reglerne af den simple grund, men der er en løsning’ Jiou kiggede sig rundt, nok for at være sikker på at der ikke var nogen der lyttede med. ’Valget er op til Gin, men hvis han holder af dig, så må i flygte’.
Flygte? Jeg havde aldrig nogensinde været uden for slottet, og så var jeg nu heller ikke specielt sikker på at Gin holdt nok af mig til at efterlade hele sit liv her, jeg var egentlig slet ikke sikker på at han overhovedet ville have jeg skulle være i live.
Jeg fik øje på et ur, kl.03.26, Gin måtte være i skole, uden mig. Pludselig fløj døren op med et brag og Gin stod i åbningen med et rådvildt udtryk, hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro han var forpustet, Jiou rejste sig op og åbnede munden for at sige noget, men Gin kom ham i forkøbet.
’Jeg ved hvad jeg må gøre’ sagde han, han vente ryggen til os.
’Kom’
Jeg rejste mig, bukkede kort for Jiou som en tak, og løb så så hurtigt jeg kunne, jeg havde svært ved at kontrollere mine bevægelser, og alle mine muskler føltes som spaghetti. Gin havde mere travlt end nogensinde, jeg nåede kun lige at se skikkelsen af ham dreje om et hjørne hver gang jeg selv var kommet rundt om et. Jeg nåede endelig til døråbningen, Gin stod et par meter inde i rummet med et udtryk der var umuligt at tolke. Jeg tog forsigtigt et skridt tættere på ham, hans udtryk ændrede sig ikke. Døren smækkede i og Gin tog langsomme skridt mod mig, han stoppede lige foran mig og kiggede mig i øjnene.
’Du gjorde mig bekymret’ sagde han følelseskoldt.
Han løftede varsomt mine hænder og strøg mig over mine sorte håndled, han første nænsomt mine hænder op mod hans mund og kyssede så forsigtigt først mit højre håndled og så mit venstre. Han prøvede at være stærk som altid, men han kunne ikke holde facaden oppe mere, han løftede mig i en let bevægelse op i hans arme og klemte mig så hårdt at jeg ikke kunne få vejret.
’Jeg lover aldrig at forlade dig igen’ sagde Gin med et tone fald jeg aldrig havde hørt før, hans stemme rystede. Jeg kunne ikke andet end at smile, selvom jeg ikke havde turde tænke tanken før, så var det lige meget nu, jeg var så tæt på døden som man kunne være, så nu kunne jeg tillade mig at tænke lige præcis hvad jeg ville, jeg elsker Gin. Jeg slog både mine arme og ben om Gin og det føltes som om vi smeltede sammen til en, jeg ville aldrig være uden ham. Gin stod længe bare og holdt fast om mig, jeg anstrengte mig for at holde lige så hårdt fast i ham som han gjorde i mig, han måtte aldrig tro at jeg ikke holdt af ham, at jeg ikke ville give alt for at være sammen med ham.
Gin gik hen til sofaen og satte sig ned, jeg gav ham et ekstra klem før jeg slap og satte mig lige ved siden af ham. Han holdte mit hoved i hans hænder.
’Megumi, jeg vidste ikke at du havde det sådan, hvorfor sagde du ikke noget før?’
’Jeg er jo kun et menneske, du ved godt at jeg ikke kan tillade mig at kræve noget af en vampyr’ Gin rystede let på hovedet.
’Du burde vide at jeg er anderledes, du er ikke kun mad for mig Megumi, jeg har brug for dig, du holder mig i live, og du havde ret i hvad du sagde, jeg har et dødssygt liv - eller havde, før jeg mødte dig, men på trods af min alder, så ved jeg ikke hvordan man skal behandle andre. Jeg er en af de højeststående vampyrer så det har altid været en selvfølge at alle kunne lide mig, både mennesker og vampyrer, jeg har aldrig skulle bekymre mig om andre. Men Megumi, den dag jeg først så dig ligge nede for enden af trappen, da du kæmpede for at komme op på trods af at du var ved at dø af underernæring, der vidste jeg at du var den eneste der kunne redde mig fra mig selv, det er derfor jeg har kaldt dig Megumi, det betyder velsignelse, og det er lige hvad du er for mig’ jeg kæmpede hårdt for ikke at græde.
’Så Megumi, du må aldrig tro at jeg ikke bekymrer mig om dine følelser, for dine følelser er de eneste jeg bekymrer mig om, jeg ved også godt hvor skrøbelig du er, men på trods af det, er du den stærkeste person jeg har mødt, og det er derfor jeg har brug for dig. Det betyder ikke noget om du er menneske eller vampyr, det er ikke dit blod der tiltrækker mig, det er din personlighed, den vilje, hver gang jeg kigger på dig Megumi, så finder jeg svaret’ jeg snøftede, og tilbageholdt mine tårer, glædestårer. Gin kiggede på mig, han kyssede min pande og aede mit hår.
’Jeg vil have dig ved min side altid Megumi’ jeg snøftede igen og nikkede, jeg ville også være ved hans side altid.
’Men på trods af hvor svært det er at holde mig fra dig, så kan vi ikke være sammen på den måde Megumi, det er ikke kun imod reglerne på det her sted, men i hele verden, hvis vi har et forhold kan vi ende med at blive henrettet begge to’ nu kom tårerne, men det var ikke glædestårer længere, jeg vidste jo godt at vi aldrig kunne blive et par, hvad for en fremtid ville vi have? Men alligevel havde jeg nok en drøm om at leve lykkeligt sammen med Gin til mine dages ende, latterligt. Jeg kunne ikke ønske mig mere, det her var det bedste et menneske kunne få.
’Jeg forstår’ sagde jeg og smilede let til Gin.
’Vi må af sted, der er ikke nogen der skal prøve på at tage dig fra mig’
Gin tørrede mine tårer væk.
’Hvad skal jeg gøre?’ spurgte jeg.
’Skift til noget rent, og pak noget mad’ jeg nikkede bestemt og gik i gang så hurtigt jeg kunne, allerede inden jeg havde nået at finde en taske frem til maden havde Gin skiftet ud af sin skoleuniform.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...