A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
494Visninger
AA

7. Han må ikke være et monster

’Hvad med en gang morgenmad?’ spurgte Gin med et skævt smil.
Jeg nikkede kort, fejede mit hår om på ryggen, lagde hovedet på skrå og lukkede øjnene, jeg forestillede mig hvordan det måtte havde været at være menneske før vampyrerne tog verden over, jeg så mig selv på en mark fuld af blomster, da jeg mærkede Gins tænder mod min hud forsvandt jeg endnu længere væk ind i mine tanker, jeg mærkede følelsen af frihed som jeg forestillede mig at løbe gennem blomstermarken, mine ben blev ved med at løbe, ikke fordi at jeg flygtede men fordi at jeg kunne, jeg mærkede vinden i mit hår og duften af blomster omgav min aura, jeg smed mig ned i det bløde duggede græs og lod den befriende følelse strømme gennem mig fra hoved til tæer, og så var jeg tilbage i virkeligheden, jeg kneb øjnene hårdt sammen og knyttede mine hænder da Gin trak sine hugtænder ud, jeg vendte mig om for ikke at se den virkelige Gin, det gjorde nærmest ondt at se hvilket monster han var, for mig var det bedst at blive i troen om at han rent faktisk holdt af mig, i hvert fald bare lidt endnu.
Jeg holdt min højre hånd over de to sår på min hals mens jeg kæmpede med at prøve at åbne lågen til det store mahogni klædeskab, jeg havde klemt øjnene sammen i bar anstrengelse, og pludselig nærmest fløj jeg tilbage, jeg åbnede øjnene og så Gin stå som den gentleman han nu kunne være og holde skabsdøren åben, samtidigt med at han holdt hans ene hånd op foran hans mund, sandsynligvis for at skjule et grin over mit lille flyve-stunt.
’Tak’ sagde jeg høfligt men undgik stadig at kigge for meget på Gins blodindsmurte ansigt
Jeg rakte ind i skabet og tog den første bøjle jeg fik fat i – typisk, Gins uniform, den eneste ting i skabet der ikke var mit, jeg hang den pænt tilbage og fangede denne gang en smuk lilla kjole i et glat stof, med en sød sløjfe over ryggen.
’Kan du lide den?’ spurgte Gin.
Jeg nikkede uden at fjerne mine øjne fra den smukke kjole.
’Jeg bestilte den for nogle dage siden, den kom da du var faldet i søvn i går’
Jeg forstod ikke helt hvorfor Gin gjorde alt det her for mig, det var jo mig der skulle tjene ham, men jeg brokkede mig ikke - overhovedet ikke.
’Den er smuk, tak’
Det var det mindste jeg kunne sige. Jeg luntede ud på badeværelset for at vaske beviset på Gins sande natur af mig.
’Er du snart klar? Der er et sted du skal med hen’.
Utålmodige barn tænkte jeg og rullede med øjnene, lynlåsen på kjolen lynede helt perfekt uden nogle stop på vejen, jeg åbnede døren ud til soveværelset og der stod Gin, lige foran døren, havde det været for 3 uger siden var jeg hoppet bagud med et skrig, men nu var jeg blevet vant til at han fulgte mig overalt, på den ene siden virkede han som en overbeskyttende forælder, og på den anden side virkede han som et morsygt barn.
’Du er smuk’ sagde Gin og se helt benovet ud.
Jeg smilede og nejede en gang, jeg følte mig mere tilpas når jeg havde smukt tøj på, så var der ikke lige så stor skønhedsforskel på Gin og jeg.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...