A Vampire Servants Destiny

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
For 1000 år siden blev verden overtaget af vampyrer, Megumi er en af de få tilbageværende mennesker, og dømt til at leve i lidelse, tvunget til altid at bære skammens farve - rød. Men på hendes 15-års fødselsdag da hun skal have drukket sit blod af en fuldblodsvampyr, Gin, tager han hende til sig i stedet - trods sin ambivalente perrsonlighed. Uden at vide det bryder Megumi nogle regler som kan koste hende livet, og da der bliver fundet ud af det må hun og Gin flygte til et koldt sted langt væk. Megumi møder en ny ven, Yuuzan, som hader sig selv og sin brutale natur, og Megumi opdager chokerende ting om både hende selv, Gin, Yuuzan og om den verden de lever i. Men der er stadig så meget som ingen af dem ved endnu.

6Likes
1Kommentarer
488Visninger
AA

2. Gin Katemura

Jeg bøjede mit hoved i skam da jeg blev trukket over den åbne plads inde midt i det dystre slot, jeg var iført en lang rød kjole – rød, som om det ikke er tydeligt nok i forvejen hvad vi mennesker er… omvandrende blodposer. Den eneste grund til at få af os er blevet holdt i live er så de kan få mad- vampyrerne. Jeg kiggede forsigtigt til siden og hundredvis af rødglødende øjne stirrede på mig, samtidigt med at flere og flere hugtænder kom til syne, jeg kiggede hurtigt ned igen, og fik lyst til at græde. Den store sorte port foran mig åbnede sig langsomt, de to vampyrer som havde ført mig over pladsen smed mig ind ad døren, deres niveau var for lavt til at de måtte gå ind på den her del af Castrum Ignis, kun mennesker og fuldblodsvampyrer måtte være her. Før portene igen lukkede bag mig nåede jeg at få endnu et glimt af de rødglødende øjne som fyldte hele pladsen.
Belysningen var så dæmpet at det nærmest var umuligt for mennesker at se noget. ’Det var på tide du kom’ sagde en mandestemme
’Jeg er sulten’ han lød ung- og skræmmende.
I dag er min første dag på denne her del af Castrum Ignis, vi må først komme hertil når vi bliver 15, jeg er blevet bildt ind at det var min fødselsdag i går, men jeg kan ikke stole på nogen i den her verden, ikke engang min egen slags. Jeg kunne se skikkelsen af en høj spinkel mand komme ned ad de sorte trapper som matchede stengulvet. Det gik op for mig at jeg stadig sad på gulvet, jeg prøvede at rejse mig op, så jeg kunne bukke for ham, jeg ville blive straffet hvis jeg ikke ærede en fuldblodsvampyr ordentligt. Jeg var svag på trods af at jeg var blevet proppet med mad den sidste uge for at ’lade op’ til den her dag, da jeg endelig kom på benene knækkede mine knæ sammen under mig, jeg lukkede øjnene og forberedte mig på at ramme det hårde kolde stengulv endnu en gang, men det skete aldrig, jeg åbnede langsomt øjnene, og jeg kiggede lige ind i de smukkeste dybe røde øjne, jeg holdt vejret, det var første gang en vampyr havde været så tæt på mig uden at hans øjne glødede.
’Du er tynd, og skrøbelig, behandler vampyrerne på niveau C dig ikke ordentligt?’ spurgte han mig. Jeg havde glemt at trække været, så jeg følte at jeg snart ville blive blå i hovedet, jeg stirrede bare på ham, var hans spørgsmål oprigtigt? Alle mennesker var blevet behandlet som mig, og endda værre de sidste 1000 år.
Jeg lå helt stille i hans arme mens jeg blev båret op ad trapperne, hver gang han gik forbi en af de gammeldags lysestager som hang på væggen, tændtes de. Hans hår var halvlangt, det var lysebrunt, men med en form for et rødt skær. Hans mørkerøde øjne fik ham til at virke endnu blegere end de andre vampyrer. Han var helt enkelt den smukkeste skabning på jorden, men jeg må altid huske på at de er uhyrer i forklædning, en teori der bliver bekræftet hver eneste gang de sætter deres tænder i min hud og suger mit blod. Han bevægede sig lydløst og elegant gennem de lange svagt belyste gange, og efter hvad føltes som en evighed nåede vi til en sort trædør, malet på den var det samme symbol der prydede alle vægmalerier og flag her på slottet. Fulblodsvampyren som har båret mig herop træder ind ad døren, efter den åbner af sig selv. Jeg har aldrig været i et rigtigt værelse, jeg er født i fangeskab, så jeg blev fjernet fra min mor kort tid efter fødslen, jeg tænker nogle gange på hvordan hun var, om det er fra hende jeg har arvet mine brune øjne, eller mit bølgede lyse hår. Men jeg vil aldrig finde ud af det, de fleste mennesker bliver slået ihjel når de er 25… Det er skræmmende at vide at jeg kun har 10 år tilbage, måske endda mindre, jeg kunne bryde en regel, det kunne være at en vampyr var ekstra sulten, eller jeg kunne blive forelsket i en vampyr… Nej det var jo latterligt.
Jeg rystede mit hoved, og vendte tilbage til synet af det store rum, med gullige vægge, jeg blev lagt forsigtigt ned på en bred sort sofa.
’Tak Master’ hviskede jeg stille.
’Du skal ikke tro at du slipper for din straf for ikke at ære mig ordentligt’ sagde han koldt.
Han gik hen til et vindue hvor gardinet var trukket for så han stod med ryggen til mig, han virkede på den ene side så varm og kærlig, og på den anden side så kold og uhyggelig. Jeg har lyst til at ligge i hans arme for altid, og alligevel vil jeg gerne flygte langt væk fra det her rum, og fra ham. ’Introducer dig’ kommanderede han mig.
’AB negativ 203749 Master’ fremstammede jeg. 
Han vendte sig igen mod mig, med et hævet øjenbryn sagde han drilsk ’min yndlings blodtype’ så han havde altså også en umoden side.
’Hvor uhøfligt af mig, mit navn er Gin Katemura’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...